13

13. Johan Fredrik Monrad.

1746‑1790.

Johan Fredrik Monrad, ældste søn av David Monrad i hans andet egteskap med Barbara Leopoldus, var, som før nævnt, født paa Gjerpen den 17de mai 1713. Han gik paa skole i Kristiania, hvorfra han i 1731 dimitteredes av rektor Jakob Rasch og blev teologisk kandidat i 1734. I 1739 blev han, 26 aar gammel, kapellan hos faderen, fik expectance paa kaldet efter ham og succederte i begyndelsen av 1746. 10 aar senere, i 1756, blev han, 43 aar gammel, efter Suckow i Hollen, valgt til provst i nedre Telemarken og Bamle provsti og døde efter vel 50 aars prestetjeneste i et og samme kald den 14de januar 1790, i sit 77de aar, og blev begravet den 22de næstefter.

Skjønt han saaledes, likesom faderen, var prest i saa mange aar i et og samme prestegjeld ‑ han og faderen tilsammen næsten et helt aarhundrede igjennem ‑, er der vistnok nu ingensomhelst mundtlig overlevert kjendskap til ham længer i Gjerpen; men det frugtbare Gjerpen synes rigtignok ogsaa at være en noksaa ufrugtbar jordbund for folketraditioner og gamle folkeminder, der holder sig fra slegt til slegt. Landstad skriver om ham i sine efterlatte optegnelser: “Hr. Monrad har udført de skifteforretninger, han bestyrede, med en for de tider særdeles lethed og dygtighed og førte et vakkert sprog. Dette viser sig især i et skifte efter presteenken Maren Stabell i Hollen, hvor han fik med en prokurator at bestille; men det er en sand fornøielse at se, hvor godt han klarede sig, og hvor overlegen han var den gode prokurator. Der skulde ingen skriver i vor tid have deduceret og begrundet sine kjendelser bedre”. Han har i kaldsboken optegnet, at han lot den gamle prestegaard (fra Nils Halvorsens tid) nedrive som aldeles faldefærdlig. Det maa da ikke ha været nogen særdeles solid opført bygning; ti den var ikke endnu hundrede aar. Monrad opførte paa egen bekostning ny hovedbygning, der flyttedes noget østover. Derved korn den mere i ly, men mistet ogsaa den storartede utsigt, som den gamle hadde hat. Den utgjør den vestre halvdel av den nuværende.

J. F. Monrad blev den 19de oktober 1741 gift med Kristence Sofie Schweder, en datter av den i Gjerpen bosatte foged Joachim Schweder og født omkring 1720.[1] Med hende hadde han 10 barn, 4 sønner og 6 døtre, hvorav dog kun en mindre del levde op.

Av barnene kan merkes: Joachim (eller Jochum), David (senere bosat i Drammen), Kristian (i Porsgrund), Barbra, gift med prokurator Fermann, og Kristine, der 29/8 1770 blev gift med klokker i Gjerpen Gjert Monrad. Hun døde efter faderen, men før moderen, i 1796, og efterlot sig 7 barn i trange kaar.

Provstinde Monrad døde i huset hos sin svigersøn, klokker Gjert Monrad, der bodde paa Bratsbergkleven, 13/10 1800. I skiftet skrives: “Provstinden havde især i de sidste aar under megen legemets svækkelse maattet holde sig inde og mest ved sengen, hvorfor ikke nogen, der er kjendt med omstændighederne, undres over, at hendes gangklæder var av den beskaffenhed, at vedkommende fandt det passeligere at uddele dem til trængende end lade dem komme til deling”. Sit løsøre hadde hun skjænket sønnedatteren Hedvig ‑ formodentlig Jochum Monrads i 1779 fødte datter ‑ for klæder og andre nødvendigheter, som hun hadde bekommet. Hun var ellers ikke fattig, da hun eiet en obligation paa 1000 riksdaler. Herfra gik dog til aabod paa enkesætet Rising 54 riksdaler og til begravelsesomkostninger 81 rdl. Til skifte og deling blev igjen 862 rdl.[2]

14. Fredrik Blom.

1790‑1812.

Fredrik Kristofersen Blom nedstammet i fjerde led fra Fredrik Johansen Blom, der døde som sogneprest i Laardal øvre Telemarken i 1659 og er stamfar for den først i øvre Telemarken, navnlig i Laardal og Kviteseid, senere fornemmelig i og ved Skien bosatte familie av dette navn. Fredrik Johansen Blom var gift mel Maren Kristofersdatter, datter av Kristofer Hansen, som var sogneprest i Stokke og derav kaldte sig “Stockman”. Navnene Hans, Kristofer og Fredrik har da senere været utpræget almindelige i familien Blom. E:n søn av denne Fredrik Johansen (eller Jansen) Blom var Kristofer Fredriksen, der blev lensmand i Laardal og døde sammesteds paa gaarden Bjaaland i høi alder 1735 som en meget rik og i sin kreds meget omtalt mand, der endnu lever i sagnet og i stevet. Hans søn Kristofer var likesom faderen lensmand i Laardal, hvor han døde i 1757. Kristofer Kristofersen efterlot sig flere sønner, av hvilke de fleste flyttet nedover til Skien, hvor de blev ansete og rike forretningsmænd. Blandt disse sønner er særlig at merke Hans Kristofersen Blom, der var valgt til Skiens repræsentant paa Eidsvold, men døde, forinden repræsentanterne traadte sammen. En yngre bror av ham var den nye Gjerpensprest Fredrik Blom, der var født paa Bjaaland den 29de mai 1749, men, som han selv siger, “opfødt i Skien”, hvor han gik paa “rektorskolen” fra omkring 1760, altsaa fra sit 11te aar, og hvorfra han dimitteredes til universitetet av rektor Winther i 1767. Skjønt han jo var en velstaaende mands søn, var det efter sagnet noksaa smaat for ham i Kjøbenhavn, idet det siges, at han her til hverdags maatte nøie sig med te og smørrebrød; kun om søndagen hadde han raad til ordentlig middagsmat og noget ekstra, som f. eks. gaasestek. Han læste til haud, det vil sige, han la op det minimumspensum, som gav karakteren haud. Herom fortæller han intet selv, men derimot, at han som kandidat “anvendte nogle aar til privat undervisning for skikkelige folks børn i Norge og Danmark”. I Norge var det den rike trælasthandler paa Mæla Didrik von Cappelens sønner, Didrik og Peder, som han underviste. Dog blev han snart prest; ti den 30te mars 1774, i hans 25de aar, kaldtes han til personel kapellan hos Kristian Paus, der hadde været sogneprest i Saude i nedre Telemarken fra 1747. Paus var født i Gjerpen 1710 og søn av klokkeren her Søren Paus. I december 1782 døde sogneprest Paus, og Blom, der imidlertid var blit forlovet med hans datter Kirsten Margrete (født 16de mars 1755), med hvem han giftet sig 3dje januar 1783, blev først, under 30/3 1783, kapellan hos Paus’s eftermand i Saude, Immanuel Greve, men allerede samme aar, den 27de august 1783, utnævnt til residerende kapellan i Skien. Kammerherre Herman Løvenskiold, der som eier av Fossum jernverk hadde jus patronatus til Gjerpen, gav ham saa 16de januar 1786, uten at Blom hadde søkt derom, expectance paa kaldet, som han da efter Monrads dødelige avgang ogsaa tiltraadte 2den mai 1790. Den 4de oktober 1798 blev Blom provst i provstiet efter Greve og døde 13de november 1812, noget over 63 aar gammel. Allerede vaaren efter, 7de mai 1813, døde ogsaa hans enke, 58 aar gl., og jordfæstedes den 13de mai ved sin mands side paa Gjerpen kirkegaard, hvor deres grave endnu kjendes og nu skal holdes vedlike av kirken. De ligger like ved gjerdet i kirkegaardens sydligste del.

Av deres tre barn døde sønnerne Kristofer og Kristian i en meget ung alder; derimot blev det ældste av barnene, datteren Kristiane, f. 18/1 1786, meget gammel, da hun først døde 7/3 1877, altsaa over 91 aar. Hun blev 27/11 1811 gift med sit søskenbarn Andreas Rougtvet Blom, hvem hun bragte i medgift Gulset og flere gaarder i Gjerpen.

Bloms eftermand Edvard Munch har git ham et meget godt vidnesbyrd, idet han i kaldsboken har skrevet følgende vakre ord om ham: “Som en redelig og nidkjær Herrens prest levede og virkede provst Fr. Blom i Gjerpen til aaret 1812. Han havde til den tid besiddet styrke og god helbred, men begyndte mod efteraaret at skrante. Dog blev han ei alvorlig syg førend i førstningen av november, da han blev nødt til at søge sengen. Han vidste, at hans time nærmede sig, og gik sin opløsning imøde med den ro og fatning, som kun bevidstheden om et saa velført liv som hans og den gjennemgribende religiøsitet, der stedse besjælede ham, kan give”. I forbindelse hermed kan anføres det vidnesbyrd, som biskop Bech ved sin visitas i Gjerpen den 23de juli 1809 har skrevet i kalds‑ eller kopiboken : “Hr. provst Blom viste i en opbyggelig og velment (sic) prædiken Kristi lære som vei til lyksalighed. Ungdommen befandtes i almindelighed ikke at mangle kundskab i deres xdom (d. e. kristendom), nogle derimod meget vel underviste og andre vel anførte til brug av egen eftertanke. Held og velsignelse over menigheden og dens redelige og saare hæderværdige lærer!”

Provst Blom efterlot sig et stort bibliotek, der nu for største delen tilhører Skiens offentlige høiere almenskole og bestaar, som man paa forhaand kan vite, mest av rationalistisk teologi og filosofi. Familietraditionen siger vistnok, at han ikke fulgte den da moderne rationalisme, men holdt paa den gamle lære, likeledes, at Hans Nilsen Hauge oftere besøkte hans hus, og at han skal ha sagt om Hauge, at han var form for sin tid. At dette dog maa modificeres adskillig, fremgaar blandt andet av hans efterlatte skrevne prækener, hvorav er bevaret en hel samling. Allerede hans av biskop Bech anførte tema i hans nævnte visitaspræken i 1809 tyder herpaa. I sin avhandling om presterne i Gjerpen, trykt i Porsgrundsbladet ”Grenmar”, skriver saaledes Skaar: “Efter at have læst 14 av hans endnu opbevarede, utrykte taler, maa jeg tilstaa, at hans prædiken er rationalistisk. Av disse 14 taler er den ene fra 1780, de øvrige fra aarene 1794‑1810. I alle disse taler findes intet om Kristi gjenløsning undtagen dette: “Vi ere dit ved Jesum gjenløste og elskede folk, naar vi tænke og handle som gode kristne”. Jesus er ellers “vor religions guddommelige stifter”, “vor himmelsendte lærer”, “som var kommen til verden for den guddommelige sandheds udbredelse og viste, at ved dens værdige annammelse ethvert menneske blev lykkeligt og saligt”. Den Helligaand nævnes aldrig uten da, naar et bibelsted anføres, hvori hans navn forekommer. Synden kjendes væsentlig kun som laster, og blot en enkelt gang har han berørt menneskehjertets dype fordærvelse. Omvendelse berøres ikke, likesaalitt som gjenfødelse. Uagtet flere av talerne er liktaler, er dog legemets opstandelse ikke nævnt. Daaben og nadverden er ikke nævnt i nogen av talerne, hvor stor opfordring der end synes at have været til at omtale dem. Samtlige taler er moralprædikener, saadanne, som vi kjende dem fra begyndelsen av dette aarhundrede. Vi skulde ved Jesu lære forædles til tænksomme og dydige mennesker, det er en tanke, som atter og atter kommer frem. “At følge Jesum”, siger han, ”i tro og ydmyg lydighed er vei til salighed”; men hvorledes denne tro og denne lydighed skabes, derom findes ingen oplysning”. Ogsaa om det, jeg har hat anledning til at læse, maa jeg sige det samme. Det var dertil tørt og litet originalt, skjønt det var en festpræken med særlig foranledning.

Men var provst Blom i tidens medfør sterkt paavirket av den rationalistiske kristendomsopfatning, saa var han dog en helt igjennem oprigtig og sandhetskjærlig mand, der gav sandheten ære, saavidt han forstod den. Et vakkert bevis herpaa har man i det sanddru skudsmaal, som han 6/11 1810 gav Hans Nilsen Hauge og hans venner, om det end heller ikke fuldt ut stadfæster den ovenfor nævnte tradition om hans forhold til Hauge. Det avgaves paa foranledning av stiftsoverretsprokurator Lumholtz, Hauges defensor, da hans sak endelig for alvor blev optat til avgjørelse.

Blom skriver: “Hans Nielsen Hauge har jeg kun engang talt med, da han for et par aar siden av stiftet var sendt til Vestlandet for at tilveiebringe salt, som da var stor mangel paa. Men jeg har hørt tale om, at han for flere aar siden har været i dette og tilgrænsende sogne og har adskillige bekjendte, som ynde ham[3]. Jeg har og hørt, at andre av hans bekjendtskab have omreist og holdt religiøse taler. Ingen uorden er mig bekjendt i denne egn som følge derav. Derimod maa jeg tilstaa at have hørt, saavel om Hans Nielsen selv som andre, der have været av hans bekjendtskab, at de alle have ført et stille og sædeligt levnet, advaret fra laster og opmuntret til et gudfrygtigt væsen. Hans Nielsen Hauge skal selv have opmuntret til arbeidsomhed i hvert kald og desuden givet vink til et og andet nyttigt foretagende i adskillige næringsveie, som og til gavn ere benyttede. Det er ingenlunde at formode, at Hans Nielsen har ytret noget, som kunde avvende fra tilbørlig lydighed mod øvrigheden; thi jeg kjender ingen av dem, der have nydt hans omgang, uden for føielige og villige under al befalet orden. Ja, i al udvortes forhold udmærke disse mennesker sig som avholdne fra laster. De besøge flittig kirkeforsamlinger; de omgaaes mere, end i almindelighed mængden av folket, med Guds ord; de have omsorg for deres husfamiliers sædeligheds bevisning i alle dele; de findes ikke paa de steder, som, desværre, lokke mange letsindige til tidsspilde og nære fordærvende lyster. Jeg kan derfor ikke andet i den kreds, jeg lever og kjender, end glæde mig over, hvad jeg synes at have sporet som bevis paa, at gode anvisninger og gode exempler virke ogsaa fra den lavere folkeklasse til det bedste”.

Et gammelt, tarvelig sognebudsetui med kalk og disk av sølv, kjøptes av Blom paa auktionen efter hans formand og skjænkedes embedet. Det haves endnu, men brukes ikke.

15. Edvard Munch.

1813‑1834.

Edvard Munch er født paa Vaage prestegaard i Gudbrandsdalen den 7de februar 1780. Hans far, daværende sogneprest til Vaage, Peter Munch, født i Kristiania 1740, hadde tidligere været kapellan i Ringebu og blev senere, i 1787, sogneprest til Land, hvor han døde i 1802, og hvor han endnu skal omtales som en mere end almindelig dygtig prest.[4] Peter Munch var igjen en søn av kaptein løitnant Søren Munch, der kjæmpet under Tordenskiold i Dynekilen 1716 og døde 1748, 62 aar gl., netop saa gammel som sønnen. Edvard Munchs mor Kristine Sofie Storm, født 1746, død 1825, var en halvsøster av digteren Edvard Storm og datter av Johan Storm, Peter Munchs formand i Vaage. Kristine Storm skal, som ogsaa paa forhaand var at formode, ha været en mere end almindelig begavet og brav kvinde, hvis udmerkede breve til sine to sønner under deres ophold i Kjøbenhavn endnu skal være bevaret i familien. Edvard Munch hadde nemlig en ældre bror Johan Storm Munch, født 1778 og død 1832 som biskop i Kristianssand, en i sin tid bekjendt digter; men ellers ingen andre søsken. Sammen med denne sin omkring halvandet aar ældre bror blev Edvard Munch først i længere tid undervist hjemme, mest av faren selv. Han dimitteredes ogsaa privat i 1796, men ikke av sin far, som dertil ikke var kompetent, men av professor Deichman. Skjønt saa ung, fik han bedste karakter og aaret efter den filosofiske examen, hvorefter han sammen med broren reiste hjem til sin far, som da for flere aar siden var flyttet til Land. Da Peter Munch ikke hadde raad til at holde begge sine sønner samtidig i Kjøbenhavn, blev alene Johan Storm, som den ældste, igjen sendt ned til universitetet, mens Edvard et par aars tid forblev hjemme og hjalp sin sykelige far i alt, hvad han som uordineret kunde hjælpe ham i. Senere blev han huslærer hos den bekjendte lærde provst Abraham Pihl i Vang paa Hedemarken og kom først i 1802 ned igjen til Kjøbenhavn for at studere. Han uuderkastet sig allerede i 1804 teologisk examen, som han likeledes fik med laud. Efter sin hjemkomst til Norge var han saa i flere aar “hovmester” hos kammerherre Løvenskiold i Porsgrund,[5] indtil han i 1809 blev ansat som lærer i tysk og fransk ved landkadetakademiet i Kristiania. Da han i denne tid giftet sig og stiftet familie, men indtægterne var smaa, og det var meget dyrt at leve, særlig paa grund av forvirringen i pengevæsenet, blev han tilsidst nødt til, uten at ha faat noget andet levebrød, at frasi sig sin post og sende hustru og barn hjem til svigerfaren, mens han selv begav sig ned til Kjøbeuhavn for at ligge der og søke om prestekald. Han hadde dog heldigvis kun opholdt sig i Kjøbenhavn en maaneds tid, da han fra kammerherre Severin Løvenskiold paa Fossum, den daværende amtmand i Bratsberg, fik meddelelse om provst Bloms død, og at Løvenskiold i henhold til sin patronatsret agtet at indstille ham til Gjerpen sognekald. Han ventet da i Kjøbenhavn, til Løvenskiolds indstilling var fremkommet, ansøkte saa om audiens hos kongen for at erholde vishet om, at indstillingen vilde bli tat tilfølge, og efter at være blit forvisset derom, vendte han, som han siger, “med lyse forhaabninger hjem til fædrelandet” i februar 1813. Kort efter hjemkomsten glædedes han da ogsaa ved efterretningen om, at han under 19de februar var blit utnævnt, og ordineredes derefter i vor Frelsers kirke i Kristiania av biskop Bech den 19de mars. Hans breve til Løvenskiold i denne anledning findes endnu paa Fossum; jeg gjengiver nogle brudstykker av dem her, da de er ganske karakteristiske. Den 21de november 1812 skrev han saaledes fra Kjøbenhavn: ”Jeg er draget herned for personlig at virke til opnaaelsen av et embede, hvorved jeg med familie kan finde tarveligt udkomme. Det er en tornestrøet vei, sollicitanten har at betræde: at staa flere timer i forgemakkerne og vente paa, at naadens dør skal aabnes; som oftest at maatte gaa tilbage uden at være indkaldt, og, om man end bliver det, at avfærdiges med ubestemte, intet sigende eller lovende svar ‑ denne ublide og ydmygende lod frister jeg nu. Jeg har ikke større ret til at besvære mig derover end saa mangen værdig og fortjent mand ‑ ‑ ‑. De har kaldsrettighed til det deilige Gjerpen; er end godseierens kaldsrettighed bleven noget indskrænket, saa er jeg dog forvisset om, at den, som Deres Høivelbaarenhed sætter øverst blandt de trende, der ved indtræffende vacance skal foreslaaes, er sikker paa at blive valgt av kongen; tør og kan jeg haabe ved saadan leilighed at vorde erindret av Dem? ‑ ‑ ‑. Et rygte siger, at den retskafne provst Blom er saa syg, at hans familie og venner mistvile om, at han nogensinde mere kommer levende til kirke.[6] Det staar i Deres Høivelbaarenheds magt at gjøre mig til et av de lykkeligste mennesker” o. s. v.

Den 8de december 1812 skrev han igjen til Løvenskiold : “Jeg havde i løverdags den ære at modtage Deres Høivelbaarenlleds saare kjærkomne skrivelse av 28de november.[7] Det har usigeligen glædet og rørt mig, at De og Deres ædle frue straks tænkte paa mig ved det vakante Gjerpen. Hvor længes jeg efter at kunne i gjerningen vise, hvor meget det ligger mig paa hjertet at retfærdiggjøre Deres gode forventninger om mig. Kan jeg end ikke straks optræde med det sikre blik, den lethed i embedets nlangehaande forretninger, som den værdige avdøde i saa høi grad besad, saa føler jeg dog den sterkeste drift hos mig til at gjøre mig mere og mere skikket til det ophøiede kald, der vinker mig” o. s. v., og igjen den 19de s. m.: “Ligesom ved et trylleslag har Deres Høivelbaarenhed forvandlet mine udsigter fra mørke og uvished til de blideste og mest beroligende av verden”.

Løvenskiolds indstilling til kongen av 15de december(?) 1812 satte ogsaa som no. 1 Edvard Munch; som no. 2 pastor Heibroch, der hadde forrettet som personel kapellan i Tin og Seljord: som no. 3 sogneprest til Nissedal Musæus. “Enhver av disse tre mænd”, siger patronen, “har efter min overbevisning de egenskaber, som udfordres til med held og værdighed at beklæde det ledige embede”. Naar han foretrak Munch for de andre, var det, “fordi den værdige unge mand paa 16de aar var akademisk borger og paa 8de theologisk kandidat med laudabilis, for den homiletiske og katechetiske prøve karakteren laudabilis, havde over 3 aar med held og udmerkelse været lærer ved det kngl. norske landkadetkorps, men nu av mangel paa tarveligt levebrød havde maattet ophæve sin husholdning, sælge sit bohave, sende kone og barn hjem til sin families forsorg. Desuden har han paa 5te aar i mine forældres hus været huslærer og i den tid erhvervet sig mine forældres og min agtelse og hengivenhed, hvorpaa jeg ønsker at give ham bevis ved at sætte ham ud av hans sørgelige forfatning og sætte ham i en virkekreds, hvori han ved sine udmærkede evner og retskaffenhed upaatvivlelig vil blive en gavnlig embedsmand”. Dette var sidste gang, jus vocandi utøvedes ved Gjerpen sognekald.

Sogneprest Munch kunde dog ikke straks flytte til Gjerpen eller overta embedet, som imidlertid bestyredes av den som nr. 2 indstillede pastor Heibroch, senere sogneprest til Sørum; ”naadensaaret” utløp nemlig ikke før i november maaned. Munch fik dog ordnet det saa med provst Bloms arvinger, at han kunde tilflytte prestegaarden i den vakre sommertid. Han kom til Gjerpen den 7de august og holdt sin tiltrædelsespræken den 22de s. m., 10de s. efter Tref., men talte, som det synes, ikke over evangeliet, men over en selvvalgt tekst 2. Tim. 2, 15. Først i begyndelsen av oktober overtok han embedet, hvilket jo i grunden var nogle uker for tidlig. Sin taknemmelige glæde over at ha faat Gjerpen sognekald har han uttrykt saaledes i kaldsboken: “Med den inderligste taknemmelighed erkjender jeg det guddommelige Forsyns overvættes godhed i at anvise mig endnu i min kraftfuldeste alder (han var kun 33 aar) en virkekreds, der forener saa mange behageligheder, har saa meget opmuntrende som min nærværende. Ve mig ogsaa, om jeg ikke ofrede mine bedste kræfter til den menigheds gavn, Herren betroede mig, om jeg ikke troligen stræbte at nære og vedligeholde det meget gode, der findes hos Gjerpens menighed, og som sikkerligen, næst Guds bistand, kan og bør tilskrives min værdige formands redelige og utrættelige bestræbelser”.

Den 19de januar 1827 utnævntes Munch til provst i nedre Telemarken og Bamle provsti, efter som konstituert at ha bestyret provstiet siden 13de mai 1826. Samme aar møtte han som anden repræsentant for Bratsberg amt paa stortinget og blev som lagtingsmand medlem av den av samme storting nedsatte riksret over chefen for Finansdepartementet, statsraad Collett, efterat hans andragende om fritagelse paa grund av svake øine var blit forkastet mot 5 st. Han var likeledes medlem av det overordentlige storting i 1828, der varte i 3 maaneder.

Av hensyn til sin store familie søkte Munch i 1833, som han siger, “med blødende hjerte” Kristiania stiftsprovsti, som han ogsaa fik og utnævntes til 12te september 1833. Han flyttet til Kristiania i mai 1834 og holdt sin tiltrædelsespræken i vor Frelsers kirke 6te s. efter paaske. Henimot utløpet av naadensaaret kom han tilbake til Gjerpen, der midlertidig fra 29de april til 31te august bestyrtes for Munchs regning av daværende sogneprest til Mo, senere til Risør, Peter Wettergreen, og holdt sin avskedspræken 31te august, 14de s. efter Tref.

Den 26de januar 1839 utnævntes Munch til hofprædikant, efterat han et par aar iforveien var blit ridder av nordstjerneordenen. Paa grund av svækket helbred nødedes han nogle aar senere til at ta avsked fra sine embeder, hvilken avsked meddeltes ham den 29de april 1845. Han levde endnu i vel 2 aar og døde i Kristiania den 14de juli 1847, 67 aar gl.

Som stiftsprovst var Munch medlem av den kngl. kommission til utarbeidelse av forslag til lov om fattigvæsenet og senere av kommissionen til ordning av rikets undervisningsvæsen, likesom han var medlem av nationalgalleriets bestyrelse og flere aar (1837‑1842) formand i samme.

Munch omtales av sønnedatteren fru Laura Larsen Naur, født Munch, i hendes bok om P. A. Munch, som “en fin, beleven og kundskabsrig mand”, der talte flydende fransk og tysk, havde et udmerket bibliotek, tillige var musikalsk og spillede en meget god fløite”. Han var gift med Johanne Sofie Hofgaard, der overlevet ham til 11te august 1860. Hun var en datter av forhenværende sogneprest til Sigdal, da eier av Fornebo ved Lysaker, Andreas Hofgaard, og hendes mands bror Johan Storm var gift med hendes søster. Begge brødre viedes samme dag, den 9de mars 1810, i Haslum kirke. Sofie Hofgaard skildres av ovennævnte sønnedatter som en begavet dame, “humoristisk, satirisk, oplagt til spøg og skjelmstykker”. Som eksempel paa det sidste fortælles, at hun engang en vinteraften klædte sig i prestens klær og kom kjørende tilgaards i egenskap av en ventet huslærer og hadde som saadan en lang samtale med sin mand, inden hun gjenkjendtes, da lys bragtes ind. Denne sidste egenskap er da gaat i arv fra hende til hendes berømte ældste søn.

Munch hadde ikke mindre end 11 barn, hvorav vi her vil merke os den ældste søn og den ældste datter:

Peter Andreas, født 15/12 1810, den først indtegnede elev av Skiens nyoprettede latinskole, den store historiker, gift med den “yndige”, musikalsk rikt begavede Natalie Linaae, med hvem han gjorde det første bekjendtskap paa Fossum i julen 1833 ‑ altsaa sidste jul i Gjerpen ‑ under en maskerade, hvor hun var skjoldmø og han ridden ‑ visselig et sjelden smukt par. P. A. Munch, der var døpt 2/2 1811 i slotskirken paa Akershus, konfirmeredes ved “overordentlig konfirmation” 25/11 1827 sammen med sin læsekamerat den senere høiesteretsassessor Otto Joachim Løvenskiold. De fik begge det skudsmaal ved konfirmationen: “I enhver henseende rosværdig og haabefuld”.

KristineMatilde, født 5/11 1815, gift 22/12 1833, 18 aar gl., med kjøbmand Kristian Juul Stub Myhre, 32 aar gl., professor Edvard Munch (Myhres) mor.

Provst Munch hadde unge gutter til undervisning i huset, deriblandt Paul Hofgaard, den senere sogneprest i Hjelmeland, Knud Olaus Knudsen, den senere sogneprest i Oddernes, Hans Møller fra Aakre samt brødrene Otto og Leopold Løvenskiold, der vel bodde hjemme paa Fossum og reiste ned til undervisningen.

Av Munchs forskjellige trykte prækener og taler kan anføres:

Tale ved kammerherre S. Løvenskiolds likbegjængelse 1818, Kristiania 1819.

Tale ved pastor L. Bremers jordefærd, Hollen 1820, Kr. 1820.

Tale ved Skiens lærde skoles indvielse 26de januar 1824, Kr. 1824.

Avskedspræken i Gjerpen 1834, Kr. 1834.

I prof. Herslebs ”Mindekrans” tale ved hans grav, Kr. 1836.

“Det ser ud til”, skriver Skaar, “at Munch har været en dygtig og nidkjær prest. At han, hvis universitetsliv falder i rationalismens blomstringstid, var paavirket av denne retning, og at hans prædiken i den tidligste del av hans embedstid var rationalistisk, er ikke andet, end hvad man omtrent paa forhaand kan vide. Men han synes at have været blandt de prester, som lærte at sætte pris paa Grundtvigs vidnesbyrd og derved førtes lidt efter lidt tilbage til kirkens tro og bekjendelse”.

16. Fredrik Rode.

1834‑1854.

Fredrik Rode blev født den 23de september 1800 i Kjøbenhavn, hvor hans far, den i 1830 (29/12) som oberst og generalkrigskommissær avdøde Hans Henrik Rode (født paa Fredrikshald 9/7 1767), dengang gjorde tjeneste som løitnant. Moren Karitte Nikoline Holst (født 10/6 1778) var fra Trondhjem. I hans tidligste barndom flyttet forældrene fra Kjøbenhavn til Holsten, hvorhen hans far var blit forsat som kompagnichef og adjutant hos prins Fredrik av Hessen, der hadde bopæl i Rendsborg. Ved krigens utbrud i 1807 kaldtes kaptein Rode igjen til tjeneste i Danmark, og efterat han hadde faat ansættelse ved generalstaben, flyttet ogsaa familien i 1809 tilbake til Kjøbenhavn. Fredrik Rode fik sin første undervisning i hjemmet og væsentlig av faren selv, indtil han i 1812 indsattes i Herlufsholms skole. Omtrent ved samme tid blev hans far sendt op til Norge i et militært hverv, men under den forutsætning, at han snart skulde vende tilbake. Han kom dog til at forbli i Norge til efter freden (i Kiel) og tok da, som nordmand, avsked fra dansk krigstjeneste, hvorefter han av Kristian Fredrik utnævntes til oberst og generaladjutant, likesom han ogsaa var en av de den 22de mai 1814 utnævnte (16) kammerherrer ved Kristian Fredriks nye norske hof. I 1815 hentet han endelig sin familie efter sig, og Fredrik, som var den ældste av hans 6 barn, blev da indsat i Kristiania katedralskole, men i 1818 igjen tat ut av skolen for ved privatlæsning at indhente de forsømmelser, som de hyppige flytninger hadde foraarsaget, og blev saa, privat dimittert, student med laud i 1819. Efter andeneksamen var han i 1.1/2 aar huslærer hos general Wedel og vaklet en tidlang mellem det teologiske og det filologiske studium, og da han desuten i denne tid gav privatinformation indtil 5‑6 timer daglig, begyndte han først i 1823 for alvor paa teologien, men blev allerede i 1824 kandidat med laud, hvilken karakter han likeledes fik ved den praktiske prøve.

Efter at ha hat en vikarpost 'ved katedralskolen og samtidig manuducert teologiske studerende, søkte han og lik i mars 1826 det da i 1.1/2 aar vakant staaende Alten Talvik sognekald i Finmarken. Ved ankomsten derop maatte Rode ogsaa overta den midlertidige bestyrelse av et par andre ledigstaaende sognekald, nemlig Hammerfest med Maasø, som han bestyrte i 3 aar, og Kistrand med Kautokeino, som han bestyrte i 5 aar, inden de kunde bli besatte med egne prester. Samtidig blev han konstituert som provst i Vestfinmarken, hvilket embede i mands minde hadde været forenet med Talviks sognekald. Hans ven Stockfleth var litt forut blit utnævnt til sogneprest i Vadsø, og disse to var da en tid de eneste prester i Finmarken og førte et fuldstændig nomadeliv for at betjene sine vidstrakte sognekald. Efterat endelig alle kald i provstiet var besatte og provstevalg var foregaat, blev Rode i 1832 valgt til provst i Vestfinmarkens provsti. I juli samme aar valgtes han til anden repræsentant for Finmarken til det syvende ordentlige storting og begav sig den lste oktober 1832 avsted med hele sin familie. Reisen foregik i baat helt ned til Trondhjem og var ikke alene besværlig, men ogsaa farefuld. Fra Trondhjem tok han overland til Kristiania, hvor han ankom den 22de december, altsaa efter nær 3 maaneders forløp. Han slap at gjøre denne svære reise med alle sine opover igjen; ti efterat han forgjæves hadde søkt forskjellige embeder søndenfjelds, blev han under 23de december 1833, paa daværende statsminister Løvenskiolds anbefaling, utnævnt til sogneprest i Gjerpen. Han maatte dog selv, inden han flyttet til sit nye hjem, igjen gjøre en reise op til Finmarken for at ordne det nødvendige med sit embede og sine egne private affærer. Han var da fraværende fra de første dage i januar til ut i august maaned 1834, hvorefter han 12te september ankom til Gjerpen og holdt sin tiltrædelsespræken to dage senere, 16de søndag efter Tref., ‑ samme søndag, hvorpaa han, 20 aar efter, holdt sin avskedspræken, idet han under 29de april 1854 var blit utnævnt til det samme embede, som hans formand Munch i sin tid, nemlig stiftsprovst‑ og sogneprestembedet ved vor Frelsers kirke i Kristiania.

I 1843 var Rode blit provst i Bamle provsti, likesom han i Kristiania blev hofprædikant i 1855. I Kristianiaforholdene trivedes han imidlertid ikke, hvorfor han allerede inden 5 aars forløp søkte sig derifra og blev, omtrent nøiagtig 5 aar efter sin utnævnelse til stiftsprovst, den 23de april 1859 utnævnt til sogneprest i Lier sognekald ved Drammen. Fra dette embede søkte han avsked i 1875, hvorefter han igjen bosatte sig i Kristiania og døde der i høi alder den 24de oktober 1883. Han ligger begraven paa Lier kirkegaard. “Rodeløkken” i Kristiania har, saavidt vites, sit navn efter ham.

Rode hadde i 1849 de fleste stemmer til biskop i Tromsø, men frabad sig dette embede, likesaa i 1859 til biskop i Bergen. I 1853 var han blit ridder av St. Olav.

Et oljemaleri av ham hænger i Gjerpen kirkes sakristi; det er forskjellig fra det kjendte litografiske portræt av ham, der skal være fra 1857; oljemaleriet er maaske nogle aar ældre.

Likefør sin avreise til Finmarken hadde Rode i 1826 egtet Olava Magdalene Holter (født i 1807), en datter av overtoldbetjent Iver Holter i Drammen. Efter to aars lykkelig egteskap døde hun fra ham om vaaren 1828, kun 21 aar gl. Efter “to aars tung og traurig ensomhed” indgik han under et ophold i Kristiania og Drammen nyt egteskap med sin avdøde hustrus yngre søster Anne Lucie Holter (født 1809), med hvem han hadde flere barn, hvorav dog to sønner døde som smaa i Finmarken.

Rodes anden hustru døde i Lier 17de oktober 1860; derfor vilde han vel ogsaa selv begraves der, hvor i alle fald ogsaa en av hans sønner var bosat.

Rode har efterlatt sig følgende skrifter:

1. Forklaring til Martin Luthers katekismus, en kortfattet omarbeidelse av Pontoppidans forklaring. Skien 1840. 79 s.

2. Ligtaler over viceadmiral Jens Schow Fabricius og hans tidligere avdøde hustru Else Marie f. Schive. Skien 1841. 10 s.

3. Optegnelser fra Finmarken, samlede aarene 1826‑1834 og senere udgivne som et bidrag til Finmarkens statistik. Skien 1842. 340 s.

4. De fem parter av Luthers katekismus med en kortfattet forklaring for de første begyndere. Drammen 1864. 68 s. Altsaa en omarbeidelse av Forklaringen fra 1840.

I “Prædikener av norske geistlige” findes en præken av Rode paa 3dje søndag i faste.

I ”Correspondenten” for 1856 er trykt hans liktale over statholder Løvenskiold. Han har altsaa holdt denne tale, efterat han hadde forlatt Gjerpen.

Rode var en ualmindelig dygtig mand i administrativ henseende med mange praktiske interesser, en udmerket jordbruker, som satte prestegaarden i ypperlig stand, utvidet haven og hovedbygningen, opførte nye uthus o.s.v. Hans omhyggelige gaardsregnskaper og nøiagtige skiftebrukstegninger av prestegaardens jordvei ligger efter ham paa Gjerpen.

Inden sin avreise fra Gjerpen skjænket Rode kirken eller rettere menigheten en stor og vakker alterkande av sølv og oversendte den til formandskapet, ledsaget av følgende skrivelse: ”Idet jeg nu staar i begreb med at forlade Gjerpen, ønsker jeg gjerne her at efterlade mig et erindringstegn, der kunde tjene som et ‑ om end kun svagt ‑ vidnesbyrd om den hengivenhed, hvormed jeg omfatter og stedse vil omfatte dette sogn og dets indvaanere. Jeg tillader mig derfor at bede det ærede formandskab om at modtage medfølgende sølvkande til kirkevin som en kjærlighedsgave ikke til kirken, men til Gjerpens menighed, som jeg dog haaber inden en ikke meget fjern fremtid at ville blive eier av Gjerpens kirke, i hvilken jeg ønsker kanden benyttet. Jeg har længe forgjæves haabet, at kirken skulde faa en sømmeligere alterkande end den, som nu haves; men om dette ønske end er bleven uopfyldt, medens jeg kunde bruge den, vil det dog være mig en glæde at vide den brugt paa det sted, hvor jeg selv ofte savnede den.

Gjerpen prestegaard den 4de september 1854.

Med agtelse og hengivenhed

ærbødigst

F. Rode”.

I denne anledning fattet formandskapet enstemmig følgende beslutning: “Ordføreren bemyndiges til paa formandskabets vegne at bevidne hr. stiftsprovst Rode, at forsamlingen paa menighedens vegne med levende erkjendelse av hr. provstens fortjenstfulde embedsvirksomhed i denne menighed har modtaget dette fornyede bevis paa den hengivenhed, hvormed hr. provsten omfatter menigheden, i hvilken han vil forblive i kjærlig og taknemmelig erindring”.

17. Knud Gislesen.

1855‑1856.

Om Knud Gislesen vil jeg helst anføre hans egne meddelelser, datert Tromsø 21de april 1860 og hitsendt til indførelse i Gjerpens kaldsboks ”series pastorum”. De er datert omtrent maanedsdagen før hans død, under hans sidste sygdom; men de er øiensynlig forfattet flere aar tidligere, i alle fald før 1859, og er saalydende:

“Jeg Knud Gislesen er født den 29de december 1801 paa gaarden Løksli i Hjerdal i Øvre Telemarken, hvor min fader Gisle Knudsen var klokker og gaardbruger. Jeg var yngste barn og eneste søn. Jeg erholdt den undervisning, som en brav omgangsskoleholder og min fader kunde give mig, og da jeg i mit 16de aar var konfirmeret, blev jeg selv antagen til omgangsskolelærer. I den anledning tilbragte jeg siden nogen tid ved Hvideseids seminarium under dets samvittighedsfulde lærer Thoresen, der raadede min fader til at lade mig lære noget mere end det for min stilling nødvendige. Jeg vedblev som skoleholder i 5 vintre, medens jeg om sommeren hjalp min fader med hans jordbrug og udførte stundom hans forretninger i kirken. Siden underviste jeg i et par aar min sogneprest Meldahls sønner og læste da paa egen haand noget av de gamle sprog, hvori nabopresterne Heyerdahl[8] og Landstad[9] siden kjærlig veiledede mig. De nevnte mænd opmuntrede mig til at vedblive at læse, og professor Hersleb og daværende student, senere professor Jens Kaurin[10] lovede mig veiledning, hvis jeg kom til Kristiania. Da nu mine kjærlige forældre vare blevne mer fortrolige med den tanke, at det var Guds vilje, jeg maatte skilles fra dem, var tiden kommen, at jeg kunde tilfredsstille min længsel efter at lære noget mere, hvilken jeg længe i stilhed og uden ydre formaal havde næret. En haard kamp kostede det mig at forlade mine forældre[11] og mit barndomshjem; men den forladte tilstand, hvori jeg da følte mig med faa midler og en saare uvis fremtid for mig, var en sterk opfordring til at vaage, bede og arbeide, og dette var en av de første frugter, som den himmelske vingaardsmand lod fremspire av hin saa tunge skilsmisse.[12]

Jeg kom ind til Kristiania i mars 1825 og blev modtagen med megen velvilje av mange studerende, der underviste mig uden nogensomhelst godtgjørelse. Jeg tillader mig av erkjendtlighed at nævne disse velgjørere. De vare: professor Hersleb, Harbitz, Odén,[13] Aall, Faye og fornemmelig brødrene Kaurin samt de to brødre Ludvig og Otto Aubert. Jens Kaurin dimitterede mig det følgende aar til universitetet,[14] hvor professor Hersleb fremdeles var min faderlige veileder og uforglemmelige velgjører.[15] Ved at give privat undervisning og ved at overtage en lærerpost ved Møllers institut blev jeg istand til at opholde mig ved universitetet, hvor jeg tillige var alumnus i det filologiske seminarium.[16] Da jeg i december 1830 havde taget theologisk embedsexamen,[17] blev jeg ansat som adjunkt ved Skiens lærde skole, hvis rektor K. R. Ørn, der ved sin person og velvilje gjorde lærernes stilling baade lærerig og behagelig, jeg stedse vil ihukomme med taknemmelighed.

Den 2den september 1833 blev jeg naadigst udnævnt til resid. kapellan til Asker med forpligtelse tillige at være første lærer ved det skolelærerseminarium, som dersteds da skulde oprettes. Derved kom jeg i geistlig stilling, hvilket jeg ønskede, og fik tillige anledning til at fortsætte min tidligste gjerning at arbeide for almueskolen. I denne stilling forblev jeg i 22 aar. Der fandt jeg ret mit andet hjem, rigt i enhver henseende; thi ogsaa de tunge tab, jeg der led, droge mig nærmere til ham, som er veien, sandheden og livet og bragte mig mere ad den indre erfarings vei tilbage til min barnetro. I 1847 mistede jeg nemlig min første trofaste hustru Sofie Dorothea, født Finkenhagen, der i 15 aar havde i opofrende kjærlighed ledsaget mig.[18] Ikke længe derefter døde mine forældre.[19] Da jeg i en række av aar havde arbeidet her, gjorde jeg, for om muligt at gavne min efterhaanden svækkede helbred og for tillige at samle nogen erfaring fra andre lande vedkommende min stilling, i aarene 1849‑50 for egen regning en udenlandsreise.[20]

Kun følelsen av, at det dobbelte embede ikke passede for min tiltagende alder, kunde bevæge mig til at søge bort fra Asker, hvor mine menigheders, mine disciples og mine medbrødres kjærlighed og deriblandt min 16 aarige medarbeider provst Langes trofaste venskab bidroge saa meget til at gjøre mig tilfreds i min stilling. I 1854 forenede Gud mig med min anden hustru, enkefru Henriette Glückstad, født Vibe, som i tro og kjærlighed følger mig nu paa min vandring”.

Henriette Vibe var født i Bergen 29/4 1809 og datter av daværende amtmand, senere generalkrigskommissær paa Akershus Nils Andreas Vibe, død 9/9 1814. Efter hendes fars død kom hun i huset til general Aubert og forblev der, til hun i 1829, paa sin tyvende fødselsdag, blev gift med sin fætter Kristian Fredrik Glückstad, der døde som ekspeditionssekretær i Finansdepartementet i 1838. Hun var en søster av de bekjendte mænd major Andreas Vibe og rektor F. L. Vibe. Paa hendes aandelige liv og paa hendes senere literære virksomhet kom en anden av hendes fættere, finnernes bekjendte apostel Nils Joachim Vibe Stockfleth til at faa en avgjørende indflydelse under hendes enkestand.

Jeg lar Gislesen fortsætte:

“Den 8de juni 1854 blev jeg naadigst udnævnt til sogneprest til Gjerpen, hvor jeg i den korte tid, jeg der arbeidede, fandt aabne arme og kjærlige hjerter, som jeg stedse vil mindes med taknemmelighed. Med ængstelse for det store ansvar, men og med tillid til Gud, hvis vilje jeg ogsaa her troede at se, erklærede jeg mig villig til at modtage det embede (Tromsø bispeembede), hvortil jeg blev valgt og under 21de november naadigst udnævnt”.

Saavidt biskopen selv.

Den 2den september, 13de søndag efter Tref.. 1855 blev Gislesen indsat til sogneprest i Gjerpen, og alt den 13de april 1856, 3dje søndag efter paaske, holdt han sin avskedspræken. Hans virketid i Gjerpen blev saaledes ikke lang, kun omtrent 7.1/2 maaned. Han indviedes til biskopsembedet den 18de mai 1856 i Kristiania og ankom til Tromsø den 27de juni. Men heller ikke som biskop hadde han nogen lang virketid, idet han allerede bortkaldtes den 20de mai 1860, ikke fuldt 58.1/2 aar gl.

Bispinde Gislesen var død aaret forut “med den dybeste fred”, den 10de mai 1859, efter kortere tids sygdom; ti i april var hun endnu som sedvanlig. Den 6te juni skrev biskopen i et brev til en ven om hende: ”Ak, ja vort tab er saare tungt. Den hjemvandrede havde en kjærlighed, som var herovenfra, og som omfattede med inderlig omhu alles vel, og for mig var hendes omhu overordentlig. Omkring mig er kun savn og i mig sorg. Mange sørge med mig; thi hun var meget elsket baade her og andre steder, hvor hun har reist og været. ‑ ‑ Jeg staar saare ene i verden. Maatte nu alt, hvad der har mødt mig, drage mig sterkere til Gud og min Frelser. ‑ ‑ Hun var min støtte i alt. Gud velsigne hende til evig tid for hendes kjærlighed ! “ Den 15de august s. a. skriver han: “Den 1ste d. m. kom jeg hjem fra Finmarken nogenlunde frisk. Jeg har havt forretninger og reiser uavbrudt, og veiret har været koldt og ofte regnfuldt, saa jeg var noget mat efter hjemkomsten, ligesom jeg paa reisen av og til var forkjølet; men dog ikke værre, end at jeg kunde udføre alt, som paalaa mig. Langsomt og tomt var det allevegne, fordi jeg savnede det selskab, jeg før havde, og savnet forøgedes for hvert sted, jeg kom til; ti jeg ligesom ventede at finde min Jette, men jeg fandt hende ikke! Hun havde været med mig paa saa mange ogsaa av de steder, som jeg i sommer besøgte. Derfor var det, som allevegne var en væg ude”.

Nytaarsdag 1860 præket biskopen i Tromsø kirke og kjendte sig noksaa rask de første maaneder; men i mars angrepes han av en lammelse i venstre arm og venstre ben, og det blev bestemt, at han skulde foreta en tur sydover i mai til Sandefjords bad. I den anledning sendte han ogsaa 1ste mai en trykt skrivelse til alle stiftets prester, hvori han siger sine kjære embedsbrødre farvel “for en tid” og beder dem “komme ham ihu med broderlig kjærlighed og forbøn, at han maa bære sit kors som en kristen”. Reisen blev der intet av; thi hans tilstand forværredes og gjorde reisen umulig. Hans pleiedatter skriver om hans sidste sygdom og død: “Mandag den 10de mai var den sidste dag, han var oppe for at nyde nadveren. Da forretningen var over, var han saa træt, at han vilde lægge sig, og sov da til langt ud paa eftermiddagen ‑ ‑. Torsdag (Kristi himmelfartsdag) vilde han til moders grav og indom kirken, om ikke mere end medens han fik velsignelsen, men saa svag, han var, var dette ikke at tænke paa. Det var ondt ikke at kunne føie ham deri; thi efterat han længe havde talt derom, sagde han: “Bare denne ene gang, saa skal jeg ikke mere bede om det”. Selv følte han sig sterk. Fredag talte han atter om at komme ud til graven. Siden blev han svagere og svagere. Ofte bevægede han læberne, og naar vi kunde forstaa ham, saa var det altid en bøn, formaning eller tanker paa Guds rige, som beskjæftigede ham. Vor elskede faders dødsleie var saa stille og helligt. Han laa stille og rolig hele nat til søndags; men da solen skinnede ind kl. 4, blev han saa pludselig forandret, at vi saa, at døden ikke var langt borte. Vi samledes derfor om hans leie, saa mange, som var i huset, da vor fader var saa klein, at vi hvert øieblik ventede, at han skulde slukne. “ Herre Gud ! Herre Jesus ! “ var de sidste forstaaelige ord av de elskede læber. Han indsov stille og sødt kl. 8.1/2 “ (om formiddagen den 20de mai 1860).

Likesom han besøkte sin fødebygd og sin fars gaard Løksli, før han forlot Gjerpen og tiltraadte reisen nordover, tænkte han ogsaa paa fødebygden i sine sidste dage. Av hans bøker skulde de tages ut, som kunde være passende til at indlemmes i et almuebibliotek i Hjertdal, og resten sælges til indtægt for et saadant bibliotek eller utdeles som præmie til fattige barn i skolen eller til konfirmanter, likesom en del av hans efterlatte møbler skulde sælges til dannelsen av et legat for fattige barns kristelige opdragelse i hans hjembygd. Hans kostbare bibel, antagelig en present, blev sendt til Gjerpen, hvor den endnu findes.

Gislesen utgav i 1844 “ Luthers lille katechismus, forsynet med henvisning til bibelske fortællinger, salmer og anmerkninger”, IX, 96 s. Den utkom senere i flere oplag og blev mer og mer, hvad man kalder en ”forklaring”. Den sidste, 4de, utgave fra 1855, der utgjør 144 sider i oktav (de tidligere var i duodez), kalder han derfor ogsaa selv “en kortfattet lærebog i religionen”. Han hadde ogsaa i mellemtiden, i 1847, utgit en “Lærebog i den christelige religion efter den evangelisk lutherske bekjendelse”, der utgjorde ikke mindre end 359 sider, rigtignok i duodez. Han leverte likeledes en “Bibelhistorie, fremstillet med Bibelens ord, efter A. E. Preusz”. Den utkom i 2 utgaver, den første i 1853, den anden i 1858, første 284 sider, den anden forøket til 320 sider + XV sider forord. Samtlige disse bøker var nærmest bestemte for seminariets elever og for lærere. Læreboken i den kristelige religion skal senere, hens Gislesen endnu var i Asker, være blit aldeles omarbeidet, men kom ikke i trykken.[21]

18. Andreas Grimelund.

1856‑1861.

Jeg vil ogsaa for Grimelunds vedkommende helst anføre hans ham selv karakteriserende autobiografi i Gjerpens kaldsbok. Han omtaler sig selv i tredje person:

“Andreas Grimelund er født paa gaarden Grimelund i Aker den 26de januar 1812. Hans forældre var gaardbruger Hans Grimelund og hustru Gunhild Faale. Hans fader, en dygtig, for sin tid mere end almindelig dannet, i sin hjembygd anseet og i offentlige hverv meget benyttet bondemand,[22] bestemte tidlig sønnen, der var den yngste av 3 søskende, til studeringer og havde det ønske at se ham som prest, hvilket han dog ikke kom til at opleve. Til den ende bragte han i 1821 sønnen, som til den tid havde modtaget undervisning i sin fødebygds almueskole, til forstanderen for det daværende brødresocietet i Kristiania Nils Johannes Holm.[23] Holm var en mand med godt hoved og adskillige kundskaber, derhos en dygtig lærer, der i forening med daværende lektor, senere professor, nu provst og sogneprest i Gran Søren Brun Bugge bragte sin lærling saavidt, at denne allerede i sit 14de aar kunde benyttes som hjælpelærer i en av daværende kandidat, senere prest Jan Th. Kielland oprettet drengeskole.[24] Men hvad der var endnu bedre, var det gode indtryk, han allerede som barn modtog av den kristelige undervisning og omgang, han nød, navnlig indtryk av Guds forbarmende naade i Kristo Jesu, som aldrig siden ganske udslettedes. I 4 aar forblev han i Holms hus, kom derpaa i 1826 i huset hos sognepresten i Finnøen ved Stavanger Gabriel K. Kielland, som videre skulde forberede ham til den akademiske løbebane. Derfra vendte han dog tilbage til Kristiania i 1828 og blev sommeren 1829 dimitteret til universitetet av cand. jur., senere sorenskriver Ove B. H. Vangensteen, der tilligemed den senere rektor i Trondhjem Fredrik Moltke Bugge et aars tid havde været hans lærer. Examen artium absolverede han med karakteren laudabilis og det følgende aar 1830 andenexamen med karakteren haud illaudabilis efter et ved sygdom lammet, uheldigt degraderende forsøg paa at forbedre examenskarakteren for hans yndlingsfag historie.

I 1835 absolverede han theologisk embedseksamen med karakteren laudabilis og i det følgende aar de to praktiske prøver, begge med samme karakter.

Fra 1836 overtog han sin faders gaard efter dennes ønske,[25] ligesom han ogsaa i sine studenterdage hjalp til ved faderens ikke ubetydelige skovdrift. Besiddelsen av fast eiendom bragte ham ind i Akers sogns kommunebestyrelse, hvorav han var medlem ligefra formandskabsinstitutionens indførelse og indtil hans befordring til geistligt embede, de sidste 2‑3 aar som ordfører. Altid stod dog hans hu til ordets tjeneste; men ventetiden blev lang og dog ikke uden frugt for ham selv.[26] Først i 1844 paa hans kjære faders begravelsesdag[27] fik han, og da ganske uventet, udnævnelse som resid. kapellan til Nannestad, i hvilken stilling han dog kun forblev til 1847, da han kaldtes til resid. kapellan til Ullensaker.[28] Begge disse stillinger, især den sidste, blev ham inderlig kjære, og at han i dem heller ikke saaes ugjerne av sine sognefolk, derpaa modtog han paa begge steder beviser i værdifulde erkjendtlighedstegn, som overraktes ham ved hans fratrædelse, skjønt han beggesteds kun havde virket i kort tid.

Allerede i 1851 fik og modtog han nemlig et til ham udgaaet kald til at gaa til det da oprettede praktisk theologiske seminarinm ved Kristiania universitet som lærer i pastoraltheologi, liturgik og homiletik. Om sin virksomhed i denne stilling siger han, at den foregik i stor mangelfuldhed og skrøbelighed, men at Gud dog lagde sin velsignelse til. For ham selv var det i flere henseender en trængselstid, men tillige en frugtbar bønnens og kampens tid. Det var just da det theologiske studiums blomstringstid ved universitetet. Han kom i nær berøring med en sjelden vakker skare av unge, alvorlige, kristelige og konfessionstro theologer, der besøgte seminariet, og med de daværende professorer Dietrichson. Kaurin, Caspari og Johnson kom han til at staa i et venligt broderforhold.

Da Gjerpens sognekald blev ledigt ved sogneprest Gislesens udnævnelse til biskop i Tromsø stift, fik han fra flere sider opfordring til at søge dette kald. Dette kom ham uventet, og han havde store betænkeligheder. Den Lammerske bevægelse i Skien havde just da naaet sit høidepunkt, og dannelsen av en frimenighed nærmede sig øiensynlig med sterke skridt. Alt, hvad der var av kristeligt liv i Skien og omegn, syntes draget ind i bevægelsen, og i selve Gjerpen havde nogen av de varmeste og virksomste ivrere for udtrædelsen av statskirken sin bolig. Efter lang overveielse og kamp besluttede han dog omsider i begyndelsen av 1856 i fortrøstning til Guds naadige bistand at melde sig, og i april s. a. modtog han udnævnelsen til sogneprest i Gjerpen”.

Denne Grimelunds autobiografi i kaldsboken er meget vidløftig og her kun gjengit i utdrag; den har, som man alt av disse utdrag vil ha lagt merke til, en baade for ham og tiden i det hele i den kreds, hvortil han hørte, karakteristisk prestelig stil.

Grimelund var blit indsat i Gjerpen den 31te august 1856, men tiltraadte ikke for paa det nye aar. Allerede 4 aar efter, den 31te januar 1861, blev han utnævnt til biskop i Trondhjem og holdt sin avskedspræken i Gjerpen 3dje søndag efter Tref. s. a. Den 21de august 1862 blev han ridder av St. Olavs orden og 19de juli 1873 kommandør av første klasse i samme orden. Dagen før, 18de juli 1873, hadde han kronet kong Oskar II og dronning Sofie i Trondhjems domkirke. 17de mars 1883 fik han paa ansøkning avsked fra 1ste juli at regne og levde siden i Kristiania, hvor han døde den 3dje januar 1896 i den høie alder av 84 aar, i de sidste aar vistnok adskillig alderdomssløvet.

Grimelund var formand i den kngl. kommission av 10de juli 1865, som det overdroges at avgi erklæring over de av M. B. Landstad og A. Hauge leverte utkast til ny kirkesalmebok. Han hadde som nærboende naboprest i flere aar bistaat Hauge med hans salmeboksarbeide. Tidligere, i den tid, han var ansat ved det teologiske seminarium, hadde han, sammen med Jørgen Moe og W. A. Wexels, været medlem av den menighets‑komité, som utarbeidet det bekjendte “Tillæg til den evangelisk kristelige salmebog”, der ved kngl. resolution av 10de september 1853 tillotes brukt og ogsaa blev almindelig brukt i mange menigheter, indtil Landstads og Hauges salmebøker autorisertes, hvorved trangen til det bortfaldt.

Grimelund var, likesom en i visse retninger lærd teolog, saaledes ogsaa en i samme retninger frugtbar teologisk forfatter. Særlig maa merkes hans “Forelæsninger over praktisk theologi”, der blev trykt som manuskript i 1856, 254 s., og igjen optryktes paa Horten i 1884. Desuten forskjellige avhandlinger i “Theologisk tidsskrift” og “Luthersk kirketidende”, væsentlig vedkommende praktisk teologiske spørsmaal. Endelig kan ogsaa omtales hans som manuskript trykte biskopelige “Sendebreve”, fem i tallet.

Grimelund blev den 9de august 1838 gift med Julie Augusta Kjelsen, den dag netop 19 aar gammel, idet hun var født i Kristiania den 9de august 1819. Hun døde i den høie alder av 90 aar 2den juli 1909. Blandt deres 9 barn blev 2 prester, mens den ældste, Martin, efter at være blit teologisk kandidat, ofret sig for malerkunsten. En av døtrene, Hilda, blev gift med daværende residerende kapellan i Skien, tidligere lægprædikant Mads Wefring, der døde som sogneprest til Frue kirke i Trondhjem.

[1] Gamle David indførte denne vielse med gnidret skrift saaledes i kirkeboken: ”19/10 cop. J. F. M. og Christence Schweder».

[4] Se en merkelig historie, der i hvert fald er et sterkt vidnesbyrd om hans prestelige anseelse, i sønnesønnen digteren A. Munchs ”Barndoms‑ og ungdomsminder”, s. 52 fl.

[5] Ikke hos amtmand L., som Halvorsen fortæller i sin forfatterlexikon; kammerherren var amtmandens far.

[6] Provst Blom var just samme dag blit begraven, efter at være avgaat ved døden den 13de næstforut.

[7] Skrivelsen var sandsynligvis avsendt før mottagelsen av Munchs brev av 21de næstforut.

[9] Hans Landstad i Seljord, salmedigterens far.

[10] Søn av sogneprest Kaurin i Laardal, sidst biskop i Bergen.

[11] Hans far skal ha været en mere end almindelig dygtig og begavet mand; hans mor, Marie Pedersdatter Vale fra Bakke sogn, øvre Eker, var kommen til Hjertdal i tjeneste hos sogneprest Bloch, hvor hans far lærte hende at kjende; hun skildres ogsaa som en særdeles forstandig og elskelig kvinde.

[12] Gislesen omtales efter sin konfirmation som ”en livlig yngling, som jævnaldrende gjerne vilde have med sig i sine selskabelige sammenkomster, og han nød livet og deltog i ungdommens fornøielser og glæder i fuldt maal” (Heggtveit, Biografi av Gislesen. i ”Hjemmet”, 1882).

[13] Torvald Emil Oden, død 1881 som andenlærer ved borgerskolen i Kragerø.

[14] Gislesen blev student med laud 1826; for hebraisk præceteris; 1827 anden examen med præceteris.

[15] Herom hadde professor Stenersen i begyndelsen sagt: ”Han paatager sig nu at være alle daarers formynder” (Heggtveit).

[16] Gislesen studerte her videre latin og græsk.

[18] Sofie D. F. var født den 27de august 1803 og var en datter av kaptein Nils Finkenhagen og hustru Elisabeth. f. Juell.

[19] Moderen døde i 1848; faderen døde 4 aar senere, i 1852, over 80 aar gl., og hadde, da han i 1842 tok avsked, staat i skolens og kirkens tjeneste henved 50 aar.

[20] I 1836 hadde Gislesen med offentlig stipendium foretat en reise til Danmark og hertugdommerne. Paa denne anden reise var han fraværende i 1.1/4 aar og besøkte derunder Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Schweitz, Østerrige og Italien og vendte over Sverige hjem.

[22] Hans Hansen Grimelund, født i Kraakstad 1759, død 11/6 1844, 85 aar gl., var stortingsrepræsentant for Akershus 1815‑1816.

[23] Skal være Nils Johansen Holm, forstander for brødremenigheten i Norge 1830‑34, senere “eftermiddagsprest” i Kristiansfeld, født 1778, død 1845. Forfatter av salmen: Hvor salig er den lille flok.

[24] Jan Kielland døde som sogneprest til Haa i 1844, f. 1803. Han oversatte og bearbeidet i sin tid Zahns bekjendte bibelhistorie.

[26] Da sognepresten i Aker J. Hesselberg i 1839 var paa stortinget, utførte Grimelund alle de til embedet hørende gjerninger, hvortil ikke ordination utkrævedes.