VI.

Skiens privilegier 1771. --- Retslige forhold. --- Personalia i 1770-aarene. ---
Ildebrand 1777. Taksation. Gjenopbyggelse. --- Vægtere og brandmandskap. ---
Ny brand. Kirstine Olsdatters henrettelse. --- Kirkens gjenreisning.     Eiendomsretten til Lunde og Lie. ---
Consumptionen. --- Familjerne Bøyesen og Ording; Grubbe. ---
Kirkens indvielse.

 

I 1771 fik Skien for sidste gang fornyet sine privilegier, og det falder da  naturlig at se nærmere paa den statelige række av „fribreve”, hvormed den gamle kjøpstad helt fra middelalderen har været utstyret og opretholdt. Om de ældstes datering har der været tvil, men rækken av privilegier kan opstilles saaledes:

 

1. Haakon VI                16/3-1358.        12. Fredrik III               25/8-1662.

2. Magnus Erikssøn     5/10-1365.        13.      “                        26/1-1664.

3.           “                     31/11-1371.       14. Christian V             18/11-1682.

4. Christian I                1468.                15. Fredrik IV              25/9-1703

5. Christian III             1542.                16.       ”                       17/9-1714

6. Fredrik II                  21/7-1548.        17. Christian VI            23/9-1735

7.          ”                      6/2-1568.           18.        ”                      12/7-1737.

8. Christian IV              (?)                    19.        ”                     1741.

9. Fredrik III                 25/8-1648.        20. Fredrik V                1747.

10.         ”                     13/12-1660.       21.        ”                      14/11-1749.

11.         ”                     30/7-1662.        22. Christian VII           5/6-1771.

 

Alle disse dyrebare originalbreve (undtagen det sidste) var opbevaret i „byens kiste” og gik tilgrunde ved raadhusets brand 1766. Rigtignok siger Lange i „De norske Klostres Historie” at det var i 1777 de brændte, men Bartholomæus Løvenskiold, hvis beskrivelse av Bratsberg amt er fra 1784, henfører ødelæggelsen til 1766, og han maa da antages at ha visst besked om et i tiden saa nærliggende og meget omtalt forhold. Heldigvis er samtlige privilegier undtagen Christian IVs (som ikke synes at ha været i kisten og hvis eksistens begrundes i en ytring i det næstfølgende) bevaret gjennem avskrifter og tildels trykte eksemplarer; i 1751 blev der for den danske historiker Langebek tat en række avskrifter, som ligger til grund for tryknin­gen av de 3 ældste i 3die bind af „Norges gamle Love”.

 

Ved en undersøkelse av byens arkiv i 1908 fandt nærv. forf. et udate­ret blad uten underskrift, med oplysninger om disse dokumenter og øien­synlig forfattet av en der har set originalerne, antagelig borgermester Greger selv eller byskriver E. Hansen. Det heter her om no. 3 at det er skrevet paa et litet stykke pergament og underhængt det kgl. segl „som er Norges Vaaben: Løven med Hellebarden, noget skakstaaende i en gul Vox-Klump”. Om no. 5: „Dette er endnu i fuldkommen god Stand og underskrevet av Johan Friis, Cantzler”, mens no. 6, hvis segl var paa rødt voks indlagt i gult, var „i stykker og fordærvet”. No. 9 (Fredrik III) var paa pergament, med segl paa sort voks indlagt i en trædaase, likesaa det føl­gende med egenhændig underskrift og segl paa „rødt voks indlagt udi en Træ-Budikke”. Av no. 14, 17 og 21 „findes trykt Exemplar her ved Embedet”. Om det sidste i rækken tilføies (selvfølgelig fra et senere tidspunkt) at det „er nok den eneste fra Ildebrand overblevne Original af alle Schien meddelte Privilegier”. Hertil kan føies, at no. 18 er indført i Skiens pantebog, hvor det i 1890 blev opdaget av arkivar Egil Hartman (som og­saa fandt gavebrevet paa Lie av 1568), og at Chr. VIIs fra 1771 endnu findes i byens arkiv.

 

I oversættelse fra gammelnorsk lyder det ældste fribrev saaledes:

 

„Haakon med Guds naade Norges konge sender alle mænd i Skien og Skienssyssel, som dette brev ser eller hører, Guds og sin hilsen. Vi vil at I skal vite at vi har givet eder kvitt og fri, saa at I kan malte i Skien og kjøpe korn og sælge det som gammel vane før har været i byen i Skien og likeledes al anden vare og have byttehandel baade med brynestener og andet, kjøpe og sælge efter det som gammel sedvane har været her hos eder. Vi forbyder fuldkommen hver mand dem at hindre eller forulempe deri i nogen maate eller bryte vor avgjørelse og ordning. Medmindre hver som det gjør vil utsætte sig for vor sande vrede og vente sig desuten at vi skal late saaledes efterse at det skal bli andre til advarsel. Dette brev blev skrevet i Tønsberg fredag næst før klagesøndag (>: 5te søndag i fasten) i vor regjerings 3die aar og forsynet med vort segl i vort eget nærvær”.

 

Haakon VI regjerte sammen med sin far Magnus Erikssøn (som tillike var konge i Sverige), og faderen utstedte fra Tønsberg 5/10-1365 en gjen­tagelse av brevet. I 1371 var kong Magnus paa Gjemsø kloster og fornyet derfra igjen det første brev:

 

,,Magnus med Guds naade Norges og Svenskernes konge sender alle mænd, som dette brev ser eller hører, guds og sin hilsen. Vi vil at I skal vite at det brev som er indheftet i dette og som vi og vor kjære søn Haa­kon, med samme naades førnævnte rikers konge, har utgivet, det stadfæster vi med dette vort brev i alle sine artikler og led og forbyder haardeligen under vor kongelige hevn at nogen drister sig at bedrøve eller hindre de førnævnte bymænd i Skien mot dette vort stadfæstede brev; vi forbyder og­saa at nogen driver handel paa Gjemsø undtagen saa meget som abbedissen skal kjøpe til klostrets underhold, men hver som bryter denne vor ord­ning skal utsætte sig for vor sande vrede og strenghet. Dette brev blev skrevet i klostret paa Gjemsø trediedag næst før Clemens messe i det 53de aar af vor regjering i Norge og forseglet i vort eget nærvær".

 

Avskriveren i 1751 (Jon Mortenson) har noteret paa latin at det ældste og 2 vedheftede hadde sine vedhængende segl, noget beskadigede. --- Det næste i rækken, den første Oldenborgers, er dateret Kjøbenhavn 4/7-1468 og indeholder at vor og kronens kjøpstad „Skydeby” skal ha samme frihet som Tønsberg og Oslo, med advarsel til alle og især fogder og embedsmænd mot at hindre borgemester, raad og menighet i Skydeby heri. Dette brev (som er trykt i Diplomatarium Norvegicum XV) blev læst paa Skiens randstue 15/4-1643 efter „almuens begjæring”.

 

Av de følgende breve er de mere betydningsfulde omhandlet ovenfor paa sit sted, særlig de fra 1735 og 37. Og saa kommer da det sidste og eneste i original bevarede:

 

„Vi Christian den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormaren og Dytmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst, gjøre dette vitterligt: At vi af synderlig Kongelig Naade og Bevaagenhed imod Vor Kiøbstæd Scheen udi Vort Rige Norge, efter Borgerskabet sammesteds, deres herom allerunderdanigst giorte Ansøgning og Begiæring, allernaadigst have confir­meret og stadfæstet saa og hermed confirmere og stadfæste alle de bemelte Vor Kiøbstad Scheen af Vores Elskelige Kiære Hr. Fader og andre Vores Kongelige Forfædre Salig og Høylovlig Ihukommelse, allernaadigst forundte Privilegier, Frieheder og Benaadninger, saavidt de ikke allerede ved andre allernaadigst giorte Anordninger ere forandrede, og saavidt de ey imod Vore Jura Majestatis, absolutum Dominium, Souverainitet og Arve-Rettighed befindes at stride, forbydende alle og enhver herimod efter som forskrevet staaer, at hindre eller udi nogen maade forfang at giøre under Vor Hyldest og Naade; Givet paa Vort Slot Christiansborg udi Vores Kongelig Residentz Stad Kiøbenhafn den 5te Junii 1771.

Under Vor Kongelige Haand og Signet

Christian.

Luxdorph  A. Schumacher  Dons  Høyer

Confirmation paa Scheens Byes Privilegier”.

 

Paa dokumentet har prokurator Rougtved som kst. byfoged paategnet at det blev oplæst paa Skiens bything den 9de juni 1777, sammen med Chr. VI’s av 23/9-1735 og Fredrik den V's av 14/11-1749. Om grunden til denne thinglæsning kan intet nærmere siges, da bythingsprotokollen er tapt, men man kan jo tænke sig at det gjaldt at opretholde Skiens stilling likeoverfor „forstæderne”, særlig det opblomstrende Porsgrund.

 

Medens de middelalderlige fribreve er sterke i sine trudsler mot dem som kunde ville forulempe byen og overtræde privilegierne, kan man ikke undgaa at lægge merke til den forsigtighed hvormed enevoldskongen i 1771 værner om sine rettigheter: byens privilegier maa ikke stride mot hans „absolutum dominium”. ---  Det var i Struensees glanstid som almægtig minister dette dokument blev utfærdiget, efter borgernes begjæring, som det uttrykkelig siges. Fra Fredrik den VI's tid er der intet.

 

Det ældste privilegium giver nogen forestilling om Skiens handel i middelalderen : den vigtigste indførselsvare synes at ha været korn og malt, og som utførselsartikel brynestener (,,hardsteinar"). Trælast nævnes ikke, skjønt den alt dengang utførtes til England fra Vest-Norge, som bygningstømmer og hugne bord; skurlast blev der først tale om efter vandsagens indførelse i det 15de aarh.

 

1777 blev et merkeaar i Skiens historie, men inden vi tar fat paa den begivenhet som da rystet sindene, skal her nævnes et par mindre træk. Byfoged Tønder hadde bedt om bevilling til gratis at faa varslet et opbudsboes kreditorer og debitorer gjennem aviserne, men amtmand Adeler skrev 12/5  herom, at i Telemarken maatte byfogden heller besørge bekjendtgjørelse herom læst fra kirkebakken, da „Almuen har liden og snart ad ingen Kund­skab af Aviserne”. --- Det var som bekjendt yderlig smaatt med aviser i Norge dengang (paa Østlandet bare „Norske Intelligentssedler"), saa byfogdens ide unægtelig er paafaldende; men man fornemmer dog et pust av en ny tid deri.

 

Saa var der mangel paa prokuratorer i amtet. Man hadde Niels Egedius Gasman og Johan Michael Lund; Rougtvedt var optat som kst. byfoged og en fjerde var forfalden til drik. Adeler bad derfor stiftet om bestalling for de 2 førstnævnte til ogsaa at utføre saker for lagthing og bything i Skien og Kragerø. At Hyphoff ikke nævnes, maa ha sin grund i at han var optat med saker for overhofretten. --- Hvorledes det av og til gik for sig mellem „thingstutene” faar man en fornemmelse av ved en skrivelse fra major Chr. Barnholdt og Simon Schweder til byskriver Bendeke, dat. 30te dec. 1773. De 2 herrer hadde kgl. commissorium som dommere i en sak, men det ser ut til at prokurator Peder Rougtvedt vilde spille mester over dem. Han hadde gjennem byskriver Bendeke sendt dem en notarialbeskikkelse og denne besvarer og avviser kommissarierne meget energisk: „Av den mig igaar tilstillede Notarial Beskickelse fra Peder Rougtvedt fornemmer ieg Hand er og bliver sig continuerlig lig; Thi ligesaa im­portun, som Hand har opført sig med Expressioner, Raaben, Buldren og Haandgreb i Commissions-Rætten; Saa Dumdristig understaar Han sig og udj Sin Reqvisition at tillægge mig og medcommissarius de aller usandeste og fornærmeligste Beskyldninger, Ja! han viiser at Hand ikke paa nogen maade agter hverken den Allerunderdanigste Respect hand bør have for Hands Mayestæts Allernaadigste Specielle Bud og Befalinger, eller den Søm­melighed hand bør viise for Kongens Rætt, hvilket Commissionen har in mente til nærmere Paaskiønne". Efter denne stolte indledning tilkjendegives at Rougtvedt har faat og skal faa de ham tilkommende utskrifter i saken, og forøvrig forbeholder kommissionen sig selv at passe tiden til sa­kens fremme. Undertegnet af „Christian von Barnholt, Kongl. allernaadigst Bestalter Major af Infanterie” og tiltraadt af S.Schweder, Brecke S. 31/12-1773. Da sakens akter ikke foreligger, er man avskaaret fra at faa vite utvaldet, men commissoriet synes at være av 14/6-71, og saken hadde altsaa varet i 1.1/2 aar.

 

Det maa regnes til de almindelige og dagligdagse ting at underfoged  J. Gasman 6/8-1770 efter Daugaards ordre indkalder Anders Møller for hans „slætte Opførsel” mot rektor Winthers tjenestepike Rachel Johansdatter, med „Kjæfte Slaugen og giordte Beskyldninger”. Men et virkelig Interiør fra en svunden tid faar man ved følgende pragtstykke:

 

,,Velædle Hr. Byeskriver Bendeke!

Som Notarius Publicus i Scheen,

Vel har ieg, uden at gienemlæse dend fulde indhold af Et skrift som Klocker Jens Sartz ved Een Pige loed mig lukt tilsende sidste Kyndelsmis­dag den 7de febr., paa lige maade sænt ham det med samme Bud strax igien tilbage, da ieg af begyndelsen erfarede det var Expresiv, og fra hans Haand, noget som ieg saaledes ickun tænkte at begegne med foragt, naar det ey var kommen videre; men da Hand iche dermed har kundet stille sin onde Intention og slette gemytt tilfreds uden end meere at søge min æres og reputations beskiæmelse ved self og Kone at skal have uddelt publique og til Publikum Copier deraf, og udj adskillige Compagnier og Selskaber giort det bekiendt, derhos skal have udladt sig (med) at det var om mig og min Person, med videre!

 

Hvilchet ieg nu omsider har faaet at viide, ligesom ieg ved at gien­nemlæse een siden erholt gienpart deraf erfarer at det er en grov og skam­melig skandskrift, der mindre end kan hiæmlis af det man ubesindig har stødt sig over at man i en Hast tog til, af den mynt man hafde ved Haanden, at lade ham levere 60 sk. for sin Sang Kyndelsmisse aften, saa aftvin­ger slig continuerende slette opførsel, som viiser aabenbar en overlagt og veibetænkt hendsigt til at beklike min Person, mig herved i forhaanden tienstligst at udbede at Hr. Byskriver Notarialiter vilde behage at Indhændte bemelte Sartzes og hans Kones Svar.

 

1 om hand iche har skrevet og begge udleveret gienparter af bemelte skandskrift, saaledes som hosfølgende Copie om og mod mig, hvorudi det paa mange maader er søgt at paasætte mig skandflike og yderlig at lædere min Ære

 

2 om de vil tilbagekalde skandskriftet med Declaration at alt hvis Sartz har skrevet derudi og begge uddelt gienparter af, i hendsigt til min og Persons forkleinelse, har de været ubeføyet til, og derved har lyvet mig paa, samt om de liggesaa offentlig vil afbede deris grove forseelse og slætte opførsel mod mig, og hvorvit de i øvrigt vil beqvemme sig til i mindelighed at Satisfacere mig Lovbydelig, enten udenfor eller udi Provstens bivær, og om Sartz i sidste fald vil bekoste Provstens møde, hvor og naar, for at forsøge om sagen til min nogenledis Satisfaction kand blive bilagt. I saa fald bedes dette da og andviist Hr. Provst Monrad, min Rætt og vedbørlige oprættning bliver mig dog i tilfælde Reserveret, og ellers udbeder mig herom en Notarial Act mod betaling beskreven meddelt;

Forblr. med æstime Velædle Hr. Notarius
Publ. deris tienestskyldige tiener

Joachim Adtzleuf.

Scheen den l0de Martz 1773.

 

Desværre mangler selve „corpus delicti”, skandskriftet, der sikkert vilde frembudt adskillige interessante træk. Hellerikke faar man besked om sakens utfald. Om selve den skik at klokkeren hadde en bestemt „sangaften” henvises til bind I s. 162, hvor studiosus Hichman fortæller om sin vandring i Kragerø sammen med sin lærer klokker Karhof Mortensaften: den indbragte 50 rd. (en betydelig extra-indtægt i en tid, da Skiens byfoged var avlønnet med 100 rd. og lagmanden med 200) foruten traktering til over­maal. Det hele virker forunderlig gammeldags, naar man erindrer at det var i 1773, aaret efter at Wessels „Kjærlighed uden Strømper” og Nordal Bruns „Skaalsang for Norge” hadde set dagens lys. Men i smaabyene gik livet i det gamle gjænge, selvfølgelig, og klokkerens sangaften har været en hel komedie for folk rundt om i husene, især hvis han har hat assistance.

 

-----------------------------------------

 

Byfoged Hans Kragh døde i 1773. Han hadde hat embedet siden 1724 21/1, men det heter hos B. Løvenskiold, at han sat sidste gang i retten 10/6-67, saa han har været syk eller pensioneret de sidste 6 aar. Hans eftermand var Jacob Gjønge Tønder, der senere gik over til byfoged i Kragerø efter Wamberg. --- Byskriver Engelbret Hansen døde 1774 og hadde da beklædt embedet siden 1733. Efter ham kom Jochum Bendeke fra 9/2-1770, død 7/4-76. E. Hansen var altsaa hellerikke i funktion de sidste leveaar. Selve borgemesteren, Greger, maa være død før 1777; hans eftermand baade som lagmand og borgemester var Eiler Hagerup, i hvis tid Bent Bentsen (postmester, veier og maaler; søn av Mogens Bentsen) i 1779 blev raadmand (og senere tillike byfoged) og fra den tid vistnok den virkelige borgemester. Han bodde i byen, ligesom Greger og Hagerup, mens de tidligere lagmænd bodde paa Lille Gjerpen (Lagmandsgaarden); efter Gregers avgang var Bentsen kst. lagmand, i 1778 stadskaptein, i 81 kst. amtmand, saa han var tidlig en meget benyttet „altmuligmand”.

 

--------------------------------------

 

Tidlig om morgenen den 25de november 1777 lyste det igjen av flam­mehavet over Skien. Man vet hvor branden begyndte, men intet om hvor-ledes der blev kjæmpet mot den, eftersom der ikke blev leveret nogen beretning derom, bare en melding til stiftamtmand Lewetzau om selve det sørgelige factum: at byen var brændt. Av 341 takserte og til brandkassen indmeldte bygninger laa 172 i aske, den største ulykke som Skien til dato hadde oplevet. Og likesom i 1732 var det igjen midtbyen med forretningsstrøket det gik ut over, men i langt videre utstrækning, idet baade kirken strøk med og den vestenfor liggende del av byen, med 33 sagbruk og 2 møller. Det eneste lyse punkt i billedet var at søboderne med deres for­raad blev sparet; ilden stanset paa den side netop der hvor grænsen gik mellem pakboderne og bebyggelsen i Kongens gate, ved no. 1, som brændte og av forsigtighetshensyn ikke blev gjenopbygget.

 

En uke efter branden (3/12) blev der holdt brandretsforhør i glasmester Daniel Erichstrups hus, hvortil raadstutjenerne Lars Løwe og Henrich Jonassen ved trommeslag hadde indkaldt kjøbmand og tobakspinder Halvor Nielsen (i hvis hus ilden begyndte, i no. 19, omtrent ved krydset av Prinsens gate og Skistrædet) med husstand og andre vidner. De hadde igrunden litet at fortælle retten som bestod av borgermester Hagerup, kst. byfoged Rougtved, stadskaptein Isach Brodahl, brandinspektør Daugaard og hans as­sistent Caspar Frandsen Cudrio. Halvor Nielsen vidnet at der om morge­nen blev meldt ildløs av børnenes amme Kirstine Smith, og faren var saa overhængende at han med hustru og 5 barn maatte „retirere av huset” uten at faa bjerget det ringeste. 3 av børnene fik ikke klæder paa sig og maatte undfly saa nøkne som de var. Den som visste mest var Kristine, som med en viss opfindsomhet ledet mistanken hen paa en barnepikes forhold dagen forut (!) med noget skiddentøi, hvori der kunde været en gnist fra kakkelovnen, dels paa samme pikes vandringer i kjøkkenet med lys om natten for at hente huskatten til et av børnene.

 

Om aarsaken til ilden fik man altsaa ingen ordentlig oplysning, og først 2 aar senere tok mistanken en bestemt retning. Angaaende brandvæsenets forhold og effektivitet indehoLder protokollen intet; der tør nok ha været mangler, men det maa ogsaa erindres, at ilden brøt løs paa den far­ligste tid av døgnet, da alle sov og forvirringen derfor blev saameget større. Al folkehjelp skulde purres op av sengen, og mange fik snart nok med at bjerge sig og sine.

 

Lewetzau var snar i vendingen. Allerede 6/12 avgik 4 skrivelser med embedsmæssige anordninger og samtidig trøst og opmuntring fra høieste hold. ---  Først et brev til amtmand Adeler paa Gjemsø, hvori han henviser til en indløpende skrivelse direkte fra arveprins Friedrich til Adeler om den første hjelp. Kongen vilde nemlig anvise 3000 td. korn av bedste sort fra de kgl. magaziner (Fredrikssten, Fredriksstad eller Akershus) til øieblikkelig hjælp for de brandlidte. Det skulde losses i Porsgrund, da søboderne i Skien dels var fulde av korn, dels antagelig optat av brandlidtes eiendele. Nicolai Aall skulde anmodes om at mottage kornet, og Hagerup og Bødker (byens prest) blev opnævnt som kommissarier til under Adelers præsidium at foretage utdelingen.

 

Saa er der breve til Hagerup og byskriver Eidorff om at avholde takstforretning over det brændte strøk, til Hagerup og Bødtker om deres kommission, hvori 2 eller 4 borgere kunde assistere, og endelig en trøsteskri­velse til borgerne, adresseret til „Skiens repræsentanter”:

 

„Om aldrig enhver Borgers Nød i Aggershuus Stift maatte ligge mig som dets Øvrighed om Hiertet, saa havde Scheens Byes uheld maattet for­aarsage hos mig de stærkeste Bevægelser da dens Borgere havde saa store Fordringer paa min Erkiændtlighed. Jeg har derfor ej andet end paa den allerunderdanigste og allernaadigste maade kundet forestille Hans Mayestæt den bedrøvelige Forfatning denne Bye ved den overgangne Ildsvaade befin­der sig udi, og høistsammes faderlige Hjerte har ikke uden med største Be­kymring kundet erfare den, samt ikke erfaret den uden strax saameget mu-lig at komme hans troe og trængende Undersaatter til Hiælp”.                  --- Derefter opregnes da de kgl. løfter:

 

1. 3000 td. korn til at avhjælpe den nærmeste nød.

2. Anvisning paa 15000 rd. av rigsbanken, mot Levetzaus obligation, til foreløbig og øieblikkelig utbetaling til brandlidte som straks vil bygge, mot senere refusion av brandkassen. Pengene var av kongens kasse indbetalt til banken og laa saaledes færdige til avsendelse.

3. En almindelig collect over hele Danmark og paa landet i Norge (kjøp-stæderne i N. fik sin andel av byrden ved den eventuelle uttælling fra brandkassen).

4. Løfte om at overveie alle midler til byens og handelens opkomst.

 

Stilen er litt tungvint og skruet i denne skrivelse, men denne var sik­kert velment, og Levetzau har ialfald handlet med al mulig raskhet og godt resultat. Under den tids postgang er det ganske godt leveret, 12 dage efter branden at kunne melde om, hvad regjeringen i Kbhvn. hadde besluttet. Levetzeus hentydninger til borgernes krav paa hans velvilje sigter antagelig til opmerksomhet og æresbevisninger under besøk i Skien. Under forhand­lingerne i 1801 om borgerkorpsets fornyede organisation blev der fra et enkelt hold med utilsløret uvilje mindet om, at man i sin tid hadde maattet paradere for Levetzau under hans nærvær i Skien.        Til de ovenfor opregnede beviser paa kgl. deltagelse kan ogsaa føies at prinsesse Charlotte Amalie gav 200 rd. Kongen selv var vel forresten sløv og uberørt allerede paa dette tidspunkt; det blir arveprins Friedrich og minister Guldberg som faar ha æren for hurtig bistand.  

 

Imidlertid ventet Levetzau forgjæves paa nærmere besked fra Skien og gav i skrivelse av 15/12 til Hagerup uttryk for sin store fortrydelse over, at borgermesteren endnu ikke hadde sendt nogen ordentlig redegjørelse efter den første korte melding. Han undskyldte ham dog med den sindsstem­ning som maatte være en følge av hans eget tap ved branden, og beordret opnævnt en kommission av byens 4 repræsentanter og kgl.e embedsmænd til at planlægge ny regulering. Det kan ikke sees av stiftets papirer at der senere er kommet nogen større indberetning, men Levetzaus misstemning maa ha git sig, for han sendte kort efter anvisning paa 7000 rd. med smigrende forsikringer om hans tillid til Hagerups „forsigtighed og egen suffisance” (>: betryggende økonomiske vederhæftighet) og overlot fordelin­gen ganske til ham.

 

Ved et næsten komisk tilfælde er amtmand Adelers første skrivelse til Levetzau efter branden foranlediget ved et ganske andet emne: en kgl. or­dre om at avgive forslag til motarbeidelse av løsagtighet: „Intet kan være priiseligere (skriver Adeler i den anledning 8/12) end Hs. M.s naadige øyemerke at ville see Løsagtighed og andre Laster hvorved den Høyestes For­tørnelse kommer over Lande og Riger, afskaffet, og til den ende ifølge den Høye Ordre under 20de October ville jeg ynske at kunde udfinde et Forslag, der kunde geraade til Hensigtens Opnaaelse”. Han erklærer sig imid­lertid omtrent fallit likeoverfor saken og efter nogle betragtninger over „den Drift der i naturen er nedlagt og som hos det ulige Kiøn foraarsager en Tragtning den ene efter den andre” vet han ikke at peke paa andet end det i fjeldbygderne almindelige fællesleie paa fjøshjellen under sommeropholdet paa sætrene, og da dette hadde sin grund i mangel paa rum, var det ikke saa liketil at forbyde. Tilslut undskylder han den sene besvarelse med at hans papirer var bragt i uorden ved husets fare under branden (Gjemsø har altsaa været truet, da sagbrukene brændte).

 

En uke efter sendte Adeler sin tak for Levetzaus brev av 6/12: „Saa rørende som det Syn var for os alle sidstleden 24 Novbr. saa oplivende er igien de Kongelige Naades Beviisninger, som Schiens Bye ved denne Leylighed har erholdet. Deres Bestræbelser til de ulyckelige Indvaaneres Vel vil forevige Deres Navn iblandt dem; De vil og gjøre sig forsikret at her iblant os icke er mangel paa taknemmelige hierter, som skiønner paa deres Lycke i Dem at have en Stiftes Amtmand som saa ivrig har viist sin Nid­kierhed og Adgang til Thronen til deres Nytte".         --- Om korngaven heter det: „Vi venter nu med Længsel efter det os belovede Forstræknings Korn” og dette gjentok han den 22de, saa der maa ha været vanskeligheter med at faa det transportert den korte vei, enten veirhindringer eller mangel paa disponible fartøier.

 

Efter branden blev lagthinget (likesom byens forretninger) først holdt i glasmester Erichstrups hus, derefter en længere tid paa Gjemsø (hvor Adeler utfoldet en storartet gjestfrihet mot brandlidte) og i slutten av 1778 igjen hos Erichstrup. Det har naturligvis øket vanskeligheterne, at de som skulde stelle og styre omtrent allesammen var brandlidte og husvilde, likeledes de som ved velstand og store husrum kunde ha ydet hjælp; fra Kongens gate i øst til broene i vest var alt strøket med, og desuten de 33 sagbruk. Det var i sandbet et knusende slag. Bartholomæus Løvenskiold, som bodde paa Borgestad og sandsynligvis utpaa dagen har været øien­vidne paa selve stedet, skildrer paa sin pathetiske maate forvirringen saa­ledes:

 

„Den kolde og gysende Vinter var alt for Haanden den 24de Novem­ber, enhvers indsamlede Vinter-Forraad fortærede Ilden og dens skræksomme Luer, den Nødlidende blev betle-arm, og den Fattigste var i Fortvivlelse, der var udsat for Hunger, Kulden og Nøgenhed; Nærings-Vejene laa hendøde og Machinerne laa i Aske der skulde give Handelen sine Kræfter og de Handlende Evne til at underholde deres Medmennesker; Enkerne bare paa sine Faderløse Børn omringede af Luerne; Suk, Graad, Forvirrelse, Bedrøvelse og en heel Rad af Elendigheder rakte hinanden forgjæves Haan-den; de Husvilde søgte Ly i Ruinerne, de Fornuftige vare raadvilde og udøste Vee-Klager, og de Ufornuftige, der med Nød undgik den fortærende Ild, brølede ud sine vilde og rasende Toner, kort sagt: her var en af de bedrøveligste Skue-Pladse” --- ---.

 

------------------------------------

 

Overensstemmende med brandforsikrings-anordningen av 18/8-1767 var Skien s. a. for første gang gjenstand for en fuldstændig taksationsforretning over de faste eiendomme til indmelding i brandkassen, som altsaa hadde virket i 10 aar, da byens brand i 1777 gjorde et saa kraftig grep i denne kasses midler. Takseringen blev utført av 4 borgere: bygmester Jon Ja­cobsen, snedker Niels Madsen, murmester Niels Halling og smed Isach Christensen, med byskriver Jochum Bendeke til at „føre pennen”; den be­gyndte den 22de og sluttet den 30te oktober, et noksaa stridt arbeide at gjennemgaa og beskrive den hele by i 8 dage. Dokumentet, som er bevaret (og avtrykt blandt aktstykkerne i dette verk b. IV), gir et fuldstændig billede av det Skien, som brændte, i alt væsentlig overensstemmende med den 10 aar efter, i selve brandaaret, gjentagne taksation. Partiet østenfor kirken var det mægtigste; her bodde en hel del av byens embedsmænd og de rikeste kjøbmænd, særlig familien Wesseltoft (et navn som bare førtes av skipper Fredrik W.) i dens forgreninger, med byens kostbareste huse, i Kongens gate, Løvestrædet, Dronningens gate og Prinsens gate. Apoteket hadde samme plads som den dag idag; raadhuset likeoverfor, med front mot torvet. Prestegaarden paa Lunde blev bygget efter branden, presten bodde ved torvet like ved kirken, som var en „grundmuret Kors Kirke med Chor, Sacristi og begravelses Kieldere, træhvælvet i alle 4 Fløie, hvorudj er et Orgelværk af 13 Stemmer, derhos et Taarn med Spir, tækket med Skiversteen, derudj 3 gode Klokker og et slauguhr, samt et ved Kirken nye opbygt Sprøyte Huus”. Takst 8000 rd. --- Hele byen hadde 338 no., samlet takst 110,940 rd.

 

Nu skulde da byen gjenreises, og der blev meget at gjøre. Samtidig faar man et litet gløtt ind i mangler ved byens embedsverk: Den forrige underfoged Chr. Fr. Thamsen sat i arrest som debitor ifølge en overretsdom, men maatte slippes løs, da byen ikke nu orket at betale hans fortsatte arrest; og byfoged Tønder (som Levetzau oftere hadde fat i) fik skrape fordi papirerne i Christopher Manalls opbudsbo var bortkomne, saa boet ikke kunde avsluttes! --- I begyndelsen av januar 78 skriver Levetzau Hagerup om kirken: dens gjenstaaende mur var taksert for 500 rd., men borgerne vilde helst rive den helt ned. I den anledning anbefalte L. ny takst ved dobbelt antal takstmænd og en indkaldt murmester. --- Endvidere hadde Hagerup tænkt ved trommeslag at bekjendtgjøre at ingen maatte bygge, før stiftet hadde bestemt byggemaaten; men dette frabeder L. sig, da Skien ellers kunde lide Fredriksstads skjæbne, at ubesindige borgere flyttet fra byen og rev andre med sig, hvilket regjeringen nødig vilde se. Tilslut en kompliment til Hagerup, idet han appellerer til „den evne hr. laugmand, hvor De tilforn har været, har givet saa store prøver paa, til at behandle Gemytterne”.

 

Midt i april hadde kongen bifaldt „Gade-kommissionens” plan til ny regulering, saa nu kunde man da begynde at bygge, og samtidig tok man fat paa at reorganisere byens brand- og vægtervæsen. 29/4 foreslog byens repræsentanter D. v. Cappelen og Jørgen Zachariassen at Hans Abrahamsen skulde utnævnes til brandinspektør og Rasmus Bagge til assistent. Begge var villige mot 100 rd. til deling og skattefrihet undtagen av huse eller tomter. Og saa forlangte de opnævnt paalitelig mandskap til sprøiterne, som skulde opbevares i et sprøitehus paa eller ved Mudringen. Magistra­ten indvilget deres forlangender, og forsaavidt var den sak iorden; men vanskeligere blev det, da man skulde organisere mandskapet, for her kom det igjen til et av de gamle sammenstøt mellem borgerne og embeds-mændene.

 

Det møte, hvori motsætningerne tørnet sammen, blev holdt den 27de august, og her forhandledes da først om at istandsætte de forfaldne brønde; dernæst „blev det anseet høyst fornøden at her for Byen anskaffes en større Sprøyte end de 3 gamle, som kunde gjøre god Virkning og Nytte især ved de høyere Bygninger som her i Byen anbringes”. Saa var det bestemmelse om skorstenspipernes tykkelse, og som 4de forhandlings-emne et av kst. byfoged Rougtved fremlagt og av Hagerup bifaldt forslag til ordning av vægterkorps og brandmandskap.

Simon Zachariassen

 

Byens repræsentanter D. v. Cappelen og Simon Zachariassen vilde beholde den nuværende brandvagt hellere end at lønne nye folk. Størsteparten av byens indvaanere var haandværkere og arbeidsfolk, for hvem det faldt billigere at bestride tjenesten selv end at faa den paa budgettet som lønninger til nye funktionærer. --- Rougtved mente at 4 skikkelige og ædrue­lige vægtere var bedre end „de 3 lidderlige og aldeles ubekvemme nuværende og det Pøbel af lige beskaffenhed (6 mand), som man kalder Brandvagt”, til hvilke sidste enhver huseier maatte contribuere 8 sk. pr. nat. Vilde man betale vægterne en efter dette steds kostbare levemaate convena­bel løn, 50 rd., kunde man vente at faa bekvemme og paalitelige vægtere, og „uden ømmelse” straffe dem om de forsaa sig. De 4 ordentlige vægtere vilde være en støtte for byfogden som politimester til at styre „den drikfældige og rasende Pøbel som findes paa dette stæd og ikke lader ham faa ro dag eller nat med fortrædelige forretninger, hvorudj sees ingen maal eller Endskab”.

 

Repræsentanterne holdt paa at et av huseierne selv besørget og betalt vagthold var mere betryggende, da de 4 vægtere „let kunde bli enige om at foretage adskillige udsvævninger”. De haabet derfor at stiftet vilde approbere deres andragende, som var den traditionelle ordning. Men Roug­tvedt mente der var mere grund til at frygte for „9 ufuldkomne menneskers udsvævelser” end 4 utvalgtes. At søke hjelp hos en rode, naar underfogden og de 3 skrøpelige vægtere „vare afslagne”, var heller ikke tjenlig; hvis dette blev avtalt iforveien, vilde det komme ut, og forbryderen kunde echap­pere. Han appellerte derfor til det formuende borgerskap ikke at vægre sig for den ringe skjærv som vilde falde paa deres part.

 

Repræsentanterne forundret sig over Rougtveds indvendinger og appellerte til brandinspektøren og hans assistent, som begge vilde ha 3 forsvarlige vægtere og 6 dygtige brandvagtfolk, især til sprøiterne, da 4 mand ei kunde flytte samme, og naar 1 eller 2 vægtere skulde være ved kirkeklok­kerne, var der ingen til at betjene sprøiterne.

 

Hagerup vilde ha 12 mand, antagne av brandinspektøren, til at pa­truljere 4 hver nat, saavel til „justitiens som Ildens iagttagelse”. Som det nu var indrettet, møtte folk frem fulde eller paa andre maater ubekvemme. Omkostningerne hertil eller til flere vægtere maatte utlignes ifølge brand-anordningens V. 2. Derfor var han ganske enig med hr. byfogden, enten til flere vægteres „bedre og paaskiønnende varetægt” eller paa ovenanførte maate. Efter brandordningen var han berettiget til at anskaffe vægtere og hadde averteret baade her i byen og ved plakater paa de nærmeste sogns kirkedøre, men der hadde meldt sig saa faa brukbare at han hadde skrevet til stiftet efter forholdsordre: Enten forhøie lønnen eller indkalde folk fra andre steder.

 

Repræsentanterne forestillet byens nuværende tilstand: „Enhver som kan gribe noget med sine hænder, nyder nær dobbelt løn mod forhen”; derfor var der ingen duelige folk at faa for 30 rd. og klæder hvert 3die aar. Skulde byens utgifter stige efter de nuværende forhold, vilde byrderne bli utaalelige og foraarsage at mange av de tidligere indbyggere blev boende paa landet.

 

Denne debat synes tilstrækkelig tydelig at peke paa mindre tilfredsstillende forhold. Rougtved bruker sterkere ord og Hagerup, som er enig i konklusionen, har vel i realiteten ogsaa billiget præmisserne. Borgernes ræsonnement, at man ikke kunde regulere lønningerne efter de nuværende extraordinære forhold, er ved første øiekast bestikkende; men stillingen var jo uholdbar ogsaa før branden, og den dyre lærepenge denne hadde git, maatte da bringe dem til at aapne pengepungen til politi og brandvæsen. --- 11/9 kom Levetzaus avgjørelse: Da borgerne foretrak at levere brandvagt „in natura”. skulde den gamle ordning, fortsættes. Dog maatte ingen møte som brandvagt uten han selv var borger, saa ingen skikkelig mand skulde undse sig ved at være sammen med ham. Kun handlende eller saadanne som øvrigheten fritok, maatte unddrage sig fra at møte personlig; som sted­fortræder kunde de stille krambodsvend eller første fuldmægtig, men intet tyende maatte gaa paa vagt. Brandvagten skulde hver aften fremstille sig for øvrigheten til visshet for at „ingen er i anden tilstand end han bør være”, og de umulige skulde dagen efter mulkteres med det beløp som medgik til at leie stedfortræder. --- Vægternes løn skulde forhøies til 48 rd. og klæder hvert andet aar om det var nødvendig, og utgiften utlignes paa byens budget, med hjemmel i denne skrivelse, og Hagerup fik fuldmagt til at anskaffe 3 vægtere fra byen eller andenstedsfra.

 

Levetzaus avgjørelse var tilsyneladende en indrømmelse til borgerne, som fik lov til fremdeles at levere brandvagt in natura, men paa saa stramme betingelser, at de kanske like saa gjerne hadde punget ut til et fastlønnet personale. Det gamle antal vægtere fik de ogsaa, men lønnen maatte op, saa det var tydelig at L. i virkeligheten holdt med Skiens magistrat og po­litimester. De byrder branden hadde paaført ikke alene den ulykkelige by, men begge kongeriker, maatte ogsaa mane til at holde øie med forholdene, saavel „til Justitiens som Ildsvaades Iagttagelse.”

 

----------------------------------

 

Av andre ting som forefaldt i 1778, kan merkes at kongen 14/8 fritok Skien (men ikke ladestederne) for indkvarteringsskat, og at havnekommis­sionens forslag om anskaffelse av en ny muddermaskine blev bifaldt. 4/12 anviste stiftet 1000 rd. til 3 kirkeklokker. --- Om byens embedsmænd faar man vite, at Bentsen  21/10 blev utnævnt til stadskaptein og at han 30/8 fik permission til Kjøbenhavn; han var ikke tilstede i det store ovenomtalte møte paa raadstuen 27/8 og har formodentlig da staat paa reisefot. 21/11 fik byfoged Tønder en alvorlig skrape for sit evindelige ophold i Kbhvn. (for­modentlig som supplikant) og Levetzau truet endog med at opslaa hans embede vakant! Rougtved fik ogsaa irettesættelse for nogle formelle mangler, og om hans forgjænger holzførster (skoginspektør) Daugaard oplyses (12/12) at han som kst. byfoged var blit skyldig 335 rd. 87.1/2 sk. Man ser at Levetzau holdt godt utkik; selv Hagerup fik trods alle komplimenter av og til en snert.

 

1779-12/3 var der stor mønstring av sprøiterne. Ny læderslange var anskaffet til sprøite no. 1. Til no. 2 maatte ny anskaffes, men no. 3 var i fuld orden som no, 1. For at faa en endnu større sprøite end sidstnævnte besluttet man at anmode hr. Cappelen om at skrive til England, Holland eller Kjøbenhavn for at faa vite prisen paa en slik sprøite, da man derefter „vilde være alvorlig betænkt paa hvordan stædet mest taalelig kunde overkomme at utrede Beløbet”. --- Dette var jo et mægtig tiltak, men at borgerne fremdeles var store økonomer kan sees derav at de i oktober foreslog Bagge entlediget som brandassistent og en billigere „ordinær mand” antaget. (Dermed sparte de kanske det paalæg i vægterlønnen, som autoriteterne hadde paatvunget dem!). Imidlertid strømmet remisserne ind: Levetzau anviste i mai 5120 rd. paa zahlkassen, hvorav 600 rd. til kirken; 4,220 rd. til de brandlidte sagbrukseiere (10 % av 21,100 rd. ifølge takst av 13/12-77); og 300 rd. til Langefosbroen. Kort efter kom resten av kollekten fra Kjøbenhavn og stifterne i Danmark, hvis samlede beløp utgjorde 10,439 rd. 42 sk. --- med ordre til at fordele pengene efter skaden og takst av 30/5-78. Om kollekten fra Norge vil der senere bli talt.

 

Mens man saaledes holdt paa med at stelle og ordne sig efter den store ildsvaade, fik man en ny, men heldigvis kortvarig forskrækkelse: Brand igjen, og paa samme sted hvor den forrige brøt art! --- November var i den henseende en ulykkelig maaned, for det var nu 4de gang den bragte skræk og ødelæggelse over byen; men denne gang var det heldigvis om dagen, saa der kunde bringes hjælp i tide og en større katastrofe hindres. Kl. 5 om eftermiddagen den 2den november meldtes ildløs i Halvor Nielsens hus, paa høloftet over stald og fjøs i uthusene; han var selv fraværende paa jagt fra tidlig om morgenen med sin gaardsgut og kom ikke hjem før hans hus stod i flammer og brændte ned.

 

Var resultatet av brandrets-forhøret i 1777 magert, saa blev det denne gang saameget fyldigere, en hel roman, som endte med heltindens henret­telse paa Blekebakken, efter at hendes sak hadde passeret alle instantser. Det vidtløftige forhør gjengives her i forkortet skikkelse, men i samme orden hvori vidnerne fremstillet sine oplevelser, saa man ser dramaet utspinde sig og nettet trække sig sammen om hovedpersonen.

 

6/11 holdtes altsaa forhør „for om muligens at faa undersøgt, oplyst og beviist, af hvad Aarsag og paa hvad Maade den hos Kiøbmand Sr. (>: hr.) Halvor Nielsen sidstafvigte 2. November existerede Ildsvaade er opkommen og udbrudt”. Rettens formand var raadmand Bentsen (som repræsenterte magistraten), assistert av byfoged Tønder og brandofficererne Abrahamsen og Bagge, tillikemed underfoged Hiorth og de 2 raadstutjenere Henrich Jo­nassen og Lars Løwe.

 

Halvor Nielsen selv kunde ikke vidne andet end at han med sin tje­ner hadde været fraværende og kom hjem da huset stod i flammer; hans hustru var syk og ikke tilstede i retten, hvorfor han vidnet paa hendes vegne at hun intet visste om ilden før der blev gjort allarm, og ingen hadde været i uthusene med lys og lykt siden kl. 7 morgen, da kjørne blev melket.

 

Hans Aslaksen og 2 mand til arbeidet utenfor huset og visste intet om ilden før han saa dens voldsomme utbrudd fra høloftet. Da han derefter saa ilden falde ned i krybben hvor hesten stod, løste han hesten og fik denne ut. --- De paa Halvor Nielsens „tobaks-vinkel” arbeidende folk (4 mænd og 1 kvinde) kom hjem fra arbeidet og blev varslet om ilden, som de saa i nordre ende av fæhuset. Anthoni Andersen, som visste at Halvor N. var fraværende, sprang ind og tok efter anmodning vare paa et chatol, som fruen sagde var aapnet av tyvehaand. Det samme vidnet Rasmus Helliksen og tilføiet at Kirstine Olsdatter efter egen tilstaaelse hadde været i chatollet. De stjaalne penge opgav madame Nielsen til 6 à 700 rd.

 

Ole Helliksen var paa bryggen, hørte klokkerne klemte og folk rope; gik op til H. N.s hus og antraf mad. N. som ropte og skrek at hendes cha-tol var aapnet av tyver, hvorpaa hun slog det i laas. Endvidere blev han dagen før forhøret sendt op til Anne Marie Knoph for at hente et Kirstine Olsdatter tilhørende chatol, og i samme fandtes: 1 sølv-potageske, 3 sølv spiseskeer, 1 mansjetskjorte, halskluter og kraver, 2 par ermer, alt med H. N.s navn paa; 1 skjørt, 2 linforklær, 1 tørklæ, 1 serk, likeledes med mad. N.s navn, hvilke saker hun foregav at ha fundet i H. N.s port under bran-den i 1777. De hadde indtrængende spurgt Kirstine, om hun ikke nu hadde været i sin husbonds chatol, men dette hadde hun nægtet under gjentagne eder. Hun hadde tilbragt natten før forhøret hos Anthoni Andersen, og om morgenen den Ete fortalte dennes søn Anders, at Kirsten hadde tilstaat ty­veriet. Baade far og søn hadde saa formanet hende til at tilstaa; hun vægret sig længe, men da de lovet at bede for hende at hun paa muligst bedste maate skulde slippe fra det, tilstod hun. Saa blev Halvor Nilsen underrettet og Kirstine hentet for at vise, hvor hun hadde gjemt pengene.

 

Derefter fremstod Kirstine Olsdatter „løs og ledig” for retten og er­kjendte sandheten av ovennævnte vidners utsagn. Chatollet aapnet hun, medens mad. Nielsen sprang ut i gaarden for at rope allarm, tok pengene, svøpte dem i et tørklæ og la dem i et hul i kjældergulvet. Hun hadde tænkt at lægge dem under H. N.s seng, saa han kunde finde dem, men da dette ikke kunde ske ubemerket, gjemte hun dem i en gang mellem boden og kjelderen, hvorfra hun idag tok dem frem. Kirstens chatol blev hentet til retten og aapnet. Foruten ovennævnte saker fandtes et litet grønmalet skrin med nogle penge, hvorav 10 rd. var sendt hende av løitnant Kypping (som bode hos Lavrants Midbø i Seljord) til deres uægte barns underhold. --- Om hvad der foregik før branden fortalte Kirstine: Madame Nielsen vilde til aftenen lave „Næbe Stampe” og befalte Kirstine at sætte gryte over ilden og sendte sin datter Gjertrud efter næper. Saa skulde der hentes vand, og Kirstine skulde bede Anne Helvig at bære det op. Denne var sysselsat i bryggerhuset med at tørke korn og stod og rørte i gryten. Kirsten overtok da at røre kornet, mens den anden hentet vand og bar det op.

 

Derefter fik Gjertrud ordre til at hente hø til at koke næperne i, og da hun bragte formeget, maatte hun bære det overflødige ned igjen for at Lægge det i en sørpebalje. Da Kirstine et kvarters tid efter skulde se efter noget ophængt barnetøi ute paa gangen, hørte hun kreaturene raute og erfarede likesom et skimt av ild i fæhuset. Hun gik ind igjen og møtte Gjertrud, som gjorde anskrik; ropte saa til mad. N. som sa: „Hvad har du gjort, Gjertrud!”

 

Da retten spurte, om ikke hun, som nu allerede var overbevist om flere grove misgjerninger, ogsaa var aarsak til den ulykkelige brand, bevid­net hun under den heftigste rørelse ved Gud og sin samvittighet at tanken om saa ond en gjerning som den at antænde huset for at skjule sit tyveri aldrig var opkommet hende, langt mindre gjerningen utøvet. --- Om sine familieforhold forklarte hun at hun var 23 aar og født i Kra. Hendes far, Ole Olsen Smith, var først smed, derefter handelsmand og nu død. Av eiendele hadde hun nogle sengklær opbevaret hos sersjant Bø paa Haugene og et par kister, ellers intet.

 

Tilsidst opgav Halvor Nielsen at de fra chatollet stjaalne og nu til­bakeleverte penge var 515 rd.

 

10/11 blev retten igjen sat. Kirstine blev igjen spurt og gjentok sin nægtelse, hvorefter der paany førtes vidner om branden. Anne Helvig Ja­kobsdatter forklarte at hun stod i bryggerhuset og tørket havre, da Kirstine kom og bad hende hente vand; da hun saa kom med vandbøtten, møtte hun K. som hadde forlatt arbeidet i bryggerhuset og „med urolige miner” paaskyndet vandbæringen. Mens hun derefter igjen stod i bryggerhuset, hørte hun folk rope brand utenfor vinduerne, hun sprang ut, saa ilden i fæhusets tak, og sprang op til madame N. som gav hende 2 vandbøtter til det allerede forsamlede brandmandskap og befalte hende at springe til den som skulde klemte; derefter skulde hun bringe kreaturene ut, hvilket hun straks gjorde. En sort ko var allerede løst av Anthoni Andersen, som hun møtte paa veien.

 

Av det øvrige tyende var gaardsgutten Abraham Henningsen (som tidligere meldt) fraværende med sin husbond paa jagt, og Marichen Pedersdatter (som hadde melket om morgenen) var siden paa Buflaaten og kunde intet vidne.

 

Derefter forlangte H. Nielsen avhørt Anthoni Andersen og hustru Kirsten Sørensdatter, Torjer vægter og præstens søn Fredrik Bødtker. De 2 første vidnet at da Kirstine Olsdatter om aftenen nu var bragt til deres hus for der at bevogtes til forhøret, merket de at hun efter at være gaat tilsengs likesom vaaknet i skrækfulde tanker, med tydelig deklamation, bad Gud trøste hende og tilkaldte vidnerne for at gi raad om hvad hun skulde sige for retten. De tilholdt hende at sige sandhet, som var det bedste raad de visste. Men like saa villig hun tilstod tyveriet, like saa haardnakket nægtet hun ildspaasættelsen. Dog var hun tydelig angst og bad dem ofte om at slippe hende løs, om det saa var i bare serken.

 

De 2 andre vidner forklarte, at da presten Bødtker sidste søndag indfandt sig hos hende i arresten, hørte de utenfor døren hendes tilstaaelse at hun hadde sat ild paa høet i fæhuset med nogle tændte spanner, men da Bødtker spurte om hun ikke ogsaa var skyld i den forrige brand, svarte hun tvert nei, med tillæg at Frelseren hadde været hos hende fnat og paalagt hende ikke at lyve paa sig selv.

 

Kirstine, som var tilstede, blev nu spurt om hun vilde „gestændige” dette, men svarte at hun vistnok til presten hadde avgit en slik „deposition” (betroelse), men det var en bekjendelse som hun var aldeles uskyldig i, og fremturede ellers med saadan vaklende bekjendelse, hvorav retten ikke kunde uddrage noget visst. Hun blev av byfogden overleveret til underfogden Hjorth for at belægges med arrestjern.

 

Møtet sluttet med at brandinspektøren blev tilspurt, hvordan han under den her omhandlede ildsvaade hadde fundet brandfolkene i henseende til fremmøte, villighet og lydighet under hans kommando. Han vidnet at ha fundet dem alle villige og hurtige, saa han intet hadde at klage paa dem, og Foreslog av mulktbøssen at ta de 2 rd. som efter forordningen tilfaldt den der først bragte raad, og 1/2 rd. for brød og drikke til dem der med ham hadde utholdt natten paa brandstedet; dette blev av retten ind­vilget. Sprøiterne var allerede istandsat igjen, og det manglende forbeholdt han sig at anskaffe for byens regning.

 

--------------------------------------------

 

Kirstene Olsdatters sak blev nu behandlet for underretten, med proku­rator Rougtved som actor og prok. Gasman som defensor. Bythings­protokollen for disse aar mangler, men man ser av den næste instants, at akten har været paa over 200 sider. Forhandlingerne begyndte allerede 6/12 og endte med en fældende underretsdom av 22/5-1780. Kirstine vedtok dommen, men det danske cancelli bestemte 1/7 at saken skulde gaa videre, og saa gik den da først til lagmandsretten, hvor den av begge parter blev behandlet meget kort, under henvisning til den foregaaende underretsproce­dure. Defensor søkte dommen formildet, saa hun skulde beholde livet, idet han fremholdt hendes unge alder og muligheten av at tilstaaelsen om ilds­paasættelse skyldtes fortvilelse over utsigten til livsvarig fængsel efter de til­staaede tyverier. Der var hellerikke gaat menneskeliv tapt ved ildebranden. --- Lagmandens dom faldt 27/7-17 80 ved extrathing; den kritiserer formelle mangler ved underretsdommen, men opretholder dens resultat:

 

„Med all den opbyggelige Forerindring, udi Under Rets Dommen, om Dydens Fordele og Lastens skræklomme Følger, savner man dog Anvisning om de Misgierninger, hvor og naar de ere forøvede, hvorfor Kirstine Olsdatter er dømt til Døde. Man henviser til nogle ubestemte Forhør, og disse ere formodentlig det af Brand Retten optagne af 6 og lde November 1779, og et andet af Byfogden under 18de Januar Maanet, indragen og medføl­gende Underrets-Acten. Af det første erfarer man_ Kirstine Olsdatter Smiths egen Bekiendelse om de af hende bortstiaalne Penge 515 rd., af hendes Hosbond Halvor Nielsens Chatoll i Scheen den foregaaende 2den November, hvilke Penge er i Retten foreviste og Eyeren henbragte; Det andet Forhør viiser hendes, uden Baand og Tvang afgivne Tilstaaelse, at hun havde fattet dette Forsæt at stiæle 2de Dage i Forveyen, ligedan at begaae Mordbrand, og dette sidste, for at legge Skiul paa det Første, aldt i Hensigt for at forhielpe sin Forlovede til nogle Penge at sette i Enke-Cassen.

 

Her gaar end Hendes Udsigende videre, at hun af uforsigtighet har foraarsaged den Ildsvaade, som den 24de Novbr. 1777 overgik Scheens Bye (uagtet hendes en Gang for Brand Retten samme Aar aflagte corporlige Eed, at hun om denne Ild var uvidende, hvoraf altsaa entstaar Meen Ederie), at hun saavel samme Dag som nogle Maaneder derefter havde berøvet fornævnte Hosbond og hans Hustrue en Deel Sølvtøy og Klæder, hvoraf det meste er forefunden og Eyerne tilbageleverede. Her er egen Bekiendelse, her ere mange Kiends-Giærninger, særligen den af Delinqventinden med frie Forsæt og velberaad Hue forøvede Mordbrand, med en af Ilden anstukken Spaan, udi Halvor Nielsens Fæhuus den 2den Novbr. afvigte Aar, hvorved hans og Naboes Friderich Wessels Huuse blev lagt i Aske. Flere Bevisligheder æsker ikke Loven om Giærninger og Handlinger, naar de skal bedømmes. Menneskeligheden maa skrækkel og gyse over de af Kir­stine Olsdatter Smith forøvede, hvorfor hun for disse Retter er tilstede. Lovgiveren har altsaa hadet dem, i Lovens 6te Bogs 19de Cap. 1ste Art. hvorefter Kiendes for Rett at være: Den ergangne Under Rettes Dom i denne Sag bør i et og aldt ved Magt at stande."

 

Ogsaa her vedtok Kirstine dommen, men maa senere ha ombestemt sig, for saken gik videre, til overhofretten i Kra. og imidlertid synes hun at ha gjort forsøk paa at rømme. Overhofrettens dom faldt 26/10 og blev efter kgl. ordre av 8/12 indstevnet til Høiesteret. Den 29/12 skriver Levetzau til byfoged Tønder: „Av det under 25de huius indsendte forhør har Stiftet erfaret sin Formeening bestyrket om at Delinqventinden Kirstine Olsdatter har ved sine forskiellige Declarationer om sin Sags Appel allerede troet at finde Udvey til at rømme inden Dom i sidste Instance kunde afsiges. At hendes Flugt denne Gang er forekommet er saaledes vel, og ville Hr. Byefoged iøvrigt tilsee samt indskiærpe Underfogden at paapasse at hun forbliver under de Lænker som forhøret viser nu at være paalagt.    At Kir­stine har hat hjælpere fremgaar derav at der ogsaa er tale om en fil og en kaape og at Dorthe Olsdatter i den anledning skulde under tiltale og forhør.”

 

Det lakket nu mot slutten i det sørgelige drama. Høiesterets dom, stadfæstet av kongen 2/5-1781, lød paa, at Kirstine skulde miste sit hoved, og kroppen derefter brændes. Skarpretteren, mestermand Ledel, hadde allerede i oktober f. a. været i Skien for at foretage en henrettelse paa Limi i Gjerpen og hadde tænkt at ekspedere Kirstine ved samme anledning; men appellen til Højesteret kom iveien. underrettet Levetzau byfogden om at executionen skulde finde sted den 25de mai, og at 3 favner tør granved itide maatte føres til retterstedet hvilke efter skarpretterens opgave behøvedes til baalet. Nogen officiel melding om fuldbyrdelsen findes ikke, bare en skrivelse fra Levetzau til Tønder med approbation av Ledels regning, 43 rd. 24 sk., til godtgjørelse (foruten de andre utgifter) av byens kasse. --- Retterstedet var ifølge traditionen langt ute paa Blekebakken, hvor en gammel furustubbe helt til vore dage skal ha betegnet stedet.

 

Samtiden dømte ikke mildt om brandstiftersken. „Menneskeheden maa gyse ved hendes gjerninger” siger lagmand Hagerup, og B. Løvenskiold ofrer i sin omtale av branden adskillige sterke talemaater om hendes „fast umenneskelige Voldsomhed mod Dyden.” Det maa ogsaa synes næsten ubegripelig at hun efterat ha været vidne til (muligens eller sandsynligvis tillike anstifter av) den store ildebrand i 77 kunde ha hjerte til at foranstalte et lignende fyrverkeri 2 aar efter. Motivet er imidlertid tydelig nok: den fattige pike, som efter sit fejltrin har ernæret sig som amme i et velstandshus, har villet nytte chancerne til at komme i besiddelse av saa mange penge, at det kunde lokke hendes løjtnant til at gifte sig med hende, og for denne alt beherskende tanke har hun tilsidesat alle hensyn. Først da hun sat i klemme under rettens umilde hænder, indfandt angeren sig.

 

------------------------------------------

 

Det er tidligere sagt at Bent Bentsen var en meget benyttet mand i Skien, hvor hans far hadde været borgemester indtil 1765, da han forflyttedes til Kongsberg. Sønnen begyndte som veier og maaler i Skien og blev i 1778 baade stadskaptein og raadmand (hos B. Løvenskiold heter det at han var raadmand fra 1783, men i byens protokoller tillægges han denne titel alt i 78). Saa blev han tillike postmester, paa følgende maate: postmester Gundersen var blit skyldig 190 rd. i sit regnskap, hvilket Levetzau mindet om i en skrivelse av 7/1-80, med trusel om suspension (hans kau­tionist ingen ringere end grev Schack til Schackenborg). 14 dage efter blev han suspenderet, og Bentsen konstitueret; men da gjælden i en fart blev betalt, blev G. gjenindsat en maaneds tid efter. Der maa imidlertid ha været ugreie med ham senere, for et aar efter (5/1-81) fik Bentsen embedet med 150 rd. i løn, mot at betale pension til G. og efter hans død til enken (40 rd.) og 500 rd. engang for alle til kongen! Det var dyrt at faa et slikt embede i den tid, og billig for staten at la efterfølgeren betale pensionen.         

 

Det største tiltak efter den store brand var at faa bygget ny kirke, og det ser ut til at interessen ganske særlig har samlet sig om dette verk; Lø­venskiold siger at borgerne utviste stor gavmildhet til kirkens opmuring og indretning, idet de endog skjænket hele collecten efter branden til kirken, og til dens utsmykning blev der aapnet en særskilt subskription.    ---- 25/2 sendte Levetzau til „kirkekommissionen” tegningerne til den nye kirke paa Moss som brukbart mønster og gav samtidig anvisning paa en tømmermand til at gjøre kirkestolene og galleriet, nemlig Ole Styren i Eidsvold, som bare hadde den feil at han maatte „anføres” og ikke kunde gjøre overslag. Endvidere vilde L. formaa generalauditør Fleischer, som hadde forestaat kirkens bygnfng paa Moss, til at reise til Skien for mundtlig at forklare alt. --- Dette blev der nok ikke noget av, idet Bentsen 17/3 fik permission for at reise til Moss, hvor Fleischer ogsaa vilde indfinde sig. --- Kirkens gjenreisning fremkaldte av og til rivninger mellem borgerne og Levetzau, som stadig holdt oie med deres færd. 20/7-81 tilbakesendte han en kvittering for brandhjælpen til kirken, da den indeholdt en „aldeles urigtig forklaring an­gaaende de 500 rd. som kirkens efterstaaende nummere ved 2de lovlige vurderingsforretninger er taxerede for”, og kirken har „aldrig faat tilstaat mere end 8000 rd. i brandhjelp”. Det er tydelig at borgerne har villet bygge dyrere end assurancesummen tillot, og L. taler etsteds om deres stivsind og selvraadighet. 7/9 kunde han melde at kirkerne i Akershus stift skulde gi 2 rd. hver til Skiens nye kirke, saa der fik de da en haandsræk­ning til sit yndlings-projekt.

 

20/4-1781 udstedtes følgende indbydelse:

 

,,Hvor stoer og lyksalig saa vel i sig selv som ved følgerne den handling er: af yderste evne at kunne herliggjøre Gudsdyrkelsen og her paa jorden at kunne udbrede den allerhøyestes ære, derom behøver vel ikke veltalende tunger at overbevise den følsomme og retskafne christen. Dyden belønner tilstrækkelig sine dyrkere, den skiænker for enhver god giærning glade følelser, følelser, som lader sig tænke, men aldrig udtrykke, og tillige forjættelser om et tilkommende vederlag, hvilket tildeelt af den uendelige og allgode Gud, overgaar alt haab og all forventning. Vi tror det derfor u nødvendigt med megen overtalelse og udsøgte grunde at nærme os de velgiørende Med-Menisker vi søge, naar vi til Guds æres og Lovs forplan­telse blandt os og vore efterkommere, og i den allerhøyestes Navn! Bede Dig, veltænkende christen og med-Borger, om een med din Evne passende gave til hielp til Guds huuses opreysning af sin adske i Schien. Lad din ømme og høye agt for den guddommelige mayestæt og den fyldestgiørelse ædelmodighed giver, lad disse overtale, saa vil vi vist takkende forlade dig, og du vil tilvende dig at beholde all godheds velsygnelse og en riig kilde til de lyksaligste følelser.

Schien den 20de April 1781.


Bødtker.          B. M. Bentzen.          Did. v. Cappelen.

 

 

Denne appel var ikke forgjæves. Den indbragte 762 rd. 18 sk, fordelt paa følgende bidrags-ydere:

 

L. Lassen                                 50 rd.               M. Barnholt                             30 rd.

Hans Abrahamsen                    50 „                  Jacob og Wittus Juell              50 „

Claus Tollefsen                                    50 „                  H. Olsen                                   20 „

Jacob Jebsen                           20 „                  Bøye og Jacob Pettersen         30

P. Flood og moder                    15 „                  Rasmus Bagge                         20

Didr. og Peder v. Cappelen      20 „                  Peter Paulsen                           5 „

Asmund Clausen                      5 „                    Hans C. Henningsen                5 „

Henning Holst                         15 „                  Marius Smith                           10 „

P. I. Rougtved                          15 „                  Chr. Joh. Claussen                   5 „

Jurgen Johansen                      2 „                    Poul Fr. Lieungh                      20 „

Anders Hoffdal                                    3 „                    Chresten Olsen DvergBech      5 „

Clas Bræcke                             3                      Mads Daustrup                                    3 „

Paul Christiansen                     5 „                    Peder Multerts                         2 „

Jens Monsen                           1 „ 2 m. M. Fjeldberg                            2 „

I. M. Lund                                10 „                  Jens Bæchmann                                   4 „

Daniel Erichstrup                     12 „                  Johannes Næss                                    3 „

Halvor Bæruldsen                    1 „                    Claus Eidorff                            20 „

Elen sal. Chr. Olsen Svints      3 „                    Thomas Høst                           4 „

H. Lunder                                 3 „                    Even Larsen                             1 „

Jens Rohde                              20 „                  Lars Warberg                           4 „

Christen Abrahamsen              5 „                    Ole Abrahamsen                      10 „

Anders Agerup                                    2 „                    J. Michelsen                            3 „

Jens Murck                              3 „                    (anonym)                                 5 „

Christen Fellbereders enke      1 „                    Paul Jensen                              1 „ 1 m.

Jacob Jacobsen                                    1 „ 1 „               Alberth Blom                           10 „

C. Bochwelt                             10 „                  Isach Rasnussen                      2 „

Niels Frandsen                         2 „                    Anders Madsen feier               2 „

Tollef Maaler                           1 „                    Isak Sunds enke                                   2 „ 2 „

Salmun Hansen                                    1 „                    Pedor Sørensen                                    1 „

S. Assendrup                           1 „                    I. Lauersen Kart                       1 „

C. Barnholdt                            12 „                  Didr. Forbech                           6 „

Laers Plesner                           6 „                    Gregers Forbech                      10

Alice sal. v. Cappelen              20 „                  Ebbe Stansholm                       3 „

Niels Larsen og sønner                        3 „ 2 „               Isac Hansen og søn                 2

Mikkel Jonsen                          3 „ 2 „               Mathias Knudsen                    2 „

Endre Jacobsen                                       „ 2 „              Johannes Thomassen               2 „

Gunne Madsen                         5 „                    Peder Christian Møller             5 „

C. R. Soede                              1 „                    Rohlsen (?)                              2 „

Hans Christian Matzen                        2 „                    Søren Behn                              2 „

Banckenberg                            1 „                    Anders Vagtner                                   12 „

 

Jørgen Møller                          1 rd.                        R. Møller                                  1 rd.

I. Thygesen                             5 „                    Christen Aaes                             „  2 m.

Gunder Tevessøn                     2 „ 2 m.             C. I. Gehlert                             3

Fridr. Jonsen                            30 „                  Hans Levorsen                         6 „

Søren Holstener                                   3 „                    Gjert Larsen                             4 „

 

I alt 90 bidragsydere, hvorav flere leverte sit bidrag in natura, med arbeide eller materialier (saaledes Fridr. Jonsen 500 hugre bord, som han satte til en værdi av 30 rd.). Det falder straks i øinene at mange av byens mest kjendte navne mangler, hvilket maa forklares derav at de alt hadde skjænket sin andel i den av kongen bevilgede collect. Albert Blom paa­tegner saaledes udtrykkelig, at han gir 10 rd. uagtet han tidligere har git ovennævnte andel. ---    Bidragene blev indbetalt til Claus Hesselberg.    
Originaldokumentet med alle givernes egenhændige navn er bevaret i byens arkiv, og en fotografisk kopi i fylkesmuseet paa Brekke.

 

-----------------------------------------------

 

Imidlertid fortsatte man paa andre felter sine bestræbelser for at for-bedre byens forhold. Et kgl. reskript av 15/4-78 hadde stadfæstet en „com­missions-eragtning” om gaternes større ordentlighet og Levetzau bragte nu dette i erindring, idet han i en skrivelse av 26/5 til Hagerup bad denne paa­lægge byfoged Tønder som polltie-mæster (!) at paase overholdelsen herav. Faa dage efter holdt byfogden møte med brandinspektøren og byens repræ­sentanter, hvor de besluttet at anbringe 8 brønde paa passende steder i byen, dels for at brukes ved ildebrand dels for at forsyne skibene med vand. Av disse brønde skulde 1 anbringes midt paa torvet. Endvidere skulde der bygges 3 sluser i Kverndalsbækken: 1 ved broen bak raadhuset, 1 ved Skistrædet og 1 ved hjørnet av Peder Smiths gaard. --- Som repræsentant møtte Zacharias Zachariassen; broderen Simon hadde samme aar faat kgl. bevilling til at være fri for kommunale ombud, mot at betale 600 rd.

 

I 1780 kom en for koffardifarten generende utskrivning av søfolk til orlogstjeneste. I den anledning skulde der holdes session i Skien, og i en skrivelse av til kommandør Krog fremholdt Levetzau ønskeligheten av at man ved sessionerne ikke uten i nødsfald fratok handelsflaaten nogen av dens mandskap. Av mangel paa enroullerte sjøfolk hadde handelsflaaten dette aar brukt uindskrevne, hvilket tidligere var forbudt, men dette forbud var nu hævet.

 

Sessionen i Skien blev holdt i november og fik et mindre behagelig efterspil: Skibsrederne i alle 4 byer ved Skiensfjorden indgav en ansøkning til kongen om at maatte beholde de hjemmeværende matroser, eller at andre tjenlige midler maatte utfindes til deres skibes bemanding. De foreslog at Hs. M.s skibe blev bemandet av Holmens faste stok, og avgangen fra denne erstattet ved supplering fra endel til søen grænsende landlægder (altsaa ved nogen formindskelse i antallet av landhærens tilgang av mand-skap). Dette forsøk paa at optræde som regjeringens raadgivere blev meget unaadig optat. 29/12-80 maatte Levetzau melde Skiens magistrat: „Det Høy Kgl. Danske Cancellie har efter allerhøystbemelte Hans Majestæts Be­faling under 23de huius paalagt mig at tilkiendegive Supplicanterne at allerhøystsamme meget har forundret sig over deres ansøgningers dristighed, og at Han Selv denne Gang vil holde dem saadant tilgode, samt selv vil passe hvad der kan ske og ikke skee”. --- Aaret efter kom en betydelig strammere utskrivning: 800 mand fra Akershus stift, hvorav 135 fra Bratsberg amt. Det maa erindres, at dette foregik under de nordamerikanske koloniers frihetskamp og Danmark-Norges deltagelse i „den væbnede nøitralitet”, og at situationen krævet offer til krigsmagten : uten orlogsflaate og konvoi ingen beskyttet handel. --- 27/7-81 meldtes at de i England opbragte norske
sjøfolk paa hollandske skibe blev reklamert og hjemsendt efter off. foran­staltning. Saaledes var 33 mand sendt til Langesundsfjorden for 2 guineer pr. mand i kost og reise. Naar de kom hjem, kunde de ta hyre paa norske skibe, og de som ingen employ fandt skulde sendes til Kbhvn. Paa denne maate fik man altsaa litt erstatning for den svære utskrivning.

 

De i 1777 i utsigt stillede overveielser om hvad der kunde gjøres for et opsving i Skiens næring efter branden hører man ikke mere til; men borgerne selv foreslog i 1780 oprettelsen av 4 aarlige markeder: iste januar, 31te marts, 30te juni og 15de september, og Levetzau utbad sig amtm. Adelers mening om forslaget, inden han sendte det videre. Og saa hadde borgermester Hagerup umiddelbart efter branden indledet en energisk ak­tion for at bringe rede i det spørsmaal, som hadde bragt en tidligere bor­germester i fortvilelse: byens eiendomsret til de utleiede og bebyggede tomter paa Lunde og Lie. Branden hadde gjort spørsmaalet saa aktuelt at der nu maatte gjøres noget for at bøte (om mulig) paa tidligere tiders forsøm­melser. Av Hagerups store promemoria av 26/1-78 til stiftet hitsættes:

 

„I anledn. af den fra Deres Høyvelbh. befalede og nu holdende Com­mission om Husenes og gadernes meere Rummelighed og ordentligere gang --- --- har man derudi eragtet som høyt nødvendig at nogle Hustomter eller Pladser maatte rent efterlades ubebyggede, og Eyerne derav at anviises andre til bebyggelse, for derved at udviide nogle Stræder og smale gange, som tilforn, før Ildebranden, har været anseede ufremkommelige for 2de mødende Vogne, Kierrer eller Slæder, endsige (!) i Tilfælde af Ildsvaade, for Brandfolkene med Sprøyter og Vandsluffer til Ildens Dæmpelse og Byens Frelse. Her møder os den store Vanskelighed at kunde forskaffe de Tafindes ledige men næsten alle tilsperrede med Kielder-Muure og Bygninger, saa at en offentlig og rummelig passage for Kiørende fra og til Byen neppe er at opnaa. ---  Jeg har forhen givet mig den Ære at indberette den Forlegenhed, hvorudj jeg ved min Ankomst hertil er bleven sadt ved den bende til Erstattelse andre Tomter inden Byens Circumference at bebygge, da ingen mangelhaftige orden af min Formands Papirer, disse Embeder vedkommende, men især af Raadstuens og Byens ældgamle Privilegier, Doku­menter og adkomster, som og tildels skal være forkomne og opbrændte ved forrige Ildebrand i aaret 1766, da Scheens Raadstue blev lagt i aske. Herved er baade jeg, som det vil gaa andre efter mig, bleven sadt uden Stand at kunne efterleve de særlige dette Sted vedkommende anordninger

Derefter utvikler han videre hvorledes leieforholdet til byens marker er blit til et paastaat eiendomsforhold, hvilket han mener ingen domstol vil gi be­sidderne medhold i, og foreslaar opnævnt en kommission til at utrede og dømme om saken. Som magistrat var han part i saken, og amtm. Adeler var pantekreditor i en av de omtvistede „græslykker” og følgelig ogsaa inhabil; han foreslaar derfor til kommissarier sorenskriverne Nors og Lange,
og til aktor paa byens vegne byskriver Eidorff som tidligere hadde været prokurator og ifølge sin stilling „bør kiende Byens Leylighed”. Skrivelsen slutter med en begeistret utsigt til de indtægter byen vilde faa, foruten anledningen til at anvise byggetomter og derigjennem skaffe sig en bedre regulering.

 

Levetzau stillet sig velvillig til andragendet, som ifølge hans skrivelse av 1/5-78 til cancelliet var resultatet av overlægning mellem magistraten og et møte av Skiens borgere, og 24/5 utstedtes fra Christiansborg slot et kommissorium for de 2 sorenskrivere samt bemyndigelse for Levetzau til at opnævne en aktor paa byens vegne. Eidorff bad sig senere fritagen, men stiftet fandt ingen grund til at lade ham slippe. --- Utfaldet blev en stor skuffelse: Kommissionsdommen, som faldt 23/11-1779, erkjendte vistnok byens oprindelige eiendomsret til hele Lunde og Lie, men de omtvistede parceller hadde gjennem et saa langt tidsrum været gjenstand for kjøp og salg og arv, at de ved havd var gaat over til privat eiendom; og av en cancelli­skrivelse av 29/11-80 fremgaar at baade magistrat og borgerskap fandt dommen saa velbegrundet ved de fremlagte beviser, at den ikke ved nogen ret kunde ventes underkjendt. Det samme mente cancelliet, men saken kom allikevel ind for overhofretten i Kra., idet nogle av besidderne hvis ret ikke var godkjendt ved prokurator Rougtvedt lot den apellere til bekræftelse av sin ret. Overhofretten kom 20/3-81 til samme resultat, undtagen for 4 besiddere, og saa var der ikke mere at gjøre. Magistraten, som oprindelig hadde set saa lyst paa saken, maatte senere paategne et av byregnskaperne den mismodige randbemerkning: „Denne by har ingen eiendommelig jord”.

 

En lignende sak i Fredriksstad gik samtidig helt til høiesteret med samme utfald[1]).

 

Levetzau holdt fremdeles skarp kontrol med forholdene i Skien: Der var ugreie med stemplet papir og søpas; manglende underskrifter fra kirke­bygnings-kommissionen paatales; et av Hagerup utstedt borgerbrev for kaptein Hansen som detailhandler kasseres og stiftets avgjørelse blir endog stadfæstet ved en kgl. resol. av 4/8-81. Eidorff fik skrape for at ha leveret utskrifter av magistratsprotokollen til borgerne for betaling, uten mag.s sam­tykke; og Tønder nægtes forlængelse av en permission til Kragerø. Amtmand Adeler avancerte i 81 til stiftamtmand i Kristianssand og efterfulgtes av kammerherre Fredrik Moltke; i vakancen var Bentsen konstitueret. Om Adeler, som kom tilbake til Skien og levet her som privatmand til sin død 1810, er der fortalt utførlig i b. I (s. 250). Hans største fortjeneste var stif­telsen av amtets landhusholdningsselskap (29/1-1776), hvori efterfølgeren arvet præsidiet fra 1783, [Moltkes gage var 1000 rd., mens Adeler hadde hat 800 rd.], og det indledet han med sømmelig pragt og glans, idet han (ifølge B. Løvenskiold) paa generalforsamlingen 29/1 (kongens fødselsdag) holdt „en lærd og vel passende Tale, hvorefter det talrige Selskab blev i Hr. Kammerherrens Huus vel bevertet og Kongens med det Høy-Kongelige Huses Sundheder ved Pocaler og under Instrumenters Lyd allerunderdanigst erindret.” --- Løvenskiold gir samtidig en 5aars-beretning for selskapets første aar 77-82, der er særlig værdifuld, fordi den ældste protokol synes forsvunden. 2971-82 blev der til 44 præmietagere utdelt 211 rd. og medlemmernes antal var 79 med aarskontingent 4 rd. Blandt præmierede virksomheter var ogsaa fiskeforsyningen til Skien og Porsgrund.

 

Consumptionen, denne i 1657 paalagte toldavgift paa visse spise- og drikkevarer og fornødenhets-artikler, hadde gjennem tiderne været gjenstand for adskillige omordninger og av byborgerne (saavelsom av standspersoner paa landet) været betalt efter en aarlig ligning til Consumptionsforpagterne, en for byen (med ladestederne) og en for landet. Det var en noksaa brysom skat, der krævet et stort kontrolapparat og undertiden førte til en nær­gaaende inkvisition, saaledes som da det i stiftamtm. Tonsbergs tid (til den gamle herres store forargelse, da det blev indberettet) hændte at betjentene gik ind i husene og spurte hvor maten paa middagsbordet var kommet fra! (se herom b. I s. 136). Den var tillike en skat paa maling av korn og malt, selvfølgelig vanskelig at kontrollere i en tid da haandkværnene endnu var i bruk. --- 1/1-1780 blev (ifølge Løvenskiold) alle Skiens haandkværner avskaffet og indsat paa raadstuen og alle de mange veie til byen forandret til 4 hovedveje, hvor de kgl. bommer anbragtes: Dambommen, Klevbom­men, Kværndalsbommen og Libommen, med bomhus og vagt (2 mand ved hver bom). En vei paa vestkanten blev vogtet av en patruljerende betjent. Alle varer som ikke kom ind av disse 5 veier, var „indsnegne” og blev konfiskert. I selve byen var kassererens kontor og inspektørens. --- Det hele personale bestod av: inspektør, kasserer, overbetjent (i Porsgrund), 13 underbetjente i Skien, 9 i forstæderne. Personalet ved bommene hadde 1 rd. uken, fri bolig, lys og brænde. --- Consumptionen blev krævet ogsaa av de søverts kommende varer, og dette forklarer at det kunde lønne sig at holde et saa stort apparat av funktionærer gaaende.

 

Et par træk av regjeringens omsorg i disse aar: i slutningen av 1780 kom en bekjendtgjørelse om, at skibstømmermænd fra „provinserne” kunde i Kbhvn. paaregne stadig arbeide for 4 sk. pr. time, 3-4 mark pr. dag, og derigjennem opnaa en god oplæring. Det siges uttrykkelig at man paa denne maate vilde bringe skibsbyggeriet paa en sikker og ordentlig fot ved denne adgang til utdannelse. Kjøbenhavn hadde jo orlogsverftet, og det ostindiske og vestindiske compagnies store fartøier blev vel ogsaa bygget i Kbhvn., saa der maatte være meget at lære. Forresten bygget man adskillige større fartøjer ved Skiensfjorden, saaledes var de 3 største trælastdragere (Confidentia, Enighed og Caroline Mathilde) bygget ved Langesund, hvor man langt tilbake i tiden ogsaa hadde leveret mindre krigsfartøier.

 

Tidligere samme aar fik man besked om, at regjeringen ogsaa tænkte paa          --- --- musikken! En kgl. resol. av 14/6  forkyndte:

 

„Da den Musik, som man overalt i Kjøbstæderne har, er maadelig og paa de fleste Steder besynderlig slet; og Kongen gjerne saa at endog heri en bedre Smag kunde udbrede sig til Provindserne; saa har Kongen til dette Øiemed intet bedre Middel fundet end at gjøre sit eget Capel som til en Skole, hvorfra kunde udgaa Saadanne som efter der at være lærte og øvede i den nye og bedste Musik, kunde forplantes efterhaanden om i Provind­serne”. --- Derfor skulde magistraten ved vakance indgive melding om stadsmusikantens indtægter og vælge en av capellets musikere, som maatte være villig, blandt de dertil av overhofmarchallen indstillede. Hvis capellets musikere fandt de økonomiske vilkaar for litet fristende, fik magistraten (som hadde utnævnelsesretten) ta den han kunde paa anden maate faa. --- I b. I er der fortalt hvorledes Skien ved aarh.s slutning fik en musikalsk capacitet i den fra Kbhvn. indvandrede Johannes Bøttger.

 

„Denne Bye er kommen i Rygte for at en Deel af dens Indbyggere skulle være henfaldne til den saa kaldede Pietismum”, skriver B. Løvenskiold i 1784, og byens talrike frimenigheter vidner den dag idag om ind­byggernes gamle tilbøielighet til i religiøs henseende at vandre sine egne veie. Blandt de familier, som i det 18de aarh. repræsenterte retningen, maa særlig nævnes den fra Slesvig indvandrede (og ovenfor oftere omtalte) Bøye Pettersen Ordings sønner Petter og Realf Bøyesen. Familienavnet skrives i de ældre dokumenter forskjellig: stedsnavnet Ording er undertiden med, oftest ikke, og der skrives mest Bøyson, snart Bøyesen, ja en og samme person bruker forskjellige former av sit navn.--- Den ældste søn, Petter (f. 1721), var skibsfører og førte i mange aar „Patriarchen Jacob” for Niels Larsen i Brevik (skibet nævnes første gang i 1741), derefter i 1753-59 „Peter et Birgitta” for redere i Kragerø og Arendal. Da han ikke nævnes blandt skipperne i 69, maa han ha sluttet med sjøen ved den tid. Hans søn Jacob Boyesen døde i Skien som kjøbmand og særdeles selvrenome­ret forlikelseskommtssær.

 

Realf Boyesen, (f. 19/9-1712) var den der fortsatte faderens handel, først hos sin mor (Else f. Wright) og derefter selvstændig. Der er bevaret fra hans haand endel autobiografiske optegnelser, holdt i den for „brødrene” eiendommelige religiøse stil, og med detaljerte oplysninger om hans gifter­maal og avkom. --- I 1724 gjorde han som 12 aars gut sin første utenlandsreise, til London med Gaven Wright. Aaret efter blev han sendt til Flensburg og gik i skole til august 1727, hvorefter han blev anbragt hos David Chrystie i Brevik. Skolegangen i Flensburg var visst stemmende med hans eget ønske, for han siger selv at „de største Forargelser hørte jeg i Skolen her i Scheen”. I 1730 var han igjen utenlands, i Ost-Frisland og Amsterdam, i 1734 i London april-november, befragtet 3 skibe for D. Chrystie og forhandlet deres ladninger; 1746 i Kbhvn for at konsulere en læge; 1751 i Amsterdam og paa øen Zeist med sin broder Petter, og gjentok reisen aaret efter. Disse besøk paa Zeist staar utvilsomt i forbindelse med forhol­det til „brødremenigheten”, som under Kristian VI's regjering hadde sin første trængselstid i Danmark og Norge. Kongen, som selv var pietist, tok den forsaavidt i beskyttelse, som det blev forbudt at skjælde fra prædikestolene mot den; men som lægmandsbevægelse var den ikke i naade, og der blev endog foretat utvisninger fra Kbhvn. av fremmede ledere. I et særskilt avsnit av sine optegnelser fortæller Realf B. hvorledes han fik en vækkelse med opmuntring og bedre forstaaelse ved i 1747 i Kristiania at høre en prædikant Green, men saa indfandt skruplerne sig igjen, og han søkte til Zeist i 1751 og 52. Her hørte han magister Romling; broder Johannes (som han især priser), grev Zinzendorf og Libertin. Han hadde i denne tid, efter sin første hustrus død, under overveielse om han skulde sælge sit gods og „ganske gaa til menigheden”, men saa blev det til at han vilde reise hjem og indgaa nyt ægteskap.

 

R. Boyesen var 3 gange gift: I. med Anne Chrystie (datter av hans principal i Brevik), viet 11/3-1745, død 30/6-1750. --- 3 døttre: Else, Else og Karen. II. Mette Grubbe, f. i Brevik 1731, viet 10/4-1753, død 13/5-1758, 4 døttre: Anna, Christine, Else, Kirsten. III. Gjertrud Maria Bøtker, (datter av sogneprest B. i Skien) f. 12/8-1729 i Hof, viet 17/9-1763, død 16/6-1803, 6 børn : Mette, Bøye, Else Benedicte, Christiana Elisabeth, Realf, Anna. --- Ialt 13 barn (hvorav 10 piker) som næsten allesammen døde i en ganske ung alder, et eiendommelig træk, som hyppig gjenfindes i det 18de aarhundrede: talrig barneflok, stor dødelighet. Til forklaring av forholdet har man anført utilstrækkelig barnepleie, mangel paa lægehjælp, epidemier [børnekopper]; men der maa samtidig være andre og dyptliggende aarsaker. --- Realf B. har med rørende taalmodighet og fromhet optegnet alle disse tap og tilføjet sine betragtninger og gjentagelserne i navnerækken viser hvorledes man har søkt erstatning. --- Datteren av 3die ekteskap, Christiane Elisabeth, (f. 17/7-68) blev 27/9-1786 gift med Didrik von Cappelen og 2 aar efter hans død (1794) med Jacob Aall paa Borgestad. Der er bevaret 2 silhouetportrætter av hende, hvorav et paa lyserød bund er særlig vakkert; begge opbevares paa Borgestad.

 

Den gaard hvori R. Boyesen drev sin handel, var i 1776 no. 32, altsaa paa sydvestre hjørne av Kongens gate og Telemarksgaten, hvor nu metho­distkirken kneiser. (Denne del av Telem. gaten het dengang Dronningens gate). Eiendommen var i 1767 taksert til 900 rd. --- Toldregnskapet for 1765 gir os et litet indblik, hvorledes butikken dengang var forsynet, eftersom der oplyses at han det aar hjemførte fra det kongelige almindelige magazin i Kjbhvn. (for 289 rd.) :

 

„Kinesisk lærred, taft, the, krudt, kandis, raffinade, sukker, sirup, topsukker, kokt kandis, apotekervarer, svovl, karduspapir, hør, ruslæder, ingefær, ka­stanier, præsteparykker, lak, speil, hatter, tinknapper, stivelse, pudder, hansker, silkestrømper, gaasefjær, Nürnbergerplaster, vestindiske kaffebønner, havetrær, blomster, spader, havesaks.” De sidste 4 artikler var vel til privat bruk, der var mange haver i det gamle Skien, med frugttrær fra Holland og Danmark.

 

I skattemandtallet til kopskatten 1749 opgives firmaets formue til 1400 rd. og skatten til 42 rd. --- I brandtaksten av 67 stod selve vaanegaarden i 900 rd. (den var paa 1 etage med 10 værelser, 2 kjeldere og bryggerhus), hvortil kom en tværbygning med 2 boder (100 rd.) og 2 nyindredede boder (30), en søbod med 4 rum (80) og en med 9 rum (270), ialt 1450 rd. ---Ved den endelige ordning av extraskatten i 1772, da restancerne for de fat­tige skulde betales, opføres R. Boyesen som betalende for 27 fattige (likesaa mange som hans senere saa grundrike svigersøn D. Cappelen) og broderen Petter for 26, hvormed de betegnes som velstaaende folk. Begge har (ifølge B. Løvenskiold) flere gange betænkt Hospitalet med større gaver paa tilsam­men 200 rd.

 

Optegnelserne slutter med følgende triste meddelelse: „Den 24. Nov. 1777 borttog Herren mit Huus og Hiem og den meste delen av byen og Kierken, og vi logerede hos Niels Laersen i Qværndals Gaden.” Paa et dokument fra 10/3-1772 (opgjøret efter extraskatten) ser man hans segl: en due i nedadsvævende stilling med et blad i nebbet; til begge sider ordet lumen      (: lys). --- Realf Boyesen døde i 1786, (begravet 2/7).

 

Det blev den yngre broder Petter Boyesen, som førte slegten videre, baade navnet og handelsvirksomheten. I 1767 eiet han gaarden no. 65 (hjørnet av Skistrædet og Prinsessegaten, nu ubebygget), en 1 etages gaard med 9 værelser, sidehus og 4 boder etc. til 1000 rd. og en søbod med 9 rum i 3 etager til 320 rd. Som skibsfører er han tidligere omtalt og har antagelig etablert sig som kjøbmand omkring 1760. Hustruen var Gunhild Christine Grubbe, søster til Realf Boyesens 2den hustru, saa de 2 brødre til like var svogere. Med hans 3 sønner delte slegten sig i navnet: Boye Ording, skipper; Realf Pettersen Ording, kjøbmand; Jacob Boyson, kjøbmand. Fra no. 1 og 3 stammer da de nulevende slegter Ording og Boyson (Bøyesen), og det er et interessant træk at denne utprægede handelsslægt fra det 18de aarh. har i det 19de aarh. saa mange akademikere: provsterne Bøye og Th. Ording, rektor Jørgen Ording, prof. theol. Ording og dr. Jakob Bøysen. De 4 første nedstammer (likesom den be­kjendte gamle Skienskjøbmand J. S. Ording) fra Bøye Ording.

 

J.S Ording
f.30/8-1826, d.30/11-1909

En anden handelsslægt, som det av flere grunde ligger nær at stille sammen med ovennævnte, er familien Grubbe, hvis navn her i Skien nu kun findes bevaret i bevaret i betegnelsen „Grubbe terrasse”. Den begynder med Herman Grubbe i Langesund, død 1715; førte i 1705 det store skib „Haab Johannes” (bygget paa Borgestad) 286.1/2 l. for general Johan Arnold.                Hans børn var: Claus, Niels, Magdalene Margrethe, Cornelius og Herman, hvorav ialfald de 2 første var skippere, idet Claus i 1722 førte „Magdalene Catrine” for Leopoldus's svoger Bowman, og Niels 1745 førte et skib for Niels Aall.  --- Niels Grubbe hadde 9 børn, hvorav Gunhild og Mette blev gift med brødrene Petter og Realf Boyesen (som ovenfor nævnt) og Bernt Nielsson Grubbe, f. 5/11-1745, blev kjøbmand i Skien. Han var gift med en præstedatter Margrethe Marie Ramshart, hvorved der blev svogerskap med familien Ørn i Skien, og døde allerede i 1796, mens enken levet helt til 1833 (død 25/11). Bernt Grubbe hadde 6 børn, som alle døde i en tidlig alder undtagen den yngste Karen Jacobea, f. 23/10-1788, i Skien 1849 som slægtens „sidste mohicaner”. Ved skiftet efter hende var samtlige arvinger Ramshardter, ingen Grubbe møtte frem.

 

Bernt Grubbe var ikke synderlig velstaaende. I skattemandtallet for 1793 opføres han med en ganske lav byskat, og ved skiftet i 1796 opgives activa til 4306 rd. passiva til 2207 rd. Formuen altsaa litt over 2000 rd. Forretningsgaarden var no. 18 og 19 (altsaa omtrent firmaet Ordings nuværende plads). Enken flyttet siden til Lundegaten no. 24, hvor datteren Jacobea residerte til sin død i 1849, og hvor ogsaa rektor Ørn tilbragte sine

sidste levedage.              Ved auktionen efter hende solgtes et (formodentlig oliemalet) portræt av Bernt Grubbe til Realf Ording, men det synes senere bortkommet. Hans brordatter Karen (datter av Herman G.) drev som enke forretning i Porsgrund til sin død i 1800; et brev fra hende til Nic. Aall viser seglet i et skib for fulde seil, betegnende for denne exclusive slegt av skip­pere og kjøbmænd.

 

Likesom Realf Boyesen har ogsaa Bernt Grubbe etterlatt sig autobiografiske optegnelser (begge tilhører Skiens højere skoles manuskriptsamling) med tilføielse av fromme betragtninger, særlig om sønnen Niels, som døde 9 aar gammel i 1785 og fra de tidligste barneaar var et litet vidunder av fromhet og læselyst, og en trøstetale til hustruen ved det smertelige tap. Det sidste avsnit i optegnelserne er enten en avskrift efter en præken eller bok og lyder saaledes:

 

„Gaa da menneskeslægt den store Gang den evige Verdensgenius har foretegnet dig. Din Vei gaar over Ruiner, som Aarhundreder, ja Aartusin­der har opdynget, over klipper og Fjelde som en ugunstig ledende, men viis Beskikkelse, som den fiendtlige Splid mellem dine intellectuelle og mo­ralske Kræfter har optaarnet. Fuldkommelse er din Bestemmelse, men Fuld­kommenhed er ikke din Lod. Du kjæmper for at seire og seirer for paa ny at kjæmpe. Ved Virksomhed stræber du efter Ro, ved Ro efter Virk­somhed. Uophørlig er dine Kræfters Vexelkreds, utrættelig deres Øvelse. Deres Udvikling er din Stræbens skinnneste Løn. Trods alle de Exempler paa Smaahed, Fordærvelse og Elendighed, som din Historie opstiller, lærer den dog uimodsigelig at du oprindelig er stor, god og bestemt til Lyksalighed. Med disse Anlæg gaar du den da trøstig, den nu i sex tusinde Aar betraadte Vej. Saa mange lærerige Erfaringer du paa den har samlet, saa mange skiønne Kræfter Du har udviklet, saa mange og store Skatte som Du har erhvervet, overbevise dig, at Din Vej er ingen Vildstie. En Gud er med dig og hans Forsyn vaager over dine Trin.”

 

Denne veltalenhets prøve fra det 18de aarh. er, som man vil se, saa forskjellig fra tonen og virkemidlerne i det for „brødrene” eiendommelige sprog, at det er ganske merkelig at den har faat plads i Bernt Grubbes op­tegnelser; men han maa jo ha beundret den, ellers hadde han visst ikke gjort den umake at avskrive den. Optegnelserne slutter med følgende 4 dyder, som han altsaa har betragtet som „cardinaldyder”:

 

„Taushed, Forsigtighed, Maadeholdenhed og Barmhjertighed”.

 

----------------------------------------------------

 

I 1783 var kirken saa vidt færdig, at den kunde indvies og tages i bruk; i mellemtiden hadde man dels holdt til i Gjerpen kirke, dels i det nye raadhus, da det var tidligere færdig. Brandtaksten for den gamle kirke var 8000 rd., men den nye kostet mindst det dobbelte; den blev længe taksert for 12,000 rd. og i 1817 for 12,000 specier, med tilføiende at den egentlig var værd 16,000, men for sin fattigdoms skyld holdt nede i en lavere takst. Gjenreisningen hadde slukt baade assurancesummen og kapita­lerne i rede penge og jordegods og dertil krævet store offere av byens borgere; men saa hadde de ogsaa faat et gudshus, som gjennem tiderne langt fremover var byens stolthet. Dets utseende lever endnu i manges erindring og er velkjendt av mange avbildninger: en korskirke med et massivt taarn som midtparti. Intet himmelstræbende spir, men en taarnhat med et stort kors øverst, og derved av en tætsluttet, velproportioneret form. Materialet var gul hollandsk mursten, taktækningen blaa teglsten. Av det pragtfulde indvendige utstyr gir B. Løvenskiold følgende beskrivelse:

Skiens nye kirke


,,Det mellemste rum indtager en Rad af Pulpiturer, som gaar omkring de trende Fløye og udgjør 25 indelukte Stoler saaledes afdeelte at de alle vende mod Alteret og Prædikestolen, og ere alle forsynede med smukke Vinduer og hvide Gardiner med røde Fryndser og Dusker. --- Ovenover disse er anbragt et med meget smukt Gitterværk forsynet Gallerie. Loftet er hvelvet, gibset og med Stukkatur-Arbejde ziiret. I Krydset, hvor den Fjerde Fløy begynder, er opført Alteret og Prædikestolen, som med sine Zirater strækker sig fra Gulvet indtil Taget, nederst i Midten er Alteret med sit Knæfald i Cirkel-Snit, paa liver Side af samme tvende Støtter efter Co­rinthisk Orden, og mellem hver To af disse staaer et stort Sindbillede af Billedhugger-Arbeide bruneer forgyldt, det eene forestillende Troen og det andet Haabet, over hvilke tvende Medaillons med Indskrift. --- Indgang til Sacristiet ved hver Side af Alteret gjennem smukke Portaler, og over Alteret et smukt Malerie forestillende Christi Nedlæggelse i Graven; kiøbt fra et Tydsk Førsteligt Cabinet. --- Over denne Alter-Tavle er Prædikestolen, som bæres af de ovenmeldte Colonner og har ved hver Side en indelukt Stoel til Præsterne og deres Familier og dernæst ved hver Side et aabent Galle­rie til Orgelet. --- ---

Skiens kirke fra nord


Over Prædikestolen hviler en meget ziiret Himmel, og endelig sluttes den heele Alter-Tavle øverst ved tvende Frontispicer, hvorimellem en liden Forhøyning paa hvilken ligger tvende Genier (>: engler) og slutter med et altseende Øye øverst hvorom en Glorie; i en Afdeling under samme er malet i bas relief paa den ene Side Scheen i Brand og paa den anden Side Scheen opbygget, i Midten et Skiold hvorpaa er malet: Indviet den 18de Febr. 1783, derover en Phoenix som opstaaer af sin Aske og paa begge Sider tvende Skiolde, i det ene det Kongelige Chiffer, og i det andet Byens Vaaben."

 

Saaledes saa det altsaa ut i den kirke, hvori senere Henrik Ibsen blev døpt, og fra hvis prædikestol Gustav Lammers tordnet. Anordningen med alter, prædikestol, orgel over hverandre er eiendommelig for det 18de aarh. og gjenfindes i endnu flere bevarede kirker (f. eks. Kongsbergs); den stemmer ikke med nutidens smag, men den gjorde dog et vældig samlet indtryk, og det kan ikke nægtes at det her skildrede pragtstykke var baaret av en frodigere fantasi og mere intimt knyttet til samtidens liv end det der senere kom istedet. Løvenskiold oplyser at det var professor Rawert i Kbhvn. som hadde leveret tegningen og besørget det meste av arbeidet utfart i Kbhvn. ved de bedste Mestere; det er da den samme, der senere bygget den præg­tige hovedbygning paa Ulefos for Niels Aall (færdig 1807).

 

Kirken stod, væsentlig uforandret, giennem over 100 aar, indtil den ved den næste store brand i 1886 blev saa beskadiget at man foretrak at rive de gjenstaaende mure og bygge en ny paa den høiere liggende tomt, hvis beliggenhet er mere central under den sterke utvidelse av den gamle bys grænser, og hvorfra den nye kirkes taarne og spir kan ses milevidt. Av den gamle kirkes prydelser reddedes bl. a. altertavlen og de 2 symbolske statuer „Troen” og „Haabet” ; sidstnævnte (som nu er hvitmalte, men op­rindelig var bronseforgyldt) opbevares i fylkesmuseet paa Brekke. Det maa synes underlig at der ikke i 80 aarene, da fotografien allerede var saa langt fremme, ikke blev taget noget billede av dens indre med den merkelige al­tervæg; men ingen tænkte vel paa at den kunde brænde, og sansen for tra­ditionerne var vel heller ikke stor paa en tid, da man ved forandringen av Gjerpen kirke somlet væk billederne av kirkens præster og brukte Anne Arnolds kiste til at røre kalk i. --- Der skal ha eksisteret et billede av kirkens indre, malet av autodidakten Johan Baar (fra hvis haand fylkesmuseet eier et billede av Follestad, men det synes forsvundet; kirken selv sees paa alle prospekter av det gamle Skien, deriblandt paa et stort oliemaleri i fyl­kesmuseet.

 

Til kundskap om den høitideligs indvielse 19/2-83 har vi for det første B. Løvenskiolds referat i hans amtsbeskrivelse fra 1784, og dernæst et overmaade sirlig haandskrevet litet hefte, hvis titel lyder: „Adskilligt angaaende Skiens Kirkes Indvielse den 19. Febr. 1783”. Nederst paa titelbladet er skrevet eierens navn: Wille, og en senere paategning: „Mig foræret av Sorenskriver C. N. Schwach, Skien 1852. N. Cappelen”. Heftet er da sandsynligvis skrevet av Hans Jacob Wille, prest i Telemarken, senere i Trondhiem, hvor han døde som provst og sekretær ved videnskabsselska­bet 1809. Saa har den ivrige boksamler Schwach (som levet i Trondhjem 1830-48 og likeledes var vidselskabets sekretær) faat fat i heftet der og senere efter sin flytning til Skien foræret det til den likesaa store bokelsker sorenskriver N. B. Cappelen, blandt hvis efterlatte mangfoldige bokskatte det er kommet ind i Skiens højere skoles manuskriptsamling. Indholdet er: „1. Kirke-Ceremonierne. 2. Prousten Monrads Intimations Tale. 3. Vocal-Musiqven, mens der ofredes. 4. Biskop Schmidts Text og Ingang”. --- Hertil er paa et indklæbet blad føiet de av skriftsteder fra det gamle testamente sammensatte bønner før og efter prædikenen samt tilslut den av biskopen fremsagte latinske slutningsbøn.

 

Det har været en stor dag for Skiens borgere. Tilstede var biskop, provst og 12 præster; 2 stiftamtmænd: Levetzau fra Kristiania og Georg Fr. Adeler fra Kristianssand, og saa selvfølgelig en hærskare av egnens „hono­ratiores” ; amtmand Moltke nævnes ikke, men maa vel ha været med. Av de 12 præster nævnes 7 som medvirkende: Lund sr. og jr. fra Kragerø; Bødtker (Skien); Moe (Bø); Hagerup (Porsgrund); Mechlenborg (Eidanger); von der Lippe (Solum). Provst Johan Friederich Monrad (Gjerpen), hvis tale blev holdt fra kordøren, hadde til tekst valgt den 66de salme, vers 12-14: „Vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførde os til at vederkvæges. Jeg vil gaa ind i dit Hus med et Brændoffer, jeg vil betale mine Løfter. Dem som mine Læber oplode sig med og min Mund talede, da jeg var i Angst”. Av talen hitsættes følgende, for anledningen særlig karakteristiske avsnit:

 

„Høystærede og ærede Tilhørere! Indbyggere af denne Skiens Me­nighed! Denne Dags Forretning, hvorfor I ere her forsamlede, maa vel erindre Eder om den for Eder saa skrækkelige, saa bedrøvelige Dag d. 24. Nov. 1777, da de fleste af Eder maatte se baade sine Huse og det forrige paa denne Grundvold staaende Guds Hus lagdes i Aske, da maatte I nok sige: Vi ere komne i Ilden, som Vand den Gang ikke kunde slukke. Jeg saa da tillige med mange flere med et beklemt Hierte baade Eders Huse fortærede af Ilden, saa og Ildens Straaler antænde Guds Husets Taarne eller Spir, saa baade Spir og Taarnet maatte falde, alt det, som var brændeligt, fortæret og smeltet af Ilden, og Husets Vægge af Luens Magt saaledes forbrændte, at det alt i Grunden maatte nedrives. Da hørte man paa Ga­derne intet andet end Ak og Ve, Graad og Klage, da saa man de, som enten allerede havde mistet eller frygtede at miste Hus og Bopæl, som for­vildede at løbe om med et eller andet Stykke, som de af deres ved møy­sommelig Arbeide og Flid samlede Eiendele havde reddet udaf Ilden, uden enda at kunde vide, hvor de tryggest kunde bevare det, da Ilden endog angreb de Stæder, som man tænkte laa mest sikker, da saa man saa mange elendige, som havde mistet sine egne Huse, og ikke viste, hvor de skulde finde Skiul og Ly mod Vinterens antrængende Kulde, da saa mange blot­tede for alt det fornødne der maatte sige: Hvad skulde vi æde? hvad skulde vi drikke? Guds Vrede tændte Ilden, den paa den Dag rasende Storm vedligeholdt og formerede den, og giorde alle brugte og anvendte

Anstalter forgiæves, men hvem vil nægte, at jo Eders Synder bar Tønder til ilden? I saa da Vredens Domme, I folede Straffen, men I erfarede tillige Naade og Barmhjertighed, at da Gud kunde have lagt alt i Aske, saa sparede han dog Lidet, at de mange Husvilde kunde dog finde hus hos andre, da de hadde mistet sine egne. Alle fandt dog Skiul, ingen var nødte til at ligge paa Gaden eller under aaben Himmel, utsatte for Sne og Kulde som kunde ha gjort Nøden mere trykkende og følelig. Men I saa i Sær­deleshed Guds Barmhjærtighed, at der han lod Luen fortære saa mange Huse, ja da han ikke sparede sit eget Hus, saa sparede hans Forsyn de den Tid maaske mere end almindelig vel forsynede Korn- og Forraadshuse, hvor saa mange, der havde mistet det, de med vindskibelig Møye havde samlet og bered til Ophold til Vinteren, kunde finde Korn til Brød og anden Føde til Ophold, uden hvilken Hielp Mangelen endda vildet blevet større. Men her standsede just Ildens Magt paa den Kant; her satte Guds grænseløse Barmhiertighed Grænser for Luen; her sa han som fordum til Engelen, der skulde ødelægge Jerusalem: Holt op, tag din Haand tilbage! Her sagde han til Ilden, som forhen til Havet: Hidtil skal du komme og ikke længere! --- --- Vi se da denne Byes Huse igien opbygte og de fleste langt større, langt herligere, langt bedre end tilforn; I ser især dette Guds Hus baade til udvortes og til indvortes Pragt, Herlighed og Prydelse langt at overgaa det forrige. Vi saa mange af os som have seet det forrige afbrændte Guds Hus og ser nu dette, har langt fra ikke Aarsag til at opføre os som de ældste av Jøderne, der var kommet tilbake fra det Babiloniske Fængsel og havde seet det første eller Salomos Tempel og nu saa anlægget til det sidste, som de maatte slutte i Pragt og Anseelse ikke vilde ligne det første: de græde, heder det Esr. 3, --- da I se nu et Guds Hus langt prægtigere end det gamle."       

 

Bispens indvielsestale er ikke bevaret, kun dens tekst: Salme 84, vers 52 „Salige ere de, som bo i dit Huus; de skal endnu love dig, Sela !” og Jerem. 31, 23: „Herren velsigne dig, du Retfærdiges Bolig! du hellige Bierg!” --- Efter talen ofring, først av presterne, saa den øvrige forsamling („efter Rang og Stand") med de 2 stiftamtmænd i spidsen; ialt 139 personer deltok i ofringen, som indbragte 500 rd. til bispen og 120 rd, til hans amanuensis. Herunder blev avsunget følgende „vokalmusik” (kantate):

 

Chorus

O! Sion! Lad din Fryd udbryde

Dit rørte Hjerte dig opbyde

Til Hellig Glæde overalt!

Og hver og en som er tilstiæde

Fra Oldingen til mindste Spæde

Din Guds og Jesu Tak det galt.

 

1ste Solo

Vor Himmel blev til røde Luer

Og Boliger til Aske-Tuer

Guds Huus endog forstyrret stod;

Kun Sorg og Nød og Jammer trued.

Men Gud til os i Naade skued

O! takker Herren! han er god!

 

Chorus

Tak være dig, Miskunheds Fader!

Den himmelhøye Naade lader

Os føle dig i Godhed, Gud!

Hvad ere vi? En syndig Skare

Uværdige at tage vare ---

O! Gud! din lov vi tone ud.

 

2den Solo

Et Tempel nu udsiiret kneiser;

Os hindrer icke Rum og Reiser,

Her kan vi falde Gud til Fod,

Her frit kan skyndes, trøstes, læres ---

See Lykken hvormed Kristne æres ---

O! tacker Herren Herren! han er god!

 

Chorus

Tak være dig. Miskunheds Fader!

Den himmelhøye Naade lader

Os føle dig i Godhed, Gud!

Hvad ere vi? en syndig Skare

Uværdige at tage vare,

O! Gud! din Lov vi tone tid!

 

3die Solo

Idag, da dine mange Naader

Omgiver os paa tusind Maader

Skal Sind og Mund kun tacke dig?

Nei! skal o Gild! vi os opvæcke

Din Godhed til en varig Ræcke

Af tak som synlig viiser sig?

 

Chorus

Jo gode Gud! du det fortjener

Vi bede blot, at du forlener

Os Aand og Kraft til Stadighed

Saa gjør vi for dit klare Øye

Ny Pagt om Troskab, Flid og Møye

Og daglig Tak i hellighed!"

 

Cantatens forfatter er ukjendt, likeledes de assisterende musikalske kræf­ter, om det var indenbys folk eller utenfra forskrevne. Salmesangen skulde efter programmet ledsages av basuner, og Løvenskiold siger ogsaa at der var baade orgel- og instrumentalmusik. --- Didrik von Cappelen, som vistnok var den ledende og drivende kraft i kirkebygningssaken, optraadte ogsaa som vert paa byens vegne: „Den gandske høye og ellers nærværende Forsamling bevertedes af Hr. D. v. C., hvorav Kongens og anden Høy og Ved-kommende Øvrigheds Velgaaende under Pocaler, Canoner og Musique blev erindret og om Aftenen var en smuk Consert paa Raadhuset” (Løvenskiold).


[1] Dokumenterne i denne sak blev eftersøkt og fundet i 1908, da byen hadde en (senere hævet) proces med en av besidderne paa Blekebakken. Det var den ovennævnte randbemerkning i regnskapet fra 1797 som ledet til opdagelsen; kun kommissionsakten mangler.