ET OPLØP AV GJERPENSOGNINGERNE
Gjerpensogningerne
er vistnok som regel meget fredelige folk; men som boktrykker Aslaksen sa: «Jeg
blir som en løve, naar man vil ta den fattige brødbit fra mig,» saaledes gik
det ogsaa engang i aaret 1796 med nogen fra Uthaugen og fra Osebakken, som
dengang endnu hørte til Gjerpen.
Ifølge en
kngl. forordning av 30te juli 1768 skulde danske kornfartøier under sin
opseiling til Skieii sælge til «strandsiddere» langs fjorden og elven, som
maatte ønske at faa kjøpe sig noget korn. En dansk skipper vilde en dag ikke efterkomme denne forordning, men
seilte videre, døv for alle tilrop og bønner. Da man trodde, at han opførte sig
saaledes mot Hans Majestæts lov efter paavirkning av visse kornhandlere oppe i
Skien, satte det ondt blod og gav anledning til nogen optøier, som hittil hadde
været ganske enestaaejide paa disse kanter. De kjøbmænd i Skien, som man særlig
hadde mistænkt, var Peder Flood[1]
og Ole Coudrio samt Albert og Hans Blom.
Foruten
de egentlige strandsittere var der ogsaa nogen fra østre og vestre Porsgrund
samt en større del bønder fra Uthaugen; men bevægelsen utgik fra Osebakken,
hvor der dengang bodde mange fattige smaafolk, arbeidere, haandverkere og
sjømænd.
St.
Hansdag 1796 kom Uthaugingerne i flok og følge, med skraal og skrik, op til
Skien, hvor de trængte ind i husene til forskjellige og holdt en svær sjau.
Beboerne, særlig de kvindelige, søkte i sin dødelige angst at stagge dem, saa
godt de kunde, med mat og drikke og anden traktering. Politimesteren i Skien dengang,
Bentzen, prøvet ogsaa at dæmpe spektaklet med gode ord, uten at det lykkedes
for ham. Dog maa man si, at tumultuanterne ikke gjorde sig skyldig i nogen
farligere utskeielser med vold og drap og ildspaasættelse eller slikt; men
fænomenet var nyt, hjælpeløsheten stor, og «raske helte» synes der ikke at ha
været videre av blandt borgerne.
Saa
ganske lempelig fór dog urostifterne ikke. De tok saaledes den av kjøbmændene,
som de hadde mest imot, kjøbmand Peder
Flood, ut av hans gode seng om natten, forte ham i bare skjorten ned ti! hans
sjøbod, som de nødte ham til at lukke op for dem, hvorefter de frit forsynte
sig av hans store kornbinger. Det var just da, paa forsommeren, en slem mangel
paa korn, ja en ren dyrtid, og Flood sagdes, som de nu ogsaa fik syn for sagn
om, at ha et stort oplag av korn paa sin sjøbod; men han vilde ikke sælge uten
til overdrevne priser. Hvorledes det nu i virkeligheten forholdt sig med
dette, saa maa Peder Flood ha været en mand, som ikke tapte hodet i den
almindelige forfjamselse; ti for han maatte følge med hopen ned til sjøboden,
hadde han, om han end ikke fik lov til at trække paa sig bukserne først, dog
faat leilighet til at paalægge tjenestegutten, at han skulde sadle «Brunen» og
ride avsted saa fort, som han kunde, til major Staffeldt i Larvik og melde stillingen i Skien. Gutten gjorde saa,
og Staffeldt sendte straks en avdeling kavalleri opover til Skien. Allerede den
næste midnat kom den ridende ned Bratsbergkleven, og folk hørte, hvorledes
hestehovene klapret mot brolægningen i gaten. De forstod, at undsætningen nu
kom.
I spidsen
for urostifterne, som endnu tumlet sig i byen, stod en garver fra Osebakken,
som het Tor Andersen. Tor og de
værste av de andre opviglere blev grepet og sat i arresten; de andre tok hurtigst
tilbens hjemover.
Amtmand Petersen, som bodde paa Men paa Uthaugen,
synes ogsaa at ha faat en ordentlig skræk i livet, da han saa oprørsflokkene
dra forbi. Alt samme dag sendte han ekspresser til fogderne baade i øvre og i
nedre Telemarken, til Cloumann paa Moen i Kviteseid og til Thornsohn paa Søve i
Hollen, med indstændig paalæg om, at de maatte søke at forhindre «en
indvandring» av telemarkinger til Skien i anledning av opløpet. Amtmanden hadde
vel hørt baade om, hvorledes de i Halvard Graatops dage hadde «løpet med
Graatoppen» og bl. a. gjort «ubodelig skade» helt bort til Brunla, og hvorledes
de i Karl den 12tes tid skamslog fogden Krag paa Mæla, fordi han ikke turde
«føre dem mot svensken». Det var i alle fald bare nogen faa aar siden Kristian
Lofthus’s dage borte i Nedenes med farlige uroligheter, hvori ogsaa
telemarkinger helt fra Tinn og Vinje hadde været med. Men denne gang var
vistnok amtmandens frygt og tjenesteiver
unødig, likeledes de svære sikkerhetsforanstaltninger, som styrelsen
tok, vel nærmest ogsaa paa amtmandens foranledning.
Foruten
de kavallerister, som var komne natten efter St. Hansdag, kom der først i juli
50 mand artilleri med 4 kanoner, 80 husarer og 250 jægere, alt under kommando
av major Staffeldt. Det maa ha været en stor avveksling i det ensformige liv i
Skien. De menige soldater, jægere o. s. v. blev en stor glæde for byens piker
og ligervis officererne for byens fine fruer og jomfruer. Byens borgere og embedsmænd
gjorde hyppige selskaper for de
fremmede ordensoverholdere.
Størsteparten av militæret reiste igjen i november.
Dog blev en del
tilbake, til der i juni 1797 endelig faldt dom i den ganske vidløftige sak. De
sidste soldater førte da med sig Tor garver, der ogsaa var blit dømt for andre
forbrydelser, han hadde gjort sig skyldig i, saaledes for noget naskeri paa
bryggen i Porsgrund. Garveren kom nok aldrig hjem igjen, hvad de nu har gjort
med ham. Prokuratot Gasman paa Foss førte saken som aktor paa det offentliges
vegne.
Blandt de
officerer, som dengang opholdt sig i Skien, blev navnlig tre siden meget
bekjendte mænd. Forst chefen major Bernhard Ditlef Staffeldt. Han var født i svensk Pommern 1753, blev alt
forældreløs, da han var 2 aar gammel, og sendtes til nogle slegtninger i Kjøbenhavn.
Da han var 14 aar gammel, var han saa heldig at bli page hos enkedroninng Sofie
Magdalene, Kristian den sjettes enke. Ved hendes hjælp blev han utdannet til
officer og fik i 1787 ansættelse i Norge, hvor han i 1789 avancerte til chef
for det norske jægerkorps. I 1808 slog han svenskerne under oberst Gahn i
træfningen ved Trangen og blev derefter generalmajor. I 1814 førte han en
brigade paa 4000 mand, skulde bl. a. dække overgangen over Glommen, men var da
uheldig. Han blev i denne anledning mistænkt for forræderi og sat under
krigsretstiltale efter foreningen med Sverige 23de juni 1815. Krigsretten
frikjendte ham vistnok; men høiesteret dømte ham med 7 mot 6 stemmer til døden
i 1816. Ved kngl. resolution av 3die februar 1817 blev dødsstraffen forandret
til fæstningsstraf og ved ny kngl. resolution fik han lov til, med bibehold at
charge og gage, at ta bolig paa den i forrige stykke (om Ingeborg Akeleye)
omtalte gaard «Roligheten» ved Larvik. Ikke mange maaneder, efter at han var
kommen dit, døde han i begyndelsen av 1818, den 10de januar, 64 aar gammel.
Efterslegten er kommen til forstaaelse av, at der ved hin domfældelse blev
gjort ham en stor uret, om den end formildedes ved kongens naade. Karl Johan
har vel kjendt til, at skylden egentlig laa hos Kristian Fredrik [2].
En anden,
senere kjendt officer, som ogsaa dengang var med til Skien, var Arenfeldt,
I 1814 var ogsaa han avanceret til general og førte en brigade paa 5000 mand.
Han kjæmpet ved Glommens nedre løp, men kunde ikke opholde svenskernes
fremrykning. Da Karl Johan i november 1814 utnævnte ham til kommandør av sverdordenen,
maa han allikevel ha set i ham en dygtig officer. Arenfeldt døde som
generalløitnant i Kristianssand 10de juni 1833, 85 aar gammel.
Men den,
som nutiden kjender bedst av hine officerer, er dog vistnok Samuel Andreas Krebs, som dengang var kaptein.
Det er seierherren fra Lier og Matrand i 1814, forresten en dansk mand som
begge de andre. Krebs blev oberst, men døde alt et par maaneder efter
Staffeldt, den 20de mars 1818, 52 aar gammel. Han hviler paa Krist kirkegaard i
Kristiania, hvor hans grav i de senere aar er blit lagt krans paa hver 17de
mai.
[1] Efter ham skal “Petersborg” paa
Venstøp ha sit navn.
[2] Den danske krigshistoriker
Sørensen sier saaledes om ham, at «Staffeldt var en ærens mand, der var
mistænkt av sin samtid, men hædredes av efterslegten. et lyst hoved, et skarpt
blik, megen dygtighed og energi.»
Staffeldt forpagtet Roligheten eller egentlig Gulle Rauan, og hans enke vedblev at bo der endnu en tid efter hans død. Gaarden ligger paa østsiden av Laagen, søndenfor Hedrum prestegaard.
