ADMIRAL JENS SCHOU FABRICIUS
Fabricius
var født i Larvik 3die mars 1758, blev officer 1779, kommandør 1801 og tok som
saadan bolig i Fredriksvern, hvor flaaten dengang hadde sit verft og sin
hovedstation. I 1814 blev han kontreadmiral og en av kong Kristian Fredriks 18
nybakte kammerherrer. I 1821 viceadmiral og øverstkommanderende over flaaten.
I 1836 tok han avsked, 78 gammel. Han hadde da i flere aar bodd paa Osebakken i
Gjerpen i den efter ham opkaldte «admiralsgaarden», som nu er indlemmet i Porsgrund.
Som repræsentant for «sødefensionen» valgtes han sammen med sekondløitnant
Thomas Konow til medlem av riksforsamlingen. Fabricius var 56 aar og Konow 18,
den ene flaatens ældste, den anden dens yngste officer. Et meget besynderlig
valg! I riksforsamlingens tredje uke fungerte Fabricius som præsident; men i
den uke holdtes der næsten ikke møter. Det lille, han talte under
forhandlingerne, var nogen ord mot adel og arvelige forrettigheter. Han gjorde
sig meget litet gjældende i riksforsamlingen, i en henseende undtaget, hvorav
han har stor ære. Han var en venlig og god mand, og skjønt en krigsmagtens
repræsentant, søkte han efter evne at lægge en dæmper paa den bitre partikamp
og det uhyggelige forhold, som der paa visse hold ikke var saa ganske litet av
mellem repræsentanterne. Det bør særlig mindes til hans evindelige hæder, at
det var efter hans forslag, Eidsvoldsmændene i sit sidste møte den 20de mai
«dannet broderkjæde» og ropte, mens taarerne fløt av manges øine: «Enige og
tro, til Dovre falder!»
I 1824
var Fabricius stortingsmand for Bratsberg. Han døde i «Admiralsgaarden» 7de
april 1841, 83 aar gammel. Da det alt længe kun hadde været et tidsspørsmaal,
naar Osebakken lagdes til Porsgrund og skiltes fra Gjerpen, blev han begravet
paa østre Porsgrunds kirkegaard, hvor hans den 29de september 1835 avdøde, 65
aar gamle hustru Elisabet Marie Schive av samme grund var stedt til hvile.
Saavel sønnen Karenius Fredrik, f. 1806, som sønnesønnen Jens Schou blev
officerer i marinen og ansete mænd i sit fag.
Forfatterinden
Karen Sundt har i 1917 skrevet nogle
erindringer i Skiensbladet «Fremskridt». Hun var da i sit 76de aar, og skjønt
de vel er noget romantiserede, tør de i denne forbindelse læses med interesse.
Frøken Sundt siger, at hun oftere hadde hørt, hvad hun her fortæller, av sin
mormor[1]:
«Jeg
husker, som det var idag, den 24de oktober 1812. Det var et forfærdelig veir
den dagen; det blaaste en orkanagtig storm fra sydøst. Den tiltok i styrke,
eftersom timerne skred. Det stod ind fra sjøen med taake og sneilinger. Op mot
middag var mørket begyndt at falde paa.
I
kommandantboligen (hos Fabricius) hersket stor travlhet. Der skulde holdes
festmiddag til ære for sjøhelten kaptein
Holm, som hadde utvist saa
glimrende tapperhet under sjøslaget ved Lyngør. Holm hadde ikke været i
Fredriksvern siden. Hans venner og vaabenbrødre imøtesaa hans komme med glæde.
Med en lodsskøite fra Kragerø hadde han skikket bud. Han kunde sikkert ventes
den antydede dag. Derfor hadde fru kommandørinde Fabricius i al hast laget til
fest. Hun hadde latt slagte den fete kalkun, som ellers skulde været gjemt til
jul, og hun sparte ikke paa noget for at gjøre det festlig. Men eftersom dagen
skred og uveiret øket paa, blev stemningen i kommandantboligen mindre belivet.
Fru kommandørinden
trippet paa sine høihælede sko ut og ind fra stue til kjøkken. Hun var nervøs
og urolig. Tænk, om maten skulde bli bortskjæmt ved at staa hen!
Der la
sig en trykket stemning over de ankomne gjester. Det lettet noget, da verten
bød paa et glas av sin fineste madeira.
Veiret
var og blev det samme. Det var mørkt utenfor som i en grav. Stormen fór ulende
omkring hushjørnet; det lød stundom som røster fra forpinte aander. Mellem
stormens hvin hørtes lyden av de voldsomme bølger, som brøt og brak ind mot
land. Alle var enige, om, at det var umulig, at Holm hadde vovet at sætte over
Langesundsfjorden i slikt veir; det maatte jo gaa paa livet løs med den lille
jagten. Visst var han en vovehals i alle stykker; men han maatte vel ha tat
hensyn; der var jo kvindelige passagerer ombord. Det var fru kaptein Seidelin
med barn og pike og frøken Gaarder fra Larvik.
Saa
enedes man endelig om at gaa tilbords, og under bordets glæder blev stemningen
belivet. Al frygt og ængstelse for den kjære ventede gjest var som svunden hen
i en taake; man slog sig til ro med, at han for øieblikket tilbragte en
behagelig kveld i selskap med Simon og Just Wright i Langesund.
Mormors
gamle øine lyste, da hun fortalte, at hun hadde været kommandørens borddame.
Saa beskrev hun selskapsbordet i al sin pragt og overflod av mat og drikke. Paa
bordet, som var dækket i hesteskoform, figurerte to store kaker, en
mandelskrokan og en taarnterte, kommandørindens stolthet.
Om bordet
sat officerer i galauniform og damer i atlask og silke, nogen med
diamantsmykker og egte perler. Den lavloftede, noget skumle stue var oplyst med
lysekrone og vokslys i sølvarmstaker.
Man sat
længe tilbords; der blev sunget selskapssanger og holdt taler. Kommandør
Fabricius talte for hædersgjesten, som forgjæves var ventet, og som blev savnet
i vennekredsen. Man var kommet i humør; men saa med ett hændte noget, som la en
dæmper paa al munterheten. En av damerne, den kvikkeste av alle, fór pludselig
sammen og saa sig om med et forvirret blik.
«Hvad er
det for en gyselig kold trækvind? Et vindu maa være aapnet, kanske blaast op av
stormen?»
Der var
ingen av de, øvrige i selskapet, som hadde kjendt nogen trækvind; likevel var
der en av herrerne, som reiste sig og gik for at undersøke vinduerne. De var
alle igjen, og dørene til stuen var fast lukket. Den dame, som hadde været
skyld i forvirringen, fattet sig øieblikkelig. «Kan hænde, jeg bare er en smule
echauferet,» sa hun med et fremtvunget smil.
Der
indtraadte en trykkende pause; man takket for mat og reiste sig fra bordet.
Næste dag
indløp efterretning om, at kaptein Holm var «blit i Langesundsfjordens bølger».
[1] Mormoren Johanne Elisabet Lund.
født i Farsund, var gift med den danske sjøofficer Kristian Parnemann. der en
tid var ansat i Fredriksvern som «eqvipagemester» ved verftet.