Om
sogneprestens kaldelse findes der i
riksregistranterne en kngl. skrivelse til lensmanden i Bratsberg, datert
Fredriksborg 28de mai 1574, altsaa fra tiden ved Eiler Svensens avgang i Gjerpen.
Den er saalydende:
”Først,
naar nogen sogneprest dør, da skulle sognemændene udi samme sogn have fuldmagt
at give en anden lærd person kald til sogneprest, hvem de ville, og naar han saa har sognemændenes kald, saa skal han
først begive sig til bispen i samme stift og give ham det tilkjende, at han er
kaldet til sogneprest og Guds ords tjener i samme sogn. Finder og kjender
bispen samme person udi levnet og lærdom at være god og duelig for en
sogneprest og Guds ords tjener, da skal bispen ikke hindre ham i det kald og
embede, som Gud ham undt har, men skal samme person fremdeles paa sit embedes
vegne samtykke, at bønderne og almuen den mue (maa) beholde for en sogneprest.
Og naar samme person findes duelig, da skal bispen forvisse ham med en
skrivelse til vor lensmand om sin collats, hvilken lensmanden ham i ingen maade
vægre skal, men ham den godvilligen uden gave og skjænk meddele efter
ordinantsens lydelse. Og skal vor lensmand eller bispen ikke gjøre sognemændene
nogen forhindring paa deres kald med ordinantsen. Ikke skal heller vor lensmand
indsætte nogen prester i nogre sogne imod bispens samtykke og bevilgning, fordi
at bispen er den, som bør at staa tilrette derfor, om der findes nogen brøst
hos presterne paa deres embedes vegne.“
Var det
smaat for sognepresten i Gjerpen i denne tid, saa var det nok endnu daarligere
med Skienspresten i økonomisk henseende; ti den 28de oktober 1581 fik
sognepresten udi Skien ved kngl. brev “halvparten av kronens part av tienden av
Gjerpen sogn til hans underholdning, kvit og fri at beholde, eftersom borgermester
og raadmænd udi forn. Skien underdanigst har berettet, hvorledes deres
sogneprest hertil (hittil) skal have været saare ringe forsørget, saa han
dermed ingenlunde kan behjælpe sig og være, og de ikke heller selv formaa
hannem hans besoldning at forbedre.“
4. Hans Hjort.
159* -1600 (?).
Hans
Hjort har sandsynligvis fulgt paa Sten Lauritsen, om aaret for presteskiftet
ikke kan nærmere fastsættes.
I hans
tid kom den bekjendte biskop Jens Nilsen paa
visitas til Gjerpen, og som sedvanlig kommer der adskillig lys over de dunkle
forhold, hvor denne biskop farer. Jeg hitsætter av hans visitasoptegnelser,
hvad der her kan være av interesse.[7]
“Den 9de
februar om morgenen for biskopen ud fra Lardals prestegaard og for gjennem
Styrvold til Slemdal, hvor hr. Hans i Gjerpen og hr. Peder (Hansen) i Eidanger
mødte ham ved Silje (d. e. Slemdals) kirke. Derfra reiste de over
Slemdalsheien, tversover Børsesjø og kom til Gjerpen kl. mellem 2 og 3 om
eftermiddagen. Herrekammeret paa prestegaarden var da saare ilde holdet med
vindu og tag, og et kalt kammer, og hr. Hans beretted, at han haver 3 eller 4
gange tiltalit sine sognebønder og paamindt dem, at de skulde lade færdiggjøre
det herremag.”
Om hr.
Hans Hjort er endnu at melde, at det ikke længe efter dette gik ham ilde; ti
“for nogen hans forseelse” blev han avsat
og levde da en tid i den største armod, indtil han ved kongebrev av 2den
juni 1606 fik tilladelse til at stedes til et andet kald, “saafremt han ellers
lovligen kaldet kan blive”.[8]
Sogneprest Skaar formoder (i nogle optegnelser i ”Grenmar” 1880 - 81 om
prester i Gjerpen i de tre sidste aarhundreder), at han fik kald i Drangedal, hvor der mellem presterne
Frants Mikkelsen, 1603, og Tyke Jensen, 1629, er opført en Hans Hjort, som han
antar er den forhenværende Gjerpensprest. Da Tyke eller Tyge Jensen, ifølge
Løvenskiold, var kommen til Drangedal i 1612, maa Hans Hjort i tilfælde være
avgaat ved døden før eller i dette aar.
I Skiens
ældste kirkebok findes anført blandt døde ”gammel Gjertrud Hansdatter, salig
hr. Hans Hjortes”, begraven 16/6 1616, 82 aar gammel. Dette er muligvis en datter av Hans Hjort. Hun skulde
saaledes være født i aaret 1594 og er vel da, efter faderens død, fra Drangedal
vendt tilbake til Skien.
5. Kristian Pedersen.
1601-?
Ifølge klokker Svendsen hadde Kristian Pedersen bestyret kaldet i nogen tid, før han blev sogneprest i 1601. Efter dette maa hr. Hans helst være blit avsat senest i aaret 1600. Mere vites ikke om hr. Kristian.
6. Henrik Horn.
? - 1625.
I en
efter biskop Herslebs paalæg indrettet kaldsbok eller kopibok - den har
gjort tjeneste som begge dele - har daværende sogneprest i Gjerpen David
Monrad (1701-1746) anmerket følgende om de første prester i Gjerpen efter reformationen: “Prester
siden reformationen ere mig ganske uvidende, som jeg om dette, saavelsom om alt
andet, fandt hverken blad eller bokstav efter min formand”; men saa tilføier
han: “Ved min første hidkomst fortalte de
gamle mænd i sognet, som da levede, at mindes av deres forældre og av dem
selv de til denne tid sidste 5 prester”, og saa opregner han: Henrik Horn, Henrik Baad o. s. v. Altsaa var
Henrik Horn den ældste prest i Gjerpen, som da var i de levendes minde, og
svakt og uklart nok var det. I alle fald skriver David Monrads søn og
eftermand, Johan Fredrik, som var opvoksen i Gjerpen, i kaldsboken om denne
Henrik Horn, der var den ældste prest, gamle folk alt i hans fars tid kunde
mindes: “Hvad,tid han kom til kaldet, naar han døde og øvrige omstændigheder
ved hans person, er mig ubekjendt, alene at han levede, eller muligens kan være
død 1619, som sees av en i kirken, i hvælvningen imellem kirken og koret, paa
muren tegnet inskription, hvor læses: Henricus
Andreæ”, og dernedenunder et horn og en støtte som hans vaaben, nedenfor
symbolum (valgsprog): Me totum Jehovæ devoveo. 1619”.
Man ser
saaledes, at folkemindet slet intet specielt visste at fortaelle, kun det
blotte navn. Hvad der endnu visstes yderligere, var kun det, som kunde sees paa
kirkevæggen. Det vilde vel været det sandsynligste derav at slutte, at Henrik Andersen, som maa ha hat
familienavnet Horn, er død i det optegnede aar og blit begraven i kirkens
kjælder eller under dens gulv ret ned for inskriptionen ; men han levde endnu i
nogle aar og har antagelig selv anbragt
denne inskription paa væggen over det sted, hvor han efter sin død vilde hvile.
Denne inskription utslettedes forøvrig først ved kirkens store reparation og
ombygning i syttiaarene forrige aarh. Har Henrik Horn virkelig levet efter sit
valgsprog og som der staar: ”helt viet sig til Herren,” hvad man i det mindste
faar anta har været hans ønske, saa har han da været en bedre prest, end
forgjængeren har været, skjønt det vel ikke er værdt at dømme hin for strængt,
naar vi ikke kjender mer til hans liv i det hele, end vi nu gjør, eller véd,
hvori hans “forseelse” bestod.
Der er i
det hele saa litet at finde i Gjerpen av sagn og folkelige traditioner. Den,
som skal fortælle bygdens historie, maa meget savne denne islæt, der er saa god
at ha litt av i fremstillingen for at gi begivenheterne farve og personerne
liv; man er her væsentlig henvist til det skrevne. Derfor vil ogsaa det hele
omtrent uundgaaelig bære mere merker av papirets fortørkede blæk end av det
levende folkemindes friske blod.
Ifølge en
notis i Landstads efterlatte optegnelser har Henrik Horn omkring 1616 været
provst over “Tiendetaget”, d. e. nedre Telemarken, der i gamle dage kaldtes
saaledes, fordi tienden var indført der, som i landet i det hele forøvrig, mens
den ældgamle ordning bibeholdtes i øvre Telemarken eller “Skatlandet”. Det kan
da i hvert fald ikke være rigtig, naar klokker Svendsen har opført ham som
kaldt av bønderne og meddelt kollas av Eiler
Urne, da Urne først var lensmand i Bratsberg tidligst i 1620.
I Horns
embedstid indfalder biskop Glostrups visitas i Gjerpen den 25de februar 1618,
hvor han da fandt alt i den bedste orden: “Hic omnia in bono statu inventa
sunt.” Ikke fuldt saa vel fandt han det ved næste visitas, den 20de januar
1622, i alle fald hvad ungdommens fremgang angik.
I Henrik
Horns tid har i det mindste to av de tre herredage, som holdtes i Skien i
aarene 1613, 1619 og 1625, fundet sted. Ved den første av disse, hvorunder de
bekjendte jesuiterforhør avholdtes, da det tilsidst lykkedes Oslobiskopen Nils
Sinning “at tage skalkhedshammen fra deres ansigter”, var ogsaa kongen selv, Kristian den fjerde,
personlig nærværende den 2den august og følgende dage. De vigtigste blandt de
da mistænkte og blottede jesuiter var tre brødre Hjort, Kristofer, sogneprest til Aker, Evert, sogneprest til
Stange, og Jakob, sogneprest til Onsø. Om ikke brødre til, kan de vel ha været
i slegt med den avsatte sogneprest i Gjerpen Hans Hjort. Gudbrandsdølernes
kjække førere i skottekrigen var ogsaa indstevnte til den samme herredag i
Skien, hvor da baade Lars Hage, Peder Randklev og Berdon Seielstad møtte frem
og fik kongelige belønninger for sine bedrifter.
Det er
klokker Svendsen, som har notert, at Horn døde i 1625, og det er der al grund
til at tro er rigtig.
7. Peder Jensen Bugge.
1626-1627 .
Han avla
sin embedsed i 1626, men var sykelig. Han maatte ta kapellan og døde alt det
følgende aar.
8. Mats Jonsen.
1627-1631.
Han hadde
alt faat expectance paa kaldet i 1625; men ogsaa han døde snart. Saa kom Peder
Bugges kapellan Henrik Baad, om hvem der blir adskillig mer at fortælle.
9. Henrik Baad.
1631-1657.
Om Henrik
Baad, der i kaldsboken opføres som Horns eftermand, skriver forannævnte J. F.
Monrad: “Om Henrik Baad haves heller ingen videre underretning end den om hans dødsmaade (nemlig at han indebrændte natten til anden juledag),
hvortil endnu kan lægges en gammel, maaske usandfærdig fortælling: han hadde en
datter, som var gift med en rektor ved
skolen i Skien; samme skulde, av begjærlighed at bringe kaldet til sin mand
efter faderens død, have været aarsag, om just ikke til ildebranden, saa dog
til faderens død, idet hun, da han vilde reddet sig gjennem et vindu, har
slaget ham tilbage ind i ilden, hvor han maatte omkomme. Dog hun nød intet av
kaldet”. Hvis dette ikke er sandt, som det vel neppe kan være, maa denne datter
dog i hvert fald ha hat et rygte blandt folk, som kunde gjøre fortællingen om
en saadan umenneskelighet nogenlunde troværdig. J. F. Monrad antar, at denne
brand har fundet sted i 1660 eller 1661 ; efter Løvenskiold[9]
har den fundet sted i 1658, altsaa et par aar tidligere. Da eftermanden
allerede 10/2 1658 hadde avlagt sin embedsed og 4/3 1658 hadde indgaat en
overenskomst med enken om hendes andel av indtægterne, maa denne brand ha
fundet sted endnu et aar tidligere, natten til andendag jul 1657, som altsaa
blir Henrik Baads dødsaar. Ved denne brand er der da antagelig ogsaa mange
gamle dokumenter og brevskaper strøkne med, saa det derav kan forklares, at
der, som David Monrad sa, paa prestegaarden ikke fandtes ”blad eller bogstav”
til opklaring av fortiden.
Noget
sandt er det ganske visst i hint sagn; ti Maren
Henriksdatter Baad var gift med Ernst Ernstsen (“Ernestus Ernesti”), der
først var hører i Skien, saa kapellan hos Henrik Baad i Gjerpen og endelig
rektor i Skien 1660. Rektoratet i Skien var dengang kun en daarlig stilling i
økonomisk henseende. Rektors frie bolig i latinskolen bestod saaledes kun av et
eneste værelse med kjøkken i latinskolegaardens kvistetage. Andenlæreren eller
adjunkten, ”høreren”, bodde ogsaa paa skolen, og nedenunder hadde klokkeren,
dengang Klaus Fendt, sin stue. Den tidligere rektor Sten Hansen Brun, som var
blit kapellan i Skien, hadde i sin tid bodd nedenunder og hat 3 værelser og
kjøkken, men studereværelse og soveværelse opvarmedes av en og samme ovn.
Bryggerhus og bod hadde alle tre fælles; dog hadde hver sit særskilte rum i den
sidste.[10]
Denne
Ernestus Ernesti, som var fra Blekinge, har nok været et mindre respektabelt
menneske, forsaavidt i likhet med sin hustru. Han var valgt av almuen til
“medtjener” hos sin svigerfar; men lénsmanden paa Bratsberg, Henrik Walkendorf,
protesterte mot hans ansættelse. Ernestus var da dristig nok til at sende en
klage til kongen over Walkendorf, som i den anledning fremkom med en del
oplysninger, der kaster et sørgelig lys ikke alene over Baads svigersøn, men
over hele familien paa prestegaarden. Lensmanden skriver: ( Der føres et
ugudeligt levned mellem forældrene och børnene, idet prestens kvinde (d. e. hustru) ideligen, fast nat
och dag fylder sig och drikker; och naar der ikke er mere hjemme, løber ned
til Skien och fem seks dage tilhobe drikker och svermer som et andet best (!).
Prestens sønner slaar kjelder och dør och fordamminerer (ødelægger?) alt, hvis
(hvad) de kan overkomme, slaar faderen, river
haar och skjeg av hannem (!), slaar stifmoderen (Baad var altsaa gift for
anden gang) och holder underlig hus, hvorfore jeg med flid derom haver
inqvirerit, och der di det haver fornummet, er de ideligen bortrømt, dog en er
tappet (arrestert), som havde truet sin fader (och) maatte forsverge landet,
saa di andre børn, som tilstede er, vid saadan optugtelse ikkun ser liden
gudsfrygt.“
Svigersønnen
hr. Ernst maa nogenlunde ha holdt lag med; ellers kunde ikke de andres forhold
være lagt ham til last og gjort ham uværdig til prestetjenesten.
Det har
nok heller ikke været bare presten Baads familie, som viste en saadan slet
opførsel; men ogsaa hr. Henrik selv maa der ha været adskillig at utsætte paa;
ti den 19de oktober 1653 var han under tiltale paa kapitelshuset i Kristiania,
fordi han hverken begyndte eller sluttet gudstjenesten til rette tid og for
anden forseelse. Det blev ham paalagt, at han skulde vogte sig for slig uorden
saavel paa de anordnede bededage som paa søn- og helligdage, at han udi liv og levnet skulde opføre sig, som en
kristen prest sømmeligt og anstændigt kunde være, dersom han skulde undgaa
avsættelse. Herpaa skulde han saa gi sin skriftlige tilstaaelse.
Denne
tilstaaelse, som han avgav under 21de oktober 1654, lyder saaledes:
“Eftersom
jeg ikke med den aarvaagenhed og flid mit betroede embede har opvartet, som
kirkeordinantsen og kongelig forordning tilholder, idet jeg tjenesten udi
kirken ikke i rette tid hverken begyndt haver eller sluttet til rette tid,
ligesom jeg i andre maader forset mig, saa lover jeg, at jeg herefter med
største flid og gudelig aarvaagenhed i mit kald skal være og virke, som det en
gudfrygtig og kristelig prest anstaar. Dette til forsikring lover jeg,
saafremt den høie øvrighed vil tilgive og tage hensyn til min alderdoni og store svaghed”.[11]
Det tør
være, at Henrik Baads feil mest skrev sig fra alderdomsskrøpelighet og
sløvhet; men det kan dog neppe bare ha været derfra, men ogsaa fra
drikfældighet, likesom det ikke er usandsynlig, at prestegaardens brand kan
staa i forbindelse med drik juledags aften, at presten ogsaa har deltat deri,
og da branden opdagedes, været hjælpeløs og forvildet paa grund av tungt rus;
men datteren maa vistnok derunder ogsaa ha vist en opførsel likeoverfor sin
far, som har bragt folk til at tro hint forfærdelige om hende.
For endnu
engang at komme tilbake til rektor Ernst og hans mindre vel omtalte hustru
Maren Baad, saa sees de av Skiens kirkebok at ha hat en datter Kirsten til
daaben i 1660; aaret efter fik de en søn Henrik Kristian og i 1663 igjen en
datte, som fik navnet Eva. Samme aar, 30/11 1663, døde en ældre datter, 5.1/2
aar gammel, altsaa født i begyndelsen av 1658, mens de endnu bodde paa Gjerpen.
Senere fik de en ny søn av navnet Henrik Kristian, døpt 4/10 1665, hvorav kan
sluttes, at den første fra 1661 igjen var død, likesom de to aar efter fik en
datter, der døptes 29/9 1667 og fik samme navn som datteren fra 1660. Den
første Kirsten var da antagelig ogsaa død. Mange barn døde i tidlig alder den
tid. Rektor Ernst Ernstsen blev heller ikke selv nogen gammel mand; han døde
20/8 1668, 49 aar gammel.[12]
Da skiftet efter ham avsluttedes 16/8 1670, beløp boets masse sig til 117 riksdaler;
men der var en gjæld paa 45 riksdaler, saa der kun blev 72 riksdaler tilbake
til enken og hendes smaa. Enken hadde da solgt sin mands prestekjole.[13]
Den 6te
november 1676 begravedes i Skien ”salig Henrik Baads Sara Jensdatter”, 68.1/2
aar gammel. Hun var altsaa født i 1608 og har temmelig sikkert været presten
Baads fordrukne enke. Av hans utskeiende sønner kjendes ingen; men en anden
datter, Bodil, var gift med skrædder Nils Hansen i Skien. Henrik Baad maa ha
været den Henrik Henriksen Badius, som 6/7 1626 avla ed som residerende
kapellan i Solum og blev ordinert til dette embede i 1627. En Henrik “Baed” i
Skien, som nævnes i 1601 i anledning ledingsskatten, kan naturligvis ikke ha
været presten, men maaske hans far. Han er vel ogsaa den Henrik Baad, som i
1622 sammen med Kristen Baad betalte ledingsskat i Skien og i 1621 og 1622
betalte skat av et sagbruk i Luksefjeld og av et nede i Gjerpen, det sidste
sammen med Johan Gjertsen. Likesaa gjorde han i de følgende aar 1624, 1625 og
1626. Ved en skatteligning i Skien i 1642, til utligning av 280 riksdaler,
nævnes baade en Henrik Baad og en Kristen og Peder Baad som skatydere. Det maa
da efter dette være temmelig visst, at ogsaa presten har været en Skiensmand.
10. Nils Halvorsen.
1658-1681.
Likesom
Henrik Baad var ogsaa hans eftermand Nils Halvorsen hjemmehørende i Skien,
hvor hans far, der døde i 1641, var en velstaaende trælasthandler.
Efter
hvad J. F. Monrad hadde hørt folk fortælle om Nils Halvorsen, skulde han
egentlig ikke ha været nogen prædikant eller “sønderlig begavet til
prædikestolen”. Forøvrig var ogsaa han Monrad ganske ubekjendt. Hans søn Halvor
Nilsen, som efter sit fødested kaldte sig Halvor Nilsen “Gjerpen”, og blev
sogneprest til Eidanger, var derimot “ bekjendt av sin store læsning og og
lærdom”, som blandt andet blev lagt for dagen i en av ham holdt og i 1702 i
trykken utgit likpræken over tolder Jørgen Erboe. Denne præken nævnes av Bang i
hans utsigt over den norske kirkes historie efter reformationen som et
eksemplar instar omnium paa den tids voluminøse likprækener. Den er en hel bok!
Halvor Nilsen var prest i Eidanger fra 1685 til 1712. Nils Halvorsen døde paa
Gjerpen “i høi alder” i 1681. Hans hustru Gjertrud Andersdatter var adskillig
yngre og overlevet sin mand i flere aar, da hun først døde den 2den juli 1689,
og blev begravet den 10de s. m. 55 aar gammel. Hun bodde i sine sidste aar paa
nordre Rising i nærheten av prestegaarden, en ubetydelig eiendom, som var
utlagt til enkesæte.
En datter
av dem, Anne Nilsdatter, blev gift med eftermanden. Skjønt Monrad kun kjender
til disse to barn efter Nils Halvorsen, presten Halvor Gjerpen i Eidanger og
denne datter, har han dog sandsynligvis mindst hat endnu en søn til, nemlig
“Anders Nilsen Gjerpen”, opkaldt efter morfaderen og 13de juli 1685, altsaa
efter faderens død, viet i Gjerpen kirke med “Dorthe hr. Michels”, det vil sige
med en datter av presten i Hollen, som selv hadde fæstet parret hjemme i
Hollen. Derimot kan vel ikke kaptein Halvor
Nilsen, der i 1695 var fadder for Gjerpenprestens, i tilfælde sin søsters søn
Kristian, ogsaa ha været en søn av hr. Nils. To sønner av samme navn, og som
begge levde op, har han vel ikke hat. Foruten Anne var der dog sikkert endnu en
datter til; ti 8/8 1682, et aars tid efter Nils Halvorsens død, blev ”Pernille
Nilsdatter Gjerpen” gift med sogneprest Daniel Barth.
Som
temmelig almindelig den tid, har der ogsaa været uenighet og ugreie mellem
formandens enke og eftermanden om hendes rette tilkommende, da Nils Halvorsen
var blit Henrik Baads eftermand. Det er alt foran berørt, at Nils Halvorsen 4/3
1658 hadde indgaat en kontrakt med Baads enke Sara Jensdatter, hvorefter han i
naadensaaret skulde gi hende 120 riksdaler. Denne kontrakt var undertegnet av
provsten Jørgen Knudsen fra Skien samt tre andre gode mænd: Hans Iversen, Ove
Andersen og Nils Hansen, alle ansete borgere fra Skien. Men under 13/7 1660
stevnet Povel Mikelsen, kapellan i Skien, og Ernst Ernstsen, rektor i Skien,
paa Baads enkes og børns vegne, Nils Halvorsen for misligholdelse av denne
kontrakt. Parterne møttes hos provsten paa Lunde 25/7; men først aaret efter,
1661, fik Skienspresterne Povel Mikelsen og Sten Hansen Bruun striden mellem
parterne endelig bilagt.
Ovennævnte
Ove Andersen var foged og gift med Nils Halvorsens mor, Anne Jakobsdatter,
hans i 1641 avdøde far Halvor Nilsens enke, som døde i 1651. Hendes anden mand,
fogden, døde i 1665, kun 47.1/2 aar gammel. En søster av hr. Nils, Pernille,
var gift med Skiens rikeste mand, Hans Iversen. Antagelig maa da ogsaa hr. Nils
ha været noget velstaaende.[14]
11. Ole Flor.
1681-1700.
Ole
Frantsen Flor blev kaldet til vicepastor hos Nils Halvorsen, der da var svak
og gammel, saaledes at han ved hans død skulde være hans efterfølger. Han
ordineredes 2den oktober 1680, men kom først til Gjerpen det følgende aar.[15] J. F. Monrad, hans anden successor,
fortæller om ham, at han var en ganske bra mand i sit embede og en god
jorddyrker, som lot opta grøfter og forbedret prestegaarden paa flere maater.
Mer vet han ikke at fortælle om ham, andet end at han, da han var kaldet i et
sykebesøk til Menstad fredag før jul, blev “angreben av en heftig svaghed” og
bragtes ind paa Ballestad, “om allerede død, vides ikke”. Flor hadde da
sandsynligvis i længere tid været sykelig; ti allerede høsten 1699 hadde han
søkt lægehjælp i Kristiania, i alle fald gjorde han da en reise derind, som,
hvis jeg ikke har læst feil hans næsten uforstaaelige skrift, foretoges i dette
øiemed; fra begyndelsen av 1699 blir hans skrift i det hele mer og mer
ulæselig. Flor blev begraven eller “tumulatus”, som det da kaldtes i kirkeboken,
den 29de december, efter at være død den 21de, kun 49 aar og 9 maaneder gammel.
Han var saaledes antagelig født den 12te december 1651 og kun 30 aar gammel ved
sin komme til kaldet. Om ham vites uttrykkelig, at han blev begraven under
gulvet inde i kirken.[16]
Hans enke
overlevet ham i 28 aar og var i smaa kaar, hvorfor de mange barn, hun sat
igjen med, heller ikke kunde faa hverken den utdannelse eller den opdragelse,
som moderen ønsket. De hadde mindst 10 barn, hvis navne findes indførte i
Gjerpens, av ham indrettede ældste ministerialbok. De hjertesuk og korte
bønnerop, hvormed lian her ledsager indførelsen av sine barns navn, tyder paa,
at han har været en from og ømhjertet mand. Hans barn er, i henhold til
kirkeboken, saavidt jeg har set, følgende:
1. Nils, f. 1681, opkaldt efter
den avdøde morfar. Den lste advent, 27de november, “fremstillet min Nils til
konfirmation paa sin hjemmedaab. Han blev, fød til denne syndige verden
d. 17. november. Gud være ham naadig!” Faddere (testes) Peter Børting og Jørgen
Erboe.
2. Abigael, f. 1683. “Baptizata dom. sec. adv.” (d. e. døpt anden søndag
i advent) “min dotter Abigael - blev fød til verden den 6te december. Gud
være hende naadig!” Faddere lagmand Iver Hansen og Anders Nilsen Gjerpen.
3. Gjertrud,
født 13/3, døpt
10/3 1684. Gud være hende naadig. Faddere hr. Halvor Nilsen og Abigael, hr
Jespers paa Bø.
4. Maren,
f. 29/3 1685, død 5/6 s. a. I dødslisten: “Min. lille dotter Maren Olsdotter Flor, 9
uger gl. In coelis floret” (d. e. hun blomstrer i himlen).
5. Maren
(secunda) f. 4/6
1686.
6, Anne,
f. 17/5, døpt 20/5 1687, død 6 uker gl “O beata
in coelis anima” (d. e. o salige sjæl
i himlen !)
7. Frants,
f. 13/9 1688,
opkaldt efter farfaderen, “levede kun i 14 dage. Vivit in coelis” (d. e. han
lever i himlen).
8. Maria,
f. 9/10 1691,
“som var en fredag”.
9. Frants (secundus), f. 15/3 1694. Faddere brigadier Arnold og frue,
amtmand Henrik Adeler og Juliana Børting (Det blev ikke saa gildt med Frants,
som fadderne var gilde!)
10. Kristian, f. 19/4 1695. “Gud velsigne de smaa med
de store !”
Likesom
Flor indtil 1689 kun anfører fadderne, “testes”, for sine egne barn, men ikke
for andre, saaledes anfører han ogsaa kun for dem fødselsdagen ved siden av daabsdagen. Skal man kunne dømme fra
prestens barn til andres, var det dengang, som regel, ikke lang tid mellem
disse dage. Gjertrud var ti dage gammel, da hun blev døpt; Maren (I) 5 dage,
Maren (II) 4 dage, Frants (I) 4 dage, Maria 5 dage, Frants (II) 5 dage og
Kristian 5. Altsaa ingen 8 dage gammel ved daaben.
Den 14de
februar 1701 holdtes skifte paa Gjerpen prestegaard efter den “ærv. hæderlig og
meget vellærde mand og sogneprest” Ole Flor. Enken var den ”gudfrygtige og
hæderbaarne matrone” Anne Nilsdatter. Som hendes laugværge var tilstede “hans
ærværdighed” hr. Halvor Nilsen, sogneprest til Eidanger med annexer Brevig og
Slemdal. Nye møter i skiftet holdtes 17de januar 1702 og 14de februar, den
sidste dag altsaa aarsdagen efter første møte. Da var ogsaa manden til Flors
eneste gjenlevende søster Anne, seigneur Mellicht, tilstede; hvad det skulde
være godt for, kan ikke indsees. Skiftet foretoges, som i geistlig bo, av
provst Peder Nyborg, resid. kapellan Ludvig Blehr og rector scholæ Peder Bernhoft,
alle tre fra Skien. Boet sluttedes 29de december 1702 og den ”visse formue”
androg da til 866 riksdaler; de uvisse midler, restancer o. s. v., utgjorde 95
rdl.; gjælden gik op til 124 rdl. Til deling blev saaledes av de visse midler
omkring 741 rdl., hvorav enken fik 370 rdl. 2 ort samt en broderlod eller 63
rdl. 3 ort. Hver broder fik ellers, ved deling av 308 rdl. 3 ort, 61 rdl. 3 ort
og hver søster 30 rdl. 3 ort og 12 sk. Paa samme maate deltes de uvisse beløb.
Av sølv
fandtes der nogle fate og bægere, av messing og tin antagelig som almindelig,
av lintøi, især duker, likesom av sengklær, vel noget mer end vanlig. I
dagligstuen stod en stor kakelovn med messingføtter; den veiet 6 skippund. Av
bohave fandtes ellers bl. a. et speil i sort ramme, et hollandsk skap med tre
laaser, et ovalt stolpebord, hvis skive var indlagt med skifersten, 8 nye
kalveskinds stoler, 10 gamle ruslæders do., en lænestol, en rund træstol, en
kurvseng. Haandklærne var 3-5 alen lange, lakenerne 5 alen. Boksamlingen
var meget stor, 273 bind, derav 35 folianter, mest alle latinske, som ventelig,
og størstedelen teologiske verker; dertil ogsaa nogle hollandske og engelske.
Av danske kan merkes Søfren Mathiesens regnebog og Henrik Harpestrengs lægebog.
Av kjøreredskap var der bl. a. en meget gammel “chaise”, taksert til 8 rdl.
Besætningen bestod av 5 hester, hvorav den bedste takseredes til 6 riksdaler,
den simpleste til 2, hvilket viser datidens priser og pengenes værdi, 22
melkekjør (Terne, Stjerne, Dugrei, Ringerei, Fagerlin, Dagros, Fribot, Graadona
o. s. v.), 2 kvier, 2 smaastuter, 4 kalver, 18 sauer, 4 svin - en
besætning, som er større end den nuværende trods al den opdyrkning, som senere
er foregaat. Det synes saaledes at vise sig, at Flor fortjente sit eftermæle
som “god landmand og agerdyrker”. Disse svære besætninger, langt større end
besætningerne nu for tiden paa mange av de samme gaarder, er forresten en meget
almindelig kjendsgjerning, der mere tyder paa sultefodring i stor skala end paa
større opdyrkning, end tilfælde er nu for tiden.
Det
skulde saaledes ikke stille sig ilde for enken, som dertil hadde sit enkesæte
med underliggende bruk og en pension av embedet, som ved eftermandens
liberalitet var betydelig større, end den skulde være efter loven; men
allikevel blev det ikke saa greit for hende, hvad vel alt skifterettens
medlemmer har følt, idet de to av dem, provsten Nyborg og den res. kapellan
Blehr, broderlig “aldeles intet begjærede for sit arbeide”, mens den tredje,
rektor Bernhoft, for sit tilkommende, 2 riksdaler, kun tok nogle bøker. Som man
vil se, var de fleste av hendes mange barn smaa og samtlige uforsørgede, da
manden døde. Sønnen Nils, den ældste, som var teologisk student, var 19 aar og
saa nedefter til den yngste, Kristian, som kun var vel 5. Moderen meddeler om
dem i 1710, at Gjertrud efter sit 17de aar “siden stedse har været i tjeneste
hos forskjellige folk”, mens Maren og Maria stedse var hjemme; hun siger, at de
“paa grund av de aarligen tiltagende slette tider ikke har kunnet bekomme
nyttige tjenester”; men om smaagutterne Frants og Kristian siger hun, at de da
var utkomne fra hende i andres tjeneste. Efter kaldsboken døde hun i 1728; men
skiftet efter hende avsluttedes ikke før den 29de mars 1730. Hun døde paa
enkesætet Rising; men efter kaldsboken bodde hun paa Øde Sneltvet, hvor hun vel
kun har opholdt sig en tid av aaret. Gaarden var ved hendes død i “en yderst
miserabel forfatning” og boet = 0. Det, manden efterlot sig, er vel gaat med
til familiens underhold de mange aar. Det sees av skifteprotokollen, at hendes
sønner efterhaanden fraskrev sig sin ret til arv efter faderen, og svigersønnerne
synes likeledes at ha avgit erklæring derom, før de indtraadte i egteskap med
døtrene. Der var vel heller ikke stort at gi avkald paa.
Efter
optegnelserne i kaldsboken var Nils, som nævnt, blit student, inden faderen
døde. Han fik, vel tidlig, som det synes, alt 19/6 1705 “expectance” paa
Gjerpen kald, men kom aldrig til at faa kaldet. Han blev skibsprest og døde
ung. Den anden søn, Frants, blev underofficer ved de gevorbne eller, som der
staar i skiftet efter moderen 29/3 1730, ”fourerer ved kaptein Powisch’s regiment
i Fredriksstad”, men kunde paa grund av slet opførsel ikke avancere videre. Den
yngste av sønnerne, Kristian, blev foged, men avsattes senere paa grund av slet
opførsel og urigtig regnskap og var siden sine venner til byrde. Med sønnerne
gik det saaledes ikke rart, og det var vel ikke saa greit for moderen at opdra
dem,
naar de
maatte ut til fremmede. Av de andre døtre blev den næstældste, Gjertrud, gift
med tolder Jørgen Rosenhoff i Kragerø, mens Maren (i kaldsboken staar feilagtig
Anne) og Maria, ifølge kaldsboken, “gjorde slette partier”. Gjertrud Flor sees
av ministerialboken i 1702 at ha været fadder 2 ganger, for “Jens jydes” søn
og for Monrads datter, i 1703 for kaptein Steens datter, i 1704 for Mads
korporals datter o. s. v. Først den 11te juli 1719, da hun alt var vel 35 aar
gammel, blev hun gift med Rosenhoff. Maria Flor var et par aar iforveien, 26
aar gammel, blit gift med Bernt Wittenberg; det har altsaa bare været et slet
parti. Ved skiftet efter moderen hadde hun to barn: Ole og Nils W. Maren var
gift med Kristofer Halvorsen i 1730 og bodde da, som søsteren, paa Rising.
Ole Flor
holdt likprækenen over Gjertrud Iserberg, generalmajor Arnolds frue. Den var
som sedvanlig meget omfangsrik og tryktes i Kjøbenhavn 1689 in qvarto.
12. David Monrad.
1701-1746.
David
Monrad (dengang skreves almindelig “Monrath”) var født den 11te november 1666 i
Assens paa Fyen, hvor hans far Jørgen Marcussen var residerende kapellan. Hans
far døde tidlig, 1/6 1682, og “efterlod min moder, Elisabet Monrad, med mange
uopdragne børn i fattige omstændigheder,” skriver sønnen, forannævnte J. F.
Monrad, i kaldsboken. Moderen, hvis familienavn antoges av børnene, var en
gudfrygtig kvinde, som overlevde sin mand i 36 aar og døde først i 1718, 74 aar
gammel.[17].
“Faderens tidlige bortgang., skriver J. F. M. videre, “foraarsagede, at min
salig fader maatte gjennem megen sygdom og fattigdom og stor trængsel fremdrage
sine skoleaar, indtil han til Kjøbenhavn fra Odense gymnasio blev dimitteret”
(1687). Efter som student at ha været lærer ved forskjellige “saavel private
som publique” skoler paa Sjælland og Fyen, fik han endelig teologisk examen.[18]
Senere[19]
fulgte han den danske envoyé Luxdorph til Stockholm, hvor han forblev hos
gesandten i hele 6 aar og gjorde tjeneste dels som kabinetsprædikant for sit
herskap, dels som informator for sønnen Kristian Luxdorph. Mens han var i
Stockholm, hadde han den “ære og naade” at holde en latinsk klagetale paa
ridderhuset i anledning kong Karl den XI's død 1697. Da fru Fredrikke Luxdorph
efter sin egtefælles død (5/9 1698), der fandt sted under opholdet i
Stockholm, vendte tilbake til Danmark, fulgte Monrad med og forblev fremdeles
en tid i hennes tjeneste. Fru Luxdorph var født Adeler og var en datter av generaladmiralen Kort Adeler, og da efterretningen kom om ledigheten i Gjerpen kald,
fik Monrad embedet paa hennes anbefaling, fordi hennes søskende som arvinger
til de Adelerske eiendomme, som før omtalt, ogsaa hadde jus patronatus eller
kaldsret til Gjerpen. Monrad blev den 11te januar 1701 kaldet til Gjerpens
sogneprest og reiste straks op til Norge for at tiltræde sit embede, hvortil
han midfaste søndag blev ordineret av biskop Munch i selve Gjerpen kirke, idet
biskopen just var paa visitas i provstiet. Monrad var da i sit 35te aar. I 1738
blev han provst efter Iver
Hesselberg, sogneprest til Skien; men da han nu alt var 72 aar, hadde han ondt
for at reise og derhos liten lyst til at være fraværende; han nedla derfor
provsteembedet nogle aar efter.
Monrad var ikke alene meget sykelig
i sin barndom og ungdorn, men ogsaa i de første aar, efterat han var kommen
til Gjerpen. Dette gav anledning til, at formandens søn Nils Flor i 1704 søkte
og fik expectance paa kaldet. Han var derhos en svoger av Monrad, som hadde
egtet hans søster Abigael; men David Monrad kom til længe at overleve Nils
Flor. Monrads vedvarende sykelighet gjorde, at ogsaa hans svigersøn Henrik Gjertsen senere søkte expectancen;
men ogsaa for ham blev ventetiden for lang, saa han tilsidst, efter at ha
frasagt sig den, søkte og fik Sunds kald i Bergens stift, mens Monrad tok
sin søn og senere eftermand Johan Fredrik Monrad til personel kapellan.
[20]
Han var forøvrig nu noksaa frisk i forhold til sin alder,
saa han selv utførte det meste arbeide, og naar han hver tredje eller fjerde
søndag ikke præket, forrettet han for alteret og utførte de øvrige ministerielle
forretninger for dagen. Han var en brav mand i sit embede, siger sønnen, hadde
sterkt bryst, god stemme, skarpt syn, saa han til det sidste uten briller
kunde læse den fineste skrift. Sønnen siger videre om ham, at han var mager
og tynd og aldrig hadde været fet. Anden juledag 1745 blev han syk i kirken
efter prækenen og døde i sit 80de aar, netop paa 45 aarsdagen efter sin kaldelse
som sogneprest, den 11te januur 1746. Sønnen skriver dette i kaldsboken; i
ministerialboken staar derimot feilagtig, at han døde den 12te januar, og
at han blev begraven den 19de s. m. Han blev nedsat i muret gravsted i Gjerpen
kirke ved siden av sin formand Ole Flor.
[21]
Av
ministerialboken sees, at Monrad samme aar, som han kom til Gjerpen, nemlig
15de november 1701, egtet formandens datter Abigael Flor, likesom Ole Flor i
sin tid hadde egtet sin formands datter. Med hende lik Monrad først en liten
pike, født 12te december og i daaben, 20de december 1702, kaldt Anna Elisabet
efter begge bedstemødrene. Blandt fadderne var hr. Halvor i Eidanger og
Gjertrud Flor, altsaa moderens onkel og tante. Denne datter var det, som i sin
tid 25/9 1725 blev gift med forannævnte Henrik Gjertsen og døde i Eidanger
1739, kun 37 aar gammel. Abigael Monrad blev ikke gammel; hun døde i sin anden
barselseng den 8de juli 1704, efter ikke fuldt 2.3/4 aars egteskap, bare 21.1/2
aar gammel; hun var altsaa blit gift, litt før hun fyldte sit 19de aar. Det
barn, hun da hadde født til verden, var en liten gut, som lik navnet Ole efter
hendes far; men han levde ikke op og fulgte snart moderen. Abigael Monrads død
stod paa en maate i forbindelse med kong Frederik IV’s besøk i Norge. Under
sit ophold i denne egn bodde nemlig kongen paa Borgestad hos general Arnold og
skulde derfra reise op og bese Fossum jernverk, hvis eier blandt andet hadde
leverance av kanoner til kongen. Da kongefølget ventedes forbi prestegaarden,
der ligger like ved veien, maatte ogsaa den unge barselkone op trods sin
svakhet, - manden var vel ikke tilstede, saa han kunde hindret hende; han
var vel i kongens følge. Ogsaa hun, ung og uforsigtig som hun var, maatte faa
se denne i tidens øine næsten guddommelige aabenbarelse. Skjønt det ikke var
mer end et par dage, siden hun var falden i barselseng, stod hun altsaa op og
gik fra det kammer, hvor hun laa, ind i et andet værelse, hvis vinduer vendte
tit til veien, “for at have den ære at se kongen, hvilken fornøielse bekom
hende saa ilde, at hun et par dage derefter døde”, som der staar i kaldsboken.
Stakkels unge mor, som saa tidlig maatte forlate livet og sine to smaa! Ogsaa
Skiens kirkes klokker ringet for hende, da hun bares til graven, som det heter
i byens gamle kirkeregnskap: “15. july 1704 ringede for hr. Davids paa Gjerpen
hans kjeriste alle klokker.”
Tre aar
efter, i 1707, giftet Monrad sig igjen, med Barbara
Leopoldus, datter av den velstaaende
tyske kjøbmand i Kristiania Herman Leopoldus. Hun døde ogsaa før sin mand, men
dog først efter 23 aars egteskap, i aaret 1730. Hun skal i disse aar ha født 5
sønner og 2 døtre; men likesaalitt som jeg har fundet hendes dødsaar i
ministerialboken, har jeg der fundet alle barnene. Det staar der nok
naturligvis; men det er let at fare forbi navn, man søker, i denne bok; ti
Monrads skrift var gnidret og utydelig og, navnlig de sidste aar, næsten
ulæselig. Allikevel vilde han føre bøkerne selv og ikke engang i sin
allersidste levetid la sin søn kapellanen gjøre det!
Det
første barn, jeg har fundet i kirkeboken, er datteren Barbara Abigael, opkaldt efter begge hustruerne, født 29/7, døpt
15/8 1711. Hun blev 14/9 1730, vel 19 aar gammel, gift med Thomas Lange, tolder
ved Langesunds toldsted, død 1773. Hun døde først i 1792, 81 aar gl. De hadde,
som Tordenskjolds forældre, 12 sønner og 6 døtre; men ei én blev Tordenskjold!
Efter datteren Barbara fulgte sønnen Johan
Frederik, født 17de mai 1713, der i sin tid blev faderens eftermand.
Derefter kom Jørgen Herman, født 14de
oktober 1714, død som sogneprest i Eidanger 10de september 1763; 49 aar gammel.
Hans portræt findes i Østsidens kirke i Porsgrund paa et, maleri, hvor han i
prestedragt knæler foran den Korsfæstede. En dattersøn av ham var den efter ham
opkaldte statsraad Jørgen Herman Vogt. Blandt de senere fødte barn kan merkes Markus Ditlev, født 12te april 1722, der
blev residerende kapellan i Eidanger.
David
Monrad har visselig ikke alene været “en brav mand i sit embede”, men ogsaa
ellers en hædersmand. Sin formands enke, der vistnok tillike var hans
svigermor, skulde han egentlig efter den lovlige beregning (1/8 av den faste
indtægt) ha git i pension 15 rdl. 1 mk. 12 sk.; men han gav hende 30 rdl. eller
det dobbelte, og hvad videre, som “Gud vil velsigne ham, skal tiden lære”. Han
vilde være ”som en søn i relation til hans moder”, og betalte disse 30
riksdaler med 10 rdl. til hver av de tre store høitider.
I Nils
Hichmans autobiografi, der for en del aar siden delvis blev trykt som føljeton
i Skiensbladet “Fremskridt”, findes nogle interessante, leilighetsvise
oplysninger om David Monrad. Hichman betegner ham som “en elsk- og
ærværdig, brav prestemand”, og fortæller, at “om sommeren søgte saavel gamle
som unge fra Skien ofte Gjerpen kirke baade for den korte og fornøielige spadseretur
gjennem ager og eng, som især for at høre hr. David, der ofte gav tilhørerne
fuld nøie for deres gang med sine indfald og talernaader, som stod ham ret vel.
Hr. Iver Hesselberg, sogneprest i Skien, næsten et orakel i sin tid,
formaliserte (?) sig ikke lidet over at se mange stole i kirken ledige om
sommeren formedelst mange av hans tilhøreres idelige og hyppige gang til
Gjerpen kirke for at høre paa hr. Davids “ skoser”, som de kaldte det. Han
udlod sig herover med misfornøielse og utaalmodighed, sigende: “Mon her i
Schiens kirke blir mere avner udsaaet end andensteds?” Men det stod ikke til at
ændre, saalænge hr. David levede”, skriver Hichman.
Som
eksempel paa Gjerpenprestens “skoser” og vittige indfald fortæller Hichman om
“en velhavende bondemand Just Foss, som ikke var bange for at tage sig 1, 2,
høgstan 3”. Første søndag efter trinitatis “moraliserede hr. David om den rige
mands kammerater og dem, der elske at drikke jamt og samt”, og sagde da: “De
drikker, ja de drikker, saa det høljer og render i halsen, just som en Foss”.
Trettende søndag efter trinitatis var det evangeliet om ham, som drog ned fra
Jerusalem til Jericho og faldt iblandt røvere. Dette anvendtes paa kjørere fra
Fossum til Skien, som paa veien var indom hos Mats Gram, hos hvem de iblandt
kunde gjøre sig lystige og tilgode. “ Hr. David pegede ud gjennem vinduet ved
prædikestolen ned mod Skien og sagde: “Se det Jericho! Der skal de ned. Ind til
Mats Gram skal de. Der sidder de og drikker pengene op, som de skulde have til
kone og børn” . Dette var nu vel endnu drøiere end det foran anførte om Just
Foss og “just som en foss” og dertil like imot loven, som forbød navns nævnelse
paa det hellige sted, naar man straffet laster. Men næsten værre endnu var
følgende, hos Hichman eksempelvis anførte fritalenhet av hr. David. Der var
blit stjaalet noget linned, som laa paa blek i prestehaven. En mand paa
Snibetorp nede i Skien mistænktes for tyveriet, og idet presten omtaler det paa
prækestolen, slutter han saa: “Der kan I se, hvad folk vi har iblandt os -
smukke kristne!” O slet bestilt!” - d. e. rettere skrevet: o slet,
Bestilt! ti manden, som mistænktes, hadde just det sjeldne navn “Bestilt”. I
Skiens kirkebøker sees en Ole Bestilt at være begraven 17/10 1705; det er
antagelig den formodede tyv. En voksen datter av Ole Bestilt døde i 1692. Er
det altsaa denne Ole Bestilt, som offentlig sigtedes for tyveri, har det ikke
været nogen ung mand, og da han døde i 1705, maa David Monrad alt i sine første
aar i Gjerpen ha begyndt med denne sin fritalenhet.
Man skal
efter dette ikke ville negte, at hr. David baade maa ha været interessant at
høre og en prædikant, som kunde tale praktisk, med en merkelig aandsfrihet og
livlighet i den vel ellers noksaa stive og tørre prækentid. Saaledes anfører
Hichman ogsaa noget av en præken, som han holdt i Skiens kirke over den forlorne
søn (en tekst, som dengang ikke hørte til de forordnede evangelietekster).
Monrad gav ved denne leilighet et moderniseret billede av en scene i de gode
dage i den forlorne søns liv, da der var kamerater nok: “God morgen, mon frère!
Vel staaen op? Har du sovet godt inat? Skal vi ikke ha en morgensup? En aqvavitdosis?”
- - -. En formodet scene senere i hans liv gjengives saaledes:
“Men se, der kommer svindsot i pungen. Nu kjender ingen kavaleren. Alle forlade
ham. “Hør far, tag mig an til at vogte jeres svin! Jeg lar mig nøie med et
stykke tørt brød og en drik vand!” O stakkel! Se, hvor pjalterne hænger og
slænger paa ham. Det heder ikke længer: ”Lad os ind paa apotheket og ha os en kirkedosis!” Nei, nu har piben faaet en anden
lyd! - Ja, han har mange brødre. Gid de kun vilde vende om, som den
forlorne søn gjorde, saa var det vel!” Apoteket, hvortil der hentydes, var
netop oprettet ved denne tid, i 1709, og har altsaa ogsaa levert medicinske
draaper av tvilsom nytte, eller med andre ord, det har halvt været en
drikkesjap.
I
Landstads efterlatte papirer er optegnet begyndelsen av en skriftetale av David
Monrad; den lød saa: “Det er rusket veir idag, gutter, og rusken har vi her for
os. Han rusker og snusker og stopper i sæk baade kjød og pølse og hvad han
fik”. Der var altsaa en saadan “rusk” blandt skriftebørnene denne uveirsdag. En
anden gang begyndte han skriftemaalet saa: “Her er kommet fem underlige dyr i
vor have” o. s. v. Det maatte ikke være hyggelig for alle og enhver at komme
til skriftemaal hos hr. David.[22]
Hichman
fortæller ogsaa, at hr. David selv hadde bestemt teksten til likprædikenen over
sig, nemlig Pauli ord : “Herren har friet mig fra en løves mund”. Provsten
Steenbloch (fra Hollen), som skulde holde liktalen, bekjendte, at han ikke
visste, head den salige mand egentlig hadde ment med denne tekst og denne løve,
hvorfor han forklarte løven om forskjellige: Satan, synden og verden, og
tilsidst gik det tit paa kirkepatronen, kancelliraad Herman von Løvenskiold (!)
Vilde
provsten imitere hr. David og forsøke seg i vittige “skoser” ?
lste
oktober 1704 holdtes paa Gjerpen prestegaard skifte efter Abigael Olufsdatter
Floer, sogneprest hr. David Monraths hustru. Skifteforretningen utføres av
provst Peder Andersen Nyborg, res. kapellan i Skien Ludvig Albrethsen Blehr og
rector Schienensis Peder Bernhoft. Tilstede var den avdødes morbroder, sognepresten
i Eidanger, hr. Halvor Nilsen, paa de to smaa barns vegne. Boets formue,
iberegnet den avdødes arv, androg til 477 rdl. 23 sk. Gjælden var 213 rdl. 3
mk.; denne paatok faderen seg selv at avgjøre, likesom han intet forbeholdt
seg i anledning av sin hustrus begravelse. Barnene arvet saaledes den halve
formue med 228 rdl. 2 mk. (Det vil i virkeligheten omtrent sige det hele, naar
faderen overtok gjælden). Den lille broder og søster skiftet efter faderens
ønske likt, da søsteren var den ældste, og da hun hadde to navne, der i
faderens øine gjorde hende god som to. “Anne”, sa han, “ bar det ene navn efter
sin mormor og det andet efter sin farmor”. Saa skulde de to smaa søsken ha hele
boet og dele det likt. Det var ogsaa ved denne leilighet, han viste sin
liberalitet mot svigermoren og øket til det dobbelte hendes pension av embedet.
Det var en trøst for hende over tapet av den unge datter.
Blandt
løsøret fandtes der i guld en ring med 3 leder og med en diamant i til 5 rdl.,
en slet (d. e. flat) tvindering, nogle (øre)-dobber og guldkniplinger; sølv var
der for 45 rdl. Bøkernes værdi ansloges til 30 rdl.
Aarets
avgrøde hadde i 1704 været yderst mislig paa grund av den store og langvarige
tørke; høavlingen var saaledes ikke det halve av det vanlige; kornavlingen
mislykkedes ganske, skjønt der var nedsaadd omtrent 20 tønder av forskjellig
slags sæd.
Den 26de
januar 1746 holdtes der skifte efter David Monrad selv, der ved bevilling av
23/8 1730 hadde hensittet i uskiftet bo efter sin anden hustru Barbara Leopoldus.
Som deres arvinger opregnes ved denne leilighet:
1) Hr.
Johan Fredrik Monrad, sogneprest til Gjerpen.
2) Hr.
Jørgen Herman M., medtjener i Gran.
3)
Kristian Vilhelm M., 28 aar.
4) Markus
Ditlev M., 24 aar.
5)
Barbara Abigael, gift med seigneur Thomas Lange.
6)
Bolette Fredrikke, gift med seigneur Halvardus Borse.
Hans
datter med sin første hustru, før nævnte Anne Elisabet, der var gift med
sogneprest Henrik Gjertsen, var død før denne tid; derfor opregnes kun barnene;
de var:
1) David, 17 aar;
2) Gerhard, 9 aar;
3)
Jørgen, 7.1/2 aar.
I boet
fandtes nu en hel del kontanter, tildels i utenlandsk mynt, samt et stort, ja
rikt indbo. Det var vel kommet ind med hans anden hustru, den formuende Barbara
Leopoldus. Senere holdtes stor auktion, som varte hele 3 dage, fra 3dje til 5te
mars s. a.
Hans
første hustru Abigael blev nedsat i sin fars murede begravelse under
kirkegulvet. Der blev ogsaa hr. Davids kiste nedsat. Som med sin første, tidlig
bortvandrede hustru, levde han ogsaa med den anden “i det kjærligste egteskab”,
hvad der ogsaa fremgaar av hans testamente, som han opsatte ved hendes død i
1730. Det lyder saaledes:
“Aug(ustin),
De civitate Dei, lib. I, cap. XII.
Hjælpe
mig Gud dagligen at have min død i tanke, at naar døden banker paa, mit hjerte
da maa være opfyldt med anger for min synd, med kjærlighed til Gud og min næste
og med troen til Kristum !
Min Gud,
livet og døden staar i dine hænder. Dit navn være lovet for hver dag, jeg har
levet, for hver velgjerning, jeg har annammet. Mine maaneders tal ere for dig,
slaa mig ikke ihjel i din hastighed, giv mig tid til at bede dig om naade! Giv
mig troen til min sidste ende! Bevar fornuft og sanser til mit yderste, at min
sjæl maa udfare av sin skrøbelighed med glæde og i himlen indfare til salighed
! “
Testamentet
ender saaledes: “Min Jesu, lad mig dø, med Gud vel forliget og med mig selv vel
fornøiet! Tilregn ikke min arme sjæl mine mange synder, men rense den i det
allerhelligste blod av din søn Kristo Jesu! Giv mig et glad hjerte, at forlade
verden og indbind min sjæl i de levendes knippe! Lad mig med mine efterlevende
og de med mig omsider samles i salighed, at om jeg end ikke ser dem og de ikke
mig mere paa jorden, lad os dog se hverandre igjen i himmelen! Amen”.
Der
tilføies: “Renskrevet i mit enlighedskammer 1730”.[23]
Man ser
herav, hvilket sterkt indtryk hustruens død gjorde paa ham.
I 1726
døpte Monrad “en neger fra Bengalen, og blev denne forretning udført i overvær
av mange mennesker”.
13. Johan Fredrik Monrad.
1746-1790.
Johan
Fredrik Monrad, ældste søn av David Monrad i hans andet egteskap med Barbara
Leopoldus, var, som før nævnt, født paa Gjerpen den 17de mai 1713. Han gik paa
skole i Kristiania, hvorfra han i 1731 dimitteredes av rektor Jakob Rasch og
blev teologisk kandidat i 1734. I 1739 blev han, 26 aar gammel, kapellan hos
faderen, fik expectance paa kaldet efter ham og succederte i begyndelsen av
1746. 10 aar senere, i 1756, blev han, 43 aar gammel, efter Suckow i Hollen,
valgt til provst i nedre Telemarken og Bamle provsti og døde efter vel 50 aars
prestetjeneste i et og samme kald den 14de januar 1790, i sit 77de aar, og blev
begravet den 22de næstefter.
Skjønt
han saaledes, likesom faderen, var prest i saa mange aar i et og samme
prestegjeld - han og faderen tilsammen næsten et helt aarhundrede
igjennem -, er der vistnok nu ingensomhelst mundtlig overlevert kjendskap
til ham længer i Gjerpen; men det frugtbare Gjerpen synes rigtignok ogsaa at
være en noksaa ufrugtbar jordbund for folketraditioner og gamle folkeminder,
der holder sig fra slegt til slegt. Landstad skriver om ham i sine efterlatte
optegnelser: “Hr. Monrad har udført de skifteforretninger, han bestyrede, med
en for de tider særdeles lethed og dygtighed og førte et vakkert sprog. Dette
viser sig især i et skifte efter presteenken Maren Stabell i Hollen, hvor han
fik med en prokurator at bestille; men det er en sand fornøielse at se, hvor
godt han klarede sig, og hvor overlegen han var den gode prokurator. Der skulde
ingen skriver i vor tid have deduceret og begrundet sine kjendelser bedre”. Han
har i kaldsboken optegnet, at han lot den gamle prestegaard (fra Nils
Halvorsens tid) nedrive som aldeles faldefærdlig. Det maa da ikke ha været
nogen særdeles solid opført bygning; ti den var ikke endnu hundrede aar. Monrad
opførte paa egen bekostning ny hovedbygning, der flyttedes noget østover. Derved
korn den mere i ly, men mistet ogsaa den storartede utsigt, som den gamle hadde
hat. Den utgjør den vestre halvdel av den nuværende.
J. F.
Monrad blev den 19de oktober 1741 gift med Kristence Sofie Schweder, en datter
av den i Gjerpen bosatte foged Joachim Schweder og født omkring 1720.[24]
Med hende hadde han 10 barn, 4 sønner og 6 døtre, hvorav dog kun en mindre del
levde op.
Av
barnene kan merkes: Joachim (eller Jochum), David (senere bosat i Drammen), Kristian (i Porsgrund), Barbra,
gift med prokurator Fermann, og Kristine,
der 29/8 1770 blev gift med klokker i Gjerpen Gjert Monrad. Hun døde efter
faderen, men før moderen, i 1796, og efterlot sig 7 barn i trange kaar.
Provstinde
Monrad døde i huset hos sin svigersøn, klokker Gjert Monrad, der bodde paa
Bratsbergkleven, 13/10 1800. I skiftet skrives: “Provstinden havde især i de
sidste aar under megen legemets svækkelse maattet holde sig inde og mest ved
sengen, hvorfor ikke nogen, der er kjendt med omstændighederne, undres over, at
hendes gangklæder var av den beskaffenhed, at vedkommende fandt det
passeligere at uddele dem til trængende end lade dem komme til deling”. Sit
løsøre hadde hun skjænket sønnedatteren Hedvig - formodentlig Jochum
Monrads i 1779 fødte datter - for klæder og andre nødvendigheter, som hun
hadde bekommet. Hun var ellers ikke fattig, da hun eiet en obligation paa 1000
riksdaler. Herfra gik dog til aabod paa enkesætet Rising 54 riksdaler og til
begravelsesomkostninger 81 rdl. Til skifte og deling blev igjen 862 rdl.[25]
14. Fredrik Blom.
1790-1812.
Fredrik
Kristofersen Blom nedstammet i fjerde led fra Fredrik Johansen Blom, der døde
som sogneprest i Laardal øvre Telemarken i 1659 og er stamfar for den først i
øvre Telemarken, navnlig i Laardal og Kviteseid, senere fornemmelig i og ved
Skien bosatte familie av dette navn. Fredrik Johansen Blom var gift mel Maren
Kristofersdatter, datter av Kristofer Hansen, som var sogneprest i Stokke og
derav kaldte sig “Stockman”. Navnene Hans, Kristofer og Fredrik har da senere
været utpræget almindelige i familien Blom. E:n søn av denne Fredrik Johansen
(eller Jansen) Blom var Kristofer Fredriksen, der blev lensmand i Laardal og
døde sammesteds paa gaarden Bjaaland i høi alder 1735 som en meget rik og i sin kreds meget omtalt mand, der endnu
lever i sagnet og i stevet. Hans søn Kristofer var likesom faderen lensmand i
Laardal, hvor han døde i 1757. Kristofer Kristofersen efterlot sig flere
sønner, av hvilke de fleste flyttet nedover til Skien, hvor de blev ansete og
rike forretningsmænd. Blandt disse sønner er særlig at merke Hans Kristofersen
Blom, der var valgt til Skiens repræsentant paa Eidsvold, men døde, forinden
repræsentanterne traadte sammen. En yngre bror av ham var den nye Gjerpensprest
Fredrik Blom, der var født paa Bjaaland den 29de mai 1749, men, som han selv
siger, “opfødt i Skien”, hvor han gik paa “rektorskolen” fra omkring 1760,
altsaa fra sit 11te aar, og hvorfra han dimitteredes til universitetet av
rektor Winther i 1767. Skjønt han jo var en velstaaende mands søn, var det
efter sagnet noksaa smaat for ham i Kjøbenhavn, idet det siges, at han her til
hverdags maatte nøie sig med te og smørrebrød; kun om søndagen hadde han raad
til ordentlig middagsmat og noget ekstra, som f. eks. gaasestek. Han læste til
haud, det vil sige, han la op det minimumspensum, som gav karakteren haud.
Herom fortæller han intet selv, men derimot, at han som kandidat “anvendte
nogle aar til privat undervisning for skikkelige folks børn i Norge og
Danmark”. I Norge var det den rike trælasthandler paa Mæla Didrik von Cappelens
sønner, Didrik og Peder, som han underviste. Dog blev han snart prest; ti den
30te mars 1774, i hans 25de aar, kaldtes han til personel kapellan hos Kristian
Paus, der hadde været sogneprest i Saude i nedre Telemarken fra 1747. Paus var
født i Gjerpen 1710 og søn av klokkeren her Søren Paus. I december 1782 døde
sogneprest Paus, og Blom, der imidlertid var blit forlovet med hans datter
Kirsten Margrete (født 16de mars 1755), med hvem han giftet sig 3dje januar
1783, blev først, under 30/3 1783, kapellan hos Paus’s eftermand i Saude,
Immanuel Greve, men allerede samme aar, den 27de august 1783, utnævnt til
residerende kapellan i Skien. Kammerherre Herman Løvenskiold, der som eier av
Fossum jernverk hadde jus patronatus til Gjerpen, gav ham saa 16de januar 1786,
uten at Blom hadde søkt derom, expectance paa kaldet, som han da efter Monrads
dødelige avgang ogsaa tiltraadte 2den mai 1790. Den 4de oktober 1798 blev Blom provst i provstiet efter Greve og døde
13de november 1812, noget over 63 aar gammel. Allerede vaaren efter, 7de mai
1813, døde ogsaa hans enke, 58 aar gl., og jordfæstedes den 13de mai ved sin
mands side paa Gjerpen kirkegaard, hvor deres grave endnu kjendes og nu skal
holdes vedlike av kirken. De ligger like ved gjerdet i kirkegaardens sydligste
del.
Av deres
tre barn døde sønnerne Kristofer og Kristian i en meget ung alder; derimot blev
det ældste av barnene, datteren Kristiane,
f. 18/1 1786, meget gammel, da hun først døde 7/3 1877, altsaa over 91 aar. Hun blev 27/11 1811 gift med sit
søskenbarn Andreas Rougtvet Blom, hvem hun bragte i medgift Gulset og flere
gaarder i Gjerpen.
Bloms
eftermand Edvard Munch har git ham et meget godt vidnesbyrd, idet han i
kaldsboken har skrevet følgende vakre ord om ham: “Som en redelig og nidkjær
Herrens prest levede og virkede provst Fr. Blom i Gjerpen til aaret 1812. Han
havde til den tid besiddet styrke og god helbred, men begyndte mod efteraaret
at skrante. Dog blev han ei alvorlig syg førend i førstningen av november, da
han blev nødt til at søge sengen. Han vidste, at hans time nærmede sig, og gik
sin opløsning imøde med den ro og fatning, som kun bevidstheden om et saa
velført liv som hans og den gjennemgribende religiøsitet, der stedse besjælede
ham, kan give”. I forbindelse hermed kan anføres det vidnesbyrd, som biskop
Bech ved sin visitas i Gjerpen den 23de juli 1809 har skrevet i kalds-
eller kopiboken : “Hr. provst Blom viste i en opbyggelig og velment (sic)
prædiken Kristi lære som vei til lyksalighed. Ungdommen befandtes i
almindelighed ikke at mangle kundskab i deres xdom (d. e. kristendom), nogle
derimod meget vel underviste og andre vel anførte til brug av egen eftertanke.
Held og velsignelse over menigheden og dens redelige og saare hæderværdige
lærer!”
Provst
Blom efterlot sig et stort bibliotek, der nu for største delen tilhører Skiens
offentlige høiere almenskole og bestaar, som man paa forhaand kan vite, mest av
rationalistisk teologi og filosofi. Familietraditionen siger vistnok, at han
ikke fulgte den da moderne rationalisme, men holdt paa den gamle lære,
likeledes, at Hans Nilsen Hauge oftere besøkte hans hus, og at han skal ha sagt
om Hauge, at han var form for sin tid. At dette dog maa modificeres adskillig,
fremgaar blandt andet av hans efterlatte skrevne prækener, hvorav er bevaret en
hel samling. Allerede hans av biskop Bech anførte tema i hans nævnte
visitaspræken i 1809 tyder herpaa. I sin avhandling om presterne i Gjerpen, trykt
i Porsgrundsbladet ”Grenmar”, skriver saaledes Skaar: “Efter at have læst 14 av
hans endnu opbevarede, utrykte taler, maa jeg tilstaa, at hans prædiken er
rationalistisk. Av disse 14 taler er den ene fra 1780, de øvrige fra aarene
1794-1810. I alle disse taler findes intet om Kristi gjenløsning undtagen
dette: “Vi ere dit ved Jesum gjenløste og elskede folk, naar vi tænke og handle
som gode kristne”. Jesus er ellers “vor religions guddommelige stifter”, “vor
himmelsendte lærer”, “som var kommen til verden for den guddommelige sandheds
udbredelse og viste, at ved dens værdige annammelse ethvert menneske blev
lykkeligt og saligt”. Den Helligaand nævnes aldrig uten da, naar et bibelsted
anføres, hvori hans navn forekommer. Synden kjendes væsentlig kun som laster,
og blot en enkelt gang har han berørt menneskehjertets dype fordærvelse.
Omvendelse berøres ikke, likesaalitt som gjenfødelse. Uagtet flere av talerne
er liktaler, er dog legemets opstandelse ikke nævnt. Daaben og nadverden er
ikke nævnt i nogen av talerne, hvor stor opfordring der end synes at have været
til at omtale dem. Samtlige taler er moralprædikener, saadanne, som vi kjende
dem fra begyndelsen av dette aarhundrede. Vi skulde ved Jesu lære forædles til
tænksomme og dydige mennesker, det er en tanke, som atter og atter kommer frem.
“At følge Jesum”, siger han, ”i tro og ydmyg lydighed er vei til salighed”; men
hvorledes denne tro og denne lydighed skabes, derom findes ingen oplysning”.
Ogsaa om det, jeg har hat anledning til at læse, maa jeg sige det samme. Det
var dertil tørt og litet originalt, skjønt det var en festpræken med særlig
foranledning.
Men var
provst Blom i tidens medfør sterkt paavirket av den rationalistiske
kristendomsopfatning, saa var han dog en helt igjennem oprigtig og sandhetskjærlig
mand, der gav sandheten ære, saavidt han forstod den. Et vakkert bevis herpaa
har man i det sanddru skudsmaal, som han 6/11 1810 gav Hans Nilsen Hauge og
hans venner, om det end heller ikke fuldt ut stadfæster den ovenfor nævnte
tradition om hans forhold til Hauge. Det avgaves paa foranledning av
stiftsoverretsprokurator Lumholtz, Hauges defensor, da hans sak endelig for
alvor blev optat til avgjørelse.
Blom
skriver: “Hans Nielsen Hauge har jeg kun
engang talt med, da han for et par aar siden av stiftet var sendt til
Vestlandet for at tilveiebringe salt, som da var stor mangel paa. Men jeg har hørt tale om, at han for flere aar siden
har været i dette og tilgrænsende sogne og har adskillige bekjendte, som ynde
ham[26].
Jeg har og hørt, at andre av hans bekjendtskab have omreist og holdt religiøse
taler. Ingen uorden er mig bekjendt i denne egn som følge derav. Derimod maa
jeg tilstaa at have hørt, saavel om Hans Nielsen selv som andre, der have været
av hans bekjendtskab, at de alle have ført et stille og sædeligt levnet,
advaret fra laster og opmuntret til et gudfrygtigt væsen. Hans Nielsen Hauge
skal selv have opmuntret til arbeidsomhed i hvert kald og desuden givet vink
til et og andet nyttigt foretagende i adskillige næringsveie, som og til gavn
ere benyttede. Det er ingenlunde at formode, at Hans Nielsen har ytret noget,
som kunde avvende fra tilbørlig lydighed mod øvrigheden; thi jeg kjender ingen
av dem, der have nydt hans omgang, uden for føielige og villige under al
befalet orden. Ja, i al udvortes forhold udmærke disse mennesker sig som
avholdne fra laster. De besøge flittig kirkeforsamlinger; de omgaaes mere, end
i almindelighed mængden av folket, med Guds ord; de have omsorg for deres
husfamiliers sædeligheds bevisning i alle dele; de findes ikke paa de steder,
som, desværre, lokke mange letsindige til tidsspilde og nære fordærvende
lyster. Jeg kan derfor ikke andet i den kreds, jeg lever og kjender, end glæde
mig over, hvad jeg synes at have sporet som bevis paa, at gode anvisninger og gode
exempler virke ogsaa fra den lavere folkeklasse til det bedste”.
Et
gammelt, tarvelig sognebudsetui med
kalk og disk av sølv, kjøptes av Blom paa auktionen efter hans formand og
skjænkedes embedet. Det haves endnu, men brukes ikke.
15. Edvard Munch.
1813-1834.
Edvard Munch er født paa Vaage prestegaard i Gudbrandsdalen den 7de februar 1780. Hans far, daværende sogneprest til Vaage, Peter Munch, født i Kristiania 1740, hadde tidligere været kapellan i Ringebu og blev senere, i 1787, sogneprest til Land, hvor han døde i 1802, og hvor han endnu skal omtales som en mere end almindelig dygtig prest. [27] Peter Munch var igjen en søn av kaptein løitnant Søren Munch, der kjæmpet under Tordenskiold i Dynekilen 1716 og døde 1748, 62 aar gl., netop saa gammel som sønnen. Edvard Munchs mor Kristine Sofie Storm, født 1746, død 1825, var en halvsøster av digteren Edvard Storm og datter av Johan Storm,
 |
|
Edvard
Munch
|
Peter
Munchs formand i Vaage. Kristine Storm skal, som ogsaa paa forhaand var at
formode, ha været en mere end almindelig begavet og brav kvinde, hvis udmerkede
breve til sine to sønner under deres ophold i Kjøbenhavn endnu skal være bevaret
i familien. Edvard Munch hadde nemlig en ældre bror Johan Storm Munch, født 1778 og død 1832 som biskop i Kristianssand,
en i sin tid bekjendt digter; men ellers ingen andre søsken. Sammen med denne
sin omkring halvandet aar ældre bror blev Edvard Munch først i længere tid
undervist hjemme, mest av faren selv. Han dimitteredes ogsaa privat i 1796,
men ikke av sin far, som dertil ikke var kompetent, men av professor Deichman.
Skjønt saa ung, fik han bedste karakter og aaret efter den filosofiske examen,
hvorefter han sammen med broren reiste hjem til sin far, som da for flere
aar siden var flyttet til Land. Da Peter Munch ikke hadde raad til at holde
begge sine sønner samtidig i Kjøbenhavn, blev alene Johan Storm, som den ældste,
igjen sendt ned til universitetet, mens Edvard et par aars tid forblev hjemme
og hjalp sin sykelige far i alt, hvad han som uordineret kunde hjælpe ham
i. Senere blev han huslærer hos den bekjendte lærde provst Abraham Pihl i
Vang paa Hedemarken og kom først i 1802 ned igjen til Kjøbenhavn for at studere.
Han uuderkastet sig allerede i 1804 teologisk examen, som han likeledes fik
med laud. Efter sin hjemkomst til Norge var han saa i flere aar “hovmester”
hos kammerherre Løvenskiold i Porsgrund,
[28]
indtil han i 1809 blev ansat som lærer i tysk og fransk
ved landkadetakademiet i Kristiania. Da han i denne tid giftet sig og stiftet
familie, men indtægterne var smaa, og det var meget dyrt at leve, særlig paa
grund av forvirringen i pengevæsenet, blev han tilsidst nødt til, uten at
ha faat noget andet levebrød, at frasi sig sin post og sende hustru og barn
hjem til svigerfaren, mens han selv begav sig ned til Kjøbeuhavn for at ligge
der og søke om prestekald. Han hadde dog heldigvis kun opholdt sig i Kjøbenhavn
en maaneds tid, da han fra kammerherre Severin Løvenskiold paa Fossum, den
daværende amtmand i Bratsberg, fik meddelelse om provst Bloms død, og at Løvenskiold
i henhold til sin patronatsret agtet at indstille ham til Gjerpen sognekald.
Han ventet da i Kjøbenhavn, til Løvenskiolds indstilling var fremkommet, ansøkte
saa om audiens hos kongen for at erholde vishet om, at indstillingen vilde
bli tat tilfølge, og efter at være blit forvisset derom, vendte han, som han
siger, “med lyse forhaabninger hjem til fædrelandet” i februar 1813. Kort
efter hjemkomsten glædedes han da ogsaa ved efterretningen om, at han under
19de februar var blit utnævnt, og ordineredes derefter i vor Frelsers kirke
i Kristiania av biskop Bech den 19de mars. Hans breve til Løvenskiold i denne
anledning findes endnu paa Fossum; jeg gjengiver nogle brudstykker av dem
her, da de er ganske karakteristiske. Den 21de november 1812 skrev han saaledes
fra Kjøbenhavn: ”Jeg er draget herned for personlig at virke til opnaaelsen
av et embede, hvorved jeg med familie kan finde tarveligt udkomme. Det er
en tornestrøet vei, sollicitanten har at betræde: at staa flere timer i forgemakkerne
og vente paa, at naadens dør skal aabnes; som oftest at maatte gaa tilbage
uden at være indkaldt, og, om man end bliver det, at avfærdiges med ubestemte,
intet sigende eller lovende svar - denne ublide og ydmygende lod frister jeg
nu. Jeg har ikke større ret til at besvære mig derover end saa mangen værdig
og fortjent mand - - -. De har kaldsrettighed til det deilige Gjerpen; er
end godseierens kaldsrettighed bleven noget indskrænket, saa er jeg dog forvisset
om, at den, som Deres Høivelbaarenhed sætter øverst blandt de trende, der
ved indtræffende vacance skal foreslaaes, er sikker paa at blive valgt av
kongen; tør og kan jeg haabe ved saadan leilighed at vorde erindret av Dem?
- - -. Et rygte siger, at den retskafne provst Blom er saa syg, at hans familie
og venner mistvile om, at han nogensinde mere kommer levende til kirke.
[29]
Det staar i Deres Høivelbaarenheds magt at gjøre mig til
et av de lykkeligste mennesker” o. s. v.
Den 8de december 1812 skrev han igjen til Løvenskiold : “Jeg havde i løverdags den ære at modtage Deres Høivelbaarenlleds saare kjærkomne skrivelse av 28de november. [30] Det har usigeligen glædet og rørt mig, at De og Deres ædle frue straks tænkte paa mig ved det vakante Gjerpen. Hvor længes jeg efter at kunne i gjerningen vise, hvor meget det ligger mig paa hjertet at retfærdiggjøre Deres gode forventninger om mig. Kan jeg end ikke straks optræde med det sikre blik, den lethed i embedets nlangehaande forretninger, som den værdige avdøde i saa høi grad besad, saa føler jeg dog den sterkeste drift hos mig til at gjøre mig mere og mere skikket til det ophøiede kald, der vinker mig” o. s. v., og igjen den 19de s. m.: “Ligesom ved et trylleslag har Deres Høivelbaarenhed forvandlet mine udsigter fra mørke og uvished til de blideste og mest beroligende av verden”.
 |
|
P.
A. Munch som barn.
|
Løvenskiolds
indstilling til kongen av 15de december(?) 1812 satte ogsaa som no. 1 Edvard
Munch; som no. 2 pastor Heibroch, der hadde forrettet som personel kapellan i
Tin og Seljord: som no. 3 sogneprest til Nissedal Musæus. “Enhver av disse tre
mænd”, siger patronen, “har efter min overbevisning de egenskaber, som
udfordres til med held og værdighed at beklæde det ledige embede”. Naar han
foretrak Munch for de andre, var det, “fordi den værdige unge mand paa 16de aar
var akademisk borger og paa 8de theologisk kandidat med laudabilis, for den
homiletiske og katechetiske prøve karakteren laudabilis, havde over 3 aar med
held og udmerkelse været lærer ved det kngl. norske landkadetkorps, men nu av
mangel paa tarveligt levebrød havde maattet ophæve sin husholdning, sælge sit
bohave, sende kone og barn hjem til sin families forsorg. Desuden har han paa
5te aar i mine forældres hus været huslærer og i den tid erhvervet sig mine forældres
og min agtelse og hengivenhed, hvorpaa jeg ønsker at give ham bevis ved at
sætte ham ud av hans sørgelige forfatning og sætte ham i en virkekreds, hvori
han ved sine udmærkede evner og retskaffenhed upaatvivlelig vil blive en
gavnlig embedsmand”. Dette var sidste gang, jus vocandi utøvedes ved Gjerpen
sognekald.
Sogneprest
Munch kunde dog ikke straks flytte til Gjerpen eller overta embedet, som
imidlertid bestyredes av den som nr. 2 indstillede pastor Heibroch, senere
sogneprest til Sørum; ”naadensaaret” utløp nemlig ikke før i november maaned.
Munch fik dog ordnet det saa med provst Bloms arvinger, at han kunde tilflytte
prestegaarden i den vakre sommertid. Han kom til Gjerpen den 7de august og
holdt sin tiltrædelsespræken den 22de s. m., 10de s. efter Tref., men talte,
som det synes, ikke over evangeliet, men over en selvvalgt tekst 2. Tim. 2, 15.
Først i begyndelsen av oktober overtok han embedet, hvilket jo i grunden var
nogle uker for tidlig. Sin taknemmelige glæde over at ha faat Gjerpen sognekald
har han uttrykt saaledes i kaldsboken: “Med den inderligste taknemmelighed
erkjender jeg det guddommelige Forsyns overvættes godhed i at anvise mig endnu
i min kraftfuldeste alder (han var kun 33 aar) en virkekreds, der forener saa
mange behageligheder, har saa meget opmuntrende som min nærværende. Ve mig
ogsaa, om jeg ikke ofrede mine bedste kræfter til den menigheds gavn, Herren
betroede mig, om jeg ikke troligen stræbte at nære og vedligeholde det meget
gode, der findes hos Gjerpens menighed, og som sikkerligen, næst Guds bistand,
kan og bør tilskrives min værdige formands redelige og utrættelige
bestræbelser”.
Den 19de
januar 1827 utnævntes Munch til provst i nedre Telemarken og Bamle provsti,
efter som konstituert at ha bestyret provstiet siden 13de mai 1826. Samme aar
møtte han som anden repræsentant for Bratsberg amt paa stortinget og blev som
lagtingsmand medlem av den av samme storting nedsatte riksret over chefen for
Finansdepartementet, statsraad Collett, efterat hans andragende om fritagelse
paa grund av svake øine var blit forkastet mot 5 st. Han var likeledes medlem
av det overordentlige storting i 1828, der varte i 3 maaneder.
Av hensyn
til sin store familie søkte Munch i 1833, som han siger, “med blødende hjerte”
Kristiania stiftsprovsti, som han ogsaa fik og utnævntes til 12te september
1833. Han flyttet til Kristiania i mai 1834 og holdt sin tiltrædelsespræken i
vor Frelsers kirke 6te s. efter paaske. Henimot utløpet av naadensaaret kom han
tilbake til Gjerpen, der midlertidig fra 29de april til 31te august bestyrtes
for Munchs regning av daværende sogneprest til Mo, senere til Risør, Peter
Wettergreen, og holdt sin avskedspræken 31te august, 14de s. efter Tref.
Den 26de
januar 1839 utnævntes Munch til hofprædikant, efterat han et par aar iforveien
var blit ridder av nordstjerneordenen. Paa grund av svækket helbred nødedes
han nogle aar senere til at ta avsked fra sine embeder, hvilken avsked
meddeltes ham den 29de april 1845. Han levde endnu i vel 2 aar og døde i
Kristiania den 14de juli 1847, 67 aar gl.
Som stiftsprov