LØVENSKIOLDSLEGTEN

Den første her i landet av denne slegt bar navnet Herman Leopoldus og var kjøbmand i Kristiania; han var, efter familietraditionen, kommen fra Bremen til Norge. Ifølge Karl Deichmanns optegnelser kom han derimot fra Lübeck, rnen rigtignok føier han til: «om erindres ret». Egentlig skal han i hvert fald ha været fra Sachsen, hvor slegten endnu skal findes, som forøvrig ogsaa i Bremen, og bære navnet «Leupold».

Herman Leopoldus blev 12 /5 1674 gift i Kristiania med Barbara Wiggers, datter av en Herman Wiggers og hustru Maren Jørgensdatter. Hun var døpt i Vor Frelsers kirke 3/4 1654, var altsaa 20 aar ved sit giftermaal, og ved sin begravelse 7/12 1692 kun 38 aar gammel. Herman Leopoldus selv skal ha været født omkring 1620 og altsaa ved sit giftermaal 54 aar og ved sin begravelse, 9/4 1696, omkring 76 aar gamnrel. Han efterlot sig en betydelig formue.

Sønnen av samme navn, Herman Leopoldus den yngre, var født 1/10 1677 og blev døpt i Vor Frelsers kirke 24/10 s. a. Han fik i sin tid ansættelse i det danske kancelli som sekretær, men opgav senere denne stilling og uttraadte av statens tjeneste; dog sees han at ha beholdt titlen. Efter tilbakekomsten til Norge kom han hit paa Skienskanten, hvor han blev forlovet og 3/5 1700 paa Fjære gaard i Solum gift med Inger Borse, en datter av førnævnte Halvor Borse, assessor i bergamtet. Inger Borse døde allerede 5/9 1711, kun 37 aar gammel. Hun døde paa Bjørntvet, hvor Leopoldus dengang bodde, og som han nogle aar senere, i 1719, kjøpte. Hun var, efter rnandens vidnesbyrd paa bindet av en gammel familiebibel, «min allerkjereste og yndigste kone». Dette hindret ham dog ikke i, temmelig snart efter at gifte sig igjen, nemlig 10/11 1716, med Kirsten Brinch fra Arendal, en datter av den rike kjøbmand og trælasthandler Søfren  Anderssøn. Hr. Leopoldus synes saaledes at ha hat et godt øie for at samle sig midler ogsaa gjennem sine egteskaper. Kirsten Brinch bar sin mors Karen Brinchs familienavn. Hun var født 1696 og døde 6/10 1736, -10 aar gammel. Hendes mand opholdt sig dengang nede i Danmark, man liket blev ført op til Norge og indsat i en muret begravelse ved Eidanger kirke, hvor ogsaa den første hustru hvilte. Bjørntvet ligger nemlig i Eidanger. Leopoldus døde ogsaa selv nede i Danmark, paa herregaarden Birkenholm paa Sjælland 16/4 1750, 73 aar gammel, og ligger begravet i Danmark.

Hans rike svigerfar Halvor Borse eiet foruten Fjære gaard i Solum ogsaa Hollen gaard, Ulefos og Bolvik jernverker. Av disse eiendommer fik Leopoldus Hollen og Bolvik som sin hustrus arv; svogeren Joachim Borse fik Fjære og Ulefos. Ved hans fallit paa grund av viderværdiheterne med fogden Melchior Høier kjøpte fru Anne Arnold paa Borgestad Ulefos gaard, men Leopoldus kjøpte den tilbake efter hendes død i 1713. Endelig tok han igjen fra de nye eiere Fjære gaard og Ulefos verk ved odelssøksmaal i 1726. Til alt dette kjøpte han i aarenes 1øp ogsaa mange andre eiendommer, baade gaarder og skoger, opigjennem Telemarken. For­øvrig var han alt i 1700, før sine giftermaal, ilignet en skat paa ikke mindre end 190 rdl. 2 mrk 12 sk. Haas mange eiendom­mer i Norge bestyredes av Nils Aall, efter at han selv var flyttet ned til Danmark. Ifølge et brev fra denne, datert 21/11 1740, eiet Leopoldus dengang gaarder og skoger baade i Hollen, Bø, Hvidesø, Førrisdal, Laurdal og Vinje. Forøvrig hadde Nils Aall, da han i 1730 oprettet egen forretning i Porsgrund, med butikhandel, træ­lasthandel og skibsrederi, tildels maattet frasige sig denne vidløftige bestyrelse; men kjendskap til den kunde han jo ha fremdeles[1].

Herman Leopoldus var samme aar, som han blev eier av hele Fossum, av Kristian den 6te blit ophøiet i adelsstanden, 6/11 1739, under navnet ”Løvenskiold”, der muligvis er valgt paa grund av den formodede betydning av første ledd, ”leo”, i Leopoldus. Det kan ha sin interesse at bli bekjendt med det kongelige aapne brev, hvorved Herman Leopoldus og hans egte descendenter optoges i adelsstanden;  det lyder saaledes:

,,Vi Christian den sjette, af Guds naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmarsken, greve udi Oldenburg og Delmenhorst, Gjøre alle vitterligt: at Vi af sær kongelig naade til Os elskelig Herman Leopoldus til Aggersvold og Birkholm, Voris etats- justitz- og cancelliraad, hafve i henseende til dend af hannem aflagde allerunderdanigste tro tjeniste, allernaadigst bevilget og tilladt, ligesom Vi og udi kraft af dette Voris aabet brev bevilge og tillade, at hand, hands egtebørn og livs arvinger, saa og deris egte afkom af mand og qvindekjøn, maa og skal, enhver for sig, dend ene som dend anden, nyde alle de friheder, privilegier, ære, verdighed og prærogativer, som alle andre af adelen udi Voris riger og lande niude og hafve, eller herefter bekomme kunde, og samme til evig tid hafve og bruge, saa at hand og hans egtebørn og livsarvinger samt deris egte afkom herefter for rette indfødte adelsfolk af alle og enhver

Herman Leopoldus Løvenskiold

skal agtis og holdis. Til desto større kjendetegn af saadan Voris kongelig naade hafve Vi derforuden allernaadigst tilladt, at hand og hands egtebørn og deris egte livsarvinger og afkom af begge kjøn herefter og alle tiider maa kaldis med tilnavn Løvenskiold: saa og benaadet hannem og dennem med saadant skiold, hjelm og vaaben, som efter følger: skioldet er blaat, hvorudi er sadt en opstaaende løve af sølv, med en udslagen rød tunge og væbnet med guldklover; ofven paa det hele skiold er sadt en aaben tournierhielm med en guld crone ofver, af hvilken igjen udspr­inger den i skioldet staaende, her kuns med forbeenene opspringende løve, saaledis som det her udi dette Voris aabet brev med sine rette farver findis afmalet: hvilket skiold og vaaben forbemeldte Herman Løvenskiold, hands rette livsarvinger og børn, saa og deris egte afkom af mand og qvindekjønn maa og skal bruge udi alle erlige, adelige og ridderlige samqvemme, forretninger og leiligheder paa alle steder, udi alle tilfælde og til alle tiider efter eget behag, og som de til deris ere, heder og ziirat fornøden eragte kunde, ligesom andre udi Voris riiger og lande, paa fæderne og møderne side føde og baarne adelsfolk, deris skiold, hielm og vaaben føre og bruge. Hvorved Vi, saavelsom og Vore kongelige arfve efterkommere og successorer i regjeringen meerbemeldte Herman Løvenskiold, saa vel som hands egtebørn og livsarvinger samt deris afkom af mand og qvindekjøn som tilforn sagd er, allernaadigst haandthæfve og beskytte vilde. Forbydendis alle og enhver herimod, som forskrevet staar, at hindre eller udi nogen maade forfang at gjøre, under Voris og Vore efterkommere i regjeringen, deris største u­naade.

Gifvet paa Vort slot Friderichsberg dend 6. November aar efter Christi fødsel et tusind syv hundrede tredive og niende som Voris regjeringsaar det niende.”

I 1735 kjøpte Leopoldus Gjerpen kirke av de Adelerske arvinger[2]. Allerede geheimeraad Adeler hadde begyndt at gjøre store skogindkjøp til Fossum verk, og Leopoldus fortsatte dermed. En stor del av disse skogstrækninger tilhørte dengang Saude prestegjeld, men er nu lagt til Luksefjeld og Gjerpen.

Leopoldus viste ogsaa adskillig godgjørenhet. Saaledes gav han i 1731 en gaard med tilliggende løkke paa Blekebakken i Skien til Skiens hospital. To aar senere føiet han til et kontant pengebeløp paa 10()0 riksdaler, hvis renter skulde utdeles til hospitalslemmer av borger- eller haandverksstanden.

Efter Herman Leopoldus Løvenskiold fulgte sønnen av samme navn, Herman Leopoldus den tredje av samme navn, søn efter far, i alle fald i 3 umiddelbart sammenhængende led, en ganske eiendommelig navngivning. Han var Inger Borses søn og født 6/4 1701. En yngre søn til hende, Halvor, opkaldt efter hendes far, født i 1702, var alt død i 1706. Med Kirsten Brinch hadde Leopoldus først hat en datter, Inger, der blev opkaldt efter hans første hustru, men døde, for hun endnu var aarsgammel. Hans næste barn blev opkaldt efter Kirsten Brinchs far Søfren, som forøvrig ogsaa var Halvor Borses fars navn. Dette «Søfren», ombyttet med det bedre klingende og oprindeligere Severin, blev nu ogsaa et i familien hyppig forekommende navn. Denne Søfren, som var født i 1719, blev stamfar for den danske linje av familien Løvenskiold og titulertes ”friherre til Løvenborg”.

Herman Leopoldus, tertius, blev 15/7 1728 gift med Margrete Deichmann, en datter av biskopen og søster av officererne Peter og Vilhelm Deichmann[3]. Ved sin svigerfar biskopens formaaende indflydelse fik han cancelliraadtitel. Han døde 13/9 1759 og hans hustru kun faa uker efter, 6/10 1759. De bodde paa Borgestad, som han i 1731 hadde kjøpt av major Hans Holmboe, og vil derfor bli nærmere omtalt under denne gaard. Bolvik badde han kjøpt av sin far i 1728.

Efter Herman Leopoldus Løvenskiolds død overtok hans eldste søn Bartolomæus Borgestad[4], mens den næstældste søn Herman Løvenskiold i 1761 overtok Fossum i forbindelse med sin svoger kaptein Bartolomæus Rasch; men 3 aar senere, i 1764, overtok Herman Løvenskiold det hele.

Om denne sin yngre bror skriver Bartolomæus H. Løvenskiold i sin «Beskrivelse over Bratsberg amt» (s. 83): «Uden derved at handle imod den vedkommendes (bramfri) tænkemaade, maa som en sandhed bevidnes, at han i sin ganske opførsel udviser sine medborgere al mulig tjenstvillighed og ved alle leiligheder udmerker (sig ved) en utrættelig omsorg og gavmildhed imod de nødlidende og fattige.» Denne uttalelse stadfæstes ved, at arvingerne efter kancelliraad Løvenskiold den 31/3 1761 besluttet i fællesskap at skjænke 1000 riksdaler til et legat for Gjerpen sogns fattige, dog saaledes, at renterne midlertidig skulde oppebæres med en halvdel hver av forvalter Kristofer Krog og kaptein Fleischer, som det da antagelig har været smaat med. Efter deres død øket Løvenskiold kapitalen til 1200 riksdaler, hvis renter aarlig skulde fordeles mellem 8 fattige. Dette er det saakaldte «Løvenskioldske legat», som endnu kommer til hjælp i trange kaar.

B. H. Løvenskiold fortæller yderligere om sin bror, der var utnævnt til kammierherre, en titel, som senere meget hyppig kommer igjen i denne famlilie: «Ved Fossum jernverk er iaar (1783) av hr. kammerherre Herman Løvenskiold indhegnet en anselig dyrehave, hvor alt findes mange rensdyr, danske og engelske raa- og daadyr og en stor del norske harer; samme anpriste indretning, der koster eieren anseligt, er den eneste i hele Norge.»

Om Fossum verk meddeler han, at der i 1783 var en masovn. to dobbelte stangjernhammere, en spiker- og boltehammer, et puk­verk, en «stampemølle», to «melmøller» og 6 ”saver”. Verket hadde da 40 malmgruber, 60 skoger og 9 dammer. Der producertes gjennemsnitlig 575 tons støpegods og 340 tons stangjern.

Herman Løvenskiold, som var født 12 /12 1739, blev i 1763 gift med lngeborg Akeleye, født 13/5 1741 og datter av overlods i Tøns­berg Jens Werner Akeleye. Hun var av dansk adel. en stor skjønhet, men ogsaa temmelig løs av sig. Egtefolkene, som omtrent var ganske ukjendte med hverandre ved deres giftermaal. sympatiserte ikke, og det gik snart ilde. Hun indlot sig i en kjærlighetsforbin­delse med den for sin usedelighet og tillike ellers ogsaa berygtede ”onde greve”, som han kaldtes, Konrad Danneskiold Laurvigen, der hadde insinueret sig hos egtemanden og blit en altfor hyppig gjest i hans hus. Det ulykkelige egteskap blev alt opløst 2 aar efter, i 1765, hvorefter fru Ingeborg fortsatte sin løse forbindelse med greven liketil hans død i 1753, og derefter med en ny elsker[5]. Løvenskiold indgik et par aar efter nyt egteskap med sit søsken­barn Inger Marie Deichmann, en datter av hans onkel oberstløit­nant Vilhelm Deichmann[6]. Hun var født 5/7 1744, og da hun døde 6/5 1793, indgik han, endnu samme aar, 2/11 1793, sit tredje egte­skap, med søsteren Kristine Sofie, der døde 20/12 1808.

Forinden han indgik i dette nye egteskap, maatte Løvenskiold skifte med sine barn i andet egteskap - med Ingeborg Akeleye hadde han ingen barn hat - , og skiftet holdtes av svigerfaderen daværende oberst Deichmann paa faderens og av broderen Severin (Søren) Løvenskiold paa barnenes vegne.

Disse var:

Herman, hofjunker og fændrik i den kongelige garde,
Margrete, gift med stiftamtmand kammerherre Moltke, og
Vilhelmine, dengang 14 aar.

Boets samlede formue ansattes til 182000 riksdaler, boets gjeld til 5191 riksdaler. Ren formue 176800 riksdaler. Av arvingerne hadde stiftamtmand Moltke forlods alt oppebaaret 22500 rdl.[7]

Samme aar, som disse vigtige ting passeret i hans liv, solgte Herman Løvenskiold ogsaa Fossum til sin ovennævnte bror Severin og flyttet selv til Faret i Solum, hvor der senere blev amtssykehus og nu er sindssykeasyl. Her tilbragte han sine sidste aar og døde 24/5 1799, ikke fuldt 60 aar gammel. Hans anden hustru var blit indsat i kapellet ved Gjerpen kirke; men han selv og hans tredje hustru blev begravet ved Solums kirke i svigerfaderen oberst Deich­manns gravsted.

Hans ovennævnte datter Margrete, født paa Fossum i 1772, blev alt i 1786 - kun 14 aar gaminel! - gift med daværende amtmand i Bratsberg Fredrik Moltke. Om bryllupet skrev hendes far til en ven 1/6 1786: «Vores datter stod brud meget simpel, 4 retter mad, ingen Deser Viin (sic) eller pokaler. Syv personer av den nær­meste slegt var selskabet. Indskrænkning er baade rigtig og sparer bekostning»[8]. Det passet sig i hvert fald bedst, naar et barn skulde saa uforsvarlig tidlig bortgiftes. Bekostningens sparsomhet hjalp vel heller ikke stort til at forandre denne - alt godt ved ham ufortalt - i pengesaker temmelig umulige brudgom. Hun døde 1808 nede i Danmark. Den yngre datter Vilhelmine, som ved skiftet i 1793 var 14 aar, født 1779, blev i 1796, altsaa ogsaa meget ung, omkring 17 aar, men dog i en litt rimeligere alder end søsteren, gift med dansk kammerherre oberstløitnant Fr. Anton von der Maase, født 1778, død 1821. Hun døde i Danmark, 50 aar gam­mel, i 1829[9]. Sønnen Herman, der var fændrik i garden ved skiftet og født 1777, blev oberst i dansk tjeneste og døde, avskediget, i Kjøbenhavn 1843.

Universitetsstipendiat W. P. Sommerfeldt har til Skiensbladet «Fremskridt» i 1919 git meddelelser om «rydningsmænd i Gjerpen for halvandet hundrede aar siden» og i forbindelse dermed om ”Kammerherre Løvenskiolds fortjenester”. Jeg indtar denne sidste del her; den første maa snarere henhøre under en senere i Gjerpens bygdebok forhaabentlig kommende fremstilling av jordbrukets fremgang ned igjennem tiderne i dette prestegjeld. Sommerfeldt skriver:

Det danske landhusholdningsselskap hadde paa sin Præmieliste i 1784 utenfor selskapets ordinære liste en post ”for ædle handlinger, som røbe den sande patriot og retskafne husholder, den dydige undersaat og veltænkende menneskeven”. Herunder nævnes kammerherre Løvenskiold som den første:

Likesom selskapet i de forrige aaringer har hat den fornøielse at kunne offentlig bevidne den udmerkede agtelse, som nogen av de herrer proprietærer i Danmark ved deres store og patriotiske handlinger, saavel til landvæsenets forbedring, som i andre henseender har tilveiebragt sig hos selskapet, saa finder det iaar en ikke mindre fornøielse i oftentlig at anføre og udmerke en proprietær i Norge, nemlig hr. kammerherre Herman Løvenskiold til Fossum jernverk i Bratsberg amt, som ved sine mange patriotiske og berømmelige foretagender og forbedringer dertil har gjort sig fuldkommen værdig. Skogenes formerelse og besparelse har han først og fornemmelig henvendt sin  opmerksomhet til, for derved at vedlikeholde den rigdom, som naturen ved skogenes fremvekst har skjænket baade eieren og landet. Ved en særdeles rydningsmaate har han br­agt det saa vidt, at han nu see mange aldeles forhugne marker igjen begrodde med den skjønneste furru- og granskog, som end ydermere er blit befordret ved frøutsæd av samme slags trær; hvilket eksempel saaledes har virket, at baade leilændinger og selveiere nu kappes om hvem der kan opelske den største skogstrækning. Han har avskaffet den uskik, at avhugge trær til St. Hans-løvning, hvorved mange trærs ødelæggelse og likesaa mange andre uordentligheter, som fulgte med denne høitidelighet, er forebygget. Han har utfundet den bedste tid til ethvert slags trærs hugst, saavel til at befordre træets varighet og nytte efter dets bestemmelse, som til at befordre nye skoges fremvekst, hvilken orden andre skogeiere har befundet nyttig, og derfor nu følger. Hos hans egne bønder har han til skogenes besparelse aldeles avskaffet de tidligere brukte skadelige spaantrær-tak, og i deres sted set alle deres bygninger forsynet med teglstenstak, likesom han har indført en bedre og varigere bygningsmaate blandt bønderne.

I henseende til akerdyrkningen, som bondens rette næringsvei har kammerherren ei alene faat adskillige gamle misbruk og fordærvede vedtægter avskaffet, men endog indført en bedre dyrkningsmaate baade ved gjødselens fordelagtigere anvendelse og jordens bekvemmere tilberedelse, ved at uttappe vandet fra sumpige steder, og at oprydde og frugtbargjøre de steder, hvor skogene ei lider derved, hvilke nyttige forbedringer han har understøttet ved at utsætte 150 rdlr. til belønninger for dem, som i disse fag utviser den største flid.

Han har formaadd bønderne til at anlægge og dyrke kjøkkehauger til kaal og røtter, ja endog at plante gode og nyttige frugttrær, saa at næsten enhver gaard dermed til nødvendighet er forsynet, likesom han og selv har anlagt en anseelig haveplads og forsynet den med inden- og utenlandske frugttrær, ei alene til egen nytte og fornøielse, men endog for at tjene andre med disse sidste sorter derfra.

For at forsyne egnen med de bedste slags vilde dyr, der i sin orden er ­likesaa vigtige og nyttige, som planterikets produkter, har hr. kammerherren latt anlægge en dyrehauge, hvis indhegning har kostet ham over 1000 rdlr. og dertil med megen bekostning forskrevet adskillige slags vilde dyr av daadyr, raadyr, hjorte, rensdyr m. fl., ei alene fra Norges nordlige egne, men endog fra Danmark, England og Sverige.

Ikke mindre har hr. kammerherren latt sig vere angelegent at indbringe adskillige av de bedste fiskesorter der i egnen, hvoriblandt karper, brasen, aarbug, gjørts m. fl. likesom han og allerede for nogen aar siden har sat ørret og aborrer i adskillige ferske sjøer deromkring, som saaledes har formeret sig, at samme nu tjener mange fattige og andre til en sikker og god føde.

Sparsommelighet er en av de hoveddyder, som hr. kammerherren ved alle leiligheter har søkt at anprise for almuen og i disse hans rosværdige bestræbelser har han heller ikke været uheldig; ti længe førend den kongelige allernaadigste forordning om overdaadighets indskrænkning utkom, hadde han allerede bragt det derhen, at alle de bønder, som blev gifte paa hans gods, holdt deres bryllupper baade i henseende til klædedragt og beværtning med største tarvelighet og ikkun i overværelse av deres nærmeste slegt, hvortil han især opmunntret dem ved at gjøre enhver saadan tarvelig brudgom al fornøden hjælp til at sætte bo.

Skadelige fordomme og andre vedtægter har hr. kammerherren likeledes søkt at utrydde blandt almuen. At ta huden av døde heste og kjør blev før anset som en uærlig gjerning og kunde aldrig av nogen ske uten de fornærmeligste bebreidelser, men ved at utlove 2 rdlr. for hver hud til den bonde som selv ved sine folk hadde avtat den, og desuten hjælp til at kjøpe hest igjen, har han bragt det derhen, at enhver mand nu forretter dette arbeide uten undseelse, hvorved mange penge spares for lær til bondens kjøre- ­og rideredskaper. Likesaa har han og, skjønt med utrolig møie, faat indført den gode skik at bønderne nu forretter sine kjøre- og pløiearbeider med hopper og vallaker istedetfor før med hingster, ved hvis tap en bonde, især naar han var fattig, næsten maatte se sig ganske ødelagt, da nu derimot et tap av en hoppe, som han desuten selv kan opføde til bruk, neppe blir ham følelig.

For at forebygge mangel i dyre aaringer har han latt opbygge et meget stort og rummelig forraadshus der i sognet, for at ind­samle det fôr i gode og frugtbare aar, som kan bespares, av hvil­ket de trængende igjen nyder undsætning, naar fornødenheten ut­fordrer det; likesom han og har latt indrette andre store hømaga­siner til almindelig hjælp i tilfælde av misvekst og ringe høavling. Han har latt bekjendtgjøre for almuen, hvorledes kvæget i fôrtrang kunde fores om vinteren med mose, blandet med hø, uten syn­derlig avgang i melken. I disse sidste aaringer, da mangel paa levnetsmidler næsten har været almindelig, har han ikke alene ut­delt en mængde korn til føde for nødlidende, men endog skjænket de trængende det nødvendige sædekorn til deres avls fremme.

Til landeveiens istandsættelse har han git en sum penge, hvil­ket eksempel siden har hat flere efterfølgere. Det er naturlig, at folkemængden ved disse ypperlige indretninger av hr. kammer­herren har tiltat, saa rummet i Gjerpen og Slemdals kirker er blit altfor indskrænket for almuen, hvorfor han har latt den første ut­vide og zire, som har kostet ham henved 6000 rdlr., og paa den sidste er en likedan forbedring begyndt, som likeledes vil bli meget kostbar.

Endelig har hr. kammerherren og, til gavn for Hans Majestæts tjeneste og landet, eftersom ingen bekvem malm til kanonstøpning findes der i landet uten ved hans verk, ombyttet disse malme med Laurvigens, og derved bidraget til kanonstøpningens ønskelige frem­gang, hvorved store pengesummer spares for landet.

Dette er i korthet det væsentligste av de mange ypperlige ind­retninger og forbedringer, som selskapet har erfaret, at hr. kammer­herren ha iverksat. De er saa store og rosværdige, at han derved har tilveiebragt sig selskapets fuldkomne høiagtelse, hvorfor det til bevis herpaa tilkjender ham sin guldmedalje med opskrift: Den fortjente til ære.

Severin Løvenskiold var født paa Borgestad 10//3 1743, altsaa 50 aar, da han kjøpte Fossum av broderen. Han var ogsaa kammer­herre. Han kjøpte sin svoger Jakob Aalls gaard i Porsgrund, den senere efter ham saakaldte «Kammerherregaarden»; ti han opholdt sig i alle fald i vinterhalvaaret helst der, og her døde han 25/11 1818, over 70 aar gammel. Porsgrunds kommune indkjøpte kammer­herregaarden i 1838 og gjorde den til byens raadhus. Som saadant gjorde den tjeneste, til den erværdige gaard nedbrændte i 1902. I 1777 hadde han ogsaa kjøpt Bolvik av sin far.

Severin Løvenskiold blev 27/3 1775 gift med Benedikta Henrikka Aall, en datter av Nils Aall i Porsgrund med hans tredje hustru Fredrikke Sofie Rasch. Hun var født i Porsgrund og døde ogsaa der, 21/8 1813.

En i sin tid bekjendt mineralog, Hausmann, som besøkte Se­verin Løvenskiold i hans hus i Porsgrund, har skrevet: «I denne anseede familie raader Kjøbenhavns fine tone i den skjønneste for­ening med norsk ærlighed. Muser og gratier kappes om at gjøre omgangen i denne familiekreds ubeskrivelig tiltrækkende.» Ogsaa andre Porsgrundsfamilier fik lignende ros i denne tid.

Som avlsgaard brukte Severin Løvenskiold gaarden Kjølnes like ved byen.

Den mand, som er mest kjendt indenfor almenheten av den store Løvenskioldske slegt, og gennem hvem den ogsaa har grepet

betydeligere ind i Norges politiske utvikling i dets mest skjæbne­svangre tid, er Severin Løvenskiolds ældste søn av samme navn.

Severin Løvenskiold, junior, blev født i Porsgrund 7/2 1777. Kun 9 aar gammel blev han i 1786 sendt ned til Tyskland, hvor han forblev, til han var 17 aar. Han gik der først paa det dengang ansete opdragelsesinstitut i Wandsbeck ved Hamburg; derfra kom han til gymnasiet i Eutin, som da bestyredes av den berømte lærde og digter J. H. Voss, i hvis hus han bodde, og av hvem han blev undervist i latin og græsk. Fra 1793 studerte han bergvidenskap i Sachsen og Schlesien. I 1794 reiste han tilbake til Kjøbenhavn og tok juridisk eksamen med bedste karakter i 1796. Derefter fik han ansættelse først i rentekammeret og fra 1801 i finansdeparte­mentet. Her gjorde han tjeneste sammen med en mand, som han senere kom til at staa i nær forbindelse med under vigtige begiven­heter i fædrelandet, nemlig grev Herman Wedel Jarlsberg. Allerede i 1802 kaldte dog hans far ham hjem for at overta bestyrelsen av Fossum gods. Omtrent samtidig hermed utnævnte regjeringen ham, 27/4 1803, i hans 26de aar, til amtmand i Bratsberg. Dette embede frasa han sig i slutningen av 1813, da han mente, av hensyn til fædrelandets tarv, ikke længer at kunne staa i den danske konges tjeneste, men vedblev dog at bestyre embedet til vaaren 1814, da han, som valgt repræsentant til riksforsamlingen, maatte reise til Eidsvold. Paa Eidsvold tilhørte han i utpræget grad det saakaldte «svenskeparti» og stod fra først av paa temmelig spændt fot til Kristian Fredrik. Professor Koht skriver om Løvenskiold. at han var en «djerv mand, som frimodig uttalte sin mening like overfor alle og ikke gik paa akkord med sin overbevisning»[10]. Fætteren Jakob Aall, der med begge sine brødre, Jørgen og Nils, likeledes var paa Eidsvold, skriver noget lignende: «Han var vant til at agtes i sin kreds som den første, og her kom han blandt mænd, som hver for sig troede sig ligesaa god som han. Uforsigtig var han stundom i sin tale; han gav sine følelser altfor frit løb og indlod sig med enhver, som vilde angribe hans politiske tro. Han havde derfor blandt os alle de heftigste debatter udenfor forsam­lingssalen.»[11]

Den aristokratiske Løvenskiold stred alt, hvad han kunde, mot ophævelsen av adel og arvelige forrettigheter samt mot indførelsen av almindelig vernepligt[12]. Paa Eidsvold seiret hans mening i begge spørsmaal, men kun for senere at tape i dem begge.

Ved lov av 1ste august 1821 avskaffedes 7 aar senere alt adels­skap i Norge, dog med et forbehold for de da levende adelsmænd og deres før loven fødte barn. I denne anledning fremla Løvenskiold, som da var statsraad, en redegjørelse for sin ret, ledsaget av følgende reservation : ”Som den norske stats borger og dens loves undersaat erkjender jeg, som min families øvrige medlemmer, den pligt at bøie os under disse loves bud, endog naar de saare og krænke, endog naar disse loves retfærdighed og gavnlighed ikke kan erkjendes; men forsaavidt staten kan erstatte noget af de goder og rettigheder, som rigets fordums konger have forundt min den Løvenskioldske familie, som det i diplomerne heder: «for evig tid», men som nu skal blive den uforskyldt berøvede ved lov af 1ste august 1821, finder jeg mig beføiet og forpligtet til herved at reservere for mig som for ethvert medlem af familien, for fødte og ufødte, skadesløsholdelse til tid og sted efter grundlovens 105te §[13].

Da iøvrigt min den Løvenskioldske familie, «efter hosfølgende diplomer, ikke alene nyder adelige og friherrelige rettigheder i Norge (ved kongebrev af 1773), som ved lov af lste august 1821 betages her i riget dens derefter fødte descendentere, men ogsaa i Danmark, hvor familien besidder eiendomme, som muligens kan tilfalde dens her i riget senere fødte descendentere, i hvilket tilfælde vedligeholdelsen af disses adel i Danmark kunde være af stor vigtighed for dem, saa vil jeg, som min families talsmand i denne begivenhed[14], formentlig handle uforsvarligt mod dens efter lov af lste august 1821 fødte descendentere, om jeg ikke, som herved sker, reserverede den adelige og friherrelige stand og dermed forbundne rettigheder, som efter hosfølgende diplomer tilkommer den Løvenskioldske familie i Danmark saavel for dens her i riget fødte som ufødte medlemmer og descendentere.»

I november 1814 blev Løvenskiold statsraad ved statsraadsavde­lingen i Stockholm, men tok avsked i 1817 og flyttet hjem til Fossum. I den tid arbeidet han baade i Stockholm, Kjøbenhavn og Kristiania med pengeopgjøret mellem Norge og Danmark i an­ledning adskillelsen sammen med J. H. Vogt; men tok avsked, fordi der ingen ende blev paa de langvarige forhandlinger. I 1827 valgtes han til stortingsrepræsentant for Bratsberg, men blev aaret efter, i 1828, statsminister i Stockholm efter Sommerhielms død.

I denne tid indtraf den bekjendte riksretssak mot ham i 1836, fordi han ikke hadde protestert mot stortingets opløsning. Løveskiold indgav da ansøkning om avsked; men ved et protokoldiktamen til­kjendegav kongen ”statsminister Løvenskiold sit ønske om, at han ikke vilde berøve nationen sin tjeneste og kongen sine patriotiske og gavnlige raad”. Han blev da staaende, indtil han efter grev Wedels død i 1840, under 27/2 1841 utnævntes til statholder.

Paa grund av den med aarene tiltagende alderdomsskrøpelighet søkte Løvenskiold avsked fra 10de august 1855, men vedblev dog med embedets bestyrelse til vicekongen kronprins Karls ankomst 17de mai 1856. Da flyttet han 3dje juni for godt hjem til Fossum, hvorfra saa døden igjen flyttet ham alt samme aar om høsten den 15de september i hans 80de aar[15]. Han hadde faat alle de æres­bevisninger, som verden kunde gi ham. Foruten at han, som fædre og efterkommere, var kammerherre alt fra 1804, hadde han fra 1816 hat storkors av Nordstjerneordenen og var fra 1829 serafimerridder. I 1847 fik han storkors av St. Olavsorden ”for ud­merket fortjeneste”, i 1848 blev han ridder av Elefanten og endelig hædredes han i 1853 med medaljen for borgerdaad i guld. Ellers hadde han nu ogsaa til forskjellige tider faat føle noget av verdens beskhet, baade privat og offentlig. Hans likkiste staar i det Løven­skioldske likkapel ved Gjerpen kirke. Herfra bares den ut 17de mai 1914 og bekransedes av herredsstyrets repræsentant, direktør i Gjerpens sparebank Julius Rasmussen, idet ordføreren var fra­værende paa Eidsvold. En stor forsamling overvar høitideligheten, som fandt sted like efter festgudstjenesten i kirken.

Mellem aarene 1811 og 1818 opførte Løvenskiold den nuværende, paladsagtige hovedbygning paa Fossum. Den er opført av slagsten ved den danske (tyske?) bygmester Boydler[16]. Den ældre gaard laa ikke ganske paa samme plads, men noget i sydvest for den nu­værende. Mens Løvenskiold endnu bodde i den gamle gaard, an­modet forannævnte Kristen Pram om tillatelse til at avlægge ham et besøk. I sin svarskrivelse til Pram av 24/8 1805 indbød Løven­skiold ham da til sin «gamle hytte». Pram besøkte ham der to ganger, 22de og 28de november. Løvenskiold har maaske ogsaa med dette uttryk villet spøkende hentyde til, at Fossum, mand og mand imellem, i alle fald stadig tidlig ere, betegnedes som «Hytta». Utgangspunktet for denne betegnelse er da, i tilfælde, ikke husets uanselighet, men en reminiscens av dets ældste navn ”jernhytten"[17].

Under hans lange fravær fra Fossum, baade som statsminister og som statholder, styredes hans eiendommer av hans bror hofmarskalk Ernst Løvenskiold, som bodde der med sin danske frue Fanny, født Seckendorf. En av deres døtre, den unge, livsglade Sofie, var forlovet med statholderens søn Herman; men hu døde ganske pludselig i en alder av kun 17 aar. Der la sig ellers en tyngsel over huset, naar den myndige statholder var hjemme, og alle drog et lettelsens suk, naar han igjen reiste[18].

Severin Løvenskiold var 9/2 1802 intraadt i egteskap med kom­tesse Hedvig Sofie Knuth, født 9/10 1784. Hun døde, kun litt over 34 aar gammel, 17/1 1819, 11 dage efter at ha født sin yngste søn. Løvenskiold giftet sig ikke igjen, - en hæderlig undtagelse fra de fleste! I haven paa Fossum reistes der et mindesmerke over hende, likesom villaen i Luksefjeld, «Sofies minde», vistnok har faat sit navn efter hende[19].

Av deres barn merkes:

Ernst, født 1803, død 1867 som øverste kammerherre.
Adam, født 1804, død 1886 som øverste kammerjunker, tidligere minister i Haag.
Otto, født 1811, død 1882 som assessor i høiesteret.
Leopold, født 31/3 1813, blev som dansk frivillig i den dansk-tyske krig dødelig saaret 5/6 1848 under slaget i Sundeved og døde 6 dage efter i Flensborg. En ivrig bjørnejæger.
Herman, født 6/1 1819, den yngste av dem, blev den senere eier av Fossum.

I 1854 solgte den gamle statholder Fossum til sønnerne Otto og Herman, som derefter eiet godset i fællesskap til 1868, da det hele overtokes av Herman[20].

Fossum verk blev nedlagt i Herman Løvenskiolds tid, i 1867 , fordi jerntilvirkningen paa grund av skogens stigende værd og kul­lenes, som følge derav og av arbeidspriserne, altfor uforholdsmæs­sig stigende kostbarhet, ikke længer vilde gi noget overskud. Ver­ket hadde da været i drift over 300 aar. I 1826 hadde Kraift skrevet, at der dengang især blev støpt kakelovner; men fra 1855 var der, foruten komfyrer, gryter, mølle- og sagbruksrekvisiter, ogsaa blit støpt bomber og kanonkuler. Nu ophørte al denne virk­somhet og blev ombyttet med andenslags produktion, svarende til de forandrede forhold. Bolvik jernverk var nedlagt to aar før, i 1865.

Herman Løveiskio1d, der ogsaa var kammerherre som faren og bedstefaren, var gift med en dansk slegtning av sig. Hedevig I.øven­skiold, født 1839 i Kjøbenhavn og 20 aar yngre end sin mand. Herman Løvenskiold døde 4 /6 1873, kun 54 aar gammel, vistnok som følge av et fald og et haardt støt, der voldte en pinefuld ryg­sygdom, som blev hans endeligt. Den endnu unge enke overtok godsets bestyrelse og vedblev dermed til i 1885, da hun overlot det til sønnen Leopold og selv flyttet tilbake til Kjøbenhavn. Her døde hun 14/10 1903. Hendes kiste blev ført op til Norge og indsat i likkapellet. En ugift datter, Sofie Hedvig, som bodde sammen med hende i Kjøbenhavn, var alt død 12/3 1895, ikke fuldt 30 aar gam­mel, og var likeledes blit ført op og bisat i likkapellet[21].

Herman Løvenskiolds søn Herman Leopold Løvenskiold, født 1859, overtok, som nævnt, i 1885 det samlede godskompleks, hvis eier han fremdeles er, mens de endnu i live værende brødre flyttet ned til Danmark. Som sin far og flere av sine fædre var han kammer­herre, fra 1898 til 1905, da kammerherrestillingen ophævedes i vort land. I det kommunale liv tok han i nogle aar adskillig del, var ­saaledes medlem av herredsstyret fra 1887, derav i 3 aar, 1896 til 1898, som ordfører, likesaa var han i flere aar, 1890-1898, med­lem av skolestyret. Med undtagelse av at han fremdeles fungerer som overformynder for Gjerpen og Slemdal, har han senere trukket sig aldeles tilbake fra alle kommunale hverv, da hans store eiendommes bestyrelse krævet hans tid. Med hensyn til dem har han utført mange forandringer og forbedringer, specielt kan nævnes som noget, der ogsaa direkte er kommet mange andre tilgode, hans kostbare veibygningsarbeider fra Gjerpen til Valebø i Hollen og til og opigjennem Luksefjeld. Det nye orgel, han ved sit sølvbryllup skjænket Gjerpen kirke, er paa sit sted omtalt. For tiden holder han paa med en overordentlig kostbar restauration og oppudsning av Gjerpen kirke, hvorved det gamle gudshus er blit ganske ukjen­delig og en stor seværdighet.

Løvenskiold blev i 1883 gift med Hannah Parr, en datter av skibsreder Søren Parr i Drøbak, født 1860. De har følgende barn:

Katarina Hanna Hedevig, født 1887, gift med fabrikeier Bror John Murman i Malmø.
Herman Leopoldus, født 1890, gift med Anna Cecilie Willhelm­sen, datter av skibsreder Wilhelmsen i Tønsberg.
Sofie Eugenie, født 1894, gift med den bekjendte musiker Fritjof  Backer Grøndahl.
Hedevig Hanna Franciska, født 1898, gift med italiensk premier­løitnant Enrico Armanni, bosat i London.



[1] En ældre søster av Kirsten Brinch, Else, blev ogsaa gift østover, nemlig med den rike engelskmand, trælasthandler og skibsreder James Bowman i Porsgrund. Se Inga Friis, som har skrevet en række interessante artikler i ”Grenmar” om det gamle Bjørntvet og disse forhold.

[2] Kirken kjøptes ved auktion paa Gimsø 15de april 1735 for 6600 riksdaler, som blev høieste bud. Kirkegodset utgiorde ved denne tid 45 gaarder eller gaardparter i Gjerpen, 4 i Slemdal, 5 i Solum, 1 i Bamble, 3 i Holla, 2 i Sauherad. I Gjerpen hørte blandt andet til 3 huder i Venstøp, 1 i Hyni, 4 i nordre Rising, 1 i nordre Foss, 8 i Sneltvet, 6 i Løberg, 5 i Kjær, 1 i Sukka, 1 i Skogsrud, 3 huder og 6 skind i Ballestad, 4 i nordre Ris, 6 i søndre, 6 i Øvrum, 6 i hver av Søligaardene. Endvidere medfulgte patronatsretten til at besette sogneprestembedet. (Sml. Løvenskiold, Gjerpen provstigods.)

[3] Om dem se Gjerpen 1, 2, stykket Officerer.

[4] Om ham ogsaa mer under Borgestad.

[5] Mere om denne i sin tid opsigtsvækkende begivenhet se Gjerpen bygdebok. lste bind II i særskilt stykke.

[6] Da hun var hans nære slegtning, maatte han søke bevilling til egteskapet. Den findes i «Bevillinger». hefte 2, paa Universitetsbiblioteket.

[7] Se mere om denne Fredrik Moltke, Gjerpen I, s. 194 fl.

[8] Ludv. Daae, Det gamle Kristiania.

[9] Konradine Dunker gjengir i ”Gamle dage” litt av et skuespil ”Scener av livet i Trondhjem 1793», hvor en oberstløitnant Colbjørnsen og frue er blandt de agerende personer. Fruen: Nu skulle vi til Christiania og der i selskaber hos general Haxthausen, oberst Bielefeldt og general Mansbach o. s. v. og stiftamtmand Moltke med den deilige frue. Vi skulle ogsaa se hendes søster, fru v. d. Maase, der er ligesaa deilig som hun og - - -. Oberstløitnanten: Men Moltke er jo ikke længer i Christiania, Moltke er i Danmark. Fruen: Saa? Er Moltke i Dan­mark igjen, i Kjøbenhavn? (hun ler) Ja, saa er det nok sandt, hvad folk sagde. Oberstløitnanten: Hvad sagde folk, om Moltke? Fruen: De sagde, at kronprinsen var forliebt i fru Moltke. Oberstløitnanten: Sikken dum snak! o. s. v.

[10] Se jubilæumsverket ”Eidsvold”.

[11] «Erindringer». Videst gik det mellem ham og den hidsige bergmester Sten­strup, repræsentanten fra Kongsberg. Løvenskiold hadde kaldt Stenstrup en «tosse», og Stenstrup gjengjældte det med «at han bar sin næse for høit og fortjente en ørefik! Ja, det var mer kommet til duel eller slagsmaal mellem de to, og det paa selveste 17de mai!

[12] Koht karakteriserer Løvenskiold som ”den største autokrat baade efter grund­sætninger og efter væsen” og som «kanske den mest stivsindede politiker, Norge har hat».

[13] § 105 bestemmer, at «saafremt statens interesse fordrer, at en statsborgers eiendom, fast eller rørlig, exproprieres i offentligt øiemed, skal han derfor nyde fuldstændig erstatning af statskassen». Nu lyder §en noget anderledes: «Fordrer statens tarv, at nogen maa avgive sin rørlige eller urørlige eiendom til offentlig brug, saa bør han have fuld erstatning af statskassen.»

[14] "Begivenhed” er et ord, som ofte forekommer i Løvenskiolds skrivelser, hvor det brukes i betydning av «sak» eller ”anledning”.

[15] Det kjendte billede av ham er malet av Bergslien i 1854, i hans 77de aar. At han da var saa gammel, skulde ingen tro, som ser billedet.

[16] Av kirkeboken kan man se, at Johan Gottfried Boydler senere bodde paa Osebakken. En datter av ham, Anne Marie, som var født i Kjøbenhavn 23/2 1806, konfirmertes i Gjerpen.

[17] I den ældste kirkebok omtales Fossum oftere som «Hytten». Saaledes heter det i 1681: ”Hans saugmesters dotter ved Hytten, Mette, baptizata (døpt) dom. 2 a trin.” ”Laurits Hansen ved Hytten tum. (begr.) 29 mai, 71 aar gl.” o. s. v.

[18] Se den danske fru Bodenhoffs breve i boken «Et lykkeligt hjem», hvorav er større utdrag i Gjerpen I, 2.

[19] Fru Dunker fortæller følgende i sine erindringer ”Gamle dage”: ”Det var i aaret 1808 - feil! det var i 1807, før Kjøbenbavns brand. Min mand og jeg op­holdt os dengang i Rodenberg i Grafschalt Schaumburg. Den lille by Rodenberg er beliggende saa nær badestedet Neundorf som Gamlebyen er ved Christiania. Det var om sommeren i badetiden, og vi gik næsten hver dag til Neundorf. Blandt badegjesterne dette aar var nuværende statholder Løvenskiold med sin gemalinde og to smaa sønner. Fru Løvenskiold var en søsterdatter af grev Gebhard Moltke eller af grevinden. Moltke er nylig død paa sine godser i Fyen, dengang var han stiftamtmand i Kristiania. Jeg havde nogle gange seet fru Løvenskiold hos Moltke, og hun havde syntes mig en sand, udmerket skjønhed. Hun var meget høi og rank af skabning. Ved badet betragtede jeg fru Løvenskiold med beundring og, stolt af en saadan landsmandinde, gjorde jeg nogle tyske damer af mit bekjendt­skab opmerksomme paa hende. Ak, ved du, hvad de svarede mig?. «Ja, das ist so recht ein schlotteriges Schätzchen,» s. 120 fl. “Schlotterig” betyder ustø, vak­lende, til eks. schlotterige Haltung, schlotteriger Gang. Hang deres betegnelse sammen med, at hun forekom dem svakelig? Gebhard Moltke var stiftamtmand i Kristiania 1802-1809, døde 1851.

[20] Ifølge folketællingslisterne i 1815 utgiorde tjenerskapet paa Fossum dengang 7 mænd foruten informator Lund og 13 kvinder, derav var den 30-aarige madame Schanke formodentlig husjomfru. De fleste av tjenerne var i tyveaarene. Dog var en av tjenerne, Bent, 60 og en av kvinderne, Birgitte, 74. Herskapet, amtmand Løvenskiold og fru Sofie, hadde dengang 5 barn mellem 12 aar og 1 maaned. Ved folketellingen i 1835, 20 aar senere, da Løvenskiolds broder Ernst stod for styret, var der foruten den sindssvake Klaus Henningsdal, 58 aar gammel, 5 mænd og 11 kvinder foruten jomfru Marie Linaae, 22 aar, og husjomfru Oline Olavsen, 27 aar. Familien bestod da foruten av Ernst Løvenskiold og hustru, av deres to smaapiker, 8 og 3 aar gamle.

Se forøvrig adskillig mer om Løvenskiold i Gjerpen I under amtmænd og paa forskjellige steder i I, 2.

[21] Adskillig av interesse, særlig om Herman Løvenskiold, er at lese i fru Bodenhoffs breve, hvorav meget alt er inført i Gjerpen Bygdebok. I. 2.