Fossum gaard

FOSSUM

Fossum gaard maa som den nu fremtræder siges at være slotsmæssig bebygget. Hovedgaarden var oprindelig nordre Fossum men godset omfatter nu baade nordre søndre og midtre Fossurn med underliggende 10 husmandspladser og 5 bortforpagtede jordstvkker. Hertil, som fjernere tilliggelser, 62 leilendingsgaarder og 44 husmandspladser, med samlet skyld 837 mark. Den dyrkede jord utgjør 14 800 maal, skogen 325 000 maal[1].

Sammensamlingen av dette store jordegods staar i oprindelig forbindelse med et jernverk, der antages at være det ældste i landet.

Den fra øvre Telemarkens bergverkshistorie fra Kristian den tredjes dage kjendte bergmester Hans Glaser omtaler i en indberetning til kongen fra 1538 «den overflødighed af jernmalm som fandtes der i egnen». Han skriver bl. a.: "Efterdi Gud har vist os overflødighed af jernmalm, som sees udbredte paa mange steder i vidtudstrakte feldte, hvorpaa tre hammersteder allerede ere hos mig muthede og bekræftede, saa have de, som ere givne disse hammersteder i forlening, foresat sig til foraaret at bygge jernhamre.» Med hensyn til benævnelsen «hammersteder» oplyser professor Helland, at jerntilvirkningen dengang endnu ikke foregik i masovner, men i aapne esser, hvor jernmalmen blev utvundet og derefter hamret.

I en senere indberetning fra 1543 siges der, at jernmalm udvindes i mængde «ovenfor Skien», og at den er av en særdeles god beskaffenhed.

I 1550 fik lensherren paa Bratsberg Klaus Hvitfeldt brev fra kongen, rettet til bønderne i «Skisyssel, udi Gjerpen sogn og Melum sogn, Slemdal og Solum hered», hvori kongen paalægger Hvitfeldt «at færdigholde jernhytten til kongens behov». Naar derfor han eller hans fuldmægtige tilsiger dem, «skulle de hugge bulved og føre den, hvorhen det befales. Om der, medens dette arbeide staar paa, udskrives nogen almindelig kongeskat, da skulle de for denne være forskaanede»[2].

9/12 1558 fik mester Wulf hammersmed «Kronens jernhytte i Skiens syssel, med hammer og al redskab, til anderledes tilsiges, dog at han skal holde sig og sit folk og svende, som han bruger til jernhytten, paa egen omkostning med løn og underhold og aarlig give kongen i afgift den niende vog godt stangjern af alt det jern, han der smeder og gjør, efter Kjøbenhavns vegt, hver vog for 30 skilling dansk. Kongen vil lade lensmanden paa Bratsberg regne med ham hver maaned og betale ham det jern, han paa kongens vegne bekommer af ham, og hvis (d. e. hvad) jern han ydermere kan forarbeide, maa han sælge og forvende til sin nødtørft, hvor han vil. Han skal selv bekoste al kul og jern, sten, ild og arbeidsløn og dermed ingen besværing gjøre undersaatterne. Om kongen bliver tilsinds, at han vil forandre jernhytten eller mester Wulf ei vil bruge den længer, da skal han levere fra sig hammeren og alt tilbehør i jernhytten efter hans inventarium, ligesaagodt som han det annammede, og holde samme redskab færdig og ved magt paa egen omkostning, saa længe han bruger det. Ligeledes skal han holde hytten ved bygning med tag og vægge; men dersom det ganske hyttehus forfalder og maa opbygges paany, da skal lensmanden opbygge ham det uden besværing. Kongen har og undt mester Wulf kronens bondegaard nordre Foss, som han nu selv udi bor, saa længe han er hammersmed, fri for afgift»[3].

22/8 1559 skrev kongen, nu Fredrik den anden, til lensmanden Peder Bildt: «Vid, at Vi have befalet vore hammersmede paa jernhytten udi Skien (d. e. i Ski syssel) at skulle til Vort behov arbeide nogle jernstænger og anden del, og de beklager, at de ikke have at forlægge hvis de skulle paaholde; thi bede vi, at du forlægger og forstrækker dem til deres underholdnings behov og anden nødtørft halvparten af hvis (hvad) malt og rug, som vore bestillinger formelde, Vi dem givet have, og dersom nogen vil fordriste dem (d. e. sig) til at feide (!) eller forurette dem paa jernhytterne udi nogen maade, at du da haandhæver dem og tager borgen af hvilken, som vil feide dem»[4].

Samme dag, 22/8 1559, fik Kort hammersmed leie jernhytten med bruk av Foss, Hammeval (Jønnevald?) og Barby (Berberg?). Kort hadde hytten i leie til sin død i 1564 hvorefter Hans Albrektssøn den 16/10 s. a. fik brev paa den og gaarden Aas at bo paa. Aas tilhørte altsaa ogsaa kongen, var «kronens gaard"[5].

13/2 1563 skriver kongen: «Vi have undt og udi leie ladet mester Ulf (=Wulf) hammersmed og hans broder Michel vor og kronens jernhytte udi Skiens syssel med hammer og alt Vort redskab, som der tilhører, efter som de nu selv udi verge har, at have, nyde, bruge og beholde udi samfulde 3 aar næstefter dette Vort aabne brevs datum.» Betingelserne var de samme som tidligere. «Vor lensmand paa Bratsberg skal forstrække forn. mester Ulf og hans broder Michel paa deres arbeide til deres underholdning hvert aar, saa længe de have forn. jernhytte, 100 tønder malt, hver tønde for 2 mark danske, og 50 tønder rug, hver tønde for 2.1/2 mark danske, og skal med dem afregnes udi den betaling for det jern, Vi kjøber af dem, i halvdelen af forn. malt og rug[6].

Peder Klaussøn, der, som nævnt under Bratsberg, var paa disse kanter i 1576 og nyttet tiden til at se sig omkring paa forskjellige steder i byens omegn, var ogsaa op til Foss. Han fortæller, at der paa Foss var «jernhytter, udi hvilke vandet med stor kunst og behændighed driver deres instrumenter og redskab».

26/9 1576 fik «skibsbygger Hugo Bedou og consorter (d. e. participanter) bekomme de jernhytter udi Bratsberg og Skien len, som hans broder Nikolaus Bedou begyndt har, at have, nyde, bruge og beholde udi 20 samfulde aar. Sammeledes, paa det forn. mester Hugo Bedou og de, som skulle arbeide udi samme hytte, kunne have nogen plads og værelse, da have Vi av samme gunst og naade undt og bevilget, at forn. mester Hugo Bedou og hans consorter maa bekomme en Vor og kronens gaard, kaldis Gulseth[7] og den med al eiendom og rette tilliggelse, intet undentaget, at have, nyde, bruge og beholde kvit og fri, uden afgift, til saalænge forn. aar ere forløbne»[8].

20/5 1582 fik lensmanden Erik Brokkenhus kongens «kvittans paa 1350 daler, hvormed han hadde forstrekt Hugo Bedou, Vor skibsbygger, og nogle andre engelske hans consorter, med den besked, at Vi skulle betale hvis (hvad) bekostning, Vi derpaa have ladet anvende”[9]. Hugo Bedou, der efter dette synes at ha været engelskmand, maa altsaa være kommen dygtig til kort.

Senere leiet borgermester Laurits Rasmussøn i Skien jernhytten med tilliggende sagbruk og jord. Efter hans død blev den ved brev av 28/8 1602 overdrat, likeledes med tilliggelser, til kngl. sekretær Jørgen Brokkenhus mot en aarlig afgift av 20 gamle daler, foruten hvert tiende skippund av det utbragte jern. Denne forlening utløp i 1611, hvorefter driften igjen synes at være overtat av kongen.

Efter en indberetning fra 1622 av bergmester Tobias Kupfer - et meget passende navn paa en bergmester! - var jernverket «ved Skeen» paa denne tid til liten nytte, uagtet «egnen var rig paa skjønne jernmalme, der var tjenlige til staalstøbning». Videre meddeler Kupfer, at nogle tønder jernmalm derfra skulde prøves i ”høiovnen i Bergum”, (d. e. Bærum). Ved ”høiovn” menes masovn, en indretning, som altsaa endnu ikke fandtes paa Fossum. Der tales i denne tid ogsaa om en «mester Wolf», som solgte sagblad, filer, krumtapper o. s. v., og om en Oluf «Bedagh» paa Aarhus, der vel maa ha været i familie med foran nævnte Hugo Bedou.

25/10 1624 fik Johan Post og Herman Krefting og flere, der dannet det saakaldte ”jernkompagni”, brev paa det da som Fossum uttrykkeiig betegnede verk, og vistnok tillike privilegium paa alle jernverker i Norge, saaledes ogsaa paa Eidsvolds og Bærums. Fossum verk overlevertes 2/10 1625 til kompagniet, som 2 aar efter, 17/10 1627, fik sit privilegium fornyet.

Johan Post var egentlig guldsmed i Kjøbenhavn og hadde i alle fald været det like siden 1609, saa han vistnok var en ældre mand ved denne tid. Han foretok kun av og til reiser herop, men hadde fremdeles sin faste bopæl i Kjøbenhavn, hvor han ogsaa døde nogle aar senere, i 1631.

Som man efter dette kunde vente, la han vistnok ikke nogen større kraft i sin bergverksdrift. Henrik Post, som overtok driften efter sin far, kom et par aar senere, 5/7 1633, under tiltale for lagmandsret til verkets fortabelse, fordi driften ikke var blit fortsat, skjønt han hadde oppebaaret 1000 riksdaler (!) av kongen i for­skudd. Allikevel fik han 7/2 1635 nyt privilegium i forbindelse med hans fars compagnon Herman Krefting; men samme aar om høsten. 7de november, bød kongen, ”da Henrik Post og participanter ikke havde fortsat bergverket udi Skien (her vistnok klart forstaat om syslen), skulde bygninger og materialia ved samme taxeres og vurderes, forat de dermed contenteret bliver”; men hvorledes det var og ikke var, vedblev dog Henrik Post, som nu hadde tat fast hopæl i Skien, at ha med verket at gjøre. 6 aar senere, 17/6 1641, blev imidlertid privilegiet paa jernverket ved Skien overdrat til «Jytte, Eiler Urnes», da Henrik Post ikke vilde drive det lenger. Med ”Jytte, Eiler Urnes” menes Jytte Gyldenstjerne, lensherren Eiler Urnes enke.

Henrik Post var vistnok svakelig ved denne tid og kjendte sig ikke skikket til at forestaa noget jernverk; han døde ogsaa allerede aaret efter, i 1642. Hans enke Johanne Elisabet overlevet ham i mange aar; hun blev begravet i Skien 23/1 1679, 81 aar gl. Av deres barn blev datteren Maria Post stammemor til en hel række prester av hennies navn. Hun var nemlig 5/10 1651 blit gift med sognepresten i Sauherad i nedre Telemarken, Povel Olufsson. Hendes mand var født i Sigdal i 1624 og døde i Sauherad i 1681. Med Maria Post var han kun gift i 9 aar, da hun alt blev begraven 15/9 1660; men hr. Povel var ikke mindre end 4 - fire - gange gift, og i disse egteskaper blev han far til ikke mindre end 18 barn! Maria Posts barn og efterkommere optok hendes navn. En søn av hende, Abraham, født 1656, blev sogneprest i Hjartdal, en anden, Hans, født 1658, sogneprest i Laardal, og Henrik sin fars efter­mand i Saude. Men ogsaa sønner fra Povel Olufssøns andre egteskaper optok navnet Post, saaledes Isak, født 1664, sogneprest i Bø, Johan, født 1616, sogneprest paa Fyen, og Jakob, sogneprest i Sørum; de kaldte sig alle Post[10]. En søn av Henrik Post, Johan Post, født 1/4 1628, død 7/5 1675, blev oppe i Sauherad i 1662 gift med en søster av sin svoger, Marte Olufsdatter fra Sigdal. Han var kjøbmand i Skien og døde i huset hos sin mor. Enken flyttet op igjen til Sauherad, hvor hun blev begravet 6/2 1696. Det har vel ikke været saa rart med dem, naar de saaledes maatte holde sig til andre.

I 1651 overtokes Fossum verk som eiendom av Preben von Ahnen. Preben var tysk adelsmand, hadde tidligere i flere aar været kngl. lensmand i Nordland og Finmarken. Han drev kanon­støperi ved verket, og en av grulberne kaldtes lang tid efter for «Prebensgruben». Efter amtmand v. Marschalks forflyttelse til Bergen som stiftamtmand i 1669, blev Preben von Ahnen hans eftermand i Bratsberg[11]. I denne stilling døde han i 1675, efter i 1669 at ha solgt Fossum til

Peter Børting. Børting var født i Trondhjem 8/3 1626 og kom i sin ungdom til Danmark, hvor han i 1655 blev «ridefoged» hos den mægtige adelsmand, den vakre kvindejæger Kai Lykke paa Rantzausholm paa Fyen, han, om hvem man gjorde det vers i Danmark:

Enhver skjøn jomfru, hun ønsker sig:
Gud give, Kai Lykke vilde have mig!

Kai visste, hvad magt han hadde over kvinderne; ti han holdt et helt harem. Med en av hans haremsdamer, Sofie Abelsdatter Speet, blev Peter Børling gift i 1656, og til hende var det, Kai Lykke skrev det overmodige, skjæbnesvangre brev med de pralende og fornærmelige uttalelser, som tydedes paa dronningen Sofie Amalie, og det var Peter Børting, som, for at hevne sig paa Kai Lykke, i 1661 fik brevet praktisert i kongens hænder. Kai Lykke maatte flygte fra alt for at redde livet, og Peter Børting blev for denne sjofle handling, hvorved han voldte sin husbonds ulykke, av kon­gen utnævnt til «generalinspektør» over Kais store, under kronen inddragne godser. Derhos blev han ogsaa amtsforvalter over Ny­borg slot og lén. Børting erhvervet sig efterhaand saa stor for­mue i Danmark, at han i 1669 kunde kjøpe Fossum verk av Preben von Ahnen for 5000 riksdaler. Til Fossum føiet han efterhaand flere andre jernverker i nærheten: Bolvik eller Vold. Ulefos og Baaseland eller Nes, som man nu kalder det. Ulefos og Bolvik solgte han senere igjen til den rike Halvor Borse, men be­holdt de to andre, Fossum og Nes. Det manglet ikke Børting paa dygtighet. Likesom han i det hele forbedret disse to jernverker, navn­lig Fossum, forbedret han særlig den ved Fossum av Preben paa­begyndte kanonstøpning, saa kanonerne derfra nu blev meget gode.

Han flyttet senere kanonstøperiet til Larvik, hvorhen han transporterte malmen fra Fossum. Han hadde ogsaa to sagbruk igang ved Fossum, hvorav det ene fik ret til at skjære 4000 bord aarlig.

Peter Børting døde l3de juni 1702 og blev 4de juli begravet i det likkapel, som han hadde indrettet til sig og familie paa nord­siden av kirken. Kapellet fjernedes ved kirkens restauration 1871 -1872, og dle der staaende likkister begravedes paa kirkegaarden; men platen paa Børtings egen kiste er opbevaret i museet paa Brække. Den har følgende inskription: «I sjælens overbevisning ved Guds haand (aand?) og en stadig tro og en viss tillid om en glædelig opstandelse til det evige liv, er hensovet og hviler her det nu avsjælede legeme af den velædle og velbyrdige mand Peter Børting, kngl. Maj.s til Danmark og Norge virkelige commerceraad og proprietair til Fossums og Baaselands jernverker, som blev født udi Trundhjem d. 8de Martii anno 1626, igjen forløst paa Fossum gaard udi Bratsbergis amt d. 13de Junii 1702.»

Hans Hustru Sofie Speet var død nogle aar før ham. Hun blev begravet 9/9 1698, 67 aar gammel. Hun var altsaa født i 1631 og 25 aar, da hun blev gift med Børting.

Av Peter Børtings barn var den ældste søn Frants født i 1656 og vel helst en søn av Kai Lykke. Han blev gift med Maren Elisabet Bræmer, datter av borgermester Bræmer. Hun døde i ung alder aar 1700. Frants Børting selv døde paa Nes eller Baaseland 23/11 1707, 51 aar gammel. En søn, hvis fødsel kostet moren livet, blev født paa Baaseland 24/5 1700 og kaldt Peter efter bedstefaren. Han døde 6/4 1719 i Trondhjem, ikke fuldt 19 aar gammel.

Peter Børtings anden søn Kai var født i 1658 og opkaldt efter hans principal Kai Lykke. 45 aar gammel blev han i 1703, efter sin fars død, gift med foran omtalte lagmand Klaus Anderssøns datter Inger, efterat hun tidligere hadde været gift med tolder Jørgen Erboe, med hvem hun hadde 8 barn, hvorav en datter fødtes efter faderens død; han fik altsaa straks en stor familie. Med Kai hadde hun 3 barn

Petronelle Sofia, opkaldt efter begge hans forældre, døpt 7/6 1705, begravet 26/9 s.a.

Sofia, født 8/6 1706, begravet 26/11 1715, 9 aar, og

Peter Jørgen, født 26/1 1708, begravet 24/3 1710.

Saaledes døde alle Peter Børtings sønnebarn i en tidlig alder.

I 1713 klaget bønderne i Gjerpen over Kai, fordi han betalte deres kul med jern istedenfor med penger og derhos beregnet skip­pundet til 9 riksdaler, mens bønderne ikke kunde faa mere for det end 6! Eplet var ikke faldt langt fra stammen. Kai Børting begravedes 28/4 1717, vel 59 aar gammel. Hans enke Inger Klausdlatter giftet sig igjen for tredje gang, 10/5 1720, med major Belitz i Fredriksvern, men døde, som alt før omtalt, i 1725, saa hendes sidste egteskap blev ikke meget langt.

Den ældste av Peter Børtings sønner Frants var heller ikke noget dydsmønster. Som Kai Lykkes formentlige søn slegtet han i hvert fald nærmest paa ham. Ifølge Gjerpens ældste kirkebok begravedes i 1682 hans «slegfreddatter» Anne, 2 aar gammel, og i 1686 døptes «monsieur Frants Børtings frillebarn Marte». Kanske jeg endnu kunde ha fundet nogen fler, om jeg hadde været rigtig opmerksom. Moren til det sidste barn var «Anders smeds stifdatter Maren».

Peter Børting efterlot sig ogsaa 2 døtre: Anne Kristine og Juliana.

Den første blev i 1692 gift med major Kristian Mechlenburg, og aaret efter døptes deres søn Peter Børting; men han døde alt 3 dage gamel. Juliana, som hadde været fadder for søstersønnen, blev 1702 gift med kaptein Ulrik Fredrik Fien. Det maa vel ha varet pengene, som særlig trak disse friere; ti Peter Børtings døtre hadde ikke stort bedre ord paa sig end sønnerne; de var i hvert fald stride og trættekjære. Men disse «officiers» trængte, som vi før har set, til penger[14].

Ved skiftet efter Peter Børting taksertes Fossum til 24000 riks­daler og Baaseland til 14000. Frants overtok Baaseland, Kai halv­parten av Fossum, og hver av døtrene en fjerdepart. Broderlodden i det hele var 27 828 riksdaler og søsterlodden 13 914. Allikevel var i det mindste Kai Børtings bo fallit ved hars død, og de øvriges økonomiske stilling heller ikke glimrende; i alle fald sees svigersønnerne Mechlenburg og Fien oftere at være stevnet til tings for gjæld[15].

Kanskje Landstads salme kunde passe paa Peter Børtings historie:               

Av syndesanket guld og gods
der helvedgnister sprager,
samvittigheden sidder hos
og hjertefreden tager.
Det arves ei i tredje led - - -.

Fossum verk dreves av Kai og svogrene i forening de nærmeste aar efter Peter Børtings avgang. Senere optoges endnu flere parthavere, blandt andre de bekjendte mænd biskop Bartolomæus Deich­mann i Kristiania og hans svigersøn rektor ved Kristiania Katedral­skole Jakob Rasch. Disse to burde vel helst som bra skomakere ha holdt sig til sin lest. Biskop Deichmann var født i Danmark i 1671 og døde i 1761, - en helt igjennem tvilsom personlighet trods al hans uomtvistelige dygtighet. Svigersønnen var født 1669, var altsaa et par aar ældre end svigerfaren (!) og døde i 1737. Hans hustru Anne Deichmann var født aar 1700 og altsaa ikke mindre end 61 aar yngre end sin mand! Men kompagniskapet gik daar­lig; de hadde bare tap og underbalance paa driften. Geheimeraad Fredrik Kristian Adeler kjøpte i 1717 5/8 parter og i 1723 resten.

Geheimeraad F. C. Adeler var en søn av admiralen og født i 1668. 10/9 1694 var han blit gift med Henriette Margrete von Lente, datter av en geheimeraad Lente. Han var assessor i høiesteret, justisraad, senere amtmand og fra 1717 befalingsmand paa Sjælland og geheimeraad; men i 1721 nedla han alle sine høie embeder, «svag, som han følte sig av helbred, og træt av hoflivet og dets rænker.» Nogle aar efter døde han 19/4 1727[16].

Av sønnerne overtok Kristian Lente Adeler familiegodset Drags­holm paa Sjælland, nu kaldet «Adelersborg», men døde ugift i 1759. En anden av sønnerne, Fredrik Adeler, blev stiftamtmand i Kristianssand og en tredje søn stiftamtmand paa Fyen. Ingen av dem hadde nogen videre lyst paa Fossum verk, og i 1729 solgte arvin­gerne verket til grev Anton Danneskiold-Laurvigen, som i 1734 igjen solgte det til Herman Leopoldus og hans svogre Vilhelm og Karl Deichmann. I 1739 overtok Leopoldus verket alene. Hermed be­gynder et nyt avsnit i Fossums historie; ti i hans families besid­delse er det siden forblevet. Forinden jeg gaar over hertil, vil jeg nærmere omtale den mand, som i 1708 kjøpte Baaselands verk efter Frants Børtings død. Det er Nils Josten, som baade var en ganske merkelig mand i sig selv og en, som oftere kommer paa tale, hvor det i denne tid gjælder forhold paa disse kanter.

Nils Jostens far, Henrik Josten, var en tid foged i Bamble; han blev utnævnt i 1662 og avskediget i 1670, døde før 19/3 1685. Aaret efterat han var blit foged, giftet han sig, 1/11 1663, med den vel­staaende Kirsten Syvertsdatter, der længe overlevet ham, idet hun først blev begravet i Skien 24/1 1702. Henrik Josten eiet bl. a. Bjørntvet i Eidanger og Gisholt i Solum. Enken overtok disse gaarder efter ham, og sønnen Nils overtok dem igjen efter hende.

En av Henrik Jostens døtre var gift med sorenskriver Hans Jespersøn i Seljord.

Nils Josten var en spekulant i stor stil. Han drev saaledes Guldnes kobberverk i Seljord 1691-1707, men med tap. 1708 overtok han, som nævnt, Baaselands verk, forpagtet og drev ogsaa Fossum verk i aarene 1720-1724. Ja, han drev endogsaa et kob­berverk helt oppe paa Smølen ! Gaarder og skoger kjøpte og solgte han paa mange steder. Ellers var han, som det het, «wohnhaftig» paa Baaselands verk og kostet meget baade paa selve verket og paa husene, hvorav han opførte flere fra nyt. Han reiste natur­ligvis meget og var kun stundvis hjemme. Saaledes hadde han kontor og logi baade i Skien, Brevik og Risør.

Nils Josten var saa uforsigtig - og vel ogsaa saa godmodig -, at han stillet sig som kautionist baade for fogden Peter Høier i Nedenes og for fogden Melchior Høier i Bratsberg. Den sidste kom i en vældig kassemangel paa hele 33000 riksdaler og gik fallit. Josten stod ogsaa i ulykkebringende forbindelse med zahlkassereren Povel Weibye; men værst var det, at ha paa en eller anden maate var indviklet i amtmand Povel Juels landsforræderske forbindelse med Rusland. Alle tre, Josten og Weibye og Juel, blev sat fast, og, Josten døde efter en tids forløp i fængslet i Kristiania 1729, den lste eller 2den oktober. Statholder Ditlev Vibe var hans uven; det gjorde ogsaa sit til at forværre hans stilling. Nils Josten var gift med Kristine Borse, en datter av rikmanden Halvor Borse. Hans svoger assessor Joakim Borse, Halvor Borses søn, var med i kautioneringen for Melchior Høier og blev fuldstændig ruinert derav. Jostens datter Margrete, der var født i 1706, blev samme aar, som hendes far døde i fængslet, gift med Nils Aall, familien Aalls stammeefar. En anden av døtrene var gift med senere soren­skriver i Senjen Tobias Hichmann og en tredje med amtmand i Bratsberg Jakob Lindberg (?).