VIII.

 

Efter krigen. — Misligheter og processer. — Nyt embeds­
personale, nye stridigheter og irettesætteser. -
Mathias Lyches beretning om Skien.

 

Skiens “ordinari” skat for 1720 var ifølge Russels ligningsdokument av 5/6

 

Sogne Presten Magister Nyborgs Løn                                                             107 Rdl.

Capelanen Hr. Albret Blæhrs Løn                                                                     100

Rectors Løn.            72   ”                                                                                    

Danske skolle Løn  24  ”                                                                                     96

Byskrifverens Løn                                                                                               50

Orginistens Løn                                                                                                   50

Musicanten Hans Jørgen                                                                                   20

Raadstue og Byetings Huusleye                                                                       18

underfogdens Løn tillige med Polletie Betienterne                                         60

Rentepenge til Kierken                                                                                        10

        ”-”           Hospitalet                                                                                     10

Raadstue Tiennerens Løn                                                                                  20

Niels Tambours Løn                                                                                            14

Vægterens Løn                                                                                                     20

Claus smed som sædvanligt, saa fremt oppasser Werchet herefter

forswarlig Nyder da                                                                                             20

Et huus at leye for Skorsteensfægerne, saasom Kæmneren

Olle Jonsen de 20 rdl. forleden Aar lagt, er medgaaet til den

Nye Broe ved Bradsberg Klef endnu tillæggis                                                50

Det huus til de 2de Raadstuetiennere at fuldstændige, foruden

det samme forrige aars Ligt tillegges                                                                30

3 Riis papir, Lack og Skriver Materiallier som Sædvanligt                             10

Lys til Vægteren                                                                                                   1

for Restancer af Krigsstyr og Transportskatten efter Cammer

Collegio ordre af 4 Maij Næstleden skal lignes paa Byen                             23 ” 32 sk.

 

709 rdl. 32 sk.

Overført 709 rdl. 32 sk.

 

Peder Andersen Svendske for giorde Transport ved Armadien

   forleden sommer, for sig, sin Jagt og medhaft mand                                   20

Børe Bestilt Ligeledes .                                                                                       10

Under Baatsmænd for Transport                                                                       10

 

748 rdl. 32 sk.

 

Sammenligner man dette, ikke paa alle punkter rigtig tydelige, budget med tidligere og senere, vil man finde bekræftet hvad der i indledningen er sagt om den iøinefaldende stabilitet ialfald i visse av byens forhold: et halvt snes av de større poster er i 1720 de samme som i 1683 og som vi vil finde dem i 1793! Men nogen forandring er der jo, saaledes synes byens betjening noget forsterket og lønningerne for de lavere grupper forhøiede. Man har anstrengt sig for at skaffe hus til feieren, som i 1716 forlot byen i vrede, og der betales en pen sum for at vedlikeholde “værket”, >: kirkens ur. Nogle smaa rester av utgifter efter krigen er der, men at restancerne ikke er større, skyldes vistnok baade den skjærpede kontrol og de ubehagelige minder fra skan­dalen i 1716, antagelig ogsaa Russels myndige styre.

 

De herrer proprietarier og negotianter er man da endelig færdig med. Antagelig er det siste akt i striden, naar Tonsberg i en skrivelse av ind­kalder alle borgere til at møte med sine borgerbreve 15/8 paa Skiens raadstue; han har vel villet holde en generalmønstring over dem. Men Bowman synes endnu at ha holdt stillingen; han hadde i en proces “exciperet værnetinget” og henskutt sig under landet, og Russel paaførte ham i den anledning en proces, som Tonsberg beordret hævet. Fra det tidspunkt gik det øiensynlig nedover bakke med Russels anseelse, og han maa i de følgende aar dele skjæbne med de andre lokale myndigheter, over hvis hoveder der igjen blinker det ene lyn efter det andet fra den gamle tordengud i Kristiania. Tiaaret 1721—31 blir for en væsentlig del optat med beretning om uveiret.

 

Det begynder med at Russel har prakket kæmnerstillingen paa en mand (Anders Thomesen), som hverken kan læse eller skrive, og som derfor har opnaadd kgl. bevilling til at slippe alle borgerlige bestillinger. Endvidere kom der tilsyne nogen slaphet i sakernes expedition: 4/4 1721 maatte Tønsberg minde magistraten om at indsende ligningen for aaret, og da den viste det sig at den ikke stemte med ligningen for det foregaaende aar (det var ikke saa underlig endda, at Russel vilde ha en kæmner som ikke kunde læse!), hvorfor Tonsberg 23/5 beordret et nyt mandtal istandbragt. Saa er der en person, Gunder Solvesen, som Russel, i motsætning til hvad han hadde gjort med Anders Thomesen, hadde git attest for at være “ubekvem til byens forretninger”; men Tonsberg vilde (30/5) ha manden ind til Kr.a for at exami­nere ham og forvisse sig om hans ubrukelighet. Aaret slutter med at Russel 15/12 fik en skrape fordi han hadde somlet bort extrakten av geistlighetens krigsskat for 1721 og paastod at han ikke hadde faat den!

 

Dette var jo allerede en vakker liten sum av misgjerninger. Den siste overhaling var særdeles streng, og Russel maa ha følt grunden svigte under sine føtter, for i slutten av december anmeldte han en reise til Kjøbenhavn, og saa var han færdig. Hans dictatur var endt, og der indtraadte igjen normale forhold i Skiens magistrat, idet Peder Pedersen Baar samtidig blev konstueret borgemester og Peder Pedersen Flod og Iver Sommer 9/1 1722 fik konstitution som raadmænd. Den nye statholder, Ditlev Wibe, avla en visit i Skien samme aar, og 10/7 forlangte Tonsberg av den nye magistrat en indberetning om Skien og distriktet. Det vilde været meget oplysende om denne nu hadde eksistert, til kundškap om forholdene efter krigen, men den findes ikke; derimot er der, som vi senere skal se, bevaret en lignende fra ca. 1730.

 

Russel synes i de nærmest følgende aar at ha været optat med processer, som bragte ham tap og ærgrelser. En av dem fortjener nærmere omtale, fordi den gir os et litet utsnit av byens private liv i de tider, nemlig mellem ham og den tidligere omtalte apoteker Fridrich Wolf:

 

Russel hadde bygget en kirkestol (“pulpitur”) i Skiens kirke slik, at Wolff fra sin stol bakenfor Russels ikke kunde se prækestolen og prædikanten. Til paademmelse av den sak, som apotekeren i den anledning anla mot Russel, opnævntes som kommissarier lagmand Lange og Niels Herculessøn Weyer (kjøbmand i Skien, søn av borgem. Weyer paa Nordre Brekkë), maa ha gaat apotekeren imot, for han appellerte, og den endelige avgjørelse fandt sted i overhofretten, i hvis protokol læses i 1724:

 

“Tirsdag d. 7 og 8 Martij: Etatsraad H. Blixencrone, justitsraad C. Braunman og Assessor F. Glad.

 

No. 23. Friderich Wolf Apotheker i Scheen contra Assessor Peter Rys­sel[1], indstevmner til forandring og underkiendelse de allernaadigst beskikkede commissariers Assessor og Lagmand Giert Langes og Niels Herculeson Weyers d. 30 Jan. 1722 afsagde Commissarial Dom, angaaende adskillige Parterne imellemkomne disputer, ærerørige beskyldninger og tilleggelser udi ord og skrif­ter, pasquiller og skandskrifter med meere fast uerhørte forfølgelse”.

 

Denne protokollation aapner et langt perspektiv ind i byens liv i denne tid; men da sakens akter ikke findes, maa fantasien utfylde det manglende. Dommen, som var enstemmig (“votum commune”), gir dog nogle fingerpek:

Wolf hadde frisket op den gamle beskyldning mot Russel for leiermaal med Dorothea Agnete Hansdatter, men herom henviste overhofretten til rentekam­merets behandling av den sak (se ovenfor) og avviste derfor det punkt. Endvidere hadde apotekeren beskyldt Russel for at ville overfalde ham og hans hustru i deres hus og at ha opslaat pasquil (skandskrift) paa kirkevæggen, men det kunde ikke bevises. I hovedpunktet, kirkestolen, fik apotekeren ret; Russel dømtes til at forandre stolen. De gjensidige usømme­ligheter i ord og expressioner under processen kjendtes døde og magtesløse at være og gik op i op, men medførte dog for begge parter 30 rdl.s mulkt til kvæsthuskassen (det norske krigshospital). — Apotekeren var død, da dommen faldt, saa han fik ikke nyte sin seier.

 

Det var ikke første gang Russel fik slike smæk. I 1723 blev han i en anden proces dømt til en mulkt av 50 rdl. til kirken paa Christianshavn (i Kbhn. ), en ofte anvendt straf; men der kom samtidig noget som var meget værre: Russel gjorde sig nemlig umulig i 1723, og hans fald var meget mere beskjæmmende end de 3 magistratspersoners i 1716. Som følge av ærerørige beskyldninger mot statholder Wibe med flere blev han indkaldt til forhør i Kbhvn. og da han intet kunde bevise, dømt til at kagstrykes og ha ære og gods forbrutt. Denne forsmædelige dom blev vistnok av kongens naade formildet, men var dog en forskrækkelig avslutning paa Russels embedsbane.[2] Saaledes var det nu forbi med hans “bormesterskab” ; den konstituerede magistrat Peder Baar hører man heller ikke mere til. 6/11 1722 blev Mathias Pedersen Lyche utnævnt til borgemester mens Hans Krag avløste noget senere (15/10 1723) Fridrich Henrichsen Schiltrod som byfoged. Schiltrøds regnskapsførsel var mislig, og han har muligens opgit embedet og flyttet ut av byen. I 1723 bodde han nemlig paa Sem i Gjerpen. Stiftsskriver Iver Struck døde 1724 og hos hans kautionist Peder Olsen blev der sekvestreret for 1000 rdl. (14/4 og 2/7). Ogsaa amtmand Lindberg forsvinder i 1724. I en yngre samtidigs memoirer (Nils Hichmans), fortælles at han var nedbrutt av sorg over tapet av to døttre, som omkom ved forlis paa reise til Kbhvn., og “ubekvem til embedet” flyttet til sin fuldmægtig Tobias Hichman, hos hvem han døde faa aar efter. Han var gift med en datter av Nils Justen, hvori vi vel har et fingerpek til forstaaelse av hans ihærdige kompaniskap med proprietarierne. Lindbergs eftermand i embedet var Michal Storm.

 

Det haglet med mulkter over embedsmændene i disse aar: Russel, prokurator Hagedorn, sorenskriver Pedersen, foged Schweder, - ja endog lagmand Lange maatte bøte, den siste endog 100 rdl. til Christianshavns kirke ifølge 2 høiesteretsdomme av 17/3 og 18/3 1722. — Foged Schweder beordredes 30/6 1724 at inddrive mulkten ved exekution.

 

Vi skal nu se, hvorledes Tonsberg tumlet med det nye sæt av embeds­mænd i Skien, likesom en øvet “dompteur” med sine løver og leoparder. Der lyder skarpe piskesmeld, og revolveren bebuder sterke forholdsregler som yderste middel, hvis de ikke lystrer. Den gamle herre hadde endel motgang i 1724. Han var blit krævet for en sum av 1898 rdl., som han i 13 aar hadde oppebaaret for regnskapshold for kirkerne i sit stift, og var meget fornærmet over at man vilde ophæve en praksis som (ifølge hans skrivelse av 8/2 1724) var 116 aar gammel, ja endog forlange pengene refundert! Endnu mere misfornøiet blev han, da man samme aar berøvet ham portofrihet for embedsbreve, for det vilde koste ham 300 rdl., halvparten av hans gage. I et langt brev (8/11) til rentekammeret uttrykker han sin forargelse over denne foranstaltning: “At tage af vores Mundportion for at betahle det som Kongens tieniste betreffer, er noget som vores Auguste og Souveraine Maitre (>: kongen) er for Naadig at tilstæde”. Og “enhver postmester kand stikke sin næse i papirerne” tilføier han, hvilket rigtignok er litt uforstaaelig, naar der ikke skulde skjelnes mellem off. og privat korrespon­dance. En slik historie indtraf virkelig aaret efter (skrivelse av 18/9 1725).

 

Som sagt, han var ikke rigtig i humør. Og Skien gav ham fremdeles nok at bestille. Først var det den høifornemme eier av Gjemsø, Fredrik Adeler stiftamtmand over Sjælland, som lot foretage et mineringsarbeide, mot hvilket Skiens sagbrukseiere protesterte. Statholder Ditlev Wibe gav ordre til at arbeidet skulde stanses, men mineringen blev desuagtet fortsat. Tonsberg, som 29/2 hadde utbedt sig en erklæring fra Adeler, syntes nu at dette gik for vidt og indgav en kraftig forestilling til statholderen: “Jeg indstiller til Deris Execllencis høye skjønsomhet, hvorledes dend gode Herres Overhørighed kand og bør ansees, saasom ieg fastelig paastaaer at Hr. Geheime Raad Adeler er lige saa pligtig med dend lydighed at efterleve Stadtholderens befalning som den aller mindste udj Landet og kand hverken Hans Stand, Rang eller Carac­ter (titel) exipere Ham fra gloria obsequii” (>: at adlyde). — Han stiver statholderen ordentlig op, og mineringen maa være stanset, ellers hadde man sik­kert hørt mere fra ham.

 

Saa er det de lavere guder. - Foged Schweder blev 14/1 paalagt at “av­lægge edelig Revet’s” eller stille kaution for et aar, 17-18,000 rdl. En uke efter (21/1) beordres han ind til Kra: for at gjøre fyldest eller straffes, og Tons-berg meddeler samtidig dette til rentekammeret. Han maa imidlertid være sluppen fra det, eftersom han var foged helt til 1742 (18/1 1727 nævnes en Ehrenfred Schweder som konstitueret foged). - Prokurater Bertel Hagedorn, konsumptionsforpagter og kæmner, faar en slem attest. 3/4 1724 skrev Tons­berg til rentekammeret om ham: “Han er notoirement bekiendt at være meget haard”, og tjener som prokurator paa de processer han som konsumptions­forpagter paafører folk. “Mig er af en troværdig borger udj Scheen berettet at Seigneur Hagedorns betientere ene indkomne udj een Mands Huus om Mid­dags tiider og inqvireret om at den Steeg som stoed den gang paa Bordet var betalt Consumption af eller ikke, og derfor æsched rigtighed og beviis, hvilket

siunes mig stride ej alleene imod all almindelig Høflighed, men sætte en Mands tryghed og Roelighed udj sit Huus meget tilside”. Det var let nok for de rike at procedere, men for de fattige? “Det axioma juridicum bør considereres, nemblig in poenalibus sequi debemus, benigniorem interpretationem non minus justius quam tutius” (>: en velvillig fortolkning er baade den retfærdigste og den tryggeste). Den gamle herre hadde ikke glemt sin universitetslærdom, og her er han virkelig elskværdig, likesom han ovenfor (mot Adeler) er stolt og retfærdig. — Men Hagedorn og hans betjente! Der har vi “ceismeisteren” og “kuffions-futen” med hans “quererar” i digtet fra 1722.

 

Den nye borgemester og den nye byfoged var neppe blevne varme i tøiet, før de nedkaldte Tonsbergs vrede over sig. I anledning en skattetvist med den ofte omtalte Bowman fik begge en alvorlig irettesættelse. De har, siger han 27/3 1724, tilsidesat Tonsbergs resolutioner og dermed “den min charge vedhængende authorité”. — “Mine resolutioner, som herrører af Poli­tien, kand ikke falde under een Byfogets censure”. Men han tilgir for denne gang paa grund av “den liden connoisance I endnu haver til Eders function” og ”forventer et bedre forhold i fremtiden”. — Deri blev han betydelig skuffet, for der kom meget av samme sort i nærmeste fremtid. Han paalagde magistraten at bringe Skiens arkiv i en bedre orden i den anordnede raadstuekiste; men mot slutningen av aaret ser man at ordren ikke var efterkommet: 29/11 skriver han til Lyche, at “saafremt Hr. Borgemester længere sidder min ordon­nance overhørig, andrager jeg sandelig hans opiniatretè (>: stivsind) paa høyere Stæder” . Hospitalsregnskaperne var “udj temmelig confusion” og maatte uop­holdelig bringes i rigtighet. — Der skulde bygges et hospital, og i den sak optraadte borgemesteren noksaa egenmægtig. Prestegaarden skulde repareres. Men baade til den og kirken maa de ikke paa egen haand besørge andet end “smaa flicherier"; ellers skulde de indhente samtykke fra stiftamtmand og bi­skop. Og kirkens midler var smaa og maatte ikke brukes til prestegaarden. — Det er efter alt dette slet ikke forunderligt, at baade borgemester og foged 21/1 1725 fik ordre til at indfinde sig i Kra. straks for at høre, hvad “Deris Maye­stæts allernaadigste willie er”. Der siges ikke hvad det gjælder, men de har vist faat en straffeprædiken, som maa ha virket som at skviætte vand paa gaasen, for endnu samme aar, lìke efter, begynder et nyt spetakkel. Lære­pengene fra 1716 syntes spildt paa disse selvraadige herrer.

 

At borgemester Lyche var en fordringsfuld og gjenstridig herre, faar man vishet for, naar man snart efter faar høre klagemaal over ham fra hans kolleger i magistraten, de 2 raadmænd Iver Sommer (gift med Otto v. Cappelens  datter Boel) og Niels Herculessøn Weyer (som er kommet for Peder Pedersøn Flod). Borgemesteren vilde være enehersker og reducere de 2 andre til “konsultative statsraader”, som det nu heter. Hans stemme i raadet skulde være avgjørende, selv om de 2 andre var enige mot ham! Dette blev meldt, og Tonsberg skrev 25/4 1725, at han “med forundring har for­nummet borgernester Lyches urimelige paastand, at hans votum som præsidis ( >: formand) skal prævalere for tvende Raadmænd udi alle foranstaltninger, skifter og andre affairer”, hvilket han og skal have protokolleret 12/4 med “dend expression at Raadmændene efterdags alleene skulle paahøre hvad hand udj Protokollen foranstaltede” . Hvis ikke Lyche har faat en speciel kgl. ordre, da skal den tidligere praksis følges, at magistraten “alting forretter per plu­rima vota” , og Tonsbergs brev herom skal indføres i protokollen.

- Endvidere klaget raadm. Weyerover at borgemesteren overhovedet ikke vilde anerkjende ham som konstitueret raadmand. Dette maa, siger Tonsberg, være en “irring”, thi “saalænge Borgemesteren har dend fornødne og udfordrende eftertanke, torde han ikke paatage sig det arbeide at tilsidesætte dend som jeg ratione officii (>: i kraft av mit embede) har til et Embede at beobagte beschik­ket”. Derfor skal Weyer bare “exercere sin function”, til kongen anderledes befaler, eller Lyche producerer antagelig grund, som skal indhentes og indsen­des ved notarius publicus.

 

Det er ikke umulig at Lyche har anset Weyer for insolvent; ialfald ser man nogle aar senere at W. har pantsat 4 sagbruk til biskop Deichmann, og disse magistratsstillinger skulde jo kun betroes forretningsmænd av utvilsom solvents. Men herom foreligger intet bestemt. — Tønsberg fik snart anled­ning til at vise at han ikke var at spøke med og at han i tilfælde forstod at sætte magt bak ordene. Der var ugreie med toldbodbryggen i Langesund, hvis vedlikeholdelse paalaa Skiens magistrat, og da de gjorde indvendinger, resolverte Tønsberg : “Magistratens dispute skal ingen difficulté give, og skal dens dristighed snart blive ophævet og bryggen sat udj vedbørlig stand”. Og saa faldt der et sviende slag: Akcisen (hvorav magistraten hadde en væsent­lig del av sin indtægt) skulde beslaglægges, indtil de besindet sig (5/7 1 725)! En erklæring, som bare var underskreven av borgernesteren, ikke av raad­mændene, sendte Tønsberg uten videre tilbake, og da den faldefærdige brygge endnu i slutten av næste maaned ikke var tat under reparation, gjentok Tons­berg (24/8) sin ordre om akcisen; magistraten skulde ikke faa sin andel, før arbeidet var utført.

 

Dette maa ha virket, for nu var her forholdsvis rolig et par aar. Man faar endnu engang en mindelse om Russel og hans affærer naar man læser en ordre av 8/8 1725 om at magistraten skulde “opsøge, hvad Russel skylder til Kirken, Hospitalet eller fattige, af hvad navn det kan være”, og søke dom derom. Slik stod det altsaa til med denne faldne storhet ved utløpet av hans dictatur. Enken sat i 1730 med Søndre Brekke, som Russel ejet foruten flere andre gaarde ved Skien. Til aarets historie maa tilslut føjes, at Tønsberg foruten at bringe Skiens borgemester til besindelse ogsaa maatte ta en tørn med den nye amtmand Michael Storm, som ogsaa forsøkte at gaa sine egne veie. Han fik en voldsom tilrettevisning i en skrivelse av 14/6 1725, som er meddelt blandt aktstykkerne, og hvori den gamle myndige herre i Kr.a utfolder sig i hele sin pragtfulde “authorithé”. — Storms amtmandstid var kort, idet han døde i Telemarken 1727 og efterfulgtes av Christian Berg.

 

I 1728 døde eieren av Gjemsø, geheimeraad Adeler, og Skiens borgerskap fik opfordring til at underkaste den gamle overenskomst (av 1663) med Jørgen Bielke en revision og erklære, om tiden hadde gjort forandringer nødvendige. Videre efterretning herom mangler (der findes ingen raadstueprotokol fra disse aar, saa man er væsentlig henvist til stiftamtmandens arkiv). — Saa var der ugreie i Langesund. For det første var reparationen av toldbodbryggen utilstrækkelig; det kom da paa magistraten i Skien. Men der var under opseiling en endnu slemmere affære: Toldsvig! Der var begaat “store og strafbare misligheter” og den kgl.e toldordonnance var “djærveligen overtraad” (ja det blev den vist ofte baade da og senere, for smugleri dreves langt ind i det 19de aarh. paa sine steder som noget der hørte til). 21/4 foreslog Tønsberg at amtmand Berg og raadmand Sommer skulde opnævnes til kommissarier for at undersøke og paadømme saken, og at en actor paa det offentliges vegne skulde konstitueres. Samtidig gjorde han opmerksom paa, at Langesund laa forlangt borte fra tolderens og kontrollerens inspektion (toldpersonalet bodde nu i Porsgrund.) Aaret efter faldt dommen : Hans og Christen Lund skulde betale respective 30 og 200 rdl. til Christianshavns kirke, og foged Krag fik 19/8 1729 ordre til at indkassere mulkten. Han skyndte sig ikke med det, for 23/9 kom der fra Tonsberg paalæg om at utføre hans ordres “med større promptitude og hørsomhed”, ellers skulde han vide at tage sine “mesures” (>: forholdsregler). — Raadmand Weyer maa være død eller fratraadt i 1728 og C. F. Bredal indsat i hans sted. Det lykkedes ham allerede straks i hans korte funktionstid at gjøre et større spetakkelnummer: Borgemester Lyche hadde suspendert postmester Ovenberg og konstituert Ole Pettersen midlertidig i hans sted. Imidlertid hadde Bredal paa egen haand optraadt som postmester, bemægtiget sig postvæsken og negtet at utlevere nøklen, saa at Lyche i vidners overvær maatte bryte laasen op. Herom skriver da Tonsberg 8/9 1729, at Bredal alt­saa har “pro lubitu” (>: for sin fornøielses skyld) paataget sig at være postmester, og T. vil denne gang overse hans faute (forseelse), men nu skulde han levere nøkkelen og dokumenterne fra sig, ellers vilde T. ta sine mesures som “muligens siden vilde meget fortryde hannem”. Den gamle herre har vist igrunden denne gang moret sig over optøierne, men ugreien maa ha væ­ret usædvanlig stor, for i en skrivelse av 30/9 til generalpostamtet siger T. at han har suspendert Gram som postmester og konstituert Pipper istedet, men dette skUlde nu gjøres omigjen. Det ser ut som om der i det aar har været 4 postmestre i Skien! — Ovenberg blev gjenindsat 4/1 1730, da han gjorde rigtighet for regnskapet. — Det var godt at der dog var nogen, Tonsberg kunde sætte sin lit til her i egnen. 1729 overdrog han til Leopoldus, sammen med amtmand Berg at utligne “Brandstyr” (formodentlig i anledning Kjøben­havns store brand aaret før), ialt i 70 rdl., paa de paa landet boende samt tiltræde Skiens magistrat ved avfattelse a- samme ligning for Skien. Han har altsaa ikke villet betro magistraten at være alene om arbeidet. Byens samlede brandskat skulde være 2166 rdl. hvorav Kragerø fremdeles skulde betale 1/5 (= 433 rdl. 20 skl.) — De “committerede” har været raske i arbeidet, for ordren var av 5/5 og allerede 23/5 sender Tonsberg ligningen tilbake i appro­bert stand, med ros for “hvad droiture og retsindighed forretningen forfatted er, uagtet de mange passionerte forestillinger og indvendinger fra endel af magistraten og borgerskabet”. Denne siste tilføielse gir et indblik i hvad der har gaat for sig. Tonsberg mener tydeligvis, at de ikke var saa fattige som de altid paaberopte sig at være.

 

Ogsaa for det følgende aar fik de 2 herrer det hverv at forfatte ligningen, og det maa for Tonsberg ha været en stor beroligelse at ha dem som tilfor­ordnede, og samtidig en Ydmygelse for magistraten, som imidlertid hadde sluttet aaret 1729 med fortsat kiv og strid. Det var rimelig, at Tonsberg gik træt av det evindelige spetakkel. 31/1 1730 skrev han : “Dend Tvistighed og uenighed, som nu paa een Tied lang har vedholdt imellem Dem som Magistrats Persohner er Mig Ligesaa u-angenehm af de idelige Rapporter saavel fra Dennem sielv som fra andre at fornemme, som det er høyst skadeligt for Deris Mayestæts Tieniste og Dens Embedes obagt og endmeere til største Schandale for Borgerskabet og indvaanerne paa Stædet, og hvis den ædle Ma­gistrat iche udj Mindelighed componerer Deris tvistighed imellem Dem selv og indbyrdes Lever udj ald udfordrende Rolighed og Harmonie, bliver Jeg udi følge af Loven foraarsaget allerunderdanigst at andrage deres førende Conduite for Dens Kgl. Mayestæt”.

 

To maaneder efter indgav raadmændene Iver Sommer og Bredal paany en klage over borgemesteren, og noget senere skrev Bredal ianledning pakhus­broen i Langesund et saa uartig brev til Tonsberg, at denne erklærede at maatte indberette det til høiere vedkommende. En vakker “harmoni og rolighet”!  — Raadm. Sommer fik permission til at reise til Kbhvn., men døde i løpet av sommeren, hvorfor Tonsberg skrev til Leopoldus med anmodning om at foreslaa en “suffisant og habil borger” til det derved ledige raadmands­embede.

 

Ogsaa den ofte omtalte negotiant Bowman i Porsgrund døde i 1730 og Tonsberg paalagde i den anledning magistraten ikke at befatte sig med hans bo, da han ikke var borger, bare proprietær; det lykkedes altsaa ham at holde den priviligerede særstilling til det sidste.

 

Vanskeligheten med at finde en efterfølger efter Iver Sommer avpresset T. endnu et hjertesuk.

 

I en længere skrivelse (av 16/9 1730) til oversekretær Møinichen i Kbhvn. utbreder han sig om dette emne. Det var, siger han heri, vanskelig at finde en raadmand. De velstaaende hadde ingen lyst; de var ogsaa lidet til saadant bekvemme, thi “dend Schienske education (>: opdragelse) iblant Borgerskabet indbyrdes er ej som tieste dend opbyggeligste for at Dens Børn kand lære at forestaae Magistrats Embede”. Tonsberg syntes ikke om Bredal, som han kalder “en reduceret Løitnant”, der er ham “for meget militairsk”, men anbe­faler Knud Wendelboe, som er i Kbhvn. og længe har været embedsansøker. “Han er sandelig habile, har udj Lands Loug og Rett sterk routine, er af skikkelig forhold og conduite og till saadant Embede desto meere beqvem som paa det stæd een af forstand og experience udj magistraturen særdeles fornø­diges — — — og forsyndiger jeg mig ikke, om ieg reent ud bekiender, at magistraten sammesteds skaffer mig som tieste udj een maanet meer at Bestille end resten av de andre Byer udj Stiftet udj eet heelt Aar”. — Denne karakteristik av det daværende borgerskap i Skien stemmer med senere domme fra andet hold om borgernes utilbøielighet til at lade sine børn lære andet end den rent praktiske bedrift, og hvad forholdene forøvrig har skaffet Tonsberg at bestille, derom vil læserne selv ha let for at opgjøre sig en mening.

Stiftamtmand W. de Tonsberg i ordensdragt.

 Borgemester Lyche hadde faat permission for at reise til Kbhvn. ianlednling Den var nu færdig, og permissionen utløpen, hvor­for Tonsberg 9/11 1730 beordret ham at møte i Kra. for at avlægge troskapsed til den nye konge (Fredrik IV døde det aar) “corporlig for mig”. Det har vistnok været en imponerende audients! — Formodentlig var det i den omtalte sak at Jochum Altenborg og Johan Krøger som Lyches motparter fik 50 rdl.s mulkt til Christianshavns kirke. — Bredal vilde ogsaa til Kbhvn. men der sa Tonsberg indtil videre stop: han hadde endnu ikke avlevert de off. dokumenter han sat inde med, og “forinden dette punctuellement er fuldbyrdet, maa hand ikke fuldbyrde dend hannem accorderte nedreise til Kbhvn.” (31/5 1731). Endnu et par gange skulde borgemesteren i Skien volde sin overordnede sorg og bryderi. I en skrivelse av 14/8 fik han strengt paalæg om at efterkomme givne ordre: “Naar hr. borgemester har vist den nødvendige lydighed, staar det ham frit for at klage til mine overordnede”, og da Lyche samtidig avsatte byens kæmner Peter Mosgaard uagtet hans regnskaper var godkjendt, kom der igjen (23/8) en skrape med tilføielse av det betydningsfulde ord “mesures”. Denne gang blev det dog med trudselen, for dette var Tonsbergs sidste ord til Skiens magistrat. Han døde kort efter, og efterfulgtes av von Reichwein, i hvis korte embedstid der ikke merkes noget til de orkaner som nu i en halv menneske­alder, og vel saa det, hadde raset over Skien.

 

Det er et ganske merkelig tidsbillede, som paa denne rnaate fra de gamle blade i Tonsbergs embedsarkiv oprulles for os, i enkeltheter vistnok av samme sort som det man kjender andenstedsfra, men som samlet helhet antagelig exceptionelt, og man maa spørge: hvorledes hadde det her set ut, om ikke en kraftig haand hadde ført tøilerne og ryddet op i dette virvar. av egenraadighet, slurveri og andre udyder? Ja, glemselen hadde vel efterhvert bredet et dække over uregelmæssigheterne, men de slægter som vokset op deri, maatte ta skade av det, hvis ikke ukrudtet blev luket væk.

 

Borgemester Lyche har efterladt sig et bedre minde, end “ovenbemeldte” skaffer ham ,ved en “Beretning om Skien og Ladestederne ved Skiensfjorden”, som opbevares i raadhusarkivet, og som paa mange punkter gir værdifulde oplysninger. Da den ikke omtaler byens store ildebrand i 1732, maa den være forfattet før denne, men da Enevold Stenbloch opføres som residerende kapellan, og han efter andre kilder bare var her i 1732-33, maa beretningen skrive sig fra selve brandaaret, men være skreven før branden.

 

Beretningen (som er trykt mellem aktstykkerne) gir først en historisk oversigt 1346—1714, dernæst en redegjørelse for byens forhold ved den tid, da beretningen blev til. Oversigten er væsentlig en dokumentation av byens retslige forhold : privilegierne fra middelalderen og nedover; overdragelsen av gaardene Lunde (1553) og Lie (6/2 1568); vedtægten av 2/5 1663 om sagbru­kene; ildebrand og regulering 1671 og 1682; det kgl. reskript av 17/9 1714, hvorved Porsgrund, Brevik og Langesund blev separert fra landet og lagt un­der „byen”.

 

Om kirken oplyses at den var en grundmuret korsbygning og baade utvendig og indvendig ‚,temmelig funderet”, men skjæmmet ved altfor mange pulpiturer. Dens eiendom opgives til 700 rdl. i penge og 36 rdl. 2 m. i landskyld og tomteleie. — Hospitalet eiet 2301 rdl. og underholdt 8 personer. Byen eiet “ingen publique Huuser”, og ‚,her begaaes mange utilbørlige stycker impunement (>: ustraffet), for her er ingen Prison eller Stæd enten for malefi­canter eller deslige persohner”. Der var altsaa intet raadhus med arrestlokale; raadstuemøterne holdtes hos byskriver Niels Wendelboes enke, hver torsdag (tidligere hver 14de dag), og byens eneste inventar var de 2 segl og en kiste med 3 nøkler og byens vaaben malet utenpaa; deri nogle faa levninger av papirer, de fleste ”mutilerede” (>: i beskadiget stand). Bytinget holdtes hver mandag i samme lokale.

 

Om byens handelsvirksomhet fortæller Lyche, at der kom alene danske fartøier og skuter med korn og fedevarer, men ingen “drægtige” skibe, thi „vedkommende finder alle ting mere facil og bedre commodité (>: alt lettere og bekvemmere) ved Laste- og Ladestæderne”. Antallet av de handlende op­gives til 30, hvorav 10 formuende; av skibe fandtes 6, hvorav 3 større.

 

Om Porsgrund forklares, at østsiden (paa Bjørntvedts grund) eiedes av kancelliraad Leopoldus, vestsiden av Gunder Buer den hadde 13 velstaaende kjebmænd og 4 skibe. Brevik: 19 handlende, de fleste i en “god og beleilig Næringsvei” med 4 fartøier. Langesund: 5 handlende, 3 skibe.

 

De 4 byers samlede flaate utgjorde altsaa 17 fartøier, hvorav 3 skibe, et sørgelig motstykke til den blomstrende tilstand før krigen: “For 30 aar siden har der været inden Langesund 23 Capitale Skibe, hvis lige nu ei findes, foruden andre Smaa Fartøyer, saasom Huckerter, Kreverter, Galioter og Jægter”. Tallene stemmer med hvad der ovenfor er oplyst om skibsfarten til forskjellige tider, saa i det væsentlige er vist forholdet rigtig betegnet. Dog maa der i 1732 ha været en fremgang siden den sørgelige tid ved fredsslutningen 1720, da alt laa nede, om der end ikke fandtes saa “capitale” skibe som i den gode tid. Vi har et kontrolmiddel til Lyches beretning herom, idet toldregnskapene igjen er bevaret fra 1731 og dette aar opregnes: 6 skibe med drægtighet fra 156 l. og nedover til 37 l.; 1 smakke, 4 kreierter, 1 brigantin, 1 hukkert, 1 galiot, 1 skute og 7 jagter, ialt 22. Antallet er altsaa det samme som ca. 1700, men drægtigheten sørgelig reduceret. — Det er tydelig av Lyches fremstilling, at han syntes Porsgrund og Brevik sat ganske godt i det ; Brevik søktes især av hollandske smakker. Men Skien? Ja, fossene duret, og de hadde sine sagbruk[3], men handelen var ikke i det rette spor:” De Udlændi­ske, især Engelsmænd, kiøber icke med Borgerskabet i almindelighed, men her er visse Kiøbmænd, som blive kaldet Commissionaires, hvilcke har deres Corre­spondence paa Engelland og Holland, opkiøber Lasten og bestiller Skibe til afladning, og da de fleste Saugbrugende og Tømmerhandlere af dem maa tage forskudder til deres Handels fortsettelse, de ey heller har gjort sig det Engelske Sprog og Handlingen familiær, saa nyder de icke den rette markeds priis, men maa tabe 3 til 4 rdl. paa hver Hundrede Dehler (>: bord), saa at Trafiquen i almindelighed og for de fleste er Contraint (>o: indsnevret) og tvungen.” Dette er overmaade betegnende og stemmer ganske vel med Tonsbergs ovenfor gjen­givne dom om borgerne; de har ikke gjort sig “familiær” (>: fortrolig) med utlandets forhold og krav, ikke skaffet sig de nødvendige kundskaper og var derfor ikke konkurrancedygtige. Heri indtraadte der heldigvis senere stor for­andring; men behøver bare at minde om navne som Aall og Cappelen, kjøb­mænd av europæisk utdannelse og rang, ved aarhundredets utgang. —

 

Byens geistlige og verdslige funktionærer, med deres indtægter, opstilles av Lyche saaledes:

 

Iver Hesselberg, sogneprest                                                                                               867 rdl.

Engvold Steenblok, residerende kapellan og rektor                                                       632

Morten Møller, klokker                                                                                                        278

Stodderfogden, en klædning hvert 2det eller 3die aar og                                              20

Hans Krag, byfoged .                             . .                                                                           100

Niels Wendelboe, byskriver, (død)       Enken (med fuldmægtig)                                   500

Jørgen Ovenberg, postmester                                                                                            44

Peter Klouman, maaler, veier og vraker                                                                            300

underfoged og vagtmester                                                                                          80 rdl.

Frants Levin, stadsmusikant og organist                        .                                                 178

En raadstuetjener                                                                                                                     30

 — (begge tillike tamburer)                                                 .                                                   27

Vægteren                                                                                                                                   24

 

Magistraten (borgernester og 2 raadmænd) er ikke nævnt ved navn, og deres indtægt opført med 260 rdl. i akcise samt nogle mindre summer i uvisse indtægter, ialt ca. 300 rdl., hvorav borgemesteren vistnok har havt halvparten.

 

Toldpersonalet residerte i utstæderne: I Porsgrund tolder Nicolai Frisenberg, kontrollør Ulrich Anton Rode, visitør Lars Hattun; i Brevik visitør Ras­mus Schiødt og i Langesund do. Boe Fuiren, som tillike var postmester i Brevik og reiste dit 2 dage (søndag og tirsdag) for at expedere post. — Havnefogden i Porsgrund het Isach Leth.

I Lyches beretning er der et par topografiske besynderligheter: i omtalen av Porsgrund forveksler han øst og vest, og seilløpet fra Skien betegner han som en “riviere” (et elveløp) helt ut til Langesund. I vore dager har man tvistet om, hvorvidt løpet fra Skien til Porsgrund skal kaldes elv eller fjord. Langesund er ganske vist en “havkjæft”, og saa kommer lukket farvand nord­over, saa forsaavidt har han ret, naar han siger, at “der begynder søen”. Med hensyn til avstandsbetegnelserne regner han med den gamle drøje norske mil:

Fra Skien ½ mil til Porsgrund, 2 mil til Brevik, 2.1/2 til Langesund.

 

Lyche har sandsynligvis utelukkende levet av sit embede og avleverer endog nogle spydigheter om de tidligere næringsdrivende magistrater. Hermed kom man ind i et andet spor med disse stillinger, og det embedsmæssige appa­rat blev forenklet, idet borgemesterstillingen blev kombineret med lagmandsem­bedet og efter dettes ophævelse (1797) med stillingen som byfoged. — Sidst­nævnte embede var i 1732 overmaade tarvelig avlønnet (100 rdl.); det samme maa siges om borgemesterens, naar han ikke samtidig drev handel. Da sat geistligheten ganske anderledes godt i det, men satserne synes av Lyche at være sat temmelig høit (de er ialfald høiere end i ligningen for 1743). En amtmandsgage var i de tider 400-600 rdl., men saa var disse stillinger tildels i hænderne paa folk, som ved giftermaal og arv og gode forbindelser skaffet sig store biindtægter (som Nobel og Tonsberg). — Lyche avancerte 10 aar senere til lagmand og Bredal til borgemester, saa Tonsberg har vel ikke for­gjæves svunget tugtens ris over dem.


[1] Russels navn skrives oftere slik, og traditionen i Skien kjender navnet efter denne uttale

[2] Oplysninger om denne sak findes i Øverlands Norgeshistorie, V, I, side 1017.

[3] Ialt 41, hvorav borgerskabet eiet 26, Gjemsø 9, laugstolen 2 og Hans Kierulf i Porsgrund 4.