FAMILIEN MØLLER PAA AAKRE
Stamfaren
for denne i sin tid meget ansete familie var dr. med. Hans Møller. Han var søn
av Nils Møller, der var proprietær eller selveierbonde i Stoustrup ved
Fredericia. En yngre søn var den bekjendte biskop over Lolland og Falster dr.
Rasmus Møller, mest bekjendt som bibeloversætter og vel endnu mer som
oversætter av latinske klassikere, Livius og Sallust, født 1763, død 1842 i sit
80de aar. Rasmus Møller var far til digteren og klassikeren Paul Martin Møller,
en tid professor ved Kristiania universitet, og stedfar til digteren Kristian
Winther. Nils Møllers far, bedstefar til Hans og Rasmus Møller, hadde været
virkelig møller etsteds oppe i Jylland. Senere blev navnet, som saa ofte,
familinavn.
Hans Møller hadde gaat foran og brutt den akademiske bane for slekten, idet han, der var født 20de november 1736, altsaa var hele 27 aar ældre end broren, blev student i 1758, 22 aar gammel [1] . Senere tok han en god medicinsk eksamen og konkurrerte med Struensee om stillingen som livlæge hos dronning Karoline Matilde. Han var efter sigende nærved at faa pladsen, og hvad hadde ikke været undgaat i Danmarks historie, om han hadde, faat den! Da dette forsøk var mislykkets, forlot Hans Møller Danmark og reiste til Norge, hvor han i 1769 nedsatte sig som praktiserende læge i Skien. Han glemte dog ikke for sin praksis at øke sine kundskaper, og i 1771 reiste han igjen ned til Kjøbenhavn og tok den medicinske doktorgrad. Efter tilbakekomsten til Skien blev han i 1773 utnævnt til «landphysicus» i Bratsberg amt. Der var nemlig ved reskript av 6/2 1773 blit oprettet et «landphysicat for Skiens by og forstæder samt Bratsberg amt» med 300 riksdaler i aarlig gage. Denne gage tilveiebragtes paa den maate, at vedkommende byer utredet vel en tredjedel eller 106 riksdaler, amtets embedsmænd, «de geistlige og verdslige betientere», den anden tredjedel eller nøiagtig 102 riksdaler. Amtets bønder skulde saa utrede den sidste tredjedel. Denne utlignedes paa matrikulskylden med 2 skilling paa hvert skippund tunge eller hud, hvorved der fremkom et noget større beløp, nemlig 117 riksdaler 2 mark 12 skilling. Det saaledes fremkomne aarlige overskud skulde oplægges. Ved nyt reskript av 24/8 1774 bestemtes, at der skulde oprettes et amtssykehus, og da dette var færdig i 1776, blev dr. Møller ansat til at ha opsyn med det og bestyre det. Sykehuset laa paa Osebakken i nærheten av dr. Møllers bolig og blev først i 1830 flyttet op til Faret.
 |
|
Dr. Hans
Møller
|
Generalmajor
Valentin Hvitfeldt paa Elinegaard i Onsø prestegjeld maatte opgi sit bo, og
25de mars 1778 kom det gamle herresæte under auktionshammeren. Dr. Møller
kjøpte det for 18 000 riksdaler og flyttet dit; men efter 10 aars forløp solgte
han det igjen[2]. Allerede
før han solgte Elinegaard, var Møller vendt tilbake til Gjerpen. hvor han i
1786 kjøpte Aakre og opførte den
endnu staaende herskapelige hovedbygning. Senere bebygget han ogsaa det fra
Aakre utskilte vakre «Ekeli», like nedenfor. Han levet da resten av sit liv paa
Aakre, hvor han døde 19de februar 1796, i sit 60de aar.
Den
senere slotsprest paa Akershus og biskop i Bergen Klaus Pavels hadde som residerende kapellan i
Eidanger adskillig omgang med dr. Møller og karakteriserer ham i sine dagbøker
som «en forstandig og ædel mand», i hvis selskap han «nød ikke faa behagelige
timer.»
Dr. Møller
blev ved med sine studier og læste med særlig interesse filosofi. Han var
medlem baade av det topografiske selskap og av videnskapernes selskap i Trondhjem.
I aaret for sin død, 1795, utgav han en brochure med titlen: «Forsøg til en
plan til et universitet i Norge.» Det mest karakteristiske ved hans forslag
var, at han vilde ha universitetet lagt til Tønsberg og Tønsberg kirke indredet
til akademi ved paa dens ombygning at koste et par tusen riksdaler! Han vilde
ogsaa sælge det ret betydelige gods, der laa til den gamle kirke, og anvendte
resterne til universitetets drift. Det var vel de smaa tyske universitetsbyer
og fordelene ved dem, som herved ledet hans tanke.
Dr.
Møller var gift med en norsk dame, Hedevig Eleonore Rasch, datter av rektor
Jakob Rasch (f. 1669, d. 1737) og Anna Deichman, datter av biskop Deichman. Hun
var født samme aar som han, 1736, men overlevet ham i over 20 aar, idet hun
først døde i 1817, 81 aar gammel. En malmplate med en lang inskription dækker
hans grav paa Gjerpen kirkegaard.
Av hans
børn vil jeg først nævne datteren Marianne, født i1774. Hun blev, vel 19
aar gammel, 7/1 1794 gift med Nils Aall, der var 25 aar ældre end hende (født
1769); men hun døde alt 2 aar efter, i 1796, samme aar som faren.
Av hans
sonner er Jakob Nikolai mest
bekjendt. Han blev født 13/2 1777 og allerede student 1791, i sit 15de aar,
samt juridisk kandidat i 1795, 18 aar gammel! Efter et par aars forløp reiste
hanl efter sin fars død til Berlin for at studere mineralogi og geologi; men
blev her nærmere kjendt med og kom i venskapsforhold til Henrik Steffens, som
vakte hans interesse for filosofien og bragte ham i forbindelse med den berømte
filosof Schelling. Gjennem Schelling kom han videre i forbindelse med «de
tyske romantikere», og særlig under paavirkning av en av dem, F. L. Stolberg,
droges han mot katolicismen, hvortil mange av romantikerne heldet, og Møller
gik som Stolberg likefrem over til katolicismen i Hamburg 1804. Hertil bidrog
vel ogsaa hans kjærlighet til digteren Ludvig Tiecks svigerinde, med hvem han
samme aar blev gift og saaledes svoger til denne berømte digter. Som katolik
forandret han sit navn Nikolai til det mere
gammeldagse Nikolaus. Pavels, der kjendte ham i hans første ungdom, taler om
ham som «en saare tækkelig og vakker ung mand, med vivacité (livfuldhet) og
selskabstalent».
Som
konvertit vendte han ikke mere hjem, hverken til Danmark eller Norge, men gav
sig av med forskjellige bestillinger i Tyskland. hvorav enkelte synes at maatte
være noksaa fjerntliggende for ham. Saaledes var han en tid forpagter av en
bondegaard og senere bestyrer av et klostergods ved Würtzburg, indtil han i
1812 blev lærer ved et gymnasium i Würtemberg, hvor den senere saa bekjendte
filosof Hegel dengang var bestyrer; men heller ikke her blev han
længe. Han førte i denne tid et næsten at kalde omflakkerliv med kortere ophold
i Dresden, Prag, Wien og Bonn, indtil han endelig blev bestyrer av en katolsk
opdragelsesanstalt i Düsseldorf. Da hans søn Johannes i 1834 var blit historisk professor i Løwen, begav han sig
ogsaa dit, hvor han i 1835 blev utnævnt til professor i filosofi «honoris
causa». I Løwen blev han saa til sin død den 30te november 1862; da var han 85
aar gammel. Et av hans mest kjendte skrifter er hans «Speculative Darstellung
des Christenthums», der utkom i 1819.
Hans
ovennævte søn Johannes (Hans het
bedstefaren) Møller blev født i
Münster i Westfalen i 1806 og professor i historie ved universitetet i Løwen
alt i meget tidlig alder, i 1834. Han døde sarnme aar som sin far, ikke fuldt
14 dage efter, den 11te december 1862, kun 56 aar gammel. En anden av Nikolai
Møllers sønner, Bartolomæus, blev sjøofficer i engelsk tjeneste og førte et
eventyrlig liv.
Vi vender
os nu til den av dr. Hans Møllers, sønner, som vi kjender bedst til, fordi han
forblev hjemme paa sin fars gaard Aakre. Han het Hans Eleonardus Møller og var opkaldt efter begge sine foreldre.
Han var født under deres ophold paa Elinegaard i 1780 og var altsaa ved sin
fars død ikke mer end 16 aar. Den tre aar ældre bror Nikolai gik andre veier,
der var langt bort fra hjemmet, og Hans Eleonardus, som i sin tid vistnok
skulde ha gaarden, maatte endnu overlate styret til sin mor i de nærmeste aar
fremover. Ved siden av sit gaardsbruk drev Hans Eleonardus ogsaa skibsrederi
og trælasthandel nede i Porsgrund. Han var en mand med mange interesser og
virksom for sin bygds fremgang, som man senere efterhaand i bygdens historie
vil bli nærmere kjendt med. Han blev som sin bror en meget gammel mand og døde
8/4 1860, 80 aar gammel. Han var da flyttet ned til Ekeli[3].
Hans
Eleonardus Møller var gift med Inger
Aall, en datter av Nikolai Benjamin Aall paa Bjørntvet. Hun var 6 aar ældre
end sin mand og var blit opdrat hos onklen Jakob Aall paa Borgestad. Hadde hun
ikke været tro mot det løfte, som bandt hende i det skjulte, var vistnok
Danmark blit hendes hjem, og de kredse, hvori hun hadde kommet til at bevæge
sig, det høiere aandslivs kredse dernede, likesom hendes fremtidige, foran
omtalte svogers var i Tyskland.
Under et
ophold i Kjøbenhavn blev Inger Aall kjendt med flere i den literære verden alt
da eller først senere berømte mænd, saaledes Baggesen, Øhlenschläger, Henrik
Steffens, Knud Lyhne Rahbek, den senere biskop over Sjælland Jakob Peter
Mynster og hans bror, den fremragende læge Ole Hieronymus Mynster og fl. Da hun
var en livlig, kjæk og vakker dame, musikalsk begavet og i det hele meget
indtagende, vandt hun alles hjerter. Navnlig blev Ole Mynster saa indtat i
hende, at han fridde til hende, men fik til sin store hjertesorg rede paa, at
hun alt hemmelig var forlovet hjemme. Biskop Mynster omtaler hende i sine
«Erindringer», hvor han skriver: «‑ ‑ ‑ en norsk pige,
allerede ikke mere i hendes første ungdum, men derfor desto mere modnet, et
ædelt, fortræffeligt væsen. Hun hørte til dem, om hvem man ikke ret ved, hvor
megen elskværdighed
de
besidder, for man staar fast. Man maa imidlertid ikke tro, at jeg selv «stod
fast». Jeg ved ikke, hvad der kunde være skeet, dersom jeg havde lært hende at
kjende før min broder; men jeg var paa landet, kom først nogen tid efter til
Kjøbenhavn, og da var min broder allerede fængslet til hende med sin dybe
naturs hele kjærlighed. Derved blev hun mig hellig; jeg kunde vel med den
fuldeste interesse erkjende hendes aands og hjertes fortrin, endog den gratie,
der svævede om hende, hvad enten hun i fortrolig samtale lænede sig med armene
paa bordet, eller hun sang til sin guitarre, eller hendes ranke figur hævede
sig fra hesten, som hun styrede, med al sikkerhed; men min beundring var
uegennyttig. Uheldigvis var hun, som vi siden erfarede, forlovet i Norge; men
forlovelsen holdtes, jeg ved ikke av hvilken grund, hemmelig. Denne bevidsthed,
at hun dog ikke kunde blive nogen andens, gav hende maaske en frilhed i omgang,
som vel ingenlunde overskred grænserne, men hvilken min broder, haabende, som
han var, udtydede til sin fordel. Efter nogle lykkelige maaneder forsøgte han
det avgjørende skridt, men fikk et avslag o. s. v.» Blandt hendes venner var
ogsaa Norges senere statholder grev Herman
Wedel, som dengang hadde offentlig ansættelse i Kjøbenhavn og den 15de mars
1800 ved hendes hjemreise til Norge skrev følgende vers i hendes «stambog», der
gjør hans fædrelandskjærlighed likesaa stor ære som hende:
Hvor brat
de øieblikke svandt!
Vi tabte
dem, ‑ dog kun vort øie taber;
ti held
os! Jordens sønner fandt,
at godes
minde nøie skaber.
Reis,
ædle pige! hen til fædres land,
hvor
frænders favn og venners fryd Dem møder!
For tre
gang’ vendes timeglassets bund,
skal hine
glæder Danmarks savn forsøde,
og De
skal atter henrykt skue
det
stolte, underligen skjønne Nord,
hvor ædle
fryde sig og fiender grue:.
den plet, der er mig kjærest paa vor jord.
Didhen
staar al min hu. Jeg venter,
naar
først er endt min prøvetid
og nornen
mig til Norge henter,
at ofre
for mit land hver daad, hver id.
Hils,
gode! Hils de mosbeklædte fjelde,
som
landets skjalde heldigen besang,
Hils,
ædle! det fribaarne folk, hvis vælde
end ingen
grum despot betvang.
Naar
skjæbnens vink tillader mig at gavne,
jeg sverger,
glad at ile hen
og
freidigen hver ædel Norsk at favne
og være
sandheds, retfærds, dydens ven.
Dem, som
naturen skjænked ømhed, snille
og negted
ikke ømhed, ædelt sind.
Dem
ønsker jeg at stundom ville
erindre
mig og silde sove ind.
I sin
kjerne hvilket vakkert digt trods den os litet tiltalende dragt, som det bærer,
vævet av tidens poetiske bombast! Og hvilket indblik i den store statsmands
hjerte!
Wedel
ønsket hende, at hun maatte «silde sove ind». Inger Møller, født Aall, sov
ogsaa silde ind, idet hun først døde, 82 aar gammel, i 1856, 4 aar før sin
egtemand.
Deres
søn, der likeledes bar navnet Hans Eleonardus, skjønt han til forskjel fra
faren sedvanlig kun betegner sig som Hans Møller, var født paa Aakre 8/11 1804.
Han drev ved siden av sit gaardsbruk skibsrederi som faren, var med at stifte
selskapet «Det norske Lloyd», som hvis direktør han stod til sin død. Likeledes
var han med at stifte «Det norske veritas», i hvis repræsentantskap han var
formand. I 1841 var han sammen med sin far med at stifte «Gjerpen sogn og
omegns maadeholdsforening» og var et interessert medlem av foreningen. Han var
ogsaa med ved oprettelsen av en langt varigere og betydningsfuldere institution
i Gjerpen, nemlig Gjerpens sparebank.
Ogsaa i politiken tok han en betydningsfuld del, idet han var stortingsmand
for Bratsberg i 1845, 1848, 1851 samt 1857‑1858. Han døde av slag 12/9
1867, ikke fuldt 63 aar gammel [4].
Som sin
far var Hans Eleonardus Møller junior gift med et medlem av familien Aall,
nemlig Amborg Laura Aall, en datter av Eidsvoldsmanden Jakob Aall paa Nes
verk, altsaa med sin kusine. Hun var ogsaa litt ældre end sin mand, idet hun
var født i 1803. Hun blev ogsaa meget gammel og døde først 22 aar efter sin
mand, 86 aar gammel, den 3die oktober 1889. Hun døde, som sin mand, av apoplexi.
Jeg hitsætter av en nekrolog over hende i «Fremskridt»: «En lige meget fra
aandens som fra hjertets side rigt udrustet gammel dame, enkefru Laura Møller,
er igaar kl. 9 gaaet ind til den evige hvile, ca. 86 aar gammel. Som datter av
historieskriveren og statsmanden Jakob Aall paa Næs og gift med den alsidig
dannede og fremragende søassurancedirektør, i 1867 avdøde H. E. Møller, har hun
i sin lange levetid oplevet meget og bevaret, hvad hendes klare forstand og udmerkede
hukommelse havde let for at modtage, med trofast sikkerhed i sit minde. Det
var derfor særdeles interessant for den nulevende slegt, naar den gamle
fortalte om fortidens begivenheder; ti om end hendes legeme i de sidste aar var
skrøbeligt, var hendes aand klar til det sidste. Hendes personlige
elskværdighed var stor, og en trofastere veninde kunde man aldrig finde. Sin
høieste lykke fandt hun i stilhed og ro paa sit kjære Aakre, og fra Aakre
spredte hun velsignelse ud til slegt, venner o,g undergivne.»[5]
Endnu er
her at nævne H. E. Møller juniors søster Marianne Møller, født i 1812 og
17/6 1838 gift med fætteren amtmand Aall. De bodde paa Ekeli, hvor hendes
bedsteforældre hadde levet sine sidste aar. Efterat amtmanden hadde tat avsked,
flyttet de til Kristiania, hvor hun døde i 1897, 85 aar gammel[6].
Amtmanden var død 3 aar i forveien, 88 aar gammel. Deres egteskap var barnløst,
og de gav ved testamente sin formue til forskjellige, som hadde staat dem nær.
Blandt dem som de saaledes regnet for at ha staat dem nær og i fremtiden ogsaa
skulde nyde godt av dem, var ogsaa trængende i omegnen av Ekeli, d. e. i ytre
Gjerpen og Porsgrund. Det legat, som i dette øiemed oprettedes, og som i de
nærmeste aar blev bestyret av visse nærstaaende slegtninger, er fra 1915 stillet
under offentlig kontrol, da disse enten var bortdøde eller kjendte sig for
gamle til vedbli med legatets bestyrelse.
Familien
Møller flyttet i næste slegtled fra Aakre, som saadedes kom paa nye hænder
efter vel 100 aars forløp.
