22. Johan Willoch Erichsen.

1890‑1899.

 

Johan Willoch Erichsen er født i Kristianssand den 15de fe­bruar 1842 og ældste barn av klokker ved domkirken cand. theol. Hans Erichsen, der døde 27/12 1860, og Matilde Sofie Willoch, død 10/2 1886. Han dimittertes fra Kristianssands latinskole i 1859. Laud til alle eksamener. Den teologiske eksamen tok han i december 1864. Efter et kortere ophold i England blev han ansat som lærer ved Nissens skole i Kristiania og tok i denne tid den praktisk teologiske eksamen. Derefter var han et par aar, til oktober 1868, lærer ved sin tante frøken Katinka Willochs pike­skole i Kristianssand og bodde da hjemme hos sin mor. Den 8de oktober 1868 utnævntes han til personel kapellan i Eidsvold hos provst Nils Vogt, der i flere aar hadde været sykelig og allerede døde i mars 1869, kun nogle maaneder efter Erichsens tiltrædelse. Efter Vogts død konstituer­tes Erichsen i sogneprestem­bedet og kom til at være eneste prest i denne store menighet liketil august 1870, da den bekjendte Eilert Sundt, som var blit utnævnt til sogne­prest i december 1869, ikke tiltraadte sit embede før, mens Erichsen allerede i februar 1870 var blit utnævnt til ka­pellan hos ham. Han kom saaledes til som personel ka­pellan at være tilstede ved sin sogneprests ordination, noget, som vel ikke ofte er hændt. Eilert Sundt var, trods sin noble karakter og sit varme hjerte, paa grund av sine utprægede eiendom­meligheter ret vanskelig at arbeide sammen med, hvorfor Erichsen av denne grund som av andre grunde, navnlig hans hustrus død i 1873 ‑ mottok an­sættelse som personel kapellan hos sognepresten til Bragernes i Drammen provst Kristian Vilhelm Koren. Han holdt sin avskeds­præken i Eidsvold anden juledag 1873 og sin tiltrædelsespræken i Drammen anden søndag efter helligtrekongersdag næste aar. I Drammen var han kun noget over to aar, da han den 22de mai 1875 utnævntes til residerende kapellan i Skien efter professor Fredrik Petersen. I dette etnbede forblev han derimot i hele 15 aar, indtil han den 18de oktober 1890 utnævntes til sogneprest i Gjerpen. Han tiltraadte i Gjerpen midfaste søndag 1891, efterat embedet igjen midlertidig var blit bestyret av stiftskapellan Kulle­rud, der saa blev Erichsens eftermand som residerende kapellan i Skien. Den 30te september 1899 blev han utnævnt til biskop i Bergen, da den tidligere utnævnte, men ikke tiltraadte biskop, forhenværende statsraad Jakob Sverdrup efter lang tids sygdom var avgaat ved døden. Han holdt sin avskedspræken i Gjerpen allehelgenssøndag den 15de november s. a.

 

Efter provst Hauges død den 13de januar 1892 blev Erichsen konstituert som provst i Skiens provsti og utnævntes den 4de juli s. a. Mens han bestyrte Eidsvolds sognekald, hadde Erichsen den 26de august 1869 indtraadt i egteskap med Kristiane Sofie Rogstad Boeck, født 17/11 1833, datter av professor Vilhelm Boeck. Efter hendes død i januar 1873 indgik han den 19de juni 1877 nyt egte­skap med sin avdøde hustrus yngre søster Helga Marie Margrete Boeck, født i 1847. I sit første egteskap hadde han 2 døtre, i sit andet 1 søn og 5 døtre.

 

Erichsen har utgit en del prækener, saaledes en præken paa 19de søndag efter Trin., holdt i Bragernes kirke, trykt i Kristiania 1874; en præken paa 15te søndag, holdt i Skiens kirke, trykt i Skien 1876, videre en præken paa 23de søndag, trykt i Skien 1878. Den sidste fremkaldte en avisfeide ogsaa i hovedstadspressen og tryktes op igjen i 2det oplag i Kristiania 1879. Fremdeles en aftensangspræken paa fastelavnssøndag betitlet: ”Lærer apostlen Peter omvendelse efter døden?», trykt i Porsgrund 1884.

 

Paa grund av sykelighet tok han avsked som biskop fra lste mai 1916 og døde allerede 22de august s. a. efter et par dages sygdom, i Gol, i en fjeldstue, som tilhørte hans ældste datter, og begravedes i Kristiania 26de næstefter. Jeg tror, det har interesse at medta «nogen mindeord», som kirkesanger K. Vadder skrev over ham ved efterretningen om hans død:

 

”Biskop Erichsen var en særpræget personlighet», skriver en av hans biografer. Det er sandt og træffende sagt. Allerede ved sit ydre skilte han sig ut fra mængden. Naar den kraftige, state­lige, soignerte skikkelse ‑ med det prægtige, krusede, sølvhvite haar brusende om det store velformede hode ‑ kom gaaende, rask og spændig og med bevægelser, som lyste av energi, ‑ da tok folk til hatten, stanset og saa efter ham, idet han passerte. Hans blotte tilsynekomst virket jo mægtig og festlig. Saaledes burde en kirkens høvding og «høiærværdighet» se ut.

 

Og som han var vakker og imponerende av ydre, var han tilsvarende aandelig utstyret ‑ en stort skaaret, helt igjennem hel­støpt og harmonisk personlighet.

 

Han var i besiddelse av en overlegen intelligens og en om­fattende viden, og dette ‑ i forbindelse med hans myndige og paa samme tid retlinjede og gjennemkultiverte væsen og optræden ‑ forlenet ham med en respekt og autoritet, som alle uvilkaarlig bøiet sig for.

 

De som kun flygtig kom i berøring med ham, syntes han gjorde et strengt for ikke at si barskt indtryk; men de som lærte ham nøiere at kjende, visste, at ingen hadde et varmere og mer føl­somt hjerte end han ‑ en egenskap, som tydelig gav sig tilkjende gjennem hans store gavmildhet ‑, og at ingen kunde komme op imot ham i bedaarende elskværdighet.

 

Overalt, hvor biskopen var tilstede, enten det var i en større forsamling eller i et mindre selskap, blev han selvsagt hovedper­sonen, den som førte ordet, mens de andre tidde og lyttet inter­essert til. Til at føre en lærerik og underholdende samtale var han makeløs. Han var den vittigste causør, en kunde høre. De historier og anekdoter, han hadde paa lager, var utallige, og det sprudlende vid og smittende humør, hvormed han fortalte dem, undlot aldrig at gjøre sin virkning. Selv den værste grinebiter maatte gi sig over.

 

Skjønt biskop Erichsen hadde betingelser som faa til at føre det store ord i den religiøse diskussion og kirkelige strid, holdt han sig utenfor, medmindre han i embeds medfør blev tvunget dertil. Men da gjorde han det ogsaa med fynd og klem og med en bestemthet, som ikke lot den mindste tvil tilbake om, hvilket standpunkt han indtok. Hans tilbakeholdenhet skyldtes derfor ikke hverken mangel paa mod eller selvtillid. Meget mere bundet den, tror jeg, i hans fine og fornemme karakter, som gjorde, at han næret «skræk for sværmen» og skydde alt, som paa nogen maate kunde smake av reklame. Betegnende i saa henseende er hvad han svarte, da han engang, mens han endnu var prest i Gjerpen, blev opfordret til at præke paa universitetet for studen­terne: «Nei, jeg liker ikke at gi gjesteroller!»

 

I samhøve hermed stod vel ogsaa hans reserverte maate at være paa forøvrig. Det laa ikke for ham at klappe folk paa skuldrene og prate «koselig» med alle og enhver. Han likte bedst at ha folk paa en smule avstand. Følgelig var han ikke nogen folkelig mand i dette ords sedvanlige betydning. Men den som vandt hans fortrolighet og tillid, fandt i ham en ven, som var værd at eie, en ven, som ikke svigtet, men var god og trofast som en far mot sit barn.

 

Et karaktermenneske av den sterke, ærlige type, som Erichsen tilhørte, har gjerne et hastig gemyt, og den avdøde biskop dannet ingen undtagelse fra denne regel. Derom vidnet ogsaa hans ansigt. De skarpe øine, de buskede bryn og skarpt markerte træk med det livlige minespil talte i saa maate tydelig nok, men som det var med alt andet hos denne mand, var det ogsaa med hans vrede: kort og grei skuring, raskt og reelt opgjør med en gang. For den som var saa uheldig at komme midt under tordenskyen, kunde det naturligvis være mindre hyggelig den stund, utladningen stod paa; men i regelen gik bygen over like saa fort, som den kom, og snart skinte solen igjen i form av et smil, et vidunderlig deilig smil, som var eget for ham.

Ja, det var en mand!

Velsignet være hans minde!

 

 

 

23. Jon Laurits Qvisling.

1900‑

 

Jeg er født i Fyresdal 16de september 1844. Min far Lars Abraham Qvisling var lensmand i Fyresdal fra 1869 til 1876, da han døde i sit 60de aar. Efter tidligere dels at ha gaat i folke­skolen de faa uker, den holdtes, og forresten at være blit under­vist av min far i videregaaende fag, deriblandt i latin, blev jeg i 1857; optat paa Skiens latinskole. Jeg bodde i min skolegangs 5 aar paa Lagmandsgaarden hos gamle madam Kristiane Blom, provst Fredrik Bloms datter.[1] I 1862 fik jeg examen artium med laud præceteris, tok aaret efter i juni andeneksamen med samme karakter, derefter i november eksamen i hebraisk. Sykelighet hindret saa i flere aar mit teologiske studium, indtil jeg endelig i december 1869 fik teologisk embedseksamen omtrent med rent laud (og med udmer­kelse for besvarelsen av opgaven i dogmatik: ”Den kristelige lære om Djævelen»). Efter en tid at ha været huslærer hos min onkel distriktslæge Bakke i Laardal og ved siden drevet litt sprogstudier (oldnorsk og italiensk), var jeg fra begyndelsen av 1871 lærer ved Elisabet Houbens pikeskole i Drammen, til jeg i april 1872 tiltraadte posten som andenlærer ved den Dahlske skole i Grimstad. I denne tid tok jeg praktisk teologisk eksamen høsten 1874 med laud. Den 18de mai 1876 utnævntes jeg til residerende kapellan i Sandsvær og 28de juni 1879 til sogneprest i min fødebygd Fyres­dal, hvor jeg forblev i 14 aar og var fra lste mai 1885 provst i Vestfjeldenes provsti i Telemarken. Den 15de april 1893 utnævntes jeg til residerende kapellan i Strømsø, Drammen, og endelig 15de mai 1900 til sogneprest i Gjerpen, hvor jeg holdt min tiltrædelses­præken 11te sønd. efter Tref., den 26de august. I januar 1901 konstituertes jeg som provst i Skiens provsti og ut­nævntes senere.

 

Jeg har utgit en række skrifter, dels av teologisk, dels av lokalhistorisk indhold, og i kirkelige blade og dagspres­sen skrevet en hel del for­skjellige opsatser, mest om dagens spørsmaal. Desuten har jeg utgit prækensamlinger, likesom flere enkelte prækener og taler efter anmodning er blit trykte i de lokale blade, saavel i Drammen som i Skien.

 

En av mine forfædre, Ja­kob Hansen Morland var først kapellan i Skien, ellers født i Fyresdal, hvor hans far var sogneprest. Han eide et par gaarder i Gjerpen, paa Sneltvetsiden, ikke langt fra byen. Siden fulgte han sin far som sogneprest i Fyresdal og døde som sogneprest i Vinje og provst i øvre Tele­marken i slutningen av det 17de aarh. Hans eftermand i Fyres­dal mag. Thomas Olsen Bloch var hjemmehørende i Skien, blev viet i Gjerpen kirke og døde som provst i øvre Telemarken i 1717. Gjennein den førstes datter og den andens sønnedatter, der var gifte med prester i øvre Telemarken av mit familienavn (eg. Qvislin), stammer jeg ned fra dem.[2]

 

Skulde der være noget særmerke ved min virksomhet som prest i Gjerpen, er det vel helst de mange foredrag av høiere lig­gende indhold, dels bibelsk, dels dogmatisk, dels historisk, som jeg har holdt i aarenes løp baade i Gjerpen og Skien. Jeg har derom og om alt kun at sige, en faar helst tjene med de gaver, en har faat. Meget arbeide gjennem flere aar har jeg ogsaa lagt paa denne bok om Gjerpen, som blir det, jeg længst kan efterlate mig her. Siden grundlæggelsen av det nu noksaa rikholdige og vakre museum paa søndre Brække indenfor det tidligere Gjerpens grænser har jeg været amtsvalgt medlem av dettes styre.

 

Den 28de mai 1886 ind­traadte jeg i egteskap med Anna Karoline Bang, født den l ste februar 1860, engang min elev paa den Dahlske skole og datter av skibsreder Jørgen Bang i Grimstad. Vi har hat 4 barn, 3 sønner og 1 datter. Den ældste av sønnerne er officer i artilleriet og for tiden ansat i generalstaben, den anden er vernepligtig premierløitnant og medicinsk stude­rende. Min yngste søn, som tillike er mit yngste barn, blev realstudent sommeren 1916. Men min datter Ester, født i Drammen 10de november 1893, der ogsaa var realstudent og hadde avlagt de forberedende prøver i latin og filosofi samt senere tat lærereksamen for studenter, kom syk hjem fra Kri­stiania fra denne sidste eksamen først i juli 1914. Om det var den sterke hete i hovedstaden eller hvad det nu var, som utviklet skjulte sygdomsspirer hos hende, saa døde hun av en pludselig opkommende, av lægerne ikke forstaat sygdom den 12te oktober 1914, ikke fuldt 21 aar gammel. .

 

Hun var en sjelden bra og meget begavet ung pike, der var avholdt av alle, som lærte hende at kjende. Derom var ogsaa den store deltagelse i vor sorg og den høitidelighet, hvormed hun en sollys dag, 19de oktober, fra Gjerpens kirke førtes til sin grav, et vemodig vidnesbyrd. Jeg haaber derfor, at det vil holdes mig tilgode, at jeg sætter hendes billede ind her til et varig minde.

 

 

PERSONELLE KAPELLANER OG HJÆLPEPRESTER.

 

Foruten de senere sogneprester Ole Flor og Johan Fredrik Monrad, kan av personelle kapellaner nævnes

 

1. Johannes Christie, født i Brevik 1763, personel kapellan i Gjerpen 1789‑1793, da han blev sogneprest i Gjerdrum, hvor han døde 30/12 1813, 50 aar gammel.

 

2. Andreas Wright, født paa Gasserød i Lardal, hvor hans far, Andreas Kristian Wright, var proprietær, den 12te februar 1761, student 1782 med laud, kandidat med non (antagelig ”læst til non”), personel kapellan i Hiterdal 1786, senere i Sørum, skibs­prest 1794, personel kapellan i Gjerpen 1795‑1797, da han blev sogneprest til Nærø, 1819 til Sparbu, bvor han døde 19de novem­ber 1835, 74 aar gammel.

 

3. Rasmus Heibroch, 1806‑1814 personel kapellan i Gjerpen, 1814 sogneprest i Gjerdrum efter forannævnte Johannes Christie, døde i Gjerdrum i 1827.

 

4. Adolf Karl Preus, personel kapellan hos Rode 1848‑1850. Preus var født 29de juni 1814, søn av ritmester Isak Preus, fik, dimittert av morbroderen, sogneprest Johan Heidenreich i Asker, artium med non i 1834 og teologisk eksamen 1841 med haud. Han blev i 1850 prest for en norsk menighet i Amerika og blev en kjendt mand der.

 

 

HJÆLPEPRESTER.

 

Opførelsen av Borgestad kapel i det tætbebyggede distrikt ned imot Porsgrund medførte meget snart trang til en forøket geistlig betjening. Allerede samme aar, som kapellet var indviet om vaaren, enedes man om at søke at faa en hjælpeprest ansat. Sognepresten tilbød 400 kroner av sin løn i likhet med hvad der ydedes til en hjælpeprest i Solum. I menighetsfondet hadde man et aarlig overskud paa omkring 600 kroner av sogneprestindtægterne, tilsammen altsaa 1000 kroner. Gjerpens sparebank erklærte sig villig til at bidra med 800 kroner aarlig, og kommunen erklærte sig villig til at yde de nødvendige skyssutgifter. Denne avlønning paa tilsammen 1 800 kroner godkjendtes av autoriteterne som tilstrækkelig, og allerede 16de december samme aar (1907) utfærdiget bisko­pen efter provstens forslag en instruks for den ansættendes hjælpeprest. Ifølge denne skulde hjælpepresten ta bolig i nærheten av kapellet, hvor­til hans virksomhet hoved­sagelig skulde være knyttet. Dog skulde han forrette 12 gudstjenester ved hovedkir­ken, likesom sognepresten 12 ved kapellet. Ved Luksefjeld kapel skulde begge indtil vi­dere forrette 4 gudstjenester hver om aaret samt desuten holde 2 formiddagsbibellæs­ninger paa Mo skole. Hjælpe­presten skulde endvidere læse med konfirmanterne i som­merhalvaaret og særlig ta sig av det kristelige ungdomsarbeide samt yde sognepresten den fornødne assistance i til­fælde av fravær eller sygdom. Lønnen er siden forøket med et tillæg av 200 kroner fra Gjerpens sparebank, et løns­tillæg av kommunen paa 400 kroner samt en aarlig husleiegodtgjørelse av samme, likeledes paa 400 kroner, saa den samlede løn for hjælpe­presten for tiden utgjør 2 800 kroner. Derefter blev posten bekjendtgjort, og som første hjælpeprest ansattes:

 

Laurits Thrap Heuch, født i 1976, en søn av daværende bestyrer av det praktisk teologiske seminar, senere biskop i Kristianssand J. C. Heuch, student 1894 og teol. kandidat 1900, begge eksamener med haud. I 1901 blev han personel kapellan i Porsgrund hos sogneprest Krogh og er nu sjørnandsprest i London siden 1912. Han er gift med Ingrid Rafn fra Porsgrund, f. 1884.

 

Knut Olaus Mollestad, født i Fjotland l9de juli 1885, søn av sogneprest Nils August Mollestad, opvokset i Lyngdal, hvortil hans far, der for tiden er sogneprest til Oddernes og provst, senere blev forflyttet, student 1903, teologisk kandidat 1909, begge eksamener med laud. Samme aar, 1909, blev han personel kapellan hos provst Anker i Øiestad og i 1912 hjælpeprest i Gjerpen efter Heuch. Han blev i 1913 gift med Hendy Schjelderup, datter av biskop i

Kristianssand Kristian Vilhelm Schjelderup og født 19/4 1887.

[1] Se herom «Fra mine unge aar. Erindringer og optegnelser,. Trykt i Skien

1912.162 s.

[2] Se herom Fyresdals historie, 2den utgave, s. 93 flg. og s. 119 flg.