Anne Sofie (Reventlow). Hun døde hos sin søn paa Gimsø og blev indsat i likkapellet ved den av ham byggede nye kirke i Solum. En datter av hende var gift med den høit ansete general v. Wakenitz (født 1726, død 1808 i Kristiania).

Fredrik Georg Adeler. Han var født i Danmark 25/8 1736, men blev i sit 28nde aar amtmand i Bratsberg. Efter at ha været amtmand her i 7 aar, 1764‑1771, blev han mot sin vilje forflyttet til Lister og Mandals amtmandsembede, som han indehadde 1771-1773, men var saa 1773‑1781 igjen amtmand i Bratsberg. Derefter var han stiftsamtmand i Kristianssand, som sin far, men nedla dette embede i 1787 efter forskjellige ubehageligheter i anledning Kristian Lofthusaffæren, fik 100 riksdaler i pension og flyttet hjem til Gimsø, hvor han senere bodde som pi­ivatmand og hadde nok at vareta.

Paa Kristian den 7des fødselsdag 29de januar 1777 stiftet han under et stort gilde paa Gimsø det saakaldte "opmuntringsselskab" for landmænd i amtet. Selskapet holdt ogsaa senere sine aarlige møter hos ham, hvorunder præmier og medaljer utdeltes til de dygtigste jordbrukere. Selv var Adeler en fremragende jordbruker hadde i 1776 faat den mellemste av de 3 præmier paa 150-100‑50 riksdaler, som det danske riksstyre hadde utsat til aarlig utdeling i Norge. Det oplystes i den anledning, at han hadde dyrket op av nyt 50 tønder land, gravet 5,000 alen hovedgrøfter 12,000 sidegrøfter samt tillagt klostret 7 og Bratsberg hele 24 nye husmandspladser. Selskapet avløstes 30/7 1830 av det nuværende "landhusholdningsselskap" for amtet.

Efter Skiens store brand i 1777 i den værste aarstid, november maaned, underholdt Adeler hele vinteren over 70 mennesker og gav derhos husly til saa mange, som der var plads for i hans rummelige huse.[1]

Da kronprins Fredrik (den senere Fredrik den 6te) i 1788 besøkte Skien hvor han bodde i Bärnholdts gaard retfor broerne (brændt i 1886), avla han ogsaa kammerherre Adeler et besøk paa Gimsø. Dette gjorde Adeler meget væsen av og lot til minde derom reise en stor støtte i haven paa Gimsø. Den er nu opstillet i museumshaven paa Brække og erstattet paa Gimsø med en efterligning i granit. Da støtten er av en art bløt marmor, er stenen adskillig forvitret og inskriptionerne utvisket, men dog endnu læselige.

Det paa støtten anbragte høitravende vers er ganske karakteristisk og skal gjengives her:

Høytidelige sted, i dine dunkle skygger

skal Fredriks gyldne navn opflamme Nordmands aand,

mens dette minde, som erkjendtlighed ham bygger,

usvækket, evig staar og trodser tidens tand.

Her stod han smilende og vinked saligheder

fra himmelens og fra sin faders trone frem.

Ja, Nordmænd, knæler her for ham, som elskede eder,

som skabde overflod i Nordens kolde hjem.

Det synes underlig, især naar man tænker paa den tullete far i Danmark og den meget uanselige kronprins, at slikt kunde bydes og mottages, uten at føles som den groveste harcellas. Men saa var tiden. En Skiensdame har forfattet verset.

Adeler pleiet senhøstes at foreta en aarlig inspektionsreise til sine gaarder, navnlig i Gjerpen. Det gjorde han ogsaa i 1810, i sit 75de aar. Han besøkte da ogsaa Sem ved Børsesjøs øvre ende. Gaardens 3 bruk hadde likesiden 1723 tilhørt den Adelerske familie. Forpagteren, proprietær Peder Haraldsen, vilde holde et mindre selskap i den anledning og hadde indbudt prokurator Brangstrup, som bodde paa Grini, like i nærheten, og provst Blom paa Gjerpen, som ogsaa kunde siges at bo i nabolaget, Adeler hadde med sig sin son Anton Beatus, godsforvalteren Dahl, en bror av Dahl, som var gartner paa klostret, og to til, i alt 6 personer, som alle kjørte sammen i en tung karet med 4 hester for. Der blev traktert sterkt til aftens med medisterpølse og anden «rørig mat». Kammerherren som var en storæter og en meget svær og korpulent mand, tok dygtig til sig av retterne. Særlig den aften lot han sig maten smake, da han ikke hadde spist stort før om dagen; han kom nok nærmest. fra Bratsberg. Aftenen var mørk, en første novemberaften, og veien yderst slet. Haraldsen bad derfor selskapet slaa sig til hos ham om natten; men kammerherren vilde endelig hjem. Da de hadde lykter paa vognen mente han, at det ikke var nogen fare. Brangstrup og Blom, som gik hjem tilfots, blev lyst bortover av en gut. Da veien var svært sølet, førte han dem ind paa jordet, hvor der var nogenlunde tørt. Adelers kusk som trodde de gik veien, styret hestene efter guttens lykt, og den store, tunge karet med alle disse mennesker i væltet overende i grøften. Ingen av de andre kom dog videre til skade; men da kammerherren blev drat frem av vognen, var han bevisstløs og ogsaa næsten livløs at se til. De vendte da tilbake med ham til Sem, og der sendtes øieblikkelig bud ned til Skien for at hente lægen, landfysikus i Bratsberg, Sørenssen, den senere professor. Da han kom tilstede, erklæret han, at døden alt var indtraadt, dog, mente han, ikke egentlig som følge av noget sterkt støt ved væltingen, men snarere paa grund av kammerherrens overfyldte mave[2].

Han blev bisat i familiebegravelsen ved Solum kirke, hvor hans kiste senere var at se. Folkesnakket sa, at han laa der med en pølse i halsen, hvorav han var blit kvalt[3]. Han laa der med sin mor og sin anden hustru. Han hadde selv bygget Solums kirke i 1766 og indrettet begravelsen. Kirken blev i 1854 av den daværende eier av Gimsø, enkefru Cappelen, skjænket Solums kommune, og der blev da, i likhet med hvad der litt senere blev gjort med den Börtingske begravelse i Gjerpen kirke, indrettet et barneværelse av gravkapellet. De døde, som hadde endt livet og gjort sin sidste kirkereise, vek pladsen for dem, som skulde begynde paa det og gjorde sin første kirkereise. Kisteplaterne av Adelers og hans mors kister opbevares nu i kirkemuseet paa Brække. Paa kammerherrens er hans titulatur angit saaledes: ”Den Høyvelbaarne Her Friederich Georg Adeler, stiftsbefalingsmand, Kammerherre Ridder af Danebrogen, Stor Kors og Herre til Giemsø Kloster, Medlem of Wiidenskabernes Selskab i Trondheim.”

Adeler hadde git et legat til længere skoleundervisning for barn fra hans gaarder Bratsberg og Follaug. Ved Skiens byutvidelse i 1854, hvormed var forbundet Bratsbergklevens utskillelse og henlæggelse til byen, blev legatkapitalen delt mellem Skien og Gjerpen. Gjerpen har nu i flere aar opsparet renterne av sin del for med tiden at nyttiggjøre dem paa en heldigere maate, end før kunde ske.

Kammerherre Adeler var først gift med Juliane Cicignon, fra hvem han blev skilt i 1785. Senere giftet han sig igjen med enken efter kammerjunker Jakob Løvenskiold, Karoline Schubert, der døde i 1798, 12 aar før sin mand. Jeg kjender ikke til, hvem der mest hadde skylden for skilsmissen fra den første hustru, men har ondt for at tro, at det var Adeler. Navnet Cicignon var dengang et kjendt navn; ti der har været 3 generaler i Norge, far, søn og sønnesøn, av dette navn. Familien var av hollandsk adel. Den første av generalerne, bedstefaren, døde 1696, den sidste 1766 som stiftsbefalingsmand i Bergen. 12/1 1746 fik han følgende vidnesbyrd i sin chefs «konduiteliste»: «Obrist Lieutenant: Ulrich, Friederich Cicignon. Middelmaadig statur, dog av smuk exterieur (ydre). Aldeles ikke til laster hengiven, men til det, som rosværdigt og dydigt være kand. Er af en meget hurtig og god begreb, applicerer sig med ald optænkelig flid paa tjenesten, hvorfore hand og kand vente fuldkommen fremgang og progress.» Fru Adeler maa antagelig ha været hans datter; ti familien utdøde alt i 1815; men man skulde ikke ha trodd, at hun da kunde været saa slem, skjønt hun paa ingen maate har saa tiltalende et ansigt som hendes mands.[4].

Anton Beatus Adeler, der vistnok er opkaldt efter bedstemoderen Anne Beate, var kammerherre Adelers søn i hans første egteskap og født 1767. Da han var litet begavet, i alle fald litet praktisk begavet og litet for sig, hadde hans far bestemt, at hans mange vanskelige eiendommer efter hans død skulde overtages av brodersønnen baron Fredrik Adeler til Adelersborg i Danmark. Han var i 1802 blit stiftamtmand i Trondhjem, men allerede i 1804 igjen forflyttet til Danmark. Han enedes med sin fætter om, at denne skulde overlate ham alt mot en aarlig livrente paa 1600 riksdaler. Efter Fredrik Adelers død i 1816 sluttedes der en ny overenskomst med hans bror, baron Kristian Adeler. Ifølge denne skulde Anton Adeler ha 1,000 spd. i aarlig livrente og, som før, fri bolig i fløien av Gimsø gaard. Men ved denne tid forlovet Anton Adeler sig, vel 50 aar gammel, med den dygtige Mogensine Bentzen, datter av borgermester justisraad Bentzen i Skien. Hun var ikke længe før blit enke efter skibskaptein Andreas Hall (død 1816). Hun hadde kastet det stygge navn «Mogensine» og kaldte sig nu paa god norsk «Signe» Hall. Mdm. Hall bragte sin nye mand flere barn i medgift, og da der endnu ikke var kommet nogen ordentlig høiere skole i Skien ‑ den kom forøvrig ikke mange aar efter ‑, fik hun sin mand til i 1821 at forlate Gimsø og flytte til Oslo for at skaffe barnene god skoleundervisning. Her i Oslo kom «kammerjunker» Anton Beatus Adeler til i 1843 at ende sit liv paa samme maate som sin far i 1810, nemlig ved at vælte med sin vogn, men ellers vistnok ikke av samme grund. Han var en god og venlig mand, glad i læsning og bøker, hvorav han hadde samlet sig en hel mængde. Han var da 76 aar gammel. Den ferme enke giftet sig for tredje gang og døde først i 1856, 75 aar gammel, var altsaa født omkring 1780.

Gimsø kloster var forøvrig alt længe før, i 1823, av geheimeraad­inde Adeler solgt til Eidsvoldsmanden ‑ grosserer Didrik Cappelen          paa Mæla, som alt i 1801 hadde avkjøpt F. G. Adeler en del av klostrets skoger og sagbruk. Didrik Cappelen var Skiens rikeste mand.[5] Han gav for Gimsø og Bratsberg tilsammen 26,400 danske sølvspecier og 6000 specier i norske papirpenger. Ved hans død i 1828 skiltes endelig for altid Bratsberg og Gimsø. Gimsø fik sønnen Hans, og svigersønnen Christopher Hansen Blom fik Bratsberg.

Hans Cappelen døde i 1846 (født i 1803), efter i 1832 at ha latt gaarden pragtfuldt ombygge, saa den helt ut svarte til navn av herregaard. Enken styrte det hele med stor dygtighet efter sin mands død; men da hun blev vel gammel til længer at fortsætte dermed, overtoges de store eiendommer av den ældste søn Didrik, i sin tid baade ordfører og stortingsmand. Forskjellige uheld støtte nu til. Gaarden nedbrændte 18de november 1885, de store skoger paa Tinn maatte sælges til staten i 1894, og i 1897 solgtes selve Gimsø til et aktieselskap, der aaret efter igjen solgte det til et andet. Hensigten var nu at utnytte det hele til fabrikanlæg og industri. Og saa blev det. C. W. Schnitler skriver med rette i «Norske haver i gammel og ny tid» i den anledning om Gimsø: «Fabriklivet har nu næsten opslukt den engang fredlyste ø, hvor Gimsø rike og ansete kloster blev grundet ca. 1110. Bare navnet er igjen.» Han minder om fortidens herlige haver paa den, særlig i F. G. Adelers dage, da de omfattet ikke mindre end 50 maal. De nye eiere ryddet og ryddet, grov og grov. Hovedskaller og dødningeben kom derunder frem i dagslyset, og aviserne hadde inserater med mere eller mindre spændende formodninger, om ikke Gregorius Dagssøns og nonnernes jordiske, levninger kunde være deriblandt. En tobaksfabrik var det som først reiste sig paa klostrets indviede grund. De mange fabrikpiper stikker høit tilveirs, langt høiere end det gamle kloster‑kirketaarn hadde gjort og seder ut sine tykke gulgraa røkskyer. De dundrende fosser med vandfald, som skummer i hvitt og gult, er tæmmet og lagt i banal av den moderne storindustri.

Vi vender os til selve Bratsberg igjen.

Den nye eier av Bratsberg. Christopher Hansen Blom, var søn av Hans Christophersen Blom paa Lagmandsgaarden, av den gamle, forretningsdygtige slegt, der stammer fra Laardal i Telemarken[6].

Christopher Hansen Blom var født i Skien 2/2 1800 og nedsatte sig, 23 aar gammel, som kjøbmand i byen, men drev ved siden av butikhandlen baade en tobaksfabrik og et honningkakebakeri. Ved svigerfaderens død i 1828 arvet han foruten Bratsberg og andre jordeiendommer ogsaa flere sagbruk og begyndte nu tillike at drive trælasthandel, skibsrederi og skibsbyggeri. Han blev derved for sin tid Skiens rikeste mand. I 1854 hadde han under Skiens store brand det uheld, at ogsaa et næsten fuldfærdig skib, der tilhørte ham, blev ildens rov.

Før han fik Bratsberg, hadde han kjøpt Frogner, som støter til Bratsberg fra nordsiden. Her opførte han først en enetages gaard i aarene 1825‑1830 og plantet med egen haand den lange allé av pyramidepopler, som fra hovedveien fører ned til gaarden og nu er en pryd for det hele landskap. 1 1840 paabygget han gaarden en andenetage og gav den i det hele det herregaardsmæssige præg, som den nu har. Han utvidet ogsaa jordeiendommen ved store tilkjøp, saa Frogner[7] ogsaa i den henseende blev en storgaard, der i sin utvikling hadde gaat i en motsat retning av de andre: at utvides og ikke formindskes i tidens løp; men det var kun noget midlertidig. Efterat Bloms svigersønn amtslæge Andreas Backer var avgaat ved døden i 1913, undergik ogsaa denne vakre storgaard den almindelige skjæbne. Den blev indkjøpt av Gjerpens kommune for 90,000 kroner og utparcellert i en mængde smaabruk og hustomter, mens hovedbygningen og haven, med en del av den bedste jord, skal beholdes og indrettes til en landbruksskole for smaabrukere; en anvendelse av det resterende, hvortil statsminister Gunnar Knudsen har skjænket en stor sum. Paa Frogner opholdt Blom sig om sommeren, men om vinteren bodde han mest i sin store gaard i byen, hvor han hadde sit kontor. Han var bankadministrator i Skiens avdeling av Norges bank, likefra dens oprettelse i 1835, og ridder av St. Olavsorden «for alménnyttig virksomhet». Til oprettelse av en arbeidsskole for gutter i Skien gav han 12,000 kroner, likesom han skjænket byen en ny kirkegaard, den vakre «Gravlund» paa Li, hvor han ogsaa selv ligger begraven. Han døde paa Frogner den 10de april 1879, i sit 80de aar. Blom var, som sin farbroder provst Fredrik Blom paa Gjerpen, en høi, mager mand, av et livlig og elskværdig gemyt. Han var meget glad i musik og gjorde ogsaa meget for at fremme det musikalske liv i Skien.

Bloms bo kom paa 850,000 kroner. Han var første gang gift med Marie Elisabet Cappelen, født i Skien 28/10 1796 og død sammesteds 27/8 1834. Anden gang blev han gift med Lovise Karoline Lund, datter av dansk justisraad Kristian Fredrik Lund, født 15/1 1814 i Danmark, død paa Frogner, vel et aar efter sin mand, 10/5 1880. Blom hadde mange døtre, men kun en eneste søn :

Didrik Cappelen Blom, til hvem han i sekstiaarene overlot Bratsberg. Didrik Blom var søn av Chr. H. Bloms første hustru Marie Elisabet Cappelen og opkaldt efter bedstefaderen paa morssiden. Han var født paa Frogner 23/7 1834 ‑ hans mor døde 5 uker efter hans fødsel ‑ og døde paa Bratsberg 13de april 1894. I sin tidlige ungdom blev han sendt over til Skotland for at utdannes til landmand, hvortil hans lyst stod, og han blev ogsaa en dygtig og interessert jordbruker[8]. Ved siden av sit jordbruk drev han flere kalkovner, likesom han hadde en hel del grundavgifter av det fra Bratsberg i 1851 fraskilte Bratsbergkleven. Han bodde først paa det «gamle Bratsberg»[9], men flyttet siden husene noget længer sydover, først de store uthuse, som opførtes i 1863, og senere i 1880 den nye hovedbygning, der opførtes efter tegning av hans svoger ingeniør Johan Christie paa Lagmandsgaarden[10].

Didrik Blom blev 10/3 1864 gift med Anna Helene Blom, en datter av skibskaptein Kristian Blom paa Falkum. Den ældste av sønnerne Christopher Blom, født paa Bratsberg 7/3 1870, cand.jur. 1895 og sakfører i Skien fra 1896, overtok visstnok gaarden efter faderens død, men interesserte sig ikke for jordbruk. Han utparcellerte da efterhaand fuldstændig hele den store jordeiendom og rev ned og solgte dens store uthusbygninger. Alene hovedbygningen og haven var igjen urørte, og dem solgte han da endelig ogsaa i 1904 til:

amtmand Viggo Ullmann. Da Ullmann nogle aar senere blev syk og hadde maattet opgi baade embede og hus, blev Bratsberg amt, fordi amtsformandskapet, for at skaffe amtmanden en passende bolig, ved hans kjøp av gaarden hadde stillet amtet som garant for laanet dertil av det Stistrupske legats midler, nødt til at indfri laanet og selv overta gaarden, da Ullmanns efterlatte ikke saa sig istand dertil eller hadde lyst til at bo der længer[11]. Mens gaarden saaledes stod tom og forlatt, brændte den ved en kvindes uagtsomhet fuldstændig ned en søndagsmorgen 9de juli 1911. Forsaavidt gik det med Bratsberg i 1911, som det hadde gaat med Gimsø i 1546. Saa stod den øde brandtomt, grundmurene og den store havetrap av sten i flere aar ganske overlatt til sig selv, med de svedne, svartbrændte vægger av det tidligere stabbur, hvor Ullmann hadde henbragt en del av amtsarkivet, som ogsaa var strøket med. Havegjerdet laa nede. Inde i haven vokste det vildt. Det hele kunde minde om, hvordan det saa ut paa Bratsberg efter kong Øisteins besøk der i Gregorius Dagssøns tid. I 1914 solgtes endelig ruinerne til en borgerlig mand, uten noget tap for amtskassen, og en ganske pen bygning har reist sig igjen paa den gamle tomt og gjerdet om haven er igjen rettet op, men Bratsbergs saga er for altid ute.

1850‑1851 bodde digteren, sorenskriver i nedre Telemarken Konrad Nikolai Schwach et aars tid paa Bratsberg, mens eieren av gaarden Chr. H. Blom bodde paa Frogner. Et minde herom er hans digt i «Correspondenten» no. 92 for 1850: «Fyrren paa Bratsberg». Det er pompøst, men poesiløst som det meste av Schwachs poesier. Bedre er det, han synger om klostret, naar han i et digt derom siger, med tanken paa Kristian den 3dje og hans bergverksanlæg:

Der vilde han, hvor, medens salmer løde
og virakskyer steg i duftrig flugt,
fra Golmsberg smelte kobberet det røde
og fylde luften op med svovellugt.
Det skedde ei. Som frelsermand i nøden
kom ilden til det nok alt skjændte gods;
den rensed tomten gjennem kraftig gløden
og bod vanhelligt kongemagtsprog tross[12].

Hvad vilde Gregorius sige, om han kunde komme tilbake og se sin gamle ættegaard? Kanske han, naar han fik tænkt sig vel om og set sig vel om, ikke vilde synes, at det var gaat saa ilde endda. Hans fordums gaard dyrkes flittig overalt utover de vide marker og skaffer mat til mange munde. Det hadde vel græmmet ham mer, om han var kommen op før og hadde set det daarlige stel paa Bratsberg under de danske fogders og lénsmænds vanstyre. Var han saa gaat ned paa Kapitelberget, ned paa høiden ved kapelruinen, og staat og set utover: Ak, hans kapel! Dets klokker ringet ikke længer ut over fjeld og dal og intet andet var der istedet, dets prest sang ingen messe længer hverken til ottesang eller vesper, og røkelseskarret blev ikke svunget længer; alt ifra hans dage var ruin! Men saa han saa længer utover i nord og syd, i vest og øst, da vilde han set, hvor landet var blit rikt og fagert og byen fuld av store gaarder og elven av store skibe, hvis make has aldrig hadde set, og høie kirketaarn saa han, baade nede i Skiduni og nord á Gerpini, og dype, sterke klokketoner runget derifra og kaldte menigheterne til større Herrens huse. Da vilde Gregorius tilsidst maatte ha glædet sig meget.

Og søster Baugeid paa den anden side av elven, hvad vilde hun sige, naar hun saa ind i de mange rare bygninger, de hadde sat op baade rundt omkring og like over hendes kloster, ja over baade hendes og hendes fars og hendes brors og alle søstrenes og alle de fromme mænds og kvinders grave, som hadde søkt hvile der nær Gud? Hvad vilde hun sige? Hun vilde intet forstaa av dette; men hun vilde sige: ”Vi har hat vor tid, og vi har gjort vor gjerning.” Og saa vilde hun, lys og let, flyve langt bort derifra paa duens vinger, mens hendes bror Gregorius vilde vende tilbake til sin milde og gode, fra al legemets skrøpelighet utløste herre og konge, og til deres glade gjestebud, hvortil ingen ødelæggelse og ingen fiende nogensinde naar frem.